Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden EnSæl

 Portræt af en sæl

86 billeder

 

 

 

i flok og kulisser

 

 

Der er adskillige ubebyggede grunde til, at det lige skulle blive til en lejlighedsvist forfulgt og mere eller mindre op- eller nedlagt sæl. Den er billig i drift. Altid ret ved hånden. Kan vist ikke så godt anlægge injuriesag mod én. Måske ikke engang tage til genmæle. Og så er det nok også én, man efterhånden har en hel del ris og ros på, sådan en sæl, en hel del forskelligt og omskifteligt og uholdbart, en hel del, som det jævnligt siges at være kernesundt at komme langt ud i hampen med.

 

 

 

Ja, vist må der være en del forskelligt efter sådan nogle frækkerter at dømme. Normaldeforme, kødblottede, måske slet ikke til at stole på. Om det så lige er eftertænksomhed, de tillige kan beskyldes for, måben, tilbehørstrang, det er ikke sådan at gøre sig klog på. Måske ubevidst noget i stil med Adam og Eva på fløjene og Gud i midten. Eller ufærdigt knægtemateriale? Sikkert er der en vedtagen straf for at tage sig sådan ud.

 

 

 

Det skrøbelige kjød som mellemgrund, belæsset med dårende billedkunst i forgrund på baggrund af matter og anti. Blot fattes der en mågeflok fra en fremmed verden, men hvor skulle den også være?

 

 

 

En kop med tud og øre, sådan en sæl, hvem skulle nu have troet det? Men sådan blev det altså tilfældigvis på et tilfældigt tidspunkt. Nej, det tog tid med gåen til og fra, en tilfældig periode er mere retvisende. En tudkop, det er vist kun snot, der kan fås ud af den, og undertiden materie og fnys. En stirrende tudkop, der er måske fodbold i fjernsynet, eller professionelt gennemarbejdede koppereklamer?

 

 

 

Fra starten et snebillede fra en af de lokaleste veje. Så blev der pålagt en halvgennemsigtig sæl, og siden har gaden ikke været den samme i denne formulering. Hvem der så vil tro det eller har brug for sligt?

 

 

 

Et irsk hus med irsk himmel, diverse beskæringer og manipulationer, hvilken sæl? Fra? Om? Eller simpelthen direkte til? Næ, det er ikke bare sådan lige at have med en sæl at gøre, det er noget bakseri, og nogle gange er det ligegyldigt.

 

 

 

Der er noget underholdende over det. Holder hånden hovedet op, så det kan se, eller bliver den brugt som skjul for urt og busk og måske andre nationale defekter? Er det porten til Helvede, der er brugt til kulisse, eller en personifiseret sandstorm, der en stund kommer hviledagen i hu? Det kan man såmænd kigge længe på.

 

 

 

En sæl i fragmenter er ikke det værste, vi har, for det er vist levebrødspolitik. Der er noget utilsigtet japansk hist og her, men det kan vist højst være en ikke skyldig drøm eller anmodning fra sæl til sæl i et tungemål, som velsagtens højst sæler forstår. Måske det næstværste så, aldersspringeriet taget i betragtning? Nej, heller ikke det næstværste.

 

 

 

I godt selskab, kan man da vist roligt sige. Ikke blot en sæl, men fire, noget med fire, et eller andet med fire, en sæl i kvartet, som kvartet, måske fire kvarte, men hvorfor fire, det er det satans ved billeder, de forklarer ikke altid deres krav, og det kan godt kaste for eksempel myriader af bandeord af sig.

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

betragter og betragtet

 

Det er måske løgn, for hvem er ellers hvem, det er sgu overhovedet ikke til at holde ud at se-se på med et blåt øje. Den ene må være den til venstre og den anden den til højre, men hvem er mon hvem? Betragteren den levende, den betragtede støbt i metal, kunne det godt ligne, men nettet omkring dem giver alligevel det hele noget vist sørøveragtigt eller i retning af et tilkalket drivhus, som såvist ikke har det fjerneste med en sæl at gøre, for ikke at tale om to. 

 

 

 

Det kunne udmærket godt være et lille udsnit af et helt regnvejr. Måske hagl, måske messingbelagte blyhagl, måske et fragment af et bombardement, som ingen ved hvor ender, sådan noget kan der godt være over det lige i dette kig. Med antydede fartstriber og hvide pladser til kommentarer og uforpligtende refleksion.

 

 

 

Måske en blanding af mursten og maleri i et topersoners siddeaggregat, måske mærker efter maskerende lussinger, eller kindheste, som man sagde engang, da man gjorde sig i den slags, for eksempel også musehuller og myrekryb. I øvrigt er de nok begge betragtede lige nu, uanset hvor meget de foregiver at betragte.

 

 

 

Måske er det slet ikke betragterminer, når det kommer til stykket, men masker anlagt til en synsforretning? Masker i et fodboldnet med regler, dommer, kammeratskab og omsætning af profit? Fodboldspillermaskepiens visitkort med telefon- og kontonummer på reversen? Eller sæler i et fiskenet som religionsfremmende foranstaltning? Det metalliske blevet til bly, det andet til pap med tynd bemaling, det er nok kristendom, der har spændt nettet ud.

 

 

 

Mode i briller, hals og hoved, hårvækst, teint og mimik, så det her er vist mere moderne med fremtids mørke som baggrund og strikket påklædning. Måske et salt- og pebersæt til sommerhuset? Måske tilbehør til en radiokanal? Sjovt, ikke at forglemme, med selvhøjtidelighed blottet for kritisk sans, uden noget relevant at have selvhøjtideligheden i andet end modens skråsikre, lunefulde, flyvske postulater.

 

 

 

Middelalder, gravalvor, klassisk bronze, kinesisk lak, der ligger måske noget sørgeligt bag? En elefant på en ligtorn? En dumpet test? For lidt af et eller andet? Endda lige dén sæl henhører blandt dem, der findes i langt bedre versioner. En straf, da? Gabestok, udsættelse i offentlighedens net eller øvrige hævdvundne fangstredskaber? Men sælen står vistnok stædigt imod, afviser hvad som helst og alt det andet med mere til, nænsomt hærdet i bronze og tollund- og grauballetræk.

 

 

 

Men det her er vel nærmest som stof til en nederdel som baggrund for en sæl, et eller andet fikst med glimmer og fis, når lyset falder rigtigt. Efter eget indikerede udsagt tilsyneladende blot en vits med brillerne tatoveret slagfast til fjæset. Et par medaljoner på ciceleret metallica med smil, som kun er på prøve. Kosnude til næse begge to. De kropsnære briller, det er det smarteste. Et eller andet mindede lige om Venedig, og det minder en hel del om det her.

 

 

 

Der er noget med de grønne og gule nuancer her, belysningen, den højreskvulpende bølgepukkel øverst på den venstre sæl, en blanding af teater og mere. Et eller andet, man godt kan erklære sig enig i, mest farvepaletten og tendenserne til pandekage. Ja, det er svært at sige fra her, selv om det da ikke er umuligt.

 

 

 

Indrømmet, der har været variation undervejs i tvillingeriet, nu det alligevel gøres klart og tydeligt og ikke til at bestride med troværdigheden i behold. Måske levninger af et cirkus eller dyrskueslagsmål? Kasserede homomodeller? Ikonografiske brækmidler? Men hvad sådan nogen mon egentlig tænker på i enrum, hvis? I hvert fald, de kunne godt trænge til et smil hver. Også et tilsammen.

 

 

 

Det kunne vist i og for sig godt være hovedenden af en halv Svantevit anskuet udefra skråt fra oven, er der monstro noget at skue til afkræftelse af den teori, næh. Også andre kunne det nemlig godt gå hen og ligne, og det skal vist roligt forties, det er ikke et vækkelsesmøde, det her, snarere et sov mit barn, sov længe. Den prægtige hår- og øjenbrynsfrisure kunne man imidlertid godt have skrevet lidt om, for eksempel have opholdt sig ved den videregående mund, gættet på formodet antal over- og underekstremiteter, men det skulle nu ikke så være.

 

 

 

Her er det ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, at det faktisk  i virkeligheden skal forestille at være en siamesisk sæl. Godt det samme, for konceptet ville, hvis realiseringen var lykkedes, formodentlig vise sig direkte afskyvækkende. Men så heller ikke mere om det. Såre almindeligt ser det ud med den næseløse i midten og uden mund, og så ikke mere om det. Hvad mere skulle der ellers være?

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

solonolo

 

Først nu begynder der langt om længe at vise sig ægte sælportrætter, altså billeder med én single sæl pr. planche, så kom dét på plads, her kamufleret bag eller tværtom symbiotisk integreret med et reduceret buskads. Så er spørgsmålet, om sælerne er en vej til at lave billeder, eller om omvendt billederne er en adgangsvej til sæljagt. Det er nok sjovere at tænke over spørgsmålet end at besvare det. Sådan er det vist generelt. I og med kategoriske svar hænger man på den, selv om man måske slet ikke har den fornødne baggrund og måske endda gerne vil holde forgrunden åben et stykke tid endnu.

 

 

 

Måske er det målvogteren eller fiskeren i sit net eller vist egentlig på vej ud af indviklingen, der er strækmærker at opdage i nettet, eller måske strømninger. Fanger man sæler med net, kan det måske være dét?

 

 

 

Her er der da vist én, der er grundigt dus med sin plads og et net, som vist godt kunne have stået alene. Spændende, spændende, som det alligevel har taget form først, som om det på et tidspunkt har været blødt og samarbejdsvilligt. Men nu giver det da vist ikke alverden ved døren, har nok valgt et zoologisk have-agtigt look med inde- og udespærring og sikkert oven i købet entre i dyre fordomme.

 

 

Et puslespil, tja, det er det måske også indimellem. Et puslespil med ubarmhjertigt store huller samt en labyrint af brikafstand, så det kan frygtes på det mest uangribelige, at samtlige brikker lider af respektiv berøringsangst og således slet ikke ved af, at de eventuelt kommunikerer indbyrdes.

 

 

 

Der er sydlandsk farvesmæld til en hel busfuld, det er ikke så tit, at lige det sker, oftest tilfældigt og ligesom vel nærmest bagfra, selv om det også synes at komme fra højre, fra fremtiden og på vej hjem. Tidløsheden er lige så udbredt, så måske er der lige så stille tale om en fight af en slags? Det faste mod det løse? Omvendt? Eller en af klassikerne: Form versus materie?

 

 

 

Det univers er der vist mest noget rust og bæ over, ansatser til et fremmedplanetarisk geografikort og en sæl, der alligevel får sig lidt solskin og varmeenergi på den forreste hud og kanterne af tilværelsens rynker. Måske er det bare kvikke symboler for raster eller penselstrøg, gravure eller noget andet teknisk indviklet. Måske ikke eller ikke kun. Også noget med bæ og rust i kontrasten, som om måske restproduktet af det univers er velkendte solstråler.

 

 

 

Har det mon noget at gøre med et soveværelse, et sengegærde, gardin, eller hvad det ellers ligner, det ubestemmelige nederst i baggrunden? Og det personlige netværk, forekommer det egentlig ikke bare en lille bitte smule militærisk omklamrende? Når sandt skal siges, så faktisk også ganske velsiddende, så mon ikke også det kan formodes at besidde en vis personlighedsunderstøttende beskyttelseseffekt? Men tapetet, det er sgu da øretæveindbydende.

 

 

 

Det er vist muligvis noget med en sygdom eller psykodermisk trang til at blotte de yderste vener på basis af jomfruhvidt. Måske også en beskyttertrang til at banke pandebrasken mod kanten? Der er notabene lige netop passende plads til tænkeboksens fornødne frem- og tilbageture ved udøvelse af omtankens ædle enmandssport hovedbold, som næppe kan hævdes at være en folkesygdom på samme niveau som fodbold og tips.

 

 

Udsigt til næsegruber og humoristiske ører, hva'ba'? Ellers her igen noget metalagtigt inde i billedet. Og strubeblottelse, også det kan ses. Men det er just det fine, med en sæl kan man gøre snart hvad som helst, hvis man gider, hvad som helst, og også slå det fast med syvtommersøm, hvis det er det, man vil.

 

 

 

Det, der umiddelbart melder sig på smilebåndet, er sikkert spidskandidat. Ét styks færdighøvlet spidskandidat med en vidunderlig himmel at stræbe mod med spidsen. Men for satan, et æderedskab, det hiver utvivlsomt durk den modsatte vej, skal vist nærmest have mus og jord og frikadeller at arbejde med og fattes stjernestunder for øjenbrynenes pissekoste og hjernestumpens bovspryd, så himlen, uanset hvor energisk den fløjter, får nok vente lidt endnu, til tyngdekraften er løbet tør.

 

 

 

Sandsynligvis en af mange generalprøver på notorisk surhed, denne gang formodentlig på grundlag af frisuren, som i hvert fald næppe kan tænkes at være noget, man uddeler til folk med regelmæssige terminer. Nu frisuren alligevel er nævnt, så bør det simpelthen koste penge, måske i størrelsesordenen en årsløn, at tage sig en frihed så hårfin som på det skilderi. Og øverst endda en glimrende fejl. Af tentativ hensyntagen til det perfekte i imperfektum, den forklaring er det vel tilladeligt at lade rumstere lidt omkring i den egne slamkiste?

 

 

 

Og har man først forsøgt sig med surhed til den ene side, må det vel logisk og i retfærdighedens hellige for- og efternavn og hele dens knastede stamtræ blive den anden side, der derefter står for skud og tur. Måske endda til samme generalprøve, i hvert fald syner de konfigurative ligheder i massivt overtal kompareret med de ditto differencer. Surheden, hvis det er den, erklæres hermed for direkte identisk.

 

 

 

Det minder om en eller anden skuespiller, musiker eller sligt koryfæ fra den offentlige sladderspalte, men det er det ikke med streg under, ikke, og så for prins Knud og prins Joakim og princip, ikke nikke nej, wroouuuumm. Thi det er vitterligt en sæl i den lange række, med et meget vagtsomt øre, dog uden stilk, og stillet an som til konfirmationsovervågning eller kontrol, mens der blev hældt olie på tanken og løbende ganget med literprisen. Lidt hund er der også over det, som øver sig i at være ægyptisk sfinx i forne tider. Og hvidt, nok til mindst et billede mere, men åbenbart valgt friholdt.

 

 

 

Det er til at blive helt misundelig over, at det bare er en almindelig løgn, en lille hjemlig digitaliseringsballade, som man kan nynne til, falsk eller ægte, som evnerne rækker. Men sæl, det er der nu alligevel også over det, det kan der ikke rendes fra. Grimmere end normalt, lidt mere kalkunagtigt, tillige mere interessant selv efter overdrevent grundigere observation af en specialist på området.

 

 

 

Det kan da vist roligt formodes at være noget med noget og ensretning i midten. Også noget med kæft og trit. Men dertil kan garanteret føjes, at det trods alt kun er én tolkning og denne ikke nødvendigvis til Guinness eller guld. For ærligt talt, hvor meget af det er udtryk, hvor meget indtryk, hvor meget tryk i al almindelighed. Der er tillige noget pandekageagtigt påstegt over den ene banehalvdel, som den anden ganske fattes og måske leder efter med lys og lygte og en påsat brand fra lejrbålets utvivlsomme rigeligheder.

 

 

 

Se, her er der vist noget med naturen, måske økologisk hjerneskal og buskads i den ene kind. Noget udfordrende fodbold kan der også være over det eller kampsport én mod én og én til at dømme, og motorcykel, måske rock. Grove sager, i hvert fald, megagrove ting og sagsakter — se, der skæves lyttende mod arkenes knitren, pennens skratten, en minister, som forsigtigt rører på sig, endnu før blækket er ganske tørt og forbudet køreklar.

 

 

 

Måske et forsøg på forstening eller anden tilsvarende fortidsaflejring, måske støbt i bronze eller lava og efterdrysset med hvedemel? Opgravning af noget, som ikke skulle have været, da slet ikke nu, eller fortsat blive liggende hengemt? Krydsning med en anderledes livsfylde ad den digitale genvej? Sørgmuntert, tragikomisk, beslægtet med næsehornets turistslaveri?

 

 

 

Det ligner vist mest af alt et vrangt forsøg på grusom hævn, et får i ulvetøj, tydeligere kan det næppe siges, jo, måske, men ikke her. Hvilken besværlig personkarakter hører, gad vidst, sammen med slig specialiseret zoologi, kvasi det ene såvel som det andet? Hvilken rolle er der lagt op til, hvilket manus, hvilket forfærdeligt publikum? Det høfligste vil vel være at spørge, mens svaret må man give sig selv.

 

 

 

Britisk kamphat fra tegneserier om verdenskrig nummer to, efter sigende, funktionalistiske glasmursten til officielt indoktrinerende storbybyggeri, et tit ned på gaden med dens forbipasserende, velregulerede forsvinden, et skoledigt om før- og eftersidning, det er noget af det, der umiddelbart mindes om. Teknik, teknik, teknik.

 

 

 

Kanhænde til minde om en maske til en skuespiller, som skal spille superstar, som skal spille bibelhistoriens Jesus, som skal spille simultanskak med alle de små børn, som sætter deres barnetro og madpakker på højkant, begribeligvis deres forældre, julemanden, makrel i tomat og minibrød, og Jesus vinder over adskillige og tager deres brød og fisk med på ørkenvandring og så videre etcetera, og hvad der ellers skal ske, kanhænde til minde om en af filmene med den drejebog. Sminket med solskoldning og tornerifter og bla bla bla. 

 

 

Det kunne godt ligne et trekvarthjertet udsagn om en surmulende baby svøbt i spirende fuldskæg i drengeblåt. Kors i kahytten for en pjævset skid af forholde sig til. (Velanstændighedscensurering at fordele hver enkelt ud fra sin foretrukne ideologi, in casu et sart 's###' i stedet for det bramfrit fantasiforladte 'skid', hvor fantasien i stedet er opraget af anticipering af undervejs barnegråd på et nip til langsomt udbrud, som billedet for evigt har stoppet i opløbet, og der kan fantasien så hænge til tørre eller smutte fra.)

 

 

 

Med næsen på sned og øjne som aktivt trafiklys på mørkets breddegrader, måske ramt lige på og hårdt af strålefaren fra en lommelygte med friske batterier og rolig hånd. Gensvarer med ophøjet ro og trafiklys i begge øjne, hold stille eller kør, det er på eget ansvar, øf, øf, øf. Eller muligvis et fyrtårn i eget genskin, så det kan se, hvad det er, det laver, sådan et fyrtårn? Hvad det er, sådan et symboleret fyrtårn egentlig står og laver? Nej, måske er det baklys, det vil måske være mere interessant. Så man kan komme herfra i en vis fart, ikke sandt?

 

 

 

Næh nej, ikke så meget snyd, selv om det er eksamensmåned, så vist ligner det en grangivelig sæl, som hellere ville være et andet sted, måske et hvilket som helst, men saftsuseme da ikke er det, hæ, hæ, og heller aldrig kommer det, hæ, hæ, hæ, hæ, hæ, heller aldrig kommer det. Selv om det er eksamensmåned og udslusningsmåned og uvis fremtidsmåned og alt muligt andet, som juni kan beskyldes for, hvis man har tid i overskud. Men fy da for en sæl, som ikke gider være her og ingen valgmuligheder sidder inde med, fy da føj.

 

 

 

Det gav vist noget at tænke over, ømme sig over, rejse sig og hæve sig over om lidt, monstro dog ikke? Reagere på. Med had i anmarch, en hånlig svada lige på tungen, måske lige ud på transmitteret ætersvensk, så man for alle eventualiteters skyld burde føle trang til at slå igen på forskud med renters rente og mindre end underbetalt fremmedhjælp, men det er nok ikke ulejligheden ret meget værd.

 

 

 

Ja, ja, selvretfærdig foregivelse af gråtoner, man må sgu finde sig i meget og så videre, mens teknikken spiller stalinorgel, det er sandelig meget, man må finde sig i til teknikkens pokerspil. Stalinistisk pokerfjæs, det er en god hypotese, jeg har ikke gjort noget, jeg skal tisse, lad mig være i fred, hvem har set mine briller?

 

 

 

Det kan såmænd godt gå an, hvis det absolut skal være pænt. Men vaf, vaf, vaf, sælernes kendingsmelodi, ikke så meget som bare det siger det. Det er tavst, ikke som graven, grave kan sgu snakke fanden et øre af, hvis det skal være,undertiden også, selv om man hellere havde været fri, mere som undren, spørgende på grænsen til tiggende undren, måske helt banalt er der ingen, der kan lide mig, eller sligt, og det er der ikke tid til, men alligevel gøres man måske et svar skyldig fra det våde hundeblik, og det er ikke retfærdigt, når der ikke er tid.

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

sæl med luffe

 

Det kan let være svært at vælge og vælge fra blandt en større masse, som tydeligvis i væsentlig grad udtrykker det samme. I dette tilfælde lykkedes det dog imidlertid at få det overstået til sidst, æh bæh. Sådan cirka i den stil. Et fjols, kort sagt, der forgæves forsøger at gøre sagesløse tilstedeværende saftigt til grin ved at gøre ekstra store øjne i kraft af egen nedadgående håndspålæggelse og panden foldet til vaskebræt.

 

 

 

Hånden her mistænkt for at være et forsømmeligt skalkeskjul, pensionistbolig eller skattely med et skævende kighul åbent til den frie verden og dens milliardære muligheder for øjenkontakt af mere eller mindre holdbar karakter og nationalitet. Er det fx Jens med fanen, der kommer dér, eller er det ikke? Måske statsministeren  med sit spanskrør fra egen hobbyshop? Eller en tredje eller slet ingen?

 

 

 

Er det fnis eller bræk eller et stuesnavset vræl, der sådan lige skal kontrolleres af kustoden? Er det overhovedet noget, man selv må, den slags, eller bør det overlades til læge og psykiater, bevilgende myndigheder ikke mindst, hvis altså det ikke allerede er? Eller skjul af urt og busk og kulden derude til forstærkning af den indre glød, som vist allerede er tæt på kogepunktet? I henhold til nuancerne.

 

 

 

Hvad er det mon egentlig, sådan et billede ikke selv kan gøre for? Måske er det bare for meget, for eksempel  kød? For uentydigt? For fastelavn? Måske bare for rart? Men så er der altså også lige gået en fasan forbi udenfor, som godt kunne have fortjent at blive tilberedt og ædt, og samtidig blev det evident, at en større gren var blæst ned siden sidste udkig. Det kan ikke afvises, at det blev lagt billedet til last. I hvert fald, distance, det er der.

 

 

 

Mere patetik og desuden irritation over den silende regnvejrsfrisure, for den er fandanseme grim. Det skal måske illustrere hjemmeøvelse i kindhest på græs i takt med noget ubeslutsomt i personligt fjernsyn. Hvorudaf den imødekommende elev måske skal indøve følgende lektie, at man sandelig da selv bør holde sin kæft og i hvert fald ikke overlade lige præcis dén gymnastiske øvelse til folk, hvis faglige formåen man ikke har tilstrækkelig tillid til, eller hvis de for eksempel har tilbøjelighed til muham eller jøde.

 

 

 

Det kunne måske være et optræk til julemand? Jo, der er noget gave over det, er der ikke, og julelys? Noget med smykker i gavepapir og bindebånd? Noget, der er skudklar til at blive foræret bort på et splitsekund, mærkeligt nok, for der kunne måske godt være rigtige menneskegysser i det. Så også noget med de gratis glæder og andre af overklassens mundheld, livets gratis glæder, javist, javist og jow.

 

 

 

Et pletskud af en skammekrog med Velasquez og den slags. Et kropsløst hoved, der holdes højt i front af den personlige middelalders resultattavle som trøstepræmie for fortid, og umuligt at se i øjnene, hvis man gider. Umuligt at fordømme, umuligt at noget som helst. Der burde være forbud mod den slags, hvis der ikke er.

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

beskåret

 

Der er da i hvert fald ingen ører eller noget, mangler måske også skiudstyr eller sligt til antydet frembusen, men så havde der vel været en hat, ergo måske frembusen under mildere himmelstrøg end skisportsteders. Eller måske én, der vogter på fremtiden, for eller imod. Måske er der i virkeligheden (kan det udtryk bruges her?) bare nogen, der har banket på, og billedet er en øvelse i at sige godav, mens en dør bliver åbnet, det kan også tænkes, hvis man er frivillig.

 

 

 

Her er det vist en globus, der glor på starletter. Antydning af sol nederst til højre, sådan kan det nok godt udlægges, og så er vel resten et verdensrum, rummet rundt om et hus eller telt, automobil, en hjertenskær, tyrkertro, eller hvor ellers den enkelte hytter sin private ejendomsret mod ramsaltet slud og storm og fæle tyve. En globus måske, eller rumfærge, måske komet på sin prædestinerede statsbane.

 

 

 

Det er der nærmest noget Google Earth over, blandt meget andet med et krater som et øre på en alf, også andre menneskelige træk i diverse varianter, et homolandskab som hele den kendte verden, ingenting, der ikke minder om homo ecce homo og andet homofili, homo mig her og homo mig der og homo mig alle vegne, hvor kan det være træls, og noget af et slid at være umenneskelig, når man ellers synes, at det er det, der står for tur.

 

 

 

Det er til dels en fejl, at det motiv mødes her og ikke i starten, men ganske hyggeligt alligevel. Beskæringer i godt selskab, kan man så forklare det med, fra for et tiår tilbage eller to, mens skægget endnu var skægfarvet som del af det private liv, der, indrømmet, ikke kommer sagen ved. I stedet kunne måske 'med sig selv som ørebøffer' være en vittig kommentar.

 

 

 

Det er da vist overvejende med for alsidighedens skyld, for særlig interessant er det da vist overhovedet ikke, en halshugning med fattig palet, eller måske er det temperaturforskelle, der har sneget sig ind, koldest på næsen, hedest omkring øjnene og behageligst omkring snakke- og kyssetøjet, så gav det alligevel en historie.

 

 

 

Sådan en næse kunne det have været sjovt at have, når man var til ansættelsessamtale, og et fjæs designet til murstensbyggeri og dørene i et restaureret slot med højt til loftet og døre, man kan gå igennem på stylter. En bøhmand, der ikke siger bøh'et selv, men måske lokker det frem i andre. På begge sider af døren, så man aldrig kom i tvivl. Og ansættelsen, den havde man sikkert også fået af sådan et fremmøde.

 

 

 

Skal det mon virkelig forestille et hoved i fængsel som resultat af ulovligheder og domfældelse eller på besigtigelse i en geometrisk skov? Eller måske noget med veritable kiler i fysiognomiet? Uanset hvad, så ligner det mest en forskydning, en film, der er gået i stå, kørt træt, har svigtet teknikken, overladt det til øjne at agere motor. Men de andre forklaringer kan da også godt bruges i skyndingen, eller atter andre, hvis det skal være.

 

 

 

Monstro det kan være netstrømper tiltænkt et homopatetisk hunkønsvæsens nedre kilo, der danner skillevæg her, mellem hvad og hvad kunne det måske være sjofelt at vide, hvis der havde været gods til et svar? Men ikke det fjerneste, distance, distance, og så det lange, det moderne. Ligner nærmest en reklame mod mundskyllevand eller afsmag for sardiner, ikke et ord om det, kun, at det er godt, at det er der.

 

 

 

Noget botanik og noget zoologi, svømmende øjne uden noget at svømme i, skal du være fræk-mimik og et stakket hjørne, hvor det hele er ved at gå i fryns, det er så det. Skal du være fræk? Skal du være nærgående? Nå. Er der desuden andet, du skal? Det er ikke noget særligt at skrive hjem om, kan i hvert fald ikke fylde til et ordentligt brev. Kun blive til: 'Kære alle sammen. Ved I, hvad jeg så i dag? Noget botanik og noget zoologi, svømmende øjne uden noget at svømme i, skal du være fræk-mimik og et stakket hjørne, hvor det hele er ved at gå i fryns. Andet så jeg ikke. Kærlig hilsen til jer alle fra Xyz.' Det var dog et pauvert brev, spild af god porto.

 

 

 

Indbildte antydninger af lurende koralrevsfisk fra den undersøiske stillehavsflådes kystbevogtnings afdeling for beskyttelse mod infiltrære strandnymfers strandpartielle afledningsmaskepi, mens fjendens vandkanoner bringes i stilling til indvarsling af den optimale krig mellem det af hjertet skønne og det, der egentlig burde være. Dette blot en forvarslende omskrivning af det egentlige: Det er sgu ikke til at se, hvad det skal forestille, hvis det ligner noget, hvad det gør. Bortset fra charmerende koralvandsspil i de stedlige farveharmonier og en mund som dagens første hidsige spadestik i egen barm.

 

 

 

Udsplattede øjne som efter et flersidet torskegilde til langt ud på de små timer og minutterne, søvnløse glidebaner langs kindernes overkant, en næse med egen selvstændig reptileksistens og en mund, der ligner en udtørret hotdog i ruhåret svøb, de forskellige dele banket sammen ved hjælp af en solid gulvplanke og masser af ivrige armsving, alt i alt velbygget til formålet.

 

 

 

Så skælmsk, som det lod sig gøre i dette og hint, til et pudevår til et ensomt jomfruhummer i et fattigt land, så fremover jomfruen i drømme kan sig mangfoldiggøre og drage på cykeltur i flokkevis ad kindernes blidt bakkede landskaber. Eller på ski, til hest, på rulleskøjter, så blidt fjedrende skråninger, så aldeles ingen vil slå sig, om man skulle hænde at skvatte om eller falde af, med næsens forhindring som en ekstra sport.

 

 

 

Måske igen et forsøg på julemand med rimfrost og blåskimmel i den sydlige hårpragt, der synes at være noget generøs julegave over det, noget diamantglimtende smykkenoget i gavepapir og flade, brede, skrigfarvede bindebånd og sløjfe til at åbne med selv et enkelt hiv, og værsgo og tak. Men også blottet kød og synlig talg, noget at æde, nogen, der andetsteds må sulte, fordi det er lige her, der er mere end nok og der ikke er nok til alle.

 

 

 

Giftige farver og derfor med gigantisk, koloenorm, ja, galaktisk sandsynlighed et tentativt udkast til rygmarvstatovering af et pigespejderkorps og et næsebor at gå op i og slå lejr, tænde bål, møve sig i siddestilling med måsene på tilfredsstillende brændeknuder, synge højskolesang og fnise, når flammerne slår gnister. Så er spørgsmålet bare: Hvor er det leksikon med svaret, som øjnenes spejderblik skæver efter, og hvad er opslagsordet?

 

 

 

Det er vist sådan én, der giver lyst til at slå igen og ikke engang kan forestille sig det. En selvhøjtidelig embedsmand, måske politimand, folkeskolelærer, billetkontrollør, en månedslønnet befolkningshyrdehund i selve snittet. Postkasserød på den ene kind, som en kasse øl på den anden, en mund til sort tale med snustobak, hvis det var noget mere personligt, man forventede, og øjne uden nåde. En maske, en mine, en hymne for én, hvor livet gik forgæves og så alligevel ikke var til sinds at give slip.

 

 

 

Et billede i forsvindingskunst kan selvfølgelig også være en side af sagen, når man ser på sæler. Et eller andet, som alligevel ikke fik lov eller eneret, eller måske prætenderen, måske omvendt prætention? Et eller andet diffust lagt hen over, et eller andet for måske at gøre andet diffust. Måske, heureka, er det langt om længe selve diffunderingen, der dukker frem, måske til advarsel om, at beskæringen her er af samme natur, at beskæring betyder noget, men det siger da sig selv, og billedet bliver inderligt ligegyldigt, hvis der ikke er andet at se, indtil billedet måske får sagt, at der ikke er noget uden for beskæringen, i hvert fald ikke andet end det, man måske selv lægger til uden forlov.

 

 

 

Et faretruende udstående øje, det er det første. Så er der stregerne og kammen til højre med sandsynlige påførelsessmerter i nu- eller fortid og uglesethed i overskuelig fremtid. Og om alt det sorte for neden måske er en kræftfremkaldt eller spedalskhedsformuleret mund. Og en næse med tvivlsom grænsedragning hinsides enhver godkendt skabelon. Trods alle disse negative indledninger står alligevel noget tilbage, som vel godt kan kaldes skønhed af mangel på de fornødne faglige mundheld.

 

 

 

Med sådan noget griseagtigt renskuret over det, måske symbolsk skribenten M belagt med svineblære til egen håndskrift, drejer det sig sandsynligvis om påstand om foreløbig stilstand og venten på senere aktivitet? Blokering, måske? Måske beskæringsbegrænset masen med den yderste kant? Banke panden mod muren-aktivitet? For renskuret til sympati, desværre, for stædigt til at komme uden om, desværre, for desværre, desværre.

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

fragmenter

 

 

Det skal vist forestille et nærtagende snapshot af et parti i forfald og diffun-et eller andet. Det minder det i hvert fald om lige her og nu. Halvvissen tilbageskuen, måske, med øjne i opløsning og en snert af plasticudskiftning og eksem. Og et krav om eksistensberettigelse og plads på harddisken eller en tur med delete. Så er der også lagt op til fest og ballade.

 

 

 

Fanget i tegneserie-som om uden talebobler med et lille glimt af verdensrummet øverst til højre. Måske noget af manden i Månen med månegrus i øjnene af farve som måske grøn ost. Måske hip til eller foregiven af fx en kriminalkommissær, der naturligvis da så sandelig tænker sit, men selvfølgelig også holder det for sig selv indtil rette tid og sted i handlingen.

 

 

 

Det kan jo også være dejligt at se på til afveksling, baglygterne på en edderkop til bredpenslet sentimentaliseret børneunderhold, eller hvad ellers der kan være tanken bag. Det rene fup, for hårdt og kontant drejer det sig slet og ret om fordobling af et øje, spejlvending af kopien og opsætning side om side.

 

 

 

Det er måske for en gangs skyld langt om længe en berømt amerikansk stenknold med en lille håndfuld udhugne præsidentkadavere, nærmere bestemt måske et lidet udsnit af en del af samme, som nogle måske har ventet på i timevis, for det er vel for skams skyld noget, vi alle er opdraget til at forestillingstilstræbe.

 

 

 

Et klippelandskab på vej mod en bjergtop, hvor i dybet der sidder et øje på lur og efteraber en afsides sø, som spejler en fremmed ufo i forbifart, typisk amerikapræsidentielt overfladefis, som sjovt nok kan lade sig gøre.

 

 

 

Måske et skilt med opfordring til at holde øje med. Med en overliggende slangelignende fold som uforståelig del af opfordringen, så man gætter vel videre på slangemennesker, slangeøjne, vandslanger, brandslanger og derudaf, måske en opfordring til at holde øje med ildløs. Eller måske er det i al fredsommelighed et dav på det ikonologiske tungemål til det ydre rums eventuelle intelligensvæsen.

 

 

 

Ubehjælpsomt nakkeskind med fine nakkeskinsdetaljer uden videregående signifikans at hefte sig ved, æstetisk såvel som ej heller på anden vis, og noget suspekt ved nakkehårsfrisuren at forholde sig til, hvis det er den tilhørende observans, man bringer i front.

 

 

 

Mandebryst med zebrastriber, svinet til med noget, der ligner nedsivningsblod eller halstarrig rust, ved halsregionen. Det er bare en øjenfryd ekstra af smertefri lidelsessymbolik, at man kan nøjes med at gøre det på et billede, måske lidt ligesom toiletpapir i funktionen, dog heldigvis ikke i æstetikken.

 

 

 

Livlinjernes tætte trafik i et håndholdt bykort uden batteri eller noget, måske femfingerplanen for hovedstadsregionen, her på baggrund af realistisk sort. Eller en livsstilssygdom med enorme variationer i linjer, felter og kulører, måske noget med brændemærkninger, afsnitninger og andet blær for et syns skyld.

 

 

 

Hånd i hånd i hånd i alt i vekslende størrelser, så også det er forsøgt, fotografisk gengivelse af fortidigt og næst- eller dobbeltfortidigt håndtryk i nutidigt. Makabert, fascinerende, utroligt, på den anden side banalt overbevisende, nu det foreligger aldeles digitalt med præg af vaskeægte foto med reputation i kraft af utallige historiske virkelighedstroskyldigheder, som der sågar er baseret historisk uomtvistelighed på basis af i millioner af angiveligt aktive hjerner.

 

 

 

Et petit udsnit af en venstre underarm eller håndryg med samtidigt venesvulmeri. Opsnappet og rekonstrueret så tæt på ofret, som det stort set er teknisk ladsiggørligt inden for de givne omstændigheder for indeværende af tilstedeværende, så er vist alt også redegjort for og afsløret i fuldt omfang.

 

 


 TIL TOPS 


 

 

Et beskedent antal rimeligt seværdige efternølere fra en ekstra harddisk inden for samme kontekst, således malplacerede i den store sammenhæng, men ugideligheden er begyndt at melde sig på banen.

 

Egentlig ganske charmant betonhoved, serveret på nystrøget hvid middags- eller måske alterdug, måske en ble fra genbrugsalderen for sligt, med synlige muskel- og nervefibre, blodårernes indbyrdes netværk og et jammerligt dårligt plejet ar ned over venstre kind. Intet af det ser ud til at gå sælen på, eller mimikken måske tværtimod langtidsresultat af byrden ved netop det nævnte.

 

 

 

Stofstykke med påtrykt personlighed eller, ganske korrekt, tilstræbt illusion om samme. Sandsynligvis tentativt eksperiment snarere end definitivt diktum. Desuden ville det måske være en fordel at kende noget til forhistorien, men det vil føre for vidt at tilgodese dét.

 

 

 

En sæl fra to forskellige hjørner og i to forskellige aktivitetspositioner indlagt i neonnet og sammenbragt, altsammen foranstaltet digitalt i forbindelse med en række lykketræf, så verden måske kan blive større og rigere end tilforn.

 

 

 

Formodentlig et digitalt reklametiltag for vidtskuende ferierejser til Langbortistan henvendt til den ene ende af hyggekrogen bag et sandsynligvis kronisk, uhelbredeligt beboelseskompleks i den tilstødende omegn, som har vækket en eller anden grad af medborgerlig medlidenhed.

 

 

 

 TIL TOPS 

 

Besøg  
042394