Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden Fjernvarme


 

 

 

Vist blev fjernvarmen ganske kropsnær til sidst og afsatte sit blivende præg i underjorden og

på billeder og rigeligt med ord og i tilsluttede interiører langs ad vejen

 

 

Der havde gået rygter gennem længere tid end lang, trekvart år vel alt iberegnet, med tilmeldingsmateriale og ansøgningsskema at udfylde og orienteringsmøde og løbende besigtigelser af fremrykningen fra og med det fjerne at engagere sig i blandt alt det andet, som dagen i forvejen var fuldt optaget af, og først og fremmest som nævnt omvandrende rygter at lægge egne ører og tunge til.

Så en skønne dag var det pludselig alvor næsten helt inde på livet med ansats til nyt møblement i den håndgribelige virkeligheds undergrund. Henne, hvor vejen knækker, var fjernvarmens fortropper nået frem til og havde nået at få sat skildvagter ud, mens referenten endnu sov. Så var det jo bare med at få kontrolleret batteriladetilstanden og komme ud af klappen og dokumentere til indledning af endnu flere rygter og sensationshungrende lokalnyt.

 

 

 

Fjernvarmeforposterne være hermed videnskabeligt bevist. Det er de røde, små himstregimser midt i billedet med indforstået signal om, at rygterne langt om længe var ved at få substans i den lokale virkelighed, at fjernvarmen kom stadig nærmere. Og nærmere. Og nærmere, hvor bliver det dog fortsat spændendere og spændendere.

 

 

 

Efter forposterne i sigte foregik det slag i slag. Eller — måske 'slag' er ikke det rigtige udtryk, men så find selv et mere dækkende frem. Fjernvarmen distribueres underjordisk rørlagt, så der skulle stedse graves jord væk, efter at asfalten var skåret til og fjernet i opportune felter og jorden lagt blot. Derefter skulle der — men så vidt er vi slet ikke nået endnu. Her dokumenteres fjernvarmens kommende grav fra forrige billedes forposter og, hip hip hurra og så det lange, helt hen til referentens hjem og gulmursslot i klassicistisk parcelhusstil. Måske 'nøk for nøk' eller 'bid efter bid' er bedre? Ellers dukker der måske noget endnu mere passende op på et senere tidspunkt? Det er hændt før.

 

 

 

Her den modsatte ende af forrige billedes forbilledlige udgravning. Det anes, at der her var skrællet fjernvarmerelevant asfalt af, men endnu manglede den tilhørende dybdegravning, og det ses tydeligt, at der var  udstukket tre plader af hensyn til den daglige bilkørsels affjedringer og for den skrÃ¥ plades vedkommende især for at skabe glidende gravkoadgang til referentens palætilliggender med henblik pÃ¥ etablering af det igangværende fjernvarmeprojekts vigtigste, eneste strengt nødvendige stikledning. OgsÃ¥ den fjernvarmeprojektet bagved liggende planlægning ses i løbende manifest, nemlig i form af de to plader længere inde i billedet, som blev aktuelle i takt med, at fjernvarmeriet pø om pø rykkede videre pÃ¥ sin rosværdige fremfærd, og altsÃ¥ allerede nu var lagt parat.


 

 

Forrige billedes tre forgrundsplader var siden blevetflyttet, der var  blevet dybdegravet hen forbi referentens residens, en stikledning ind til referenten var etableret, og de flyttede plader var blevet lagt tilbage igen, sÃ¥ den for en kort stund blokerede lokaltrafik nu atter gnidningsfrit kunne afvikles i god ro og orden. Nu manglede blot rør og efterarbejde, sÃ¥ kunne projektet for den sags skyld gerne slutte med dette vue, men o.k., der var jo andre end referenten videre frem, der ogsÃ¥ godt ville tilsluttes.

 

 

 

Vuet den modsatte vej. Det var vist fyraften, og forposterne holdt vagt til den store guldmedalje. I forgrunden er det meget tydeligt at se, hvad hemmeligheden bag fjernvarmeprojektets progressive realisering i særdeleshed byggede på, rå, specialiseret maskinkraft, in casu på gummibelagte larvefødder og desuden med en masse industriel formgivning, som i mange tilfælde slet ikke kom hovedsagen ved, men kun en masse bisager som anskaffelse, besigtigelse, genkendelse, rygtedannelser samt det at stå tæt på sådan en monstrøs potens, endda den var slukket lige nu.

 

 

 

Der havde været gang i fjernvarmetilvirkningen igen, mens kronikøren atter en gang fik afviklet døgnets slagfaste skønhedssøvn. Der var  skrællet asfalt af og inden da lagt rør parat til at fragte varmevand frem og tilbage mellem fjernvarmeværket fem kilometer mod syd og denne lokale til- og frakørsels- og for fremmede vildfarne fortrydelses- og vendeomplads højt mod nord, hvor i alt fem parcellister var hoppet pÃ¥ tilbudet om fjernvarme til erstatning af det forrige varmeværk, i alle tilfælde eget oliefyr med drifter i stadig dyrere domme.

 

 

 

Samme i en anden vinkel, så verdens navle kom med, godt nok i skjul bag livets hegn, men alligevel, referentens faste borg er tydeligt med, hvis man ved det, og, til benefice for skeptikere, også, hvis man ikke ved det. Bag borgens trygge mure bliver således også disse ord tastet i behageligt tempo, som de forrige, som de efterfølgende. Farverne har måske fået en ekstra tak, men dertil skal siges, at en sommer af den slags var det, i særdeleshed hvad grøn anbelanger, hvilket der allerede i tidligere billeder har været anledning til at observere. Den ekstra tak være hermed forklaret som rigtig og hverken forsvaret eller undskyldt som forkert.

 

 

 

Til den her anvendte metode for udbringelse af fjernvarme hører, at rørsektioner bliver lagt på træblokke, svejset sammen, sænket ned i en præpareret fjernvarmegrav og, liggende dér, svejset sammen med den forrige allerede gravlagte rørsektion, hele vejen tilbage til fjernvarmeværket, hele vejen frem til aftalte fjernvarmeforbrugene, ubrudt hele vejen mellem afsender og modtager, mellem producent og forbruger, mellem hisset og hér. I metoden indgår, som det fremgår, også, at tilstødende asfalt kan blive berørt af processen og i så fald tages nænsom hånd om særskilt. Her var det med andre ord rør, der var klar til indgang i en sammenhæng, som skulle knytte enkeltpersoner endnu tættere sammen via endnu en samfundsinstitution.

 

 

 

Maskiner, apparater, prædestinerede mekanismer, hvad man vil kalde det, blev en stadig tydeligere og mere øjen- og ogsÃ¥ øredominerende del af fjernvarmeriet. Ja, rent ud sagt, det begyndte sÃ¥mænd at blive rent eventyrligt, som projektet realiseredes just uden for egen parcels østlige begrænsninger med stikledning langt ind under privatens eget personlige domæne. Det kunne være som skrevet af H.C. Andersens egen hÃ¥nd, hvordan nogen har opfundet alle den slags forsamlinger af specialiseret jern og gummi, nogen har produceret og solgt opfindelserne, nogen indføjer handelsvarerne i det lokale fjernvarmeprojekt, og at nogen rent faktisk kan hÃ¥ndtere den slags benzindrevne landskabsskulpturer som planlagt i mange instanser med hver deres forskellige faglige interesser og individuelle hobbyer skrÃ¥streg omverdensorienterede fobier eller sadismer. 

 

 

 

Det sidst antydede var måske ikke så pænt luftet. Hvis der skulle være skrankepaver eller sligt involveret i det her omtalte fjernvarmeri, er det i hvert fald ikke kommet til referentens kundskab, hvilket dog ikke udelukker lusk i den forudgående maskindistribution. Men så til noget helt andet. For her ses ansatsen til det samlede projekts aller aller sidste rørdistance. Når hovedledningen var blevet ført frem cirka til billedets underkant og et par stikledninger føjet til og efterbearbejdningen tilendebragt, var hele det samlede projekt blevet til usynlig virkelighed, som en masse alligevel bare véd og jævnligt bruger. Det er sgu da smart, hvad man kan gøre nede i jorden.

 

 

 

De kunne bare det, de gjorde, dem, der gjorde det, og det gjaldt dem alle. Her svejses der fx andægtigt. Teknologien er, at der inde i røret er to rør til fjernvarmevandets frem- og tilbageløb og to signaltråde til kronikøruvis brug, alt pakket ind i isoleringsskum, så den omgivende jord ikke kan snyde sig til gratis udveksling af jordvarme. Rørene stritter ud af emballagen i begge ender af en sektion, enderne mellem to sektioner svejses sammen, der lægges en muffe om, som forbinder de to sektioners yderrør med hinanden, og hulrummet i muffen fyldes med skum. Der blev ikke fotograferet tæt på personer, og slige detaljer som den netop nævnte er ikke blevet dokumenteret. Yderligere oplysninger kan om fornødent formodentlig indhentes hos de involverede projektrealisatører, eller man kan søge på nettet med egnede søgeord.

 

 

 

Her endnu et aspekt af den anvendte fjernvarmeriteknik, grave- og jordhÃ¥ndteringsaspektet, som enhver graveinteresseret, fx køkkenhave- og fortidsmindeentusiaster, utvivlsomt kan lære en masse gavnligt og rygbeskyttende af. Opskriften lyder in casu: Man tager en gravko og en traktor med højsidet anhænger og fÃ¥r gravkoen til at samle jord op og lægge jorden i anhængeren. Derefter fÃ¥r man traktoren til at bringe jorden hen til et sorteringsanlæg, som sier større sten fra, sÃ¥ fjernvarmerøret ikke kommer til skade, nÃ¥r man lægger jorden tilbage, hvor den kom fra, og stamper efter omkring og over det i mellemtiden gravlagte rør. Desuden benyttes en mand med skovl til den delikate fingravning omkring fund af fortidens udokumenterede installationer som fx telefonledninger, vandrør, kloakrør og adskilligt andet i de tilfælde, hvor de fundne installationer endnu er i brug. 

 

 

 

Eventyrligt grønt var det grønne uanset hele den pågældende sommer. Meget af det endda vårgrønt, skriggrønt, kvindegrønt kunne man forledes til at sige, lige til høsten med løvfaldets svinerier på uhensigtsmæssige steder og deraf følgende parcellistisk overarbejde samt referentens omhyggelige referat i ord og billeder. I sommerens løb som nævnt også fjernvarmeri med ommøblering i undergrunden, henlæggelse af lange, sorte rør i skjul for fremtidens mat nysgerrige øje, så kun selve systemet, dets funktionaliteter og praktiske effekter og økonomiske konsekvenser fremover vil gribe aktivt ind i de involverede borgeres hverdag og individuelle levemåder. Nogle laver måske acceptabel pulverkaffe direkte fra hanen, også det skulle være teknisk muligt, nu det hele er klappet og klart.

 

 

 

Det er formodentlig de vÃ¥rgrønne naturprodukter som festlig ramme om fjernvarmeriets usædvanlige aktiviteter, som disse udfoldede sig denne særlige sommer, der dokumenteres her. De to mænd i baggrunden var ved at forberede stikledningsgravene ind til nummer 13 og 15. Ham, der slæbte, gjorde det vist pÃ¥ en underlægningskævle til rør i nedlægningsposition. Men nej, det mÃ¥ have været det grønne, der valgte dette billede ud, hvis det ikke var den koncentrerede pladesamling parat til overdækning af graven pÃ¥ opportune steder for biltrafikkens skyld, nÃ¥r det kom sÃ¥ vidt. Lige i det fotograferede øjeblik kunne ingen køretøjer komme til eller fra formedelst de vidtÃ¥bne grave pÃ¥ kryds og tværs, som gabte efter rør og længsel efter atter at lukkes omkring dem.  

 

 

 

Et billede på fx teknologi, planlægning, samarbejde og øjeblikkeligt rod for det udenforstående øje. En sammensvejset rørsektion strækkende sig mod nord fra fjernvarmeprojektets hidtidige endestation mod syd og derpå via en 90 graders bøjning mod øst til øverst på pladsen. Man bedes bemærke studsen, der peger lige ud mod billedbeskueren. Til den blev rakontørens stikledning svejset og sørger i skrivende stund for varmt vand og radiatorvarme til den velsignede rønne, der giver disse ord deres første og bedste husly. Rodet skyldes den opgravede jord med et indhold af rødder fra et lærketræ, som blev fældet i våren. Tænkes jordopgravningen væk, ser vinkelsliberen, gravkoskovlen, svejseudstyret, værktøjskassen, kabeltromlen etc. slet ikke malplacerede ud. Den sorte obelisk midt i billedet er parcellens postkasse, som fik lov at stå eksperterne i vejen under hele operationen. Skråheden i kassen, der foranstaltedes undervejs ved graveriet, blev der endda rettet op på til allerslut.

 

 

Fjernvarmeriets skulpturelle aspekt bliver ekstra markant, når som her en skovl er blevet i øjeblikkelig overflod for de involverede fjernvarmeaktører og sat på skammekrogens hædersplads og derved, måske utilsigtet, men såmænd tillige kærkomment for den lurende kronikør, var sat til pynt som øjenfryd just ude foran kronikørens køkken. Skovlen bredte, hvis man er sindet dertil, sin dominans, så den ganske fjernvarmemetodik, så vidt den her er synliggjort, stivnede og smittedes af det selvsamme aspekt, og naturens udsnit, de indbefattede bopæle og projektigangværelsen forenede sig i en kortvarig skulpturhave, som godt kunne nydes en stund i kraft af fotografiets særlige egenskaber, hvad den under alle omstændigheder blev, og måske endda med kulturelle og spirituelle fordele genopføres midt i landets stædigste samlivsfiasko København.

 

 

 

Den færdigformede rørseksion pÃ¥ lit de parade, parat til gravlægning langt om længe, omgivet af et kompagni symbolske vagtposter i mere eller især mindre givagt, varierende i den konflikt mellem ærbødighed og nysgerrighed, som kronikøren for et syns skyld ogsÃ¥ gjorde til sit eget dilemma. I bagenden den ende af røret, som, efter at sektionen var stedt til hvile, skulle svejses sammen med det foreløbig færdiggjorte fjernvarmeanlæg. Desuden er at bemærke en telefonledning nede i graven, som blev gnavet over af en gravko og  samlet igen af en hidkaldt specialist med en forlængelse, sÃ¥ ledningen ubesværet ville kunne smyge sig under røret, mÃ¥r dette var lagt, som det fremover skulle ligge. Desuden bemærkes noget sÃ¥ gammeldags som en spand midt i hele maskinproduktet, formodentlig til transport af svejserens diverse hÃ¥ndredskaber fra det ene svejsested til det andet og til og fra svejserholdets eget specialautomobil. 

 

 

 

Et kig på den begravelsesfærdige seksions anden ende, omfattende området fra kronikørens gebeter og op til toppen af den lokale adgangsplads. Deroppe bag en gravko ses desuden at ligge det samlede fjernvarmeprojekts sidste rørsektion og uden for billedets venstre kant fjernvarmeværkets to nordligste kunder, efter at det igangværende, her udførligt beskrevne projekt var tilendebragt og fjernvarmeværket fem kilometer mod syd derefter stabilt i gang med at producere sine velbehageligheder og distribuere dem til alle rette vedkommende i den nye nordlige udvidelse af værkets dækningsområde. Først skulle dog den åbne grav kastes til, så det igen blev muligt at køre til og fra og fragte opgravet jord til sigtning og retur til genanvendelse.

 

 

 

Nu lÃ¥ rørsektionen stort set, som den skulle, stedt til hvile af diverse gravkøer i strategiske positioner, og projektets vigtigste operation stod langt om længe for, samlingen af studsen pÃ¥ det nederste af hovedledningen med enden af den stikledning, som sidder og blafrer ind fra højre, overvÃ¥get af en ekstra nysgerrig vagtpost, for om stikledningen mÃ¥ske ligefrem prøvede at snuse sig frem til relevans. Det var etableringen af dén væsentlige forbindelse mellem hovedledning og stikledning, der referenter talt var fjernvarmeriprojektets væsentligste mÃ¥l, idet forbindelsen snarest muligt og i tiden, der kom, skulle transportere varme fra det offentlige forsyningsanlæg og ind til referentens private vandhaner og radiatorer og derfra direkte over i en af referentens livskvaliteter — og pÃ¥ anfordring modsvares af en acceptabel pengestrøm den modsatte vej, via referentens adækvate administration af egen netbankkonto hele vejen retur til værkets ansvarlige kasse, som sandsynligvis ogsÃ¥ har netbankkontoform. Det var dagdrømme, dengang billedet blev taget, nu er det hverdag og pladsen ude foran ryddet til nye dagdrømme og naboernes normale køren til og fra, men det er en sidebemærkning.    

 

 

 

Den vest-østlige del af den nyanlagte sektion anskuet fra øst, fra toppen af pladsen med udsigt til kronikørens dukkehjem hinsides pladsens bund og grund. Rørsektionen til venstre kom ikke i brug ved denne afgrænsede del af projektet, men fandt sidenhen blivende hvile et andet sted i jordens fylde, nemlig i projektets sidste syd-nordgÃ¥ende strækning øverst pÃ¥ pladsen. En farveglad sommer var det med øjenfryd i utallige nuancer, sÃ¥ gør det vist ikke sÃ¥ meget ved det samlede indtryk, at billedet tydeligvis skulle have været roteret en anelse mod uret under efterbearbejdningen, forsømmelsen giver mÃ¥ske tværtimod bebyggelsen en vis organisk skævheds charme.   

 

 

 

Heureka, endnu en af alle projektets mange kørende maskiner med særskilt funktion til hver sin fuldkommengørelse af projektets realisering som velkommen, fuldkommen helhed. Det er ikke en fortidsøgle, der snegler sig indad i billedet, det er ikke en trussel om overmagts vederstyggelighed, slet ikke noget farligt, negativt, hensynsløst, eller hvad det ellers kunne ligne, hvis man vil, Det er udelukkende overfladen og det lidt klodsede eller mÃ¥ske hartad Storm P-agtige design, der bringer den slags forestillinger pÃ¥ banen. Næ sÃ¥mænd, ganske prosaisk pøller foretagendet sigtet genbrugsjord ud ad bagenden og ned pÃ¥ det gravlagte fjernvarmerør i henhold til mændene i gravens omskiftelige ønsker. 

 

 

Anskuet i en større helhed begyndte entreprisen nu at tage sig en smule bedrøvelig ud. Udsigten til den massive, logisk set bortdragende køretøjsbagende pegede i retning af, at foretagsomhedens flittige tilstedeværenhed og især dens eminente og aldeles uforudsete underholdningsværdi oven i det andet mere nytte- og fornuftsbetonede ogsÃ¥ havde en indbygget afslutning. Genbrugsjordfrembringeren bragte  genbrugsjord frem andetsteds fra og pøsede skrÃ¥streg pøllede jorden i rørgraven, og mænderne fordelte og stampede jorden efter bedste fagformÃ¥en, nÃ¥r de ikke gav pølseriets bestyrer pølsningsdirektiver. Snart ville de vel pÃ¥ denne mÃ¥de nÃ¥ tilbage til jordoverfladen og kunne mÃ¥ske sÃ¥ gÃ¥ hjem efter endnu en dag i fjernvarmeriets tjeneste. Snart var de færdige for good og kun selve fjernvarmen og dens private følgevirkninger tilbage i de fortsatte lokale lokaliteter. 

 

 

Det var dog kun en advarende forløber eller tankeforestilling eller generalprøve for totalfiniteten som sÃ¥dan. Til- og frakørselspladsen, bopladsen, med de to rørforløb over pladsen samt endnu fire stikledninger til privater langs pladsens øvre periferi havde endnu store mangler at stille til skue over for den samlede plan og de indgÃ¥ede aftaler, en uudfyldt grav med det ene og det andet fra vest til øst og en rørsektion liggende oven pÃ¥ den stadigvæk uÃ¥bnede asfalt og endnu kun planlagte grav fra syd til nord i billedets det fjerne i skjul bag birken i billedets forgrund, desuden, som det kan ses forneden, ordgyderens stikledning endnu uafsluttet og utildækket, beroende redskaber og det ene og det andet eller noget tredje, fx en fiskebøje og en ende heftig jernsvelle sat til spiring i noget af det grønne.   

 

 

Det var kort sagt denne vej, fokus burde være rettet, mod pladsen, hvor en hel del af moroen stadig var til gode. Et læs opgravet jord kunne ikke komme derfra til sigteriet og mÃ¥tte pænt vente, hvilket var interessant i sig selv. Ventende jord, det er morderligt spændende, og at det kræver i den grad voluminøse hjul at vente. Desuden ses to gravkøer, en stor til hovedledning og en lille til stikledninger, bare som en tommelfingerregel. En sækkevogn med beholdere med specialiserede luftarter til svejsning i fjernvarmesammenhæng. Den gammeldags spand igen, med hÃ¥ndredskaber ragende ovenud. Seletøj til gravsætning af færdiggjorte rørsektioner. Etc. Suk, hjerte, brist ikke, der er stadig løjer igen at have til gode.   

 

 

Således sluttede den pågældende dag, i en slags eftertænksomhedens idyl, som man måske uden de helt store anstrengelser godt kunne have affundet sig med i længere tid end til dagen efter, med en tilfredsstillende dosis af, tja — er det monstro den lokale naturforvaltnings uoverdrevne pænhed, er det stilstanden i det uafsluttede fjernvarmeri, er det måske det gennemgående synlige fravær af homo sapiens, et eller andet gør billedet særlig godt. De flittige hænder fik fødderne op til jordoverfladen på en god del af den sydfra kommende streng. Der blev udlagt automobilismefremmende plader, hvor det var relevant, og sat skildvagter på post til trafikanternes orientering, kastende alenlange skygger som melding fra den nysgerrige aftensol. Og fjernvarmeaktivisterne tog hjem til havegrill og hvad ellers, måske én og anden iblandt dem var lystfisker eller fx biograftosset eller nattegal, mens den udsendte medarbejder tog et par skridt til en side og roterede kameraet mod øst.

 

 

Røret op ad bakken lå stadig stort set blottet i den åbne grav, dog heller ej længere med jordpåkastelse som et ganske uerfaret fænomen. Ellers er det orangeriet, skildvagterne og gravkøerne med skovlene i hvilestilling, med taget på nummer 15 som dramatisk fejlfarve, der spiller illustrativ fandango med liguster- og diverse andet havegrønt og pladsens jord- og asfaltfarver, mens skumringsvarslingslange skygger fyndigt lægger op til deres eget ubetitlede drama, måske snarere deres ubetitlede epos, så sandt dagen som forløb oftest er episk mere end dramatisk eller lyrisk, dog gerne med såvel lyriske som dramatiske, komiske og latterlige indslag. Vagtposterne har her hver og én en ukarakteristisk strunk attitude som eksplicit dementi af alt andet end den enkelte selv og det uniformt identitetsgivende kompagni, både som sådant og som delkomponent i landets samlede forsvar mod alt det uafsluttede i tilværelsen.

 

 

Sikken fredfyldt fyraftenstund den dag mundede ud i efter billederne at dømme. Som et ukendt stykke af Købke, med kæft, trit og retning i enhver detalje. Hvor ellers kan man fx finde et par jernplader, der ligger sÃ¥ forbasket godt. Der kunne befinde sig hvad som helst andet end en fjernvarmegrav under pladerne, de holder det nede uanset, for nu er det dém, der er overfladen, og sÃ¥ kan den bilende del af befolkningen lige sÃ¥ godt først som sidst trygt forlade sig pÃ¥ dét og slutte sig til det trafikale fællesskab. Eller hvad der ellers lÃ¥ bag Købkes skilderier. Og lampestanderen, denne hjelmbærende beherskelse af jern, der rager højt over alle skildvagterne og varsler oplysningstidens kommende potentiale, hvad med ogsÃ¥ lige dén?  

 

 

Skyggerne kastes her nærmest fra øst, det er halvhøj sol pÃ¥ en lidt senere formiddag i nabolaget, fjernvarmeprojektets nordligste strækning lakkede mod enden, slutstrækningens første sektion var gravlagt, mens dens forlængelse, rosinen i enden af fjernvarmeriets fællesledning, endnu lÃ¥ pÃ¥ stabel. Til højre for billedet og i baggrunden arbejdedes der samtidig med stikledninger til nummer 7 og 9 og 13 og 15. Der var i det hele taget et her ikke medtaget fjernvarmende mylder af aktivister som følge af den foreliggende afslutningsopgave, som var sÃ¥ begrænset i omfang, at fjernvarmerieffektiviteten krævede alle de relevante funktioner udført samtidig. Der blev gravet, der blev lagt rør, der blev lagt jord pÃ¥, der blev svejset hovedledning sammen og stikledninger til hovedledning, der blev kontrolleret og flyttet om pÃ¥ det ene og det andet, og det skete i ét blandet væk.      

 

Dette var og blev fjernvarmeriets utvivlsomme hovednummer og multigrande finale, det hele i ét koncentreret hug. For en stund lagde bopladsen ikke plads til normal brug, men udviklede sig denne ene dag til talløst motoriseret festplads med den lokale fjernvarmeforsynings til det kaotiske koncentrerede mekanik- og maskinskue i fokus, her forevigende indfanget, mens aktørerne holdt pause for at lade op i biologiens ækvivalenter til fjernvarmeetableringens velbegrundede batterier, brændstoftanke etc. etc. Der var ingen, der havde luftet det i forvejen, ellers havde dem i nummer 7 utvivlsomt hængt hele den svulmende flagdug til syn og fejring i stedet for at lade den vikarieres af dagligdagens anorektiske vimpel. Og ellers havde sikkert alle beboerne taget sig hver en fridag for at kunne blive hjemme og feststemte gå fjernvarmeaktørerne i vejen.

 

 

 

Pladsen rundt kunne resten af dagen hvem som helst i det gode vejr, sÃ¥ledes ogsÃ¥ de lokale beboere, hvis de havde taget fri, danne sig hver sit eget indtryk af maskinalderens nuværende lokale stade og dens varierede bidrag til at føre fjernvarmeriets metodologi up to date, og der var anledning til at fundere over, om det mon gjorde Ã¥rsagerne til de ansatte aktivisters statistisk forudsete erhvervsrelaterede dÃ¥rligdomme mere subtile og individuelt divergerende end tilforn. PÃ¥ begrænset plads, i begrænset tid, overvejende dér og da, jo, det var en fornøjelse grænsende til det gavnligt belærende at bevidne befolkningens særligt involverede ekspertgrupper, gravere og rørlæggere, svejsere og kontrollanter, disse underinddelt i, hvem der havde praksisbevis til hvilke mekanismer og funktioner, bevidne alle disse fremmede velkomne brillere i hver sit speciale uden at gÃ¥ de andre repræsenterede fagudøvere i vejen. Den blÃ¥ kassevogn i baggrunden skal fjernvarmeriet ikke bebrejdes for, den skyldes en  herboende uden sans for det igangværendes æstetik.

 

 

 

Projektets sidste bravallaartisteri blev sÃ¥ledes koncentreret omkring rørledningen øverst pÃ¥ pladsen. Imens var der for neden pÃ¥ pladsen en ledig afkrog til et par fjernvarmeriske benzinforbrugere i yndefulde ventepositioner med tilbørlig afstand til den lokale blÃ¥ partycracher. De ser ganske rare og indbyrdes kammeratlige ud og hyggede sig mÃ¥ske med en sludreslabberads. Bemærk venligst ogsÃ¥ stenen i rendestenen dernede, den blev samme aften tyvstjÃ¥let og bortført til privatlivets havepynt af en ukendt person meget tæt pÃ¥ udformningen af denne ledsagetekst og endda identisk med vedkommende i mange af livets sammenhænge og lejlighedsvise mangler pÃ¥ samme. 

 

 

 

Hen ad aften var alt igen jævnet med pladsens oprindelige overflade og maskinskuet bragt til ende eller rettere flyttet andetsteds hen. Endnu stod en søvnig gravko og dens kalv tilbage — og faktisk en hel del af hjemmeværnets ganske begivenhedsløse vagtposter. De ventede vel passivt på næste kommando, som sig hør og bør i militaristisk indpireret sammenhæng. Desuden ligger tre arbejdsledige jernplader og afventer forflyttelse, fuldstændig flade efter den begivenhedsrige dag og ude af stand til at flytte sig så meget som en millimeter på egen foranledning. Fjernvarmeriet, kan man sige, er dermed færdigt. Eller man kan sige, at nu er fjernvarmeriet puttet godt af vejen og usynliggjort efter alle gældende forskrifter og samtlige kunstens regler og langt om længe klar til start af det egentlige, at levere varme i tilsluttede haner og radiatorer.

Men dermed er eventyret ikke slut. Dels resterer stadigvæk et fyldigere referat af fjernvarmeprojektets stikledningsaktiviteter med en tilfældigt udvalgt stikledning som eksempel. Dels sidder den opmærksomme betragter utvivlsomt med et brændende spørgsmÃ¥l trippende pÃ¥ alle sine læber, nemlig dette: Skal sÃ¥dan nogle fjernvarmeledningers gravsteder slet ikke asfalteres bagefter, sÃ¥ bilerne igen kan brede sig risikofrit og uhindret i fællesskabets rÃ¥derum?! Og dels resterer der nogle fotos af den fjernvarmeetablerende maskinvrimmels alienerende og æstetiske velsignelser, som trænger til en observationskommentar.  

 

 


 

 

 

 

Hovedentreprisen 

Jordfæstelse af en stikledning fra hovedledningen til referentens hyppigste opholdssted 

Et eksperiment udi sprogvidenskaben kort besked.

 

Undervejs i det ovenfor beskrevne forløb kom turen som nævnt også til det nærmeste nære, til etablering af en stikledning mellem dette og hovedledningen ude på offentlig vej, in casu motortrafikpladsen ude foran køkkenet.

 


Som vist, sÃ¥dan var udsigten inde fra køkkenet en dag ved grosserertid, tre af fjernvarmeriets køretøjer kæmpende om lebensraum i det trange vindue, det ene med kørebælterne og gravkoens girafhals helt inde pÃ¥ og for sidstnævntes vedkommende pÃ¥ vej ned under parcellen. 

 

 

 

I udendørs perspektiv var der allerede fjernet fliser pÃ¥ det aktuelle areal og lagt beskyttelsesdug ud til opgravningsjord, og koen gnavede metodisk løs i dybden.   

 

 

 

Efter et par kopper kaffe og dagens avis gav besigtigelsen væsentligt udslag. Stikledningsforløbets grav under parcellens fliselagte del lå klar til bilæggelsen, jorden lå klar til påkastelse, fliserne lå klar til at ryge retur, hvor de var fjernet fra.

 

 

 

Senere pÃ¥ dagen kunne ogsÃ¥ observeres (og snapshottes) gravens forlængelse gennem den relevante resterende del af parcellen og ud under kantstenen til det nærmeste offentlige med hovedledningens kommende gemmested. 

 

 

 

SÃ¥ var stikledningen pÃ¥ plads. Det lilla bÃ¥nd er en advarselsstribe til benefice for fremtidens arkæologer og andre gravere med andre formÃ¥l. Kantstenen er grænsen mellem de to betalingsdele, den fremtidige brugers og værkets. Folk med forstand pÃ¥ de dele kan sikkert sige noget om jordens beskaffenhed  

 

 

 

Stikledningen har stukket værkets ende ud i hovedledningsgraven og spekulerer utvivlsomt pÃ¥, hvad pokker der mon bliver af hovedledningen. Havde der været lyd pÃ¥, kunne man høre køretøjer passere forbi ovenover nu og da, men det er der ikke.  

 

 

 

Det meste af jorden er vendt tilbage, hvor den kom fra, og har efterladt beskyttelsesdugen stort set ubeskyttet. Jorden skal bare stampes til, så de fjernede fliser kan lægges i niveau med de omgivende og blive liggende fremover.

 

 

 

Dette være hermed sket. Den flisedækkede del af stikledningsgraven er overfladisk set usynlig, uanset hvad man ved om de nærlokale tilstande, hvor flittigt man prøver at detektere divergenser. Derimod den resterende del, den ligner sÃ¥dan set noget i stil med et bombekrater. OgsÃ¥ dette blev der sat skik pÃ¥, hvilket tydeligt fremgÃ¥r pÃ¥ det sidste billede i  redegørelsens forrige afsnit.  

 

 

 

SÃ¥! Her dokumenteres det uigendriveligt, at stikledningen (i hvert fald i dette øjeblik) er sluttet til hovedledningen efter alle kunstens regler og i den anden ende synes at forsvinde ind i gravmørket under parcellen. Det dokumenteres tillige, at dokumentaristen ser ud til at have taget et billede, angiveligt billedet umiddelbart over denne tekst. 

 

 

 

Det var dengang før fjernvarmeriets indtog. En hyggelig dunk med diverse udvækster pÃ¥ toppen stod i en krog af gÃ¥rden og prøvede at tage sig ud til sin fordel. Men det blev stadig dyrere at fÃ¥ safterne til at stige i den, og blandt de offentlige opinioner var der nogle, der sÃ¥ sig mere og mere sure pÃ¥ den. SÃ¥ slem var den nu da heller ikke at se pÃ¥. Og sÃ¥ kom der et godt tilbud, som blev modtaget og efterhÃ¥nden ogsÃ¥ eksekveret.  

 

 

 

Her ses det udendørs resultat af konvertionen til fjernvarme. En lille, grim, pengebokslignende opvækst, der klamrer sig til gavlen og forgæves prøver at udfylde tomrummet efter den behageligt røde tanks anderledes volumen. Til at leve med og nærmest til at overse i det daglige. 

 

 


 

P.s. I sammenhængen blev skorstenens Ã¥bninger til fyr og ovn muret til og skorstensfejning afmeldt. En sort brændeovn, som kun sjældent havde været i brug pÃ¥ grund af dÃ¥rlig varmefordeling i boligrummet, samt det flisebelagte stuehjørne, som var ovnens risikozone, skulle derfor tages op til nytænkning. Det blev i stedet klaret med to lag maling i sommerens gennemgÃ¥ende yndlingsnuance, som omdefinerede ovnen til overflade med æstetisk funktion som eneste tilstedeværelsesbegrundelse. En øjenbæ blev sÃ¥ledes med simple midler og uden særlig anstrengelse til en aktiv stueinstallation, som stadig fremkalder gip med blandet indhold, nÃ¥r menneskeblikke rammer den. Operationen kan varmt anbefales som ekstra supplement til fjernvarme.   

 

 

 

 

 

 

 

SÃ¥ tog asfaltrytteriet seriøs affære 

Asfaltørergruppen havde blot en enkelt dag til alt det asfalt, de skulle have fra hånden og ned på rette sted

Så det, der nu skal demonstreres, det foregik med krumme halse, i fuldt firspring, med effektivitet i højoktanskoncentrat, og kronikørens tidligere fulgte princip med, til fremme af arbejdslivets fred, fortrinsvis at indsamle dokumentation i stunder, mens der blev holdt pause i det timelønnede fjernvarmeri, måtte droppes til fordel for en mere sensationspresserende fremfusen. Her var det bare at hænge på, mens asfalten var varm.

 

 

 

Inden grosserertid var de øverste fem-ti centimeter fjernvarmegrav lige så stille blevet fjernet, og her sprøjtedes tjære på den eksisterende asfalt, så den nye ville have noget klæbrigt at klamre sig til den ved. Bemærk, at selv til denne specielle operation er der produceret et særligt apparat, her til fremme af sprøjteoperatørens livskvalitet, livslængde og primært hans produktive effektivitet lang tid fremover, nu han har fået lært det, han skal bruges til. bemærk også, at det tilsyneladende endnu ikke haster med at have iøjnefaldende travlt. Det fremgår af postkassen, at billedet skulle have været roteret en anelse, og at sprøjtekonduktøren i virkeligheden funktionerede en anelse mere opret. Det er en af den slags ting, det er øretæveindbydende irriterende at opdage så langt henne i rapporteringsprocessen. Ligeledes er det noget sjusk med de to koste, der stod og hang op ad postkassen

 

 

 

PÃ¥ dette billede virker kosteparkeringen nærmest som en direkte provokation og den ledige gravkoskovl i baggrunden som en forglemmelse. Til gengæld er der sprøjtet færdigt pÃ¥ det indfangede omrÃ¥de, og det hele ligner noget, man godt kan leve med, som det er, hvis man ser bort fra kostene, skovlen og den umotiverede jernplade. Det kunne fx være spændende at se, hvordan dette anlæg ville tage sig ud under en heftig bløder, hvor meget af regnvandet der ville følge det udstukne mønster, hvordan vejret mÃ¥ske ville gøre renderne dybere og dybere. Men det blev der ikke noget af. 

 

 

 

For straks derefter blev en vejtromle ledt frem fra kulisserne og stillet i positur, og derefter kørtes asfalttransportøren ind på scenen, mens naboens blå kassevogn fandt hjem på sin faste plads på første parket. Med asfaltens tidsbegrænsede lægningsanvendelighed var stopuret hermed sat i gang i henhold til en række videnskabelige data, som ikke er til rådighed her, men de involeverede aktører havde utvivlsomt den fornødne viden parat i hovederne, som rådata eller pakket ind i rutiner, så det skulle nok gå godt, selv om det observeredes i allerstørste uvidenhed.

 

 

 

Nu gjorde endelig hovedaktøren sin entre ind fra højre. Med en svimlende fart på måske otte kilometer i timen gjorde den sit indtog under bulder og brag og måske i kapløb med en af områdets utallige skovsnegle. Og hvad var det dog ikke for et monstrum, som en eller anden havde siddet og hittet på og nogen derefter stykket sammen og måske ligefrem masseproduceret, måske endog i forskellige forskellige serier med hver sin særlige banebredde, så der kunne fås asfaltudlæggere til enhver tænkelig realistisk omstændighed. maskineriets synlige kompleksitet osv. Alt det og meget mere var der tid og lejlighed til at komme på og dybdekontemplere, mens utroligheden majestætisk eller papalt eller guddødeme passerede forbi.

 

 

 

Man mere end aner det fornemmelige svaj i det teknokratiske massiv og de dybe suk i det sammenskruede, sammensvejsede, sammenpressede, mobile funktionalismekoncentrat, mens den vuggende og brølende ræser i modernistisk babyfart hen over køregrundlagets niveauforskelle for at komme i stilling til at udføre det specielle, som den er bedst til, på pladsens øverste, tværgående gravfuge. Det varede kun få minutter, fra billedet blev taget, til denne diametrale modsætning til fx en privatbil med dennes overflødighed af plads, fart og smidighed og mangel på entydigt formål havde nået pladsens fjerneste afkrog, hvorfra den oven på den manifeste entre skulle træde i karakter og danse sin stjernerolle.

 

 

 

Lidt senere. Tilsyneladende med vejtromlen behørigt i haserne, mens denne reelt koncentrerede sig udelukkende om den nyanlagte asfaltbelægning øverst på pladsen et godt stykke tid endnu, havde asfaltudlæggeren netop rundet et halvfemsgradersving for nu at begive sig stik vest i overensstemmelse med den nybagte fjernvarmetilrettelagthed, på øjensynlig kollisionskurs med referentens to tredjedel afbetalte bopæl. Der var imidlertid ingen grund til at realisere et kort glimt af referentielt nervesammenbrud, thi ligesom den bitte kolos på larvefødder kunne svinge til venstre, kunne den naturligvis også svinge til højre, hvad den med tidens fylde så sandelig gjorde. Den nu enlige forgrundskost, hvilken rolle havde den mon fortsat at udfylde i spillet som helhed?

 

 

 

Halvvejs nede ad bakken stoppede asfaltudlæggeren op, det var vist blevet tid til supplering af den asfaltariske indmad fra asfalttransportørens mobile depoter, så også dette moment kom til at indgå i fjernvarmeriets sidste akt. Der var utvivlsomt tænkt på alt, dengang asfaltudlæggeren blev tilrettelagt og designet, for modtage- og opbevaringsafdelingen i den sjove frækkert klappede simpelthen åben, og så var det ellers op til de nære omgivelser at gøre det relevante i henhold til åbenhedens forslugne signal. I denne vinkel ser kosten nærmest ud, som om den er på solferie på Mallorca eller et ensomt sted i det græske øhav. Selv om solen er væk og ensomheden yderst relativ.

 

 

 

I forestillingen indgik, at asfaltudlæggerens tjenende ånder med jævne mellemrum samledes for at komme til enighed om den øjeblikkelige situation. Her er chaufføren med enigheden fornyet ved at stige om bord igen, mens de andre mænder placerer sig i henhold til den aftalte strategi. Til højre for gadelygten står en transportabel tjæresprøjte parat til løbende vedligeholdelse af fodtøj og håndredskaber. I baggrunden er vejtromlen i al fredsommelighed ved at blive kørt i stilling fra syd-nordlig til øst-vestlig kørsel. Dette er en mere lyrisk end dramatisk scene, det dramatiske primært fremkaldt ved kontrasten mellem tromlens solonummer og gruppespillet omkring asfaltudlæggeren.

 

 

 

Endnu et skarpt hjørne er rundet, og asfaltudlæggeren skal have nye indvolde. De tjenende ånder agerer fagligt korrekt under indtagelse af aktivt tjenstivrige positurer i forskelligartet jongleren med diverse af asfaltudlægningsfagets håndredskaber, tydeligvis til koncentreret fremme af den på landsplan hævdvundne folketradition dårlig ryg, bag hvilken skjuler sig en af arbejdsmarkedets faste bonusser til lavtlønnede, hvis man går ind i en dybere analyse af det, der udspiller sig. Men hvorfor skulle man gøre det? Faglig stolthed og arbejdsglæde var efter alt at dømme aktørernes umiddelbare rolleforståelse, og det var primært fjernvarmeri, handlingen drejede sig om.

 

 

 

Blankt metal og malet metal, funktionalistisk formgivet jern og gummi, motorik og hydraulik og humanistisk håndkraft, og viden og planlægning og økonomiske beregninger og lovgivning og normer, det var det optrædende, som fangede blikket og indgik i bevidstheden som handling, aktion, formål, budskab og snarlig afslutning. Scenens tavse passivt medvirkende kulisser, græsset, træerne, hækken og så videre, de fik sig nogle usædvanlige nogen over rodsystemerne og måtte som sædvanlig bare affinde sig. Og publikum, bopladsens parceller, de blev efter den underholdende omgang fjernvarmeri grundigt adskilt i to kategorier, dem, der var kommet med på showet, og dem, der var fortsat som sædvanlig. Men uanset alt andet tager det sig altså enormt godt ud i dette forevigede øjeblik. De fleste har utvivlsomt også så megen erfaring, at de inde i hovedet kan tilsætte billedet den relevante lydside.

 

 

 

Asfaltfrembringeren står nu klar til at køre sin funktionalitet væk herfra, og asfaltudlæggeren er ved at nå det næste skarpe hjørne og samme vej væk. Man kan måske gøre sig en forestilling om, hvordan vejtromlen netop ræsede om det nærmeste hjørne for fuld fart for ikke at miste kontakten med resten af showet. Set på afstand var det det, den gjorde.

 

 

 

Et allersidste farvelkig, inden det samlede gøgleri og den lange sommers underholdning om lidt forsvinder ud af billedet for at fortsætte den livlige optræden hen ad vejen til højre og videre væk, præsterer deres særlige kunst for nye observatører med hver deres friske øjne ud på egne personlige scener. Naboens rønnebær står og kigger efter dem og leger måske i det skjulte med et ordspil om, at dén forestilling var der i hvert fald ikke noget surt ved.

 

 

 

Så er forestillingen definitivt forbi. Tilbage er nu, ikke karamelpapir og sligt, men dog den afslappede kost, en ubegribelig jernplade, i baggrunden en passiv gravkoskovl og på denne side af billedet en enlig tilskuer. Hen over billedfladen breder sig et Z af nylagt asfalt, en landskabsmarkør for fjernvarmeanlæggets lokale begravelsesplads, et tydeligt signal om, at Kilroy was here, eller hvad det ellers var, de hed, fjernvarmeriets mange praktiske grise. Nu var der kun tilbage at vente på, efterladenskaber blev fjernet, at der blev åbnet for for fjernvarmevandet til denne del af af det samlede røranlæg, og derefter at få foretaget de fornødne supplerende indgreb inde i privaten. Og fortsat at nyde denne sommers særlige rigdom på skært og saftigt grønt.

 

 

 

 

 

 

 

Lidt om fjernvarmeriets detaljerede finmotorik 

om projektets alsidige demonstrering af blæret hÃ¥ndkraft uden synderlig risiko for vabler 

Sådan en langvarig anlæggelse af et splinternyt fjernvarmeanlæg med successiv tilslutning af måske flere hundrede nye fjernvarmebrugere til et stedse fjernere fjernvarmeværk kan godt nok ligne en kærkommen legeplads for granvoksne mænd med propre næver. Mænderne så alle muntre og selvbevidste ud, så såre de var i syne, ingen slinger i valsen dér, konstant betjenende sig af den ene eller den anden eller den tredje specialfunktionerende, for manges vedkommende tillige automobilmotoriske, fjernvarmeritekniske legesag. Det har ikke været muligt at få optaget et gruppebillede med den samlede maskinpark, ej heller at få taget enkeltbilleder af samtlige involverede legesager. Det følgende er blot et tilfældigt udpluk af den totale observerede aktivitetsfunktionalisme, og endda kan der være dingenoter, som ikke er blevet så meget som observeret af den forhåndenværende referent.

 

 

 

Inden asfalten fjernes, hvor der gennem overflader befæstet med asfalt skal graves ud til bisættelse af fjernvarmerør, skæres to parallelle riller ned gennem asfalten som sideværts afgrænsning af gravforløbet. Til dette formÃ¥l anvendes billedets lidt primitive, sjusket udseende sammenstykning af relevante funktioner og funktionspotentialer. Om udseendet er der mÃ¥ske intet positivt og en hel del negativt at sige, men brugt pÃ¥ rette vis kan denne fantasiløse hoben jern og plastic snitte sig gennem asfalt og sten til den ønskede dybde, sÃ¥ dens formÃ¥lstjenlighed kan man vist ikke sige noget pÃ¥. Baggrunden kan mÃ¥ske være, at tingesten er hjemmelavet, mÃ¥ske kun produceret i dette ene eksemplar, og i denne  omgang ikke indkapslet i en markedsæstetisk finish.

 

 

 

 

Denne mere elegange letvægtsmodel, formodentlig et skæreapparat beslægtet med klodsetheden ovenfor, kan godt ligne noget i retning af asfaltsnitteren i funktion, men letvægtsmodellen sÃ¥s ikke behørigt anvendt i praksis, sÃ¥ dette mÃ¥ bero pÃ¥ rent gætteri. Til forskel fra den  forrige viste synes denne desuden forsynet med en slags buet underplade, som kan tænkes tænkt som leje for fx et fjernvarmerør, som apparatet sÃ¥ kan skære i, hvis røret skal skæres over eller et stykke af yderkappen fjernes med henblik pÃ¥ blotlæggelse af de to rør indeni. som efter anlæggelsens afslutning bliver vandførende. Som sagt, det er gætteri uden dertil hørende støtteobservationer, og mÃ¥ske er det noget slingert vÃ¥s, der er kommet ud af det. Men som de klogeste af de kloge siger i det store udland: Shit happens.

 

 

 

En gravko i udstrakt hvilestilling med skraber og skovl stemt ned mod underlaget, sÃ¥ den ikke skal risikere at rende nogen steder. Denne ko observeredes primært anvendt ved nedgravning af hovedledninger, dog ogsÃ¥ til enkelte  stikledninger, i hvert fald observantens, som det fremgÃ¥r af et tidligere afsnit i denne fjernvarmeriredegørelse.


 

 

Interiør med dirigentens arbejdsplads, mens musikken spiller. Muligvis fra gravkoen ovenfor, ellers fra et andet af fjernvarmeriets mere voldsomme redskaber, muligvis en traktor med et utal af teknologiske færdigheder både for og bag, som undertiden førte sig frem i forskellige funktioner. Fotoet er taget ind gennem en af det pågældende redskabs kabineruder, hvorved der også er kommet genspejling af andet med på fotoet. Arsenalet af knapper, håndgreb, fodpedaler m.v. inden for bekvem rækkevidde peger i retning af, at en berettiget indtagelse af pladsen på det viste højsæde kræver større specialkundskab, end man kan forvente fra hr. og fru hvem som helst med gennemsnitligt kørekort. Hvilket bekræfter indtrykket af, at fjernvarmefolkene var noget særligt.

 

 

 

Endnu en gravko, og dog, måske snarere en kalv. Sås kun anvendt til stikledninger og tog sig under slige manøvrer fantastisk godt ud i parcelhussammenhæng. Affødte fx en dagdrøm om at anskaffe sig sådan én og så køre rundt i haven og grave formålsløse render eller måske render med et formål, hvis man kunne finde på ét. Eller måske en guldfiskedam, som man så kunne fylde op igen. Det var vist det eneste automobile fjernvarmeriredskab, der havde overskuelige dimensioner og umiddelbart lod sig kopiere ind i en almindelig hverdag til berigende variation af samme.

 

 

 

Dette foto og det næste viser to medvirkende eksemplarer af nutidige varianter af fortidens brolæggerjomfruer, begge motoriserede, så de kan gøre det tungeste arbejde selv. Her en massiv én, af udseende mere en matrone end en jomfru, med lårene helt ned i skoene, med alle yndighederne pakket sammen i en massiv blok og med et dunk, når den er på arbejde, der vil slå bunden ud af enhver boligkonstruktion, så man skal nok afholde sig fra at invitere den med hjem. Brugt til sammenpresning af hovedledningsgrave efter rørlægning og påfyldning af jord.

 

 

 

Denne jomfru er lettere, slankere, med mere udbygning i overkroppen, med maskeværk til spilfægterier, alligevel lige så vægtig at se til som matronen ovenover. Brugt til stikledninger, også helt hen i nærheden af husvægge, måske også til den første jordpåføring efter rørlægning i hovedledninger. Dog, også denne jomfru bør man nok begrænse sig til at lade blive udendørs og kun sætte gang i på troværdigt underlag.

 

 

 

Dette og de næste tre billeder viser nogle delikate jomfrupartier med særskilt evne til at drage blikke til sig. Med så ringe viden om den slags jomfruer, som referenten sidder inde med, er der vel nærmest tale om mystik på et billede som det ovenfor. Man ved, der er tale om nogle ganske rationelle funktioner i denne sammenhæng, men ikke hvilke, ikke hvordan, ikke den viste detaljes betydning for helheden, kun, at det hele munder ud i nogle gevaldige klask mod underlaget og formodentlig slet ikke kan munde ud i andet, jo, også i stilstand.

 

 

 

Blottelse og afskærmning, en slange til væske, ledninger til strøm, skruer, der holder sammen på noget, alt i alt et fascinerende udsnit af en jomfrus bestanddele. Oversat til mere menneskelige vilkår kan der måske være tale om blodbaner, fordøjelsessystem og enten skelet eller immunforsvar, påklædning eller silikone, til støtte for et sammensurium af fx organisme, identitet, markedsværdi samt biotopens omstændigheder af fjender, meteorologi og lystappellerende fænomener. In casu det hele gemt hen i metaller, plasticarter, farvestoffer etc., måske et glimt af en importeret jernlady, der kræver chauffør for at kunne gebærde sig i kulturen.

 

 

 

Hvor det forrige var fra toppen, er dette fra en side af selv samme jomfru. Fx er den gule slange og den røde ledningsmarkør de samme to genstande på de to billeder. Her er der desuden gjort tydeligt opmærksom på, at i hvert fald noget af jomfruen er af japansk herkomst, og at jomfruen henvender sig på i hvert fald engelsk og fransk. Jævnført med mere velkendte anordninger som fx plæneklipper og speedbåd ligner udsnittet en motor med håndopereret startanordning. Det er næsten verdensudvidende at tænke på, at det lokale fjernvarmeri havde japansk deltagelse helt ind til husmuren. At tænke sig, at der har været besøg her helt fra fjernorienten for at få bragt fjernvarmen frem.

 

 

 

Endnu et tredje snapshot, en dekorativ detalje fra den slanke af de to jomfruer. Dette billede vækker nok, når æstetikken har lagt sig, umiddelbart forundring, som så kan antage spørgeform: Hvorfor er der ikke tænkt på det før? Hvorfor er det ikke overført til menneskeriget? Hvorfor indgår den slags overhovedet ikke i folkeskolefunktionalismen? En jomfrunalsk ikonografisk brugsanvisning med en dansk-, engelsk- og fransksproget, men på den anden side i vidt omfang sproguafhængig angivelse af fx ernæringsplan, operationsrelevante omverdenspirringer og funktionalismeregister er vel ret beset noget, som både maskinelle og biologiske jomfruer og deres forbrugere kan have god gavn af, så der ikke bliver gået slet så meget galt i byen af såvel den ene som den anden, som der ifølge traditionsmassen og folkeviddet gør. De to fløjmøtrikker i midten er, kan man gætte på, til brug ved jumpstart af jomfruen, til hvis det skulle vise sig fornødent eller eksperimentelt interessant.

 

 

 

Traktor med den påhængte jordtransportør GP14 Thomsen. For jordens vedkommende kan det tænkes, at det er første gang siden sidste istid, den har set dagens lys, og at den endnu tidligere er løsnet fra nordskandinaviske fjelde og vandret hertil. Således gør fjernvarmeriet, i sig selv et system med distance, som en bivirkning tydeligt opmærksom på, at lokaliteten i bund og grund hviler på fremmedarbejde, ligesom det også bliver udført med fremmedarbejdende deltagelse. En japaner er allerede nævnt, og der kunne sikkert nævnes flere, hvis man var mindre uvidende. Under alle omstændigheder, jorden ser ud til at ligge godt, hvor den ligger, og også maskinellet er der fred over. Det er et efter fyraften-billede, så arrangementet får natten for sig selv, inden der vil ske noget relevant igen.

 

 

 

Et nærbillede med et selektivt udsnit af GP14 Thomsen med stængerne i vejret, som vi siger, selv om stængerne er hjul. I virkeligheden er billedet vendt på hovedet, det er der nok ingen, der har regnet ud. Der var noget massivt, noget iøjnefaldende tyngde, et overskud af godsnærvær i meningsfulde former over fjernvarmemaskinerierne, og samtidig en lethed og ynde over håndteringen af dem, fordi intet blev observeret brugt forkert eller faretruende eller med utilsigtede konsekvenser, hvor det var muligt at forudse dem. Alt dette bliver tydeligere at se med bunden lige i vejret.

 

 

 

Øglen eller giraffen eller den baglæns hund spændt efter en traktor, eller hvordan man vil karakterisere dette pragtskue, med blottede nervebaner, eller hvad de skal kaldes, et af hovednumrene var det under alle omstændigheder. Funktionsforestillinger, så det basker, tænkt igennem fra første til sidste operation, skåret ud i metal og gummi og samlet med skruer og nitter og svejsninger og afprøvninger, indtil gespenstet var, som det skulle være, så det kunne vises frem offentligt og benyttes til sit formål. En mobil skulptur af jordarbejde, eller hvad man ellers vil have spredt ud på kontrolleret vis. Håndens og åndens kraft pakket ind i automatik.

 

 

 

Igen et perfekt virvar af uforståelige detaljer klumpet sammen i og uden på et begrænset massiv med mekanikken svævende i luften og en chauffør stående endnu højere oppe på en udsigtsplatform, som om der er noget vægtløshed med i billedet, som om der er langt frem og ned, som om maskineriets asfalteringsdel i sig selv er tung nok til at kunne bære hvad som helst strittende på udragende ender. Der er tillige noget ræs over den hele mobile, noget statuarisk fremaddrivende. Kuskens fremtidsrettede stirren og fingre klinet fast til kolossens betjeningspult, det hele udtrykker, hvis man vil, klart og tydeligt, at uanset hvad der sker, så sker det altså først om lidt. En mageløs installation, det er bare en af de ting, man kan se her. Til givtig observation fra alle sider og nær og fjern og udstyret med lydeffekter, hvis man opsøger skuet i den relevante virkelighed. Undskyld, kontekst.

 

 

 

Det her er til gengæld noget af det grimmeste, industrielt design løsrevet fra funktionen og i stedet knyttet til en strøm- og retlinet modebølge, eller rettere modebølgedal, en separatistisk top af et fyrtårn eller en overflødig telefonboks, måske en frysedisk eller sådan noget, med en populistisk motorikafskærmning for hver ende af samme i et materiale, der minder om hård plast eller lignende industrikemi, som om det på denne tromle helst ikke må veje for meget og mere må syne end koste. På siderne røde jernplader, som nærmest ligner elementer af noget børnelegetøj og i hvert fald på ingen måde noget, der har med sagen at gøre. Hvorfor skal chaufføren af et sådant monstrum spærres inde bag tonet glas og plasticrammer, hvad er det, den stakkels mand skal sidde model til i den kvajede montre, hvorfor et det søgt usynliggjort, hvad det går ud på, når konstruktionen træder i karakter? Hvad er det mon, der her er søgt kamufleret for eventuelle vidner, når konstruktionen sættes ud i en biotop?

 

 

 

De blanke metaller, som ukritisk genspejler omgivelser, vel uden at have dette som væsentlig effekt, men mÃ¥ske ogsÃ¥ uden at forsømme andet ved at gøre det, var, hvad enten tilsigtet eller ej, et intenst underholdende  element hen mod fjernvarmeriets crescendiske afslutning, mÃ¥ske med budskab om, at alt det andet ville blive ved med at være, som det var lige nu og mÃ¥ske hele tiden havde været, selv om opmærksomheden for en stund havde været optaget af, ja, hvad skal man kalde det, jo. alt det røde kunne man fx sige. Faktisk kom der meget rødt med fjernvarmeriet, mens fx alt det grønne, denne særlige sommers særlige grønhed, det var der bÃ¥de før og imens og efter.

 


 

 

 

 

 

Opdateret 19/10/2012

Besøg  
043328