Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden Kilomand

Kilomandens bjerg

 Det er formodentlig en af de titler, jeg er mest glad for. Ikke at dens betydning stÃ¥r mig soleklar, 
 men den signalerer i hvert fald umiddelbart, at en lille femøreslort muligvis er kommet ud i noget meget stort. 
 Hvad enten dette sÃ¥ er godt eller skidt for hovedpersonen, ret sÃ¥ livsnært virker det velsagtens for somme? 


 

 

 

  

 

 

561 s., udg. 2011 i 25 ex.

Inden historien er til ende, er mordopklaringskommissæren blevet forfremmet til overmordopklaringskommissær, og det er vist dét. Det er jo altså hovedpersonen, der er på tale, så det kan måske siges at være en stor ting, som der bør lægges vægt på. Ellers er der ikke alverden ved ham, og muligvis er tonen det væsentlige, og det jævnligt ustabile perspektiv. Under skrivningen blev det desuden tilstræbt at bibeholde personernes mangel på decideret sympatiske træk, så man ikke skulle risikere at gå forkert i byen, hvis det i virkeligheden var en lægeroman, man var tørstig efter.

Det hænder undertiden, når jeg har skrevet noget færdigt, at der følger en efterinspiration, som jeg tit har negligeret, fordi jeg egentlig ikke har vidst, hvad jeg ellers skulle gøre, spørg mig ikke hvorfor, eller måske ikke gad andre konsekvenser. Men ikke denne gang. Bogens anden del rummer nogle reaktioner fra en person, væsentligst over at være blevet inddraget i første.

Til højre ses titelbladet. Nedenfor følger sidste afsnit fra hver af bogens to dele. Så er det hele ødelagt på forhånd, hvis man er af den slags. Hvis man er af en anden, er det vel egentlig ligegyldigt, hvorfra i bogen smagsprøven hentes, da principielt hvad som helst fra den skulle kunne gøre fyldest i den funktion.

 

 
80

Havde efteråret end været superbt, vinteren måske heller ikke noget at kimse af, den nærmeste fortid i det hele taget måske ganske acceptabel, så endte foråret alligevel med at sige spar to og alt muligt og skrabe puljen til sig med gode miner. Foråret, det gik rent ud sagt som smurt i olie, og endelig var alt, hvad overmordopklaringskommissæren og Solvej de Nansen samstemmende og supplerende havde kunnet komme i tanke om, gjort rejseklar, de var parat til at starte på den helt store tur, havde forberedt sig selv og pakket bilen, gjort lejligheden rede til at skulle være alene hjemme nogle dage og låst den inde, så den ikke skulle rende af gårde eller blive overfaldet af fremmedelementer, og nu satte de sig til rette inde i bilen med indstigning fra hver sin side, vinkede farvel til eventuelle og kørte derpå af sted mod erklærede mål og nye eventyr. Solvej de Nansen bag rattet osende af sit eget hemmelige toilettearrangement i harmonisk kombination med lige dele superioritet og rationel selvdisciplin, overmordopklaringskommissæren bag kortet med nyanskaffede briller for at dirigere dem og bilen helskindede ud af byen, tværs over landet og frem til den rette adresse i en bestemt anden by. Hvilke to byer, det drejede sig om, var behæftet med navneforbud og skulle på lige fod med en hel del andet ikke gøres alt for officielt.
    Undervejs snakkede de to protagonister sammen om løst og fast, for eksempel om køreevner anskuet fra henholdsvis fører- og passagersædet med varierende replikudveksling adskillige gange de første kilometer og afsluttet med en resolut førerkommando, emnet derefter ikke berørt højlydt under resten af turen. Desuden foretog de, hvad observationer den fremadskridende forbipassage gav dem anledninger til, gjorde lejlighedsvise ophold for at tisse eller indtage mad og drikke eller gøre specielt opmærksomhedskrævende observationer ekstra minutiøse i mindre detaljer, visse helt ned til trinet just inden lup og mikroskop. Imens blev de sÃ¥ledes hele tiden, kilometer for kilometer, rigere pÃ¥ viden og indtryk end tilforn, en af mordopklaringsfagets behagelige sidegevinster, hvilket Solvej de Nansen lige sÃ¥ godt kunne se at fÃ¥ indstillet sig pÃ¥ først som sidst og mÃ¥ske prøve at drage systematiske fordele af til fremtidig brug og vane.
    Da de efter flere timers rejse gennem landskabets utallige variationer nÃ¥ede frem til bestemmelsesstedet, og da omsider afhøringen af Kimkim Laugisdahl, hans nabolag med, nu de alligevel var pÃ¥ stedet, var tilendebragt med opklaringsfremmende bravour, opklaringen af femten henlagte, genÃ¥bnede sager fuldført med stor succes i frugtbart samarbejde, Kimkim Laugisdahl langtidsanbragt i en topsikret brumme uden uforskyldte kvinder at handle bandlyst mod, landbrugsorganisationerne og nynazisterne udsat for endnu en virkningsløs smædetur gennem massemedierne og en masse sørgende efterladte oplyst om sagernes rette sammenhænge og forsynet med et par velvalgte trøstensord, eller hvordan det videre forløb nu ellers formede sig og de implicerede, kunne opklaringsparret faktisk godt tillade sig en mÃ¥neds afslappende ferie, den ene hjemme i lejligheden, den anden hist og pist, hvis det ikke kunne være anderledes, inden de med genopladte batterier og kriminalistisk hævngerrighed kastede sig over nye spændende opgaver og efter dem atter nyere og mere spændende og sÃ¥ mÃ¥ske atter en ferie og sÃ¥ fremdeles, til de engang holdt op af den ene eller anden grund eller mÃ¥ske Ã¥rsag, mÃ¥ske uforskyldt, mÃ¥ske kræft eller trafik eller.
    Der ville med andre ord med betydelig selvfølge kunne komme nye spændende beretninger ud af makkerparrets gøren og laden, mÃ¥ske en hel serie med de samme to hovedpersoner og deres prisværdige indsats for en vitaminrig tilværelse for alt og alle, eller hvis ikke lige de to, sÃ¥ mÃ¥ske et par friske, mÃ¥ske mere interessante, sporty, adrætte, snarrÃ¥dige, smukke, sexede stedfortrædere, selvfølgelig kunne der det. Men det var ikke strengt nødvendigt, der fandtes allerede en masse andre beretninger at gÃ¥ om bord i og tage en tur med, og mÃ¥ske var der ogsÃ¥ andet end lige de to og deres ligesindede at tage forsyningshensyn til.
    Men under alle omstændigheder, disse brave mennesker med deres nationale egenart, uanset hvor mange af slagsen man indforskrev, naturligvis kunne de successivt ikke holde evigt, det var der ogsÃ¥ praksisforbud imod. En dag mÃ¥tte det jo have en sidste ende med alle afsløringerne, eller deres efterkommere mÃ¥tte tage over, hvis de havde fÃ¥et det lært i tide eller gad alligevel pÃ¥ eget initiativ. I alle tilfælde, der var altid et sidste punktum at blive sat, en sidste Ã¥nd at drætte, hvor mennesker var involveret, det ville der sandsynligvis altid være, selv om det kunne synes irriterende, at det altid var punktumet, der fik ret, det eternelle punktum til sidst i hvad som helst. SÃ¥ meget kunne dog i første omgang forventes, at overmordopklaringskommissæren arbejdede videre med sin sagsopklaring lang tid endnu, til han endelig erkendte, at den omvej var unødvendig og roligt kunne droppes, eller hvad han ellers erkendte til den tid, Solvej arbejdede videre med sit selvværd i endnu længere tid og fik virkelig lagt pÃ¥ kistebunden til langt op ad siderne og endte med ikke engang at kunne fÃ¥ lÃ¥get pÃ¥ plads, og læseren skulle utvivlsomt ogsÃ¥ videre med sit og sine efterkommeres, hvor lang tid dét sÃ¥ mÃ¥tte have igen, og hvem kunne der ellers være at takke i pÃ¥kommende taknemmelighed? Alt sammen mÃ¥lt og vejet ud fra p.t. i indeværende stund.
    Det hele sluttede sÃ¥ledes pÃ¥ samme mÃ¥de, som det just var blevet begyndt. Med en omtankebegrænset overmordopklaringskommissær i dunkelhed og vildrede med, hvordan han skulle gribe sagerne an for at gøre fremskridt i arbejdet for et bedre samfund end det givne og en mere oprigtig menneskelighed end den givne og vide sig sikker pÃ¥ kompasretningen fra og til. Energibesparelsen spillede fortsat en stadig større rolle, hvor idealet var at fÃ¥ skruet helt ned pÃ¥ nul watt og overlade livsførelsen til den sjette sans, eller hvad det ellers var, de anførende toneforkæmpere havde i tankernes spind, med generaliseringer, hvor det gjaldt andre, og personlige hensyn, hvor det gjaldt dem selv. Mord kom der fortsat nye af, pÃ¥ landevejene, i krigene, ved tilsætningsstoffer og samfund og kultur og kedsomhed og magtbrynde, og ellers var der ogsÃ¥ andet at opklare. Ja, det mÃ¥tte nok kunne siges at være en korrekt observation, at det hele sluttede, som det var begyndt. Nu kunne tanken i hvert fald fÃ¥ fri og gÃ¥ videre i sin egen gangart, eller hvem der ellers bestemte den.

 

14

Nu kom langt om længe de store smil frem fra skabe og gemmer, så hun for eksempel oplevede at være øm i kinderne, da hun havde været på udsalg, og det varede bagefter op mod en time, før det havde fortaget sig igen, så dén var god nok, sommeren bredte sig omkring hende, hvor hun så kiggede hen, fyldte stadig mere og fortrængte lidt efter lidt vinterens og forårets utallige irritationsmomenter, det ene efter det andet efter det tredje, gode som dårlige. Ja, det kunne der vist ikke være den helt store tvivl om, det var afgjort ved at blive sommer overalt inden for nærmeste synsvidde, for hvilken gang, hvorom det nu end måtte sig dreje i dette herrens år. Ja, for hvilken gang mon var det egentlig blevet sommer for folk igen? For hvilken uopslidelig gang siden de første flinteforbrugeres tilmålte tid til at fare i flint og fostre den spæde, spændende start på noget, det ville være værd at erindre, og nogen, som havde sat sig i stand til at erindre det og gøre sig ømme i kinderne med store smil for at give tænderne en ultraviolet behandling, straks det blev sommer igen, mens de bankede stenredskaber til for at komme videre med at effektivisere en håndgribelig afstand til omgivende natur, og som det så efterhånden endda havde vist sig værd at skrive lyrik og prosa om på hjertets første sommermål, da distancen var blevet stor nok og også egen iberoende natur kommet på skudafstand, og som med tiden, med gentagelserne, rutinerne, traditionerne og vanerne, med samfundet demokratisk omdelt på gader og veje pr. rygte og post, mens det blev sommer igen og igen, havde ført til, at man, da man endelig blev moderne, så også skulle til at finde teltet frem til sommernætter, de korte bukser eller havegrillen til dag- og aftentimerne, flytte på landet, eller hvordan man ellers valgte at imødegå sommerens komme, måske et vindue på klem, hvis man tilfældigvis klarede sig igennem fritiden ved at bo i lejlighed, og generelt markere sæsonen for alt det, man lagde op til gennem resten af året, ved at anlægge de store smil til indledning og opstart og erkendelse af sommerens endelige grangivelighed på alles svungne læber, og der blev på den lange bane for eksempel statsmandskløgtigt hyret ekstra rengøringsfolk til rigets yderposter, for så var det også ved at være blevet tid til at få shinet grænsebommene op for turisternes talløse horder og forhåbentlige lommesmerter, når de senere bevægede sig den modsatte vej tilbage til det daglige udland, i det hele taget og på alle ledder, sommeren nærmede sig med stormskridt, og kalenderen var statistisk set ganske enig over hele den nordlige halvkugle, så det blev én af vejrudsigtens faste travere, at verden stod snart ikke længere som normalt, inden der var gået forfærdeligt mange timer, og det kunne naturligvis slet ikke undgås, at man nødvendigvis måtte trække ekstra energisk i smilebåndet og få ømme kinder af dét. Kort og godt, det blev endelig sommer i det beskrevne univers, og nu var planen jo så, at overmordopklaringskommissæren og hans opgraderede kontormus skulle begive sig ud i trafikken og bile raskt af sted til den snarligst navnkundige bosættelse Brændestadovre og få skovlen under Kimkim Laugisdahl og sætte ham under mikroskop og få ham slagtet og parteret og gjort klar til sankthans. Det var i det mindste overmordopklaringskommissærens plan, og derefter havde øvrige implicerede sig selvklart at rette. Og hele forberedelsesturen frem til nu, frem til selve rejseturen, var det mon også hans plan og hensigt, det gamle æsel? Så måtte han også snart se at få gjort sig færdig, for hun gad efterhånden ikke mere det, der var til rådighed i den nærmeste dagligdag, ikke sådan rigtig, eller måske strengt taget slet ikke overhovedet, hvis hun skulle gøre sig grov i mælet og lægge op til en omgang velfortjent mundvask med håndsæbe. Det var hende rart nok at være der, det var ikke dét, men det blev alt for indestængt og ensformigt og frelst i længden, det blev stadig lettere at komme om ved de udfordringer, der viste sig. Eller hun var begyndt at savne noget andet, som ikke var der og ikke viste sig, noget seriøst ansporende, hvis hun skulle udtrykke sig lidt mere delikat, noget andet liv end dødvandet og konkurrenceløsheden på det seneste, som hun, bevares, havde haft stort udbytte af optakten til, jo, det var vist intet mindre end stort, det udbytte, det skulle nok vise sig, i hvert fald et betragteligt udbytte, over middel, en tiltrængt pause i allermindste fald, en aktiv pause, nej, hun kunne lige så godt acceptere det, som det var, hun havde fået ubetaleligt udbytte af det og slet ikke forbrugt hele udbyttet endnu, hun havde sparet uanet op til senere, det meste havde hun sikkert selv taget til sig, men han havde ikke sat sig imod, ikke givet afkald på noget mod sin egen vilje, vel nærmest sat det frem på bord og stole, så hun kunne rage til sig efter forgodtbefindende, hvor meget bedre kunne opholdet overhovedet have været med alle dets fejl og mangler, det havde været kort sagt godt nok, det havde det da, men det var det altså ikke længere, det kunne aldrig blive én af hendes vedvarende vaner, eller hun havde fået anden appetit tillige, anden smag, andre behov, og der var herefter ikke andet at gøre end at se fremad og tage det, som det kom, eller komme i gang med at bede nogen om hjælp og få lagt op til tilgodehavender i nære omgivelser at falde tilbage på, hvis hun skulle blive smittet med smalhans, og det var måske dét, hun skulle sætte ind med, at finde sig noget omgangskreds at gå i gang med at placere sine opsparinger i og deponere opsparinger for, når turen var overstået og overmordopklaringskommissæren bragt hjem og sat på plads igen, indstille sig på at få sig et aktivt privatliv med pårørende og indbyrdeshed. Men først skulle hun gøre sig færdig med den afsked med adressen og lejligheden og kontoret, som arbejdede i hende for at blive til virkelighed, og de skulle jo af sted og have turen gennemført, og hvad deraf måtte følge. Hun havde stadigvæk ikke fundet Kimkim på nettet, anede fortsat ikke, hvor han boede, havde heller ikke fundet den adresse, som var opgivet i sagsakterne, ikke engang den anførte by, men overmordopklaringskommissæren blev ved med at signalere, at han var ved frisk mod og fuld af diverse forventninger, mens de pakkede og pakkede om og pakkede om igen og satte sig ind og fik startet bilen, det var hende, der gjorde det, satte nøglen i og drejede den samt gjorde det andet nødvendige, hun havde lært og indøvet, nu havde hun fået langturschaufførkasketten på, nu gjaldt det, hun gjorde det korrekte på den korrekte måde, bilen fungerede, som den skulle, så, nu var turen startet, lejligheden og kontoret og kantstenen foran ejendommen blev stående tilbage og blev i traditionel anskuelse mindre og mindre, mens de flyttede sig, i starten kraftigt baguddragende i hendes mentale optik, men over cirka fem hundrede meter fortog dragningen sig til næsten ingenting, og efter den første kilometer var den i praksis aldeles ophørt, kunne dog have sine momentane øjeblikke de næstfølgende dage, men så trods alt også kun dét, den gamle dirigerede i første omgang bilen med de to protagonister indeni fremad, stadig fremad, måske ad en vej lidt til højre, så måske ad en vej lidt til venstre, men gennemsnittet blev ved med at være fremad, hvad det vel for øvrigt også ville være blevet, selv hvis de var kørt i geometrisk cirkel eller ottetal, så længe hun ikke skiftede til bakgearet, men det gjorde de i hvert fald ikke, og det gjorde hun i hvert fald kun i forbindelse med parkeringer, fremad var i det hele taget noget underligt relativt absolut noget i en bil, for det var det eneste, den kunne køre, fremad eller baglæns, uanset hvor godt hun koncentrerede sig om kørslen, uanset hvor mange sving de foretog, i en uge blev de ved med at køre fremad, mere end en uge, måske nærmere to, otte til tolv timer om dagen, undertiden også et par timer om natten for variationens skyld, og fik efterhånden set det meste af landet, med tiden blev deres fremadkørsel jo alligevel sammenlagt til både cirkler og ottetaller og spiraler, diagonaler og kruseduller, mens de kørte allandsens gader og veje tynde som ål, men Kimkim fandt de altså alligevel ikke. Så begyndte de at forhøre sig, stille spørgsmål, rullede et vindue ned eller steg ud af bilen hist og her og spurgte tilfældige mennesker, om de vidste noget om noget, og det gjorde de fleste, det var faktisk kun et mindre fåtal, der slet ikke anede det mindste om noget som helst, også et fåtalligt mindretal, der anså deres viden for hjemmehørende inden for privatlivets fred og fortrolighed eller ville have penge for at besvare spørgsmål på åben gade, et andet fåtal talte i fremmede tungemål, et stort flertal fik de aldrig nogensinde spurgt og trøstede sig med, at dem ville deres formodede kolleger utvivlsomt tage sig af på rette tid og sted, så alle kunne få lejlighed til at give deres besyv med til den påpasselige myndighed, men lige lidt hjalp det, Kimkim var og blev som sunket i jorden, gemt af vejen bag en ny identitet, eskaperet til et eksotisk land under fremmede himmelstrøg et sted i det fjerne, eller, overmordopklaringskommissæren kunne lige så godt tage sig sammen til at indrømme det, mente hun, de kunne lige så godt få set det i øjnene i fællesskab, at Kimkim fandtes slet ikke og havde heller aldrig fandtes uden for kontoret helt tilbage ved startpunktet, men det benægtede han, det havde de ikke set det ringeste tegn på på noget som helst hjemsøgt sted på hele rejsen, dét benægtede han koldt og klamt, ikke det mindste græsstrå eller støvkorn eller vejskilt eller stakit eller noget som helst andet undervejs havde peget i den retning, og han ville trods alt tillade sig, var han måske ikke stadigvæk overmordopklaringskommissær i dagtimerne, og ville en sådan måske ikke lige præcis tillade sig at lade tvivlen komme den anklagede til gode, hvis det ikke kunne være anderledes, så længe de kunne få lov til at fortsætte med at lege kat og mus, hvis hun ville være så venlig, og hvad kunne måske være bedre end en anklage for hustrumord som modvægt, hvis hendes højlydte benægtelse skulle komme selveste Kimkim for øre og bringe ham i tvivl om egen eksistens, var det mon for øvrigt ikke noget, hun selv kunne tage ved lære af, hvis hun et øjeblik holdt op med at være så påståelig og åbnede sig lidt mere for det uforanderlige faktum, at det var et lorteland, det udspillede sig i, så selvfølgelig måtte det helst være noget lort, det, man kunne forvente, hvis man var ude efter noget bestemt, hvilket jo netop var, hvad de var. Og det var jo rigtigt selv ved personligt selvsyn, undervejs fik de velsagtens set det meste af sommerlandet, noget af det endda i flere forskellige ombæringer, fra flere forskellige vinkler, noget i både sol og skygge, en smule regn fik de såmænd også en dag i en afkrog, og landet var såmænd da generelt set ganske pænt, både på kryds og tværs og i forbifarten, hvis det da ikke udelukkende var stenholdige bjerge og floder med vandfald og brus og primitive urskove, hvor man selv skulle hugge sig vej, hvis man ville bare det mindste indenfor, hvis det ikke kun var den slags ekstreme landskabsformer, man kunne stille sig tilfreds med, så var det et pænt land, men lort, det mødte de altså alligevel også overalt, hvor de kom frem, det var de stort set enige om i de enkelte eksempelvise detaljer lige fremme, også når de kiggede til siderne eller på de lokale turistkontorer med deres hylder af sagsmapper og bevismaterialer og evalueringsskemaer, og når de tog indenom i diverse museer og udstillinger, kirker, ruiner, nu de alligevel kom forbi på de pågældende kanter, kiggede på mindesmærker og testede udsigtspunkter og områder behæftet med ekstra pral i forklaringsmaterialerne, og desuden også når de spurgte om vej til Kimkim Laugisdahl eller til hans hjemby Brændestadovre, kort sagt overalt, hvor de kiggede, var der altså også en masse lort, alt sammen med det samme gummistempel, made by humans, og det var så det, det også beløb sig til, selv om der efterhånden gik hen mod en måned med den trafik, og overalt, hvor de kom frem, var sommeren allerede ankommet og lagde en lille dæmper på det værste, så lort med stort l mødte de ikke i helt vilde mængder, og efterhånden glemte de undertiden, hvad de var af sted for, og lod sig fornøje med lidt af det, de fandt, eller fandt andre mål for den næste time, de næste to, hvis der var længere, gjorde selvstændige betragtninger i henhold til lokale modestrømninger for turisthåndteringer, hvad enhver turist burde se, noget af det fik de også set, og noget af dét for særligt interesserede, noget familievenligt eller for vovehalse og dødsforagtere, jo, vist fik de da også set noget land, de to, vel måske nærmest noget varieret landbrug i praksis, og der var gang i den over hele linjen, hvor de kom frem, nogle steder endda i alenlange køer af folk med pårørende, som allerede havde løst billet og nu bare stod og ventede på at komme i gang med noget ganske nyt, noget totalt og forbløffende anderledes, som ingen nogensinde havde prøvet før i déres familie eller hjemby eller erindring, måske et sommerhus med spa, måske hakkebøf med et pift hvidløg, måske en rumæner, man kunne leje i en time, så de kunne få det hakket af og komme videre til næste punkt i brochuren, og midt i al denne aktivitet af renovering og justering af arbejdskraften og skærpelse af erhvervsindtjeningen, af tilberedning og indtagelse og afføring af statsautoriseret livsløb, midt i alt dette og mere til ikke en eneste mors sjæl, eller andres for den sags skyld, der havde hørt om Kimkim og kunne gelejde dem på rette vej, når de spurgte, men masser af gode tilbud, hvis der måske var noget andet, de kunne bruge i stedet, for bruge, det kunne de vel, når nu de var der, de var vel for pokker da forbrugere, det var de vel, det måtte de være, den samme sang overalt, hvor de kom, tra la la. Han kunne lige så godt være blevet hjemme, påstod den gamle nogle gange, men det var jo ham selv, der havde villet af sted, javist, men han havde ikke opnået noget af det, han havde forventet, og en masse, som han ikke havde haft fantasi til at forudse og hellere havde undværet, men ville han måske have opnået noget som helst ved at have befundet sig derhjemme i det samme tidsrum, nej vel, det troede hun vist ikke, det var i hvert fald ikke hendes erfaring med ham, jo, for det derhjemme, det var trods alt hans liv, og det var dét hér altså ikke, jamen han kunne jo tage at prøve at give det en chance, aldrig i livet, det tog andre sig jo i forvejen af, det var allerede gjort, sikkert i snesevis af gange bare i dag, hun kunne bare se sig om, det var forældet, det var fortid, uanset om det blev gentaget igen og igen sommeren ud og forfra igen til næste sommer, derimod at finde Kimkim, det var vist endnu ikke lykkedes for nogen, og de havde ikke mødt nogen på turen, der havde interesseret sig for sagen og givet dem den mindste hjælp, så hans arbejde ventede fortsat på ham. Jamen det her var jo for pokker et led i hans opklaringsarbejde, hvor var han dog egentlig kedsommelig at have siddende ved hendes side, når det stak ham. Jævnligt vidste hun aldrig, om han var glad eller tilfreds eller noget, om han havde det godt sammen med hende eller havde nok i sit eget, hun kunne have lyst til at slå ham ihjel, hvis hun havde haft en fluesmækker, men så ville han måske bare få dén sag mere på halsen, at opklare mordet på sig selv måtte han vel egentlig være den nærmeste til, han havde velsagtens logisk set allerede haft morderen helt inde på livet, hvis det ikke var foregået på afstand, med skydevåben eller fjernbetjening, men som turledsager var han altså nærmest en gnavende sten i den ene sko, så hun fik hinkelyst i hele understellet, og hele tiden skulle han blande sig i, om det skulle være speeder eller bremse, og selv om han ikke direkte sagde det højt, så kunne hun altså godt høre det alligevel. Også gamle træer gik ud på et tidspunkt, hvad de så ellers havde opnået ved det, så længe de var inde, og han var et gammelt træ med tørre pinde, sikkert ikke værd at ofre løv på en sæson mere og bedst tjent med at blive bragt hjem og sat i krukken. Men hun ville fortsætte på ubestemt tid eller længere, de havde for eksempel også været ved hav adskillige gange på turen, også dét naturligvis i forskellige befolkningsvenlige varianter, så flest mulige interessegrupper kunne blive positivt betjent, noget hav for eksempel med land inden for betryggende synsvidde på den anden side, så drømmen om en gyngetur på vandet med to pilsnere i en snor ikke skulle udvikle sig til et mareridt, for eksempel andet hav med fin, bred sandstrand, så der var god plads til bilerne, atter andet med færgefart og lystsejleri og kajpladser og broer for de vandskrække, og en aften, de var længe ude, havde hun endda set solen forsvinde ude bag den anden synlige ende af et hav under det mest henrivende skydække, som blonder, der kun lige dækkede det nødtørftigste af blondinerne for afsløringernes skyld, og så glide ned, hvor havet holdt op, så det kunne et hav for eksempel også bruges til, og der havde ikke været så meget at sige om det, der havde slet ikke været noget at sige, højst næh og åh og ih, og det brugte hun ikke, synet havde ikke været noget at fortælle højt, kun, at det lige dér og da havde forekommet hende som det mest sindsbevægende, hun nogensinde havde fået lov til at tage del i, et øjeblik faktisk som det første og eneste regulært sindsbevægende nogensinde i hendes erfaring, og det kunne hun knap nok selv rumme lige med det samme og havde været nødt til at sætte sig ned med en tom stol ved siden af, så hvordan skulle andre kunne, når de ikke engang havde været til stede i situationen, men ganske fint havde det sandelig været lige dén specielle aften, og det skyldte hun måske også den gamle for, det kunne hun slet ikke afvise, og siden da havde hun opdaget, at der var et eller andet med hende og hav, og hun havde desuden gang efter gang observeret og efterhånden konkluderet, at de fleste af havene også var udstyret med hver sin specielle havstok, som hun egentlig fantastisk godt kunne lide at læne sig op ad og finde støtte ved, gå på, bøje sig ned og kigge på, samle ting op fra og lægge dem på plads igen eller stikke dem i lommen, det var det første længerevarende, hun havde fundet frem til på turen, det var nok havstokkene i de forskellige modeller, de stødte på i kanten af de forskellige have, men det havde hun altså, fundet noget holdbart af hendes eget, og hendes søgen blev pø om pø lige så stille målrettet efter hendes egen indre timeplan, og der kom til at stå havstok på de fleste af de timer, som hun ledte sig selv og den gamle frem til, uden at hun tænkte nærmere over det eller hørte det kommenteret fra hans side, det var bare det rigtige for hende under de omstændigheder, og om han bemærkede det eller ej, det vidste hun ikke, om hun selv gjorde, det tvivlede hun såmænd også på, det var ikke noget, hun sagde ud i luften, da det efterhånden dæmrede for hende, det var knap nok noget, hun tænkte indenbords, det var bare noget, der ledte hende og fik hende til at sigte efter noget bestemt og være noget bestemt. Når hun så stod i strandkanten som nu og kiggede ind mod land, kunne hun i det givne tilfælde først se en sandstrand på mange meter, hvorefter klitterne tog over, marehalm og hjelme og bare pletter med sand, noget lavt grønt med torne og mørke bær med en melet smag og rygter om hugorme og planten soldug, som hun alligevel senere skulle møde adskillige gange. På toppen af klitterne en perlerække af sommerhuse med hvert sine løfter om det søde liv i godt vejr, og længere inde en syndig overflod af folk og fæ med lokale dialekter og gøremål og indkøbsmuligheder på traditionelle steder i landskabet. Når hun vendte sig helt om, blev hun overladt til himmel og hav og nu og da et fragtskib i horisonten eller en lejlighedsvis helikopter på fugleflugt mod samme, hele tiden med et varierende og varieret udvalg af bølger, skyer, skvulpen, blæst og måger. Det var alt sammen til at sænke blikket for til eftertænksomhedens blik på halv, og så endte det hverken værre eller bedre end med, at hendes fødder kom med ind i udsigten, et par ganske almindelige fødder på kanten af hav, som hun havde al mulig grund til at være fortrolig med og alligevel undertiden mødte for første gang, fordi hun gav dem nyt tyd eller nyt fodtøj eller nye omgivelser, ny opmærksomhed, nogle gange blev disse ting fulgt op af hinanden, andre ikke, og så anede hun, at hun måske hér tilfældigvis kunne hænde at træde i stentidskællingens antikverede fodspor, og at derved intet væsentligt ville være opnået, ingen skade sket, intet derved forandret, alt ved det samme, og dét var dét. Rundt om fødderne var der synsskarpe sandkorn i snesevis, småsten med afhøvlede kanter, hele og halve og mere rudimentære strandskaller med spor af liv og evolution, de sørgelige rester af en vandmand dekoreret med et par ender snoreformet tang, sagtens Rita Swansohn saligt ihukommende, olieplamager, drivtømmer og hvad civilisationen ellers havde at byde på med havet som bybud, det hele underfuldt belyst af meningsløshed og livsfylde og kantet med havets slikken på strand. Nu vidste hun da for en gangs skyld noget bastant, at det sted, hun stod på, det føltes som hendes sted, det var hendes fødder, der stod der, det var hende, der var kommet hid, og så måtte de andre inde i landet for hendes skyld ellers godt beholde resterne for indeværende, dét kendte hun vel til at lukke øjne og ører for, når det blev for grimt eller på anden måde stødende. Så drejede hun hovedet og hævede blikket og rettede det direkte mod den gamle nar bagude på klitfoden, hendes private oldermand, som sad og sikkert stak sig på marehalm og hjelme ved kanten af stien ned til stranden. Det var fra første færd ham, der havde ført hende hertil, uden forlov og uden viden om konsekvenserne, uden noget som helst, hans dominerende indskrænkethed taget i betragtning, det var ham, der havde forårsaget, at hun nu stod hér. Så havde han også selv været uden om det og måtte tage følgerne, som de faldt. Han gjorde hende blandt andet rasende lige nu, men det kunne hun tænke videre over en anden gang, hvis hun gad, der var egentlig aldrig blevet sagt goddag, og der skulle sandt for dyden heller ikke siges farvel, hun fangede hans opmærksomhed på trods af afstanden og vinkede ham væk. Så måtte han selv om at lede en bus op, eller taxa eller hvad, eller tigge sig til en lift af privattrafikken, det gamle apparat, og tage hjem alene til sine fiktioner og dø for sig selv eller finde alternativt vidne, og raseriet måtte finde sit eget at beskæftige sig med eller løbe ud i sandet, hvis ellers. Det hér kunne hun snildt have undværet en vis del af, men når det nu skulle være, så o.k og all right, det var hér, hun skulle være nu, ikke dér, hun havde ikke brug for ham længere. Han havde selv idømt sig at være en belastning, og hun ville ikke længere lukke øjnene for, at han havde ret. Hun skulle såmænd nok nå at blive et dumt røvhul som han og ville sikkert ikke engang beklage det, når det skete, men så ville hun i hvert fald klare det selv det næste stykke vej mod svinestien eller jordhulen, lejligheden, villaen, palæet, eller hvad det ellers ville ende med, at hun slog sine folder i, hvis hun fandt nogle folder at slå, hvis det så blev det, hun fik lyst til at gøre ved dem, hvis, hvis, hvis, det var det, hun ville, med og uden, hvis. Ellers havde hun også sit internet, hun havde telefon, hun havde bilen, hun havde folk i de andre ender, hun havde sig selv, hun vinkede ham hjemad en ekstra gang og signalerede, at de kunne ringes ved, og vendte tilbage til havstokken og dens turistkvaliteter, om de eventuelt skulle vise sig at blive fastboende i sommerens løb eller ej. Over and entirely out.

 

Hele værket kan  hentes her 

 

 

Besøg  
043328