Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden ReklameForAØ

 

 ALICE ØSTERBØG OG NOGLE AF

 HENDES AROMAATLASER

 

 

Seneste udgivelse fra bogforlaget Bølshavn Bolsjekogeri (2010), ejet og drevet af Alice Østerbøg, er Fyldte hjerter med tekst af Birgithe Stender-Jensen og illustrationer af Alice Østerbøg. Bogen falder godt i trÃ¥d med forlagets udgivelsespolitik, som er at udgive smÃ¥, tynde bøger med tekst og billeder, som man kan komme igennem i en fart og stikke i lommen og tage med sig til et gensyn eller to. Bølshavns Bolsjekogeri kan kontaktes pÃ¥ telefon  nr. 56959092 eller emailadresse aosterbog@gmail.co

På nettet kan man fx læse følgende om bogen:

Piger, måske er dette ideen, nogen af jer har ventet på. D’herrer: Knap bukserne!... til I
kender den kvinde, I har kig på. I denne lille gyser møder vi Gitte og Niels, der i hver sit miljø
har haft livets skyggesider på tæt hold, og som hver især har fundet deres måde at overleve
pÃ¥. Kønsrolleproblematik? MÃ¥ske? Konsekvenser af undertrykkelse. Ja! Historien tager fat
om sagens kerne på sin egen barske måde. Alt imens Gitte og Niels drikker kaffe i lange
baner ved Gittes køkkenbord, sker der i ejendommen uhyggelige og uforklarlige ting, som
de har helt forskellige opfattelser af. Hvert opslag er en tekstet sort/hvid tegning , der er et selvstændigt nedslag i historien. To kvinder står bag udgivelsen. De mødes med hver sin
udtryksform, der nogle gange forvirrer læseren, andre gange stikker et dobbelt stærkt udtryk
ud, der ikke er til at tage fejl af.

 

Næstseneste udgivelse er Alices Aroma Atlas (2008) med tegninger af Alice Østerbøg og tekster af den sideansvarlige, også den udgivet af forlaget Bølshavn Bolsjekogeri.

 

 

På nettet kan man læse om denne bog, at:

 

 

Nok om bøgerne og slut pÃ¥ reklamen. Budskabet er primært og omega, at de kan købes, smides ud og købes igen, igen og igen og atter en dag, og at Alice Østerbøg har morderlig trang til indtægter.

 

 

NÃ¥, nu talen alligevel er om Alice Østerbøg, sÃ¥ er hun altsÃ¥ ikke noget, jeg har fundet pÃ¥. Hun findes faktisk, selv om hendes hjemmeside forsøger at lægge lÃ¥g pÃ¥ og feje ind under gulvtæppet. Som sÃ¥ ubegribeligt mange andre har Alice Østerbøg en dum hjemmeside, som stort set bestÃ¥r af links andetsteds hen, sÃ¥ man knap nok nÃ¥r at Ã¥bne siden, sÃ¥ er man sendt ud af den igen. Men hun er fx ophav til de følgende billeder og har utvivlsomt ogsÃ¥ meget andet at byde pÃ¥, hvis hun dog bare ville give fra sig. Dette er at opfatte som en benhÃ¥rd provokation med det formÃ¥l eventuelt at fÃ¥ hende til at lave noget mere præsentabelt, retvisende og fuldgyldigt.
   SÃ¥ fik hun sgu da ogsÃ¥ lige den at gumle pÃ¥, sÃ¥ nu har jeg med til vished grænsende sandsynlighed lagt op til øretæver og røvfuld, nÃ¥r hun fÃ¥r tygget af munden og gjort røsten køreklar.

 

 

I modsætning til det sagnombruste tavse flertal har Alice Østerbøg manifesteret mange Ã¥rs personligt intitativ, pladskrævende gÃ¥pÃ¥mod og fantasifuld handlekraft inden for bl.a. revy, teater, film, skønlitteratur, tegning, maling, litografi, skulptur, installationer, skrivepædagogik, næsten voksenpædagogik pÃ¥ dansk, fransk og dramatisk, opdragelsespædagogik, livspædagogik og meget, meget andet, sÃ¥ledes ogsÃ¥ indsamling og langtidsdeponering af hvad som helst gratis med en gnist af idé, og desuden diverse mere, fx rejseri for et helt selskab spredt i alle verdens hjørner, venskabsknytning og personlig tilegnelse af hidtil ukendte færdigheder med spændende fremtidspotentialer.

 

 

Dertil er hun muligvis suveræn og unik verdensmester i skræp, danmarksmester i syrlige drops og lokal både junior- og seniormester i at melde forhastet ud og nægte at trække i land igen.

 

 

Stadigvæk i modsætning til det sagnbesungne flertal, fx alle dem pÃ¥ Facebook og deres venner og veninder og disses venner og veninder og disses venner og veninder, har Alice Østerbøg i sandhed noget at lade andre høre, og det gør hun ogsÃ¥, men ikke pÃ¥ sin hjemmeside, og som en direkte og logisk følge af dette er som sagt hendes hjemmeside dum. Den er endda direkte misvisende, hvis der er fortsat plads her til mere lige ud af posen, opsat mod bedre vidende, en dÃ¥rligere sag værdig, sÃ¥ derfor.

 

 

Som et plaster pÃ¥ sÃ¥ret og for at imødekomme det formodentlig uerkendte savn ude omkring pÃ¥ alle de smÃ¥ pæne, tomme hjemmesider, som sÃ¥ til gengæld kan overdænge mit glashus med allehÃ¥nde slags sten, som deres fantasier forhÃ¥bentlig monne fostre, skal jeg her rÃ¥de bod pÃ¥ Alice Østerbøgs manifesterede dovenskab og tillade mig at lette for en flig af det lidt kendskab, jeg trods alt har til bemeldte.

 

 

De fem tegninger ovenfor er skitser af Alice Østerbøg til et pÃ¥tænkt værk, i første omgang  om klædedragtens historie i den livslange nudistlejr, som vi alle holder i skjul inden under vores fysiske pÃ¥klædning, psykiske overlevelsesdragt og mentale kampuniform. Hvis det altsÃ¥ er sÃ¥dan, vi er skruet sammen til karakter. I anden omgang er det mÃ¥ske noget med at ophæve skellet mellem tegning og anden virkelighed? I tredje omgang mÃ¥ske trang til at gøre tilværelsen lidt pænere, end omgivelserne byder pÃ¥.

 

 

Tegningen herover og den lige nedenunder er to ud af efter sigende omkring et halvt hundrede udkast til illustrering af vinderhistorien i en skrivekonkurrence. Jeg gætter pÃ¥, det er en mus, der er motiv i vægudsmykningen, det er mÃ¥ske ligefrem den mus, der er brugt til Alice Østerbøgs frembringelse af tegningerne. Og nedenunder er det da vist et temmelig umage par, der har fÃ¥et lov at dele billedfelt. Han ser temmelig svensk ud og hun temmelig rystet, sÃ¥ de skal mÃ¥ske lige have lidt tid at sunde sig i. Det kan da egentlig godt være, vinderhistorien er værd at se frem til, nÃ¥r udgivelsen engang bliver tilendebragt.

 

 

De følgende fire billeder er fra et projekteret og muligvis skrinlagt billeddigt med arbejdstitlen Paradis. Adam hedder hovedpersonen indtil videre, det jeg ved af, og hans mål er en kvinde, der spiser kirsebær, som han når frem til efter en tur rundt blandt fugle, dyr og fisk. Der er ingen af disse nonhumanoider, der spiser kirsebær, men nogle af dem bider hinanden eller laver harmonikasammenstød eller siger måske barske lyde i dyresprog.

 

 

Det her er Adam, gætter jeg, det kan han godt ligne. Det er mig et mysterium, hvad han har i munden, måske en tunge med tre dråber mundvand, måske en smøg med tre generationer aske, måske noget tredje med tre af en slags, som jeg ikke kan regne ud. Han er muligvis næsten lige kommet ned fra træerne, halen har han i hvert fald ikke lagt fra sig endnu.

 

 

Gad vidst, om det ikke er Adam i snak med en fisk og en søelefant eller undersøisk telefonmontør. Jo, det tror jeg. Så er det måske sprog, fisken har i munden, perleformede ord og halskædeformede sætninger? Måske var det så også sprog, der dryppede Adam fra tungen på det forrige billede? Det er da en teori, der skaber sammenhæng.

 

 

Det her, det er spændende. Jeg tror, det er en græsk hero eller sagnfigur, der slÃ¥r noget et eller andet ubestemmeligt til plukfisk i fast form og underlivsstrint. Eller mÃ¥ske rusker voldsomt i en gren, indtil det hagler ned med monstro ikke kirsebær, projektets Ã¥benbart ædle damespise?

 

 

Så, nu kører Adam med klatten. Det er velsagtens damen på kirsebærdiæt, han er på vej ind til her. Hun har et håndtag på ryggen, så han kan holde i det og bruge hende som støvsuger, hvis han er stærk nok og trænger til at få gjort rent. Det er måske på den måde, Paradisets have skal åbenbare sig, ved renhedsdyrkende samarbejde i specialiseringens stjernetegn?

 

 

Det er sÃ¥ kunstnerinden herself i egen unikke streg. Eller noget af hende. Forsiden af hovedenden. Den part af pars pro toto, der traditionelt kræves ved hævdelse af en entydig identitet mellem en person og et portræt af samme. Der er altsÃ¥ virkelig sÃ¥ meget interessant i den streg og de streger, som der ikke kan sættes ord pÃ¥, og det er jo lige præcis dét, der er med til at gøre tegningen ekstra relevant sprogligt set.

 

 

Dette billede og de tre følgende er et udvalg af udsnit af et maleri. Hvordan hele maleriet er, ved jeg ikke, men udsnittene fascinerer mig. Jeg har en erindring om, at der til udsnittene hører et projekt, men husker ingen detaljer undtagen disse skæmtsomme snitter.

 

 

Det øverste af disse fire var troligt nok en frækkerttransportør for fuld udblæsning med den glorificerede kommission at bringe en frækkert gesvindt fra højre til venstre. Den næste, just herover, kan så passende være en bedstefar af blandet snegleæt, også han med gloriøse anslag, så det er måske et uartigt møde mellem vejens proverbielle snegl og en nedfalden engel, der ligger et stykke bag.

 

 

Og sådan kunne man blive ved om Jokumsen herover med fuglesko, så han bliver ør i hele frisuren, og fuglen, som bare tror, den er på en ganske normal fodrejse, eller om sortanden herunder, som kigger på hulemaleri, så halskluden stivner og det ikke er til at se, om udsnittet skal være frækt eller ære selve Venus eller en anden godte fra det hold. Men det gør man ikke, i hvert fald ikke her, for jeg vil også lige fremføre et par malerier og installationsskud, inden jeg løber tør for reklamesaft.

 

 

At lave et maleri som det herunder, der i den grad vækker til undren, at selv en af de malte to personer pÃ¥ maleriet spontant mÃ¥ give udtryk for, lige præcis, ja, undren, endda forstærket til noget i lighed med mÃ¥bende skepsis med himmelhøjt opslagne øjne, sÃ¥ vidt jeg kan fornemme, mens forundringsforanledningen, den enøjede mand med dametakserende sidetud, udstrÃ¥ler en hartad sokratisk fornøjelse over at have forceret det pÃ¥syede spiseforbud og bidt en halv tand af gaflen, da det blev hans ellers proformatur til en mundfuld, samt over om lidt at have skjult kniven i ærmet, det mÃ¥ da virkelig være noget sÃ¥ særligt at kunne, at livet slet ikke kan undslÃ¥ sig forbedring derved.

 

 

Og at hænge sit mest intime, laksefarvede, mÃ¥ske uvaskede vasketøj til offentligt dyrskue og selvanden sætte sig i skygge deraf iført oldgræsk bøllehat, at stille sit intimitetsmaleri ud hvert eneste sted, hvor det godt burde ses, i rejsebureauet, pÃ¥ lÃ¥nekontoret, i folkeskolen, pÃ¥ Ã¥rets juleklistermærke og EU-foriske pengesedler, det mÃ¥ da vist kræve kunstneriske nerver af stÃ¥l, der vil noget, som vi andre mÃ¥ske ikke ved, mÃ¥ske ikke engang tænker over, uden sÃ¥dan en løftet pegefinger, der i al venlighed kan holde snoren oppe, ikke sandt? Monstro det er slige forfornemmelser, der driver værket Alice Østerbøg.

 

 

Farveholdningen, formen, tegningsteknikken, det svage sus i trusserne, de sarkastiske kæltringskers svedne smil, passivt uskyldsrene hænder lagt tydeligt frem til magthavernes og autoriteternes uomgængelige, selvhøjtidelige, barnlige, totalt absurde inspektion, for der er naturligvis slet ikke noget at komme efter, og sÃ¥ alligevel, midt pÃ¥ billedet et stykke med himmel af realistisk, ideal, symbolsk â€” et eller andet, mÃ¥ske klisterværk, i hvert fald noget, der binder kanaljinderne sammen med trusserne og bordet og det, de sender fremmedgørende blikke, til et slutprodukt, der siger, at der er, hvad der er, og det er efter lange overvejelser edderbankeme sÃ¥re godt og skal vel for pokker have lov at leve, nu det endda er oplevet.

 

 

Fra en installation installeret i Polen, hvis jeg har passende tjek på mine informationer, med, som det tydeligt kan ses på begge snapshot, nøgne fodspor, så man næsten korporligt kan høre det plaske og se det sprøjte og lugte det gære, høre publikum, dem, der har krænget sig ud af klædningsstykkerne på væggen, sneglet sig fri af de finere ting i glaskrukkerne på gulvet, lugte løfter om og trusler mod publikums svigefulde uskyld i det lette slør mellem klarhed og illusion, se i gulvets eklatante tramp, tramp, tramp, at Alice Østerbøg was here.

 

 

Det var, hvad det blev til her og nu. En enkelt bidragyders lille, teoretiske antydning af Alice Østerbøgs format og formÃ¥en. Herefter er det op til hende selv at tage udfordringen op og arrangere sin side, sÃ¥ den giver mulighed for at fÃ¥ et indtryk af hendes glans og vælde i kunsternes og publikummernes tjeneste i stedet for, som det er for øjeblikket, et udtryk for hendes ladhed pÃ¥ hjemmesiden og muligvis glødende, men sÃ¥ ogsÃ¥ snydagtigt ensidige engagement til diverse andre sider.

 


alice osterbog ib hoy hansen

alice østerbøg ib høy hansen

Til toppen

Opdateret 22/01/2012

Besøg  
043328