Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden DetSætterSig

 

Digtsamlingen det sidste herfra, som forlaget Klim accepterede, så vidste de, at de havde brændt nallerne. Salgstallene så tæt på det røde felt, at man skulle tro, det var løgn.

 

 

Samlingen er genoptrykt i Knæk, Rim & Som og fortjener derfor ikke særskilt opmærksomhed for indholdets skyld. Derimod er omslaget, som det tydeligt ses, udstyret med en tegning af Per Marquard Otzen, og i hommage til den og kunstneren gengives samlingen her:

 

 1. (Ti meter under)
Ti meter under mine blanke vinduer
kører den arbejdende befolknings afbetaling sirligt forbi.
Den ene vej kører der volvoer, renaulter og toyotaer.
Den anden vej kører der folkevogne, audier og citroener.
Til højre kører der forder, saaber og mercedeser.
Til venstre kører der skodaer, fiater og jaguarer.
Til fyraften bytter afbetalingerne rundt. Jeg har set det hele.
En bulldozer arbejder med en overflødig vejundergang.
Lokalplanlagt qvasi for børnehavefrekventer, førlighedsinvalide
og andre hensynsidealer.
Ingen mennesker at se, Olsen, Nielsen, Larsen, Finkelsten med frue,
bag det blanke glas.
Henne på hylden siger vækkeuret tik tik.
Tik tik tik tik tik.
Dét larmer også lidt. Tik tik tik tik.
Tik tik.
Bortset fra lydene er her digterisk stille.
Hvis det ikke havde været for virkeligheden, kunne jeg hænde at høre
en kultur falde til jorden
eller livsleden gro,
de sultende Olsener, de undertrykte Nielsener, de kasserede Larseners
afkræftede protester og Finkelsten med frues indeklemte skrig og gråd
og parringsangst. Den strategerede færdsel og enstonigt vækkeur,
den sterile kuglepen på rex rotary kopipapir
- her er så fiktivt stille.
Hvis det ikke havde været for dét,
så ved jeg ikke.

 



2. (Der er sket)
Der er sket væsentlige ting i min tid med.
En dag fandt de olie i Nordsøen, for eksempel.
Aviserne solgte sig med store overskrifter:
Nokhedskatastrofe! Udsigt til at fødes gældfri! Bwadr, hvor udansk!
Kulhandlerne krævede dagpenge og førtidspension.
Folket sattes til at vente, at oliepriserne ville falde.
At betalingsunderskuddet ville mindskes og efterhånden fordufte.
At eksporten ville bedres.
Politikerne og erhvervslivet profeterede, at landets og borgernes
økonomi ville komme i balance og beskæftigelsen i top.
Der ville blive udskrevet færre skatter.
Der ville opkræves lavere afgifter.
Der ville opstå større udbud og efterspørgsel.
Inflationen ville slå bremserne i og finde frem til bakgearet.
Så skulle Danmark for alvor revaluere og regeringen blive populær.
Den danske krone ville blive mere værd end den svenske,
og Danmark skulle nullerbanke Sverige i fodbold
og have Skåne, Halland og Blekinge
med helt ind under Københavns amt.
Det skulle kort sagt gå ufattelig godt for landet og dets indvånere.

Men energipriserne steg.
Fabrikkerne gik konkurs serielt.
Arbejderne mistede deres arbejde.
Lønmodtagerne mistede deres løn.
Funktionærerne mistede deres funktioner.
Politikerne mistede deres politik.
Vælgerne mistede deres valg.
Efterspørgslen mindskedes.
Eksporten dalede.
Kronens købekraft dalede så meget, at regeringen og folketinget
gang efter gang
måtte have gageforhøjelse for at tro på deres optimistiske profetier.

Gaderne flyder med konservesdåser, indbo, præservativer, hjemløse,
afbrændte cigarskod.
Husene skælver og falder sammen langsomt.
Lys går ud, de skjuler med mørke kulturens og formeringslystens bankerot.
Der ligger murbrokker, smadrede wc-kummer, døde mus
overalt, hist og her rager en skorstenspibe op
eller en faldstamme med fem etagers køkkenvaske.
De går og leder efter mad mellem ruinerne.

Mens olien driver ind over landjordens strande,
på raffineret vis trænger ind i mursprækker, næsebor
og markers grøde
og sammen med andet samfundsnedbrydeligt gør
fremtiden ubeboelig.
Der er sket væsentlige ting i min tid.
Angst for vejrtrækning,
fødeoptagelse, tosomhed,
angst for inerti,
blævrende angst for politikere, psykologer, psykopater, angst
og olie.

3. (Det regner. Bilerne)
Det regner. Bilerne har lys på. Tolv middag.
Der har været arbejdet på vejundergangen i to-tre måneder.
Der arbejdes stadig på den. Hvornår er den færdig?
Hvad skal den egentlig? Den er kun i vejen. Måske beskyttelsesrum?
Vanddråberne løber ned ad vinduerne, som om det var deres egne.
Den svenske radio fortæller udførligt om en hændelse,
hvor nitten blev dræbt og over 200 såret
ved bombesprængning i Storbritannien.
Hvis man skulle déover?
Flyet kunne blive kapret. Hotellet bombet.
Man kunne blive offer for en rovmorder.
Godt man ikke behøver det. Tiden er farlig.
Det regner. Vejret er gråt. Et publikum klapper svensk i radioen.
Jeg har kvalme af sult minus udsigt til mad.
Jeg har stadig tøj og et lunkent værelse, rimelig ro
og en stol men kvalme af sult minus lidt over tolv middag.
Det var en tandlægeregning i elefantstørrelse, der
trængte ind i min økonomis glasbutik for en halv snes dage siden.
Bilerne kører forbi på vej til frokost med mad
med lys på, hjem til intimsfæren og mættende måltid
og på arbejde, hen at lave noget ved noget, der skal blive til noget,
have løn og indflydelse, og så
hjem til aftensmad, fjernsyn, hobbyarbejde, aftenskole,
eller socialt samvær i familien, før arbejdet igen i morgen.
Et trykluftbor oplader sin røst i den silende regn.
Det svenske publikum klapper atter: En har gættet en sang.
Jeg kunne gå ud og myrde en gammel pantelånerske
og røve hendes hengemte åger til mad og tobak,
men verden er farlig,
jeg har ikke lyst til at gå ud i regnen og trafikken
og blive morder
eller møde gademenneskene, der render rundt og har råd til ærinder,
køber julegaver og betragter reklamer for kalkun og rødvin,
lægger forretningskorrespondance i postkasser, bringer varer ud,
lufter unger i barnevogne, hunde i snore og tøj i modefarver,
bygger færdselskanaliserende vejundergang, maler facader,
piller stilladser ned, går på restaurant og bag efter hjem i taxa
på firmaets regning og har det godt, når de ikke tænker for meget,
og lader være med at tænke for meget
og har det godt, skønt byen er farlig
og dyr. Det regner. Bilerne kører forbi med lys på.
Jeg sidder i stolen ved vinduet i mit værelse og
tænker på, at jeg tænker, at livet er farligt,
og byen, og sult, blandt de utallige registrerede dødsårsager.
Jeg ved godt, hvad der er på min hylde i køleskabet.
En halvflad tube mayonnaise,
en æske med noget blåbærsuppepulver,
fire bouillonterninger,
en lille dåse torskerogn,
en halv pakke engelske kiks,
lidt plantemargarine,
cirka fyrre gram te,
mit forråd til jeg kan ikke forudse hvor længe,
måske til hele fremtiden.
Intet kød, brød, kartofler, mælk, ost, grønsager, æg,
intet af det jeg er oplært til at leve af.
Jeg er fem kilo under gennemsnitsvægten
for min højde, alder og køn,
jeg mangler fem kilo
nytårsgrønlangkål med hamburgerryg, påskefrokost, sommergrill,
mortensand, julegås, mere nytårs, jeg kunne spise for et år,
flæskesteg med rødkål, blomkål, rosenkål, bønner og en syndflod af sovs,
ovnbagt hornfisk med persille, dild, citron, løg, eddike, tomat,
stegte duer -mundvand og længsel, regn på en rude, som om den ejer noget.
Jeg er hjemme alene uden livretter, kone og andre livsfornødenheder.
Det svenske publikum klapper af og går hjem
til deres fruer og samvær og parat frokost og telefon,
ringer berømt til venner og bekendte og forretningsforbindelser,
at de har sgu været i radioen, som jeg har hørt i frokostpausen,
mens jeg vedtog at gemme mit forrådslager,
til om jeg får besøgende at beværte.

 



4. (Efterhånden har jeg)
Efterhånden har jeg set utallige biler køre forbi under vinduet,
det er blevet slet og ret en vejbelægning,
flydende metal på gummivalser eller sådan noget,
frem og tilbage, på kryds og tværs, en forstørret mikroprocessor.
Jeg sanser dem ikke som enkeltfartøjer, men som en puls, en strøm i byen,
i husslugterne en konstant dynamisk energi mellem den statiske,
den samme monotone støj, den samme monotone flimren,
dag og nat en jævn flyden af metalpartikler i byens kredsløb,
opbygning og erosion, vekslen mellem sol og kunstigt lys, nu og da flag.
Jeg oplever det vel som en afspejling af, at samfundet er i live
,
og kommer i selvudslettende ro ved at iagttage, at det fungerer uden mig.

Men for lidt siden så jeg en bil jeg kender, som jeg har set før.
Jeg kender ydermere ham, der ejer den, hans familie, hus og arbejde.
Var han i bilen på vej hjem til sin kone og søn?
Så ville han dreje dér og dér og køre ad Søgade og Roskildevej
og på et tidspunkt bremse og slå motoren fra.
Eller havde han lånt den ud? Var den stjålet fra ham?
Jeg kender ham, har set hans hænder på rattet med mig ved siden af,
har set ham træde koblingen ud og skifte gear,
set ham løsne sikkerhedsselen og stå ud af bilen
og gå op ad trappen og lukke os ind og tage frakken af,
sætte sin mappe,
hvor han altid sætter den, i parcelhuset,
under spejlet i entreen ved siden af fem par sko.
I hans køkken et fyldt køleskab. I kælderen fryser.
I stuen lædermøbler, fjernsyn, gulvtæpper, potteplanter og juletræ til jul.
I banken penge til tøj og underholdning og den årlige udenlandsrejse alene
til lidt fremmed, og friværdi i huset og låneværdi på ansættelsen,
hvis det skulle knibe akut eller huset bygges ud igen.
Jeg har set ham kysse konen og kærtegne sønnen og slå græs.
Jeg kender hans far og mor og konens forældre og forældrenes
søskende og deres børn og børnebørn, de er min familie.
Jeg er kommet hos dem allesammen, har spist hos dem og snakket med dem,
jeg har levet med deres minespil i øjnene, jeg kender dem udmærket,
de har deres på det tørre.
Og de kender mig.

Han kender mig godt og ved min adresse, han har været her,
han har siddet i min stol, mens jeg sad på sengen, drukket min te,
set mine billeder, vi har snakket sammen tit og ofte her på mit værelse.
Vi har sets fast en gang om ugen, til han ikke kunne tage min omstændighed mere
og fik afsmag for min reaktion. Han kom fra aftenskole, og vi samtalede
og drak te, som nævnt, og gik ned i Lotus House eller Milva's Place
til en godnat'er før godnat. Han har stået hér og kigget fra mit vindue
ned på trafikken, bilerne, der kører forbi i en stadig strøm.
Og nu kørte han selv, forbi, i sin musegrå renault,
en tidligere forbindelse, og slår hul i anonymitetens anonymitet.

Måske skal hver enkelt af dem i bilerne allesammen bestemte steder hen
til familie, bekendte, forretningsforbindelser, i biografen, på ferie?
Dreje til højre og holde for rødt og lige ud og til højre og venstre,
eller hvorhen deres livs geografi så leder dem, bremse op og stige ud,
gå ind og sige goddag, det er mig, selv om der var én, der stod i sit værelse
og troede, at det bare var bilens og trafikkens og samfundslivets mekaniske robot.

Måske er det ikke kun en afspejlende strøm,
det der evigt metalblanke benzinorgie under mit vindue.
Måske er det autentiske enkeltpersoner, der sidder i bilerne.
Kanaliserede hensigter om livsførelse og forplantning.
Med andel i sorger og glæder.
Kun mig, der er stand by.

5. (Det er præcis)
Det er præcis fire timer siden der var fire timer til nu.
Imens er der kørt 983 biler forbi under mit vindue,
deraf 14 ambulancer og 110 taxaer, 94 busser, 1 veteranbil.
Der er kørt 472 cykler og knallerter forbi,
der er gået 638 fodgængere forbi under mit vindue.
De sidste fire timer. Forbi.
Codanhuset og Kommunehospitalet, det jeg kan se af dem,
og tårnet på Frue Kirke og på Petri og Rådhustårnet har stået helt stille
og ikke rørt sig af flækken, København, i fire timer.
I fire stive klokketimer er der kommet 12 luftbårne måger,
16 luftbårne gråspurve og 1 ulækker due forbi udenfor,
ringmærket hver og én til kontrol.
Træerne dernede har ikke tabt et blad. Det skete før.
Det er vel vinter, om jeg må bede. Frost. Det er det, der holder
fuglene i fatal. For fire timer siden sagde du i telefonen,
at du ville ringe og give besked om i aften om lidt.
Nu ringede du og sagde, at det bliver ikke til noget.
Jeg vil ringe til en anden, hvis jeg har mønter.
Ellers er der biler nok til hele aftenen.
Byen er fuld af biler.
Tal har jeg så mange det skal være.

6. (Der sidder én)
Der sidder en i en stol, værelset fire gange fire meter, godt to i højden.
Radioen spiller. Petroleumsovnen knitrer. Klokken er to. Det er nat.
Ham i stolen, han vil alt andet end være ham siddende dér.
Han vil det kun så lidt, han tør ikke.
Det er vist kun mellem otte og seksten, han skál stå ret ved brevsprækken.
Men det sidder i ham resten af døgnet, at det dér skál han
i den foreskrevne tid for at bibeholde sine rettigheder. Det er háns pligt.
Det mindste man kan forlange af ham. At han er parat til klokken otte.
Han tør ikke give slip på sine rettigheder. Han ejer ikke andet end dem
og en tepotte, en radio, en stol, nogle bøger, lidt tøj, resten til låns.
Han sidder i sin stol og holder fast på armlænene
og vil ud at slås og ud at rejse og ud at synge og ud at diskutere og ud
at elske og ud at røre og ud at drikke og ud at se og ud at ses, berøres,
kommes ved, være sammen, handle, købe ind og skeje ud, være, og arbejde,
være til, ud.
Heftigt vil han sidde i sin stol og være ude, hvor alting sker.
Og gør kun det første. Det andet er overflødigt i hans tilfælde.
Der vil blive set med ublide øjne på ham, hvis han åbner døren ud for ham selv.
Det vil overhovedet ikke blive hilst velkomment.
Det er risikabelt at åbne døren.
Der sidder en mand parat til at stå ret,
mens radioen fortæller om flykapringer, henrettelser, bombesprængninger,
lystbådeskat, mellemøstenkrig, forsvarsforlig, dagpengenedskæringer,
Storebæltsbro, årets første tomater og spiller Bellmans viser.

7. (Præsten ser ned)
Præsten ser ned på de fire sædvanlige.
Forældrene ser ned på de sædvanlige nul komma ni.
Læreren ser ud over de enogtredive sædvanlige.
Ordføreren ser ud over de hundredeotteoghalvfjerds sædvanlige.
Direktøren ser ned på det sædvanlige personale.
Obersten ser hen over det sædvanlige regiment.
Speakeren ser på den sædvanlige mikrofon.

Som sædvanlig er der en forventningsfuld tavshed hos de påsete.

Præsten, forældrene, læreren,
ordføreren, direktøren, obersten og speakeren
åbner som sædvanlig munden
og giver det sædvanlige resume af grundloven.

Med lov skal man land bygge.
Vi giver lov.
I bygger
og holder kæft!
Og Jer, der har trukket en nitte,
skam Jer.
Gå hjem og skam Jer hver især.

8. (Selv det mindste)
Selv det mindste ord eller muskeltræk
er ikke for godt til at retfærdiggøre vreden,
når man nu engang er vred.

Når den blå vase plejer at stå hér,
er der ingen mening i at stille den dér.
Og når der ikke er mening,
må det gjorte gøres ugjort.
Det er frækt at gøre noget,
der bagefter skal gøres ugjort.
Det er okkupation af egen og andres bevidsthed.
Det er det rene hedenskab.

Da konen og børnene ikke mere orkede at stå model
til vredens årsagsforflygtigelse, så meget kan jeg indrømme,
sagde de pænt farvel og låste døren mellem os.
Skal jeg være realistisk havde jeg vist også slået dem lidt.
Meget.

Jeg har en celle, fire gange fire meter,
musikradioen og selvforagten som falsk sikkerhed
mod tom- og ensomhed og træk.
I vinduesgabet et skiddengråt København
med giftigthvide lysstofrør og afstand til mig.

9. (At de dog)
At de dog ikke skammer sig over at skamme sig sådan.
De skammer sig konstant, men lige meget hjælper det,
de bliver alligevel ikke færdige til tiden.
Det må lades dem, at de gør, hvad de evner, for at benægte det,
skammer sig med rasende fart på alle de måder de har lært,
nogle har endda læst bøger om andre måder, som de vil sætte farten op med,
men de når det ikke.
De bliver bare aldrig færdige.

De skammer sig gule og grønne, verbalt, fysisk, mentalt, følelsesmæssigt,
helt malebarisk og euforisk, nogle med elektroniske hjælpemidler sågar,
i vilde mængder, nat og dag. Søgne som helg. Hver måned. I årevis.
Men færdige, det bliver de selvfølgelig ikke.
Der bliver ved med at sidde i dem en rest skam,
de formår det ikke, et livslangt nederlag,
at de dog ikke vil indse det og komme i gang med noget andet.

Ufatteligt, så formålsløst varieret - men lidt flot ser det sgu ud,
som de fistrer rundt på hænder og knæ og sukker:
"Jeg skammer mig."
"jeg med."
"jeg gør mest."
Men det ér for sent. Tiden iler.
Dét svider nok.

10. (Når solen rider)
Når solen rider vestpå
og endelig er væk
med samt det monotone dagslys,
passerer hinsides Valby, videre over Sjælland, Fyn og Jylland
og fjæler sig bag Vesterhavet i en svir af sviende rødt,
begynder denne hovedets stad
at feste!

Metropolen fester dernede,
uden dans og sang,
med manier,
og depressioner,
og vold og halsbrækkende hyrevogne,
uden smukke smil af livslyst og festrus
på byens soldende fjæs.

En dødslatten,
skæbneforladt strandvasker
byder sig til for solen og dagens lys
livløs på kanten af Øresund
hver næste morgen, mens arbejdere og funktionærer
køres til deres virke
udslukte.

11. (Jeg har en)
Jeg har en meget henrivende stol,
som jeg er glad for på en rationeret måde.
Andre har en mand eller dame eller et job de klynger sig til
gennem livets lagkage
og elsker, danner fællesskab og fremtid og virkelighed med,
som de skændes og slås med,
prøver at lave om til deres egne ændringer
og ikke kan være foruden ved et valg.
Men mig er altså forundt en stol som livsledsager,
fire faste, buede ben, et fladt, velpolstret sæde, stærke arme
og en ryg, der svajer min i møde, når jeg har afsluttet dagens retstilling,
stol på en smuk måde, på en meget smuk måde mit herskersæde,
det er ikke for stærkt sagt, hvorfra jeg styrer byen og livet i min fritid.
Jeg er ikke forelsket i stolen, jeg er færdig med forelskelse,
har ikke råd, slet ikke på den måde, eller afhængig af den,
heller ikke, jeg ville snildt kunne undvære den,
bare jeg fik chance for at rejse mig op først og indtage en lønnet position.
Jeg vil gå så vidt som til at påstå, at jeg i et sådant tilfælde
med glæde ville forære den væk til én som mig nu og uden stol.
Men jeg holder meget af den
lige nu,
mens jeg sidder i den.
Den er min plads uden for notorisk arbejdstid.
Min plads.


12. (Jeg har været)
Jeg har været fange af denne celle i ét og tre kvarte år.
Imens har jeg malet ti billeder i olie,
skrevet tre hundrede sider det ene og det andet,
haft tredive besøg,
læst tohundredetyve bøger,
været en gang hos tandlægen,
været to gange i biografen,
været på ti privatbesøg,
været en gang i Hillerød,
en gang i Kastrup,
atten gange på arbejdsformidlingen,
arbejdet fire uger,
sendt en frakke til rensning,
en bog til Holbæk,
breve til Roskilde,
tanker hid og did.
Jeg har boet i værelset ét trekvart år,
og jeg er endnu ikke blevet skilt fra kone og børn indeni
eller fra folkekirken i praksis,
jeg har ikke faet gjort noget virkningsfuldt ved min jobsøgning,
jeg har ikke levet livet efter samfundets norm
og er ikke blevet en skid mættere af dage i ét trekvart år.
Dette er et katalog over milepælene i min seneste tid
og udsigt.

13. (Rund fødselsdag midt)
Rund fødselsdag midt i det hele.
Fest, familie, venner, sjov og gaver
blev i alt til fire pilsnere fra mig og et kort, koldt telefonopkald fra min mor,
så jeg gik på biblioteket og orienterede mig i Ekstra Bladets annoncer
under personlige, jeg trængte lige præcis til at være lidt personlig, hæ-hæ,
hæ-hæ, uden fremtid til at indlede noget fast, hæ-hæ,
hæ-hæ, jeg havde en lille skid på, et par frustrationer,
og så måtte der jo godt ske noget dén dag i hvert fald.
Det var en annonce på Gyldenløvesgade jeg ringede til,
en dame med dyb, raspende stemme og fløjtende s-er.
Jeg så for mig en svampet madame med en stor cigar i en ildrød kæft,
hundredefyrre kilo blæverflæsk pumpet ind i sort, kniplingbesat dameundertøj,
det hele henslængt i en gammel, blomstret lænestol ved siden af telefonen,
aske på gulvet, et bekræftende grin hen til hende, der skulle tage sig
af det praktiske, måske datteren eller den nærmeste købmands kone,
telefonrøret, når madamen slap det, klistret af blodhøjtrykket håndsved.
Associationerne er sikkert et resultat af overfladisk
kendskab til Maupassants og Lautrecs produktioner og inspirationskilder.
Beskeden var, at hvis jeg kunne komme med det samme,
så skulle de nok sørge for, at jeg gjorde det.
Jeg hentede mine kroner og tog bus til Oehlenschlægersgade,
soleklar over fejltagelsen og sikker på, at jeg kørte rigtig.
Vel ankommet satte jeg mig i min lette rus og solskinnet på en trappesten
og så nysgerrigt på nogle børn, der i deres frie leg
administrerede den tilbørlige hakkeorden sig imellem,
så de kunne samfundet på fingrene, når de var gamle nok til at måtte.
Da jeg havde set mig tilfreds og fundet fremtiden i gode hænder,
gav jeg dem hver en tier og tog bussen retur.
Sådan blev jeg tredive.
Og undslap mødet med den svampede og Maupassants og Lautrecs
hævdvundne realisme.

14. (Hvad kan jég)
Hvad kan jég gøre for at bøde på alt det i min omverden
jeg finder forkert, uretfærdigt, ondt, sadistisk?
Er der anden grund til at virke i dette samfund?
Jeg ser ingen udvej, der tillader mig at blive siddende, som jeg er sat.
Og det er det eneste jeg føler mig sikker i,
at blive siddende, at blive siddende, i den traditionelle fritid,
og ellers stå ret, at udfylde den tilmålte plads.
Jég kan ikke med føje sige til dem, der mangler næring af det ene eller andet:
Her er fem brød og to små fisk, eller u-landsbistand, eller bistand,
eller dagpenge, eller gaver, eller løn, eller råd og forståelse,
æd løs, lev løs og bliv mætte og tag resten med hjem.
Jeg har intet at tilbyde
dem, der mangler tryghed, kærlighed, et venligt ord, medmenneskelighed.
Intet.
Intet overhovedet.
Økologien, den kosmiske balance og så videre,
alle radioavisens rubrikoverskrifter, intet har jeg indflydelse på,
frataget alt undtagen lidt,
en af de manglende er jeg, jeg vil ikke undvære noget jeg har,
får kun, så jeg lige kan holde mig oppe midt i reklameorgiet,
til hvis der engang skulle blive brug for mig, hvad intet giver mig grund
til at håbe, de konstante indskrænkninger i mine muligheder taget
til efterretning.
Til uforanderlig efterretning.
Interessen for mít ve og vel kan også måles i kroner og øre.
Den er for nedadgående, kan jeg vist roligt konstatere.
Bevares, viljen er der, jeg har medlidenhed, ubrugte evner som velgører,
føler medynk og dårlig samvittighed, jeg er et menneske med følelser,
det er jo også min skyld, at i det ene land dyrkes al jorden til kaffe,
i det andet til bananer, i det tredje til gummi, i det fjerde til tobak,
i det femte til cacao, i det sjette til te, i det syvende til vin, i det
ottende til appelsiner, i det niende til eksport af alle de grønsager og frugter, som
landets befolkning ville kunne leve af ernæringsrigtigt,
ikke fordi jeg har råd,
men hvis jeg havde,
så ville jeg saftsusene købe ind og æde løs
og medvirke til, at i bare dé ni lande må befolkningen leve
med ris og hvede og fejlslagen modermælkserstatning.
Gu pokker har jeg da medlidenhed. Men der er ikke meget realitet i det.
Det er bare en holdning. Jeg har, hvad jeg skal bruge på lavt blus.
Jeg har ikke håb til at rimeliggøre et savn selv.
Jeg har ikke råd til medynk med andre.
Når jeg kigger i forretninger, er det eneste jeg kan betale til andre,
det er sgu ris og hvede. Fra overskudslagrene systemrytterne investerer i
med vommefed fortjeneste. Jeg er en rotte. Jeg vil være mæt.
Jeg ved ikke, hvordan det er at have behov efter naturmetoden,
naturen selv sværtet til med kaffe, cacao, vin, te og sydfrugter,
behovsteorierne sværtet til med demagogi, mennesker med lov, teknologi
og feudalistisk ejendomsret. Mad, tøj, husrum, materiel tryg- og velbjærgethed
på et minimum, dét har jeg og afgiver ikke en tøddel,
at ikke hele konstruktionen skal ramle.
Kærlighed, medmenneskelighed, sådanne ord
siger mig kun, at jeg har et tomrum,
et uopfyldt postulat i min eksistens, og hvem postulerer, folkeskolen,
radioavisen - der er noget medmenneskeligt jeg ikke har
og ikke råd til at savne, hvorfor kan de andre ikke undvære,
de sorte, muhammedanerne, asiaterne, østblokken, kvinderne, børnene,
de evnesvage, og hvorfor er det de svage jeg hakker på, hvorfor kan de
stærke ikke undvære,
direktørerne, godsejerne, politikerne, de velbjærgede, alle dem, der
uden blusel gøder med mennesker, sår med foragt og høster med maskinpistoler
profit, ridderkorset og ærefuld begravelse fra Holmens kirke
sendt forskudt, så det ikke er midt i maden.
Jeg slår hovedet fra.
Som Jørgen Hjorting vil jeg ikke vil jeg ikke tænke på noget,
som jeg ikke kan gøre noget ved uden at gøre noget.
Hvorfor skulle jeg føle dårlig samvittighed?
Jeg sidder jo bare hér og eksisterer, det må jeg ikke sådan lave om på.
Jeg vil ikke. Er ikke 100% sikker på, at jeg gør, alligevel,
hvis Jørgen Hjorting skulle spørge.

15. (Når min etages)
Når min etages telefon ringer, tænker jeg to ting samtidig:
Det er til mig, det er ikke til mig.
Jeg får altid ret, og det er jeg oftest ked af.
Hver morgen tænker jeg: Der er brev i dag, der er ikke brev i dag.
Og hvor har jeg dog evig ret.
Der ringes meget lidt til mig,
der skrives ganske få breve til mig,
jeg far uhyre sjældent en invitation
- i forhold til mit øjeblikkelige behov.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rette en henvendelse
til min forhenværende bekendtskabskreds,
mine urealiserede forretningsforbindelser,
alle I kolleger jeg havde fået hvis
og alle jer, der blev forbigået ved coitus interruptus, præservativer
og ensom onani:
Skriv noget oftere, ring til mig, inviter mig ud,
kom og besøg mig her på mit værelse.
Det er trivielt at skulle være den, der henvender sig altid.
Er det Jer virkelig så magtpåliggende, at jeg tigger om identitet,
før I tilstår mig den?
Jeg vil samtidig endnu engang pointere:
Ring kun på tidspunkter, hvor det passer mig.
Undgå dårligt sprog og ligegyldigheder.
Inviter mig kun steder hen, hvor det er godt at blive set.
Tag proviant og andre fornødenheder med, om I kommer hér.

Vær med mig, som I selv vil væres med.

For øvrigt, bliv væk. I må ikke kende mig sådan.

16. (Det bedrøver mig)
Det bedrøver mig ganske sagte,
som at frankere et brev jeg så alligevel ikke sender,
at mine venner ikke er mine venner men forhenværende.
Eks.
De er mere bekendte,
som jeg siger hej! og smiler til,
når vi mødes på gaden eller via telefon.

De har så travlt, mine eks, det har de.
De skal på arbejde
og på kursus
og på orlov
og lave julegaver med børnene
og føde børn (eller hyæner)
og gøre rent i hjemmene
og på besøg hos deres venner
og til udlandet eller torskegilde eller jubilæum
og holde hjulene i gang
og holde hjulene i gang
og holde hjulene i gang,
jeg har kendt nogle af dem, der holder hjulene i gang,
de har travlt.

Ingen af dem har tid til mig.
I forbifarten tilkaster de mig,
at mit problem er slet ikke indviklet:
Jeg skal bare lave noget.
Og lægger røret på eller iler videre, for de har løst min gåde og travlt.

17. (Det står helt)
Det står helt klart for mig nu:
Jeg begik nogle fejl og taktiske brølere,
gik skævt af systemet, og det måtte der bødes for.
Måske skulle jeg aldrig have ladet mig undfange
trods sagens morsomme perspektiver
men være blevet i mig selv.
Egentlig var det ikke til at forudse,
at det ville gå, som det gik.
Men nu bagefter kan jeg godt indse,
at det faktisk måtte gå sådan, alt taget i betragtning.
Og det blev mig, der kom til at bøde for det.
Det blev ganske reelt mig,
der involveredes passivt i denne sag,
så det måtte så også blive mig det gik ud over,
da det faldt mindre heldigt ud, resultatet,
til min ugunst, jo, men sagen var jo min.
Nej, det var ikke til at forudse, som det gik.
Faktisk var det ganske ulogisk, at det hele forløb sådan.
Jeg kunne ikke med rimelighed forvente af mig selv,
eller af andre, at der blev handlet, som der blev.
Sådan sker det altid i den slags sager,
det siger statistikken, og jeg har aldrig hørt
eller læst eller erfaret, før nu, at det overhovedet
i det hele taget
så konsekvent
kunne gå i dén grad akavet til
i situationer af den type, som jeg repræsenterer.
Men nu gik det altså, som det gjorde, hverken værre eller bedre.
Og det blev mig, der måtte sidde med svien.
Ingen ville nok have gjort det anderledes.
Men hvad. Det gik, som det gik.
Og jeg modtog konsekvenserne.
Jeg kan ikke komme uden om, at det også var mig.
Jeg har tid til at forsumpe mig i det.


18. (På Assistensen ligger)
På Assistensen ligger Kierkegaard
og andre dumme svin med tanker om hiin enkelte.
Der står fjorten gravsten,
som jeg alvorligt overvejer at indlemme.

De dækker, jeg har målt efter,
nøjagtigt min ene væg,
når de bliver sat op på store vinkeljern,
som jeg også har målt plads til.

Men de kan sagtens, de er døde.
Jeg skal leve med lortet de har ladt.
Og væggen, den kan sikkert ikke bære det.
De vil nok ikke savne noget. Men jeg savner en ladvogn.
Og kørekort. Og den fornødne frækhed.
Og den tilstrækkelige trang.
Og man må ikke stjæle.
Og tanken er blasfemi.

Desuden er projektet for originalt for min neddroslede smag.

Men Peder Laale er i mine tanker:
Døde er døende mands venner.
Søren Kierkegaard, min ven. Min ven Peder Laale.
I er glasur til én med overskud til en holdning.
Også Camus’s gider vi begå selvmord eller gider vi ikke er fis.
Men jeg er lykkelig for jer alle
og ville være glad
død for et par måneder siden.

19. (Hunger kan gøre)
Hunger kan gøre mig blød i knæene
med tanker som
ost og fedt på surbrød
eller en rundtenom med tomat, karse og hakket løg
eller begge dele
og bilde mig ind,
at det må være lykken.

Forestillingerne fortrænges ugentlig ved en søndagstur
til byens gratis glæder.

Jeg går til hver en ildebrand
med flammende røg af brændende kærlighed
og brøl af smerte fra halvt forkullede grillstege,
nyder den hulkende deltagelse
hos stegenes pårørende, hvilken livsappetit!
Jeg står savlende hos,
når de samler et sødmælksbarn op
parteret af et privat eller offentligt køretøj.
Jeg slubrer i mig det langtrukne skrig,
når en mislykket overlæge kaster sig ud fra Rigshospitalets tinde,
og det bløde bump,
der gør ham til bankekød,
grydeklar som ind i helvede!

Af sådan en søndagsudflugt føler jeg,
at der sker noget,
at livet er i gang med at leves,
at byen er ernæringsrigtig.

Genspejlinger af alle de køkkenredskaber:
bomber, napalm, maskingeværer og bajonetter,
og opskrifterne: hungerkatastrofer og folkedrab og borgerkrig,
af køkkenbålene ude i verden,
kampen for madideer, kogemagt, bordets hædersplads,
for det at komme først til fadet,
for selve livmålet,
af det store ædegilde, af artens særkende,
som den neutrale speaker
varierer om hver dag klokken atten tredive.

Hvornår kommer der nogen af dem med fem kokkehuer til byen,
de grønne baretter, de skævøjede, Ivan,
CIA, MI5, KGB, IRA, AOS, al fatah, assassinerne, jesuitterne,
korsridderne og Ægyptens plager?
Pest og kolera, syfilis,
ske tak og lov vi har AIDS og uropatruljen,
alt og alle skal være velkomne med fem kokkehuer
og køkkenindustriens sidste kollektion af
pistoler, kampvogne, bombefly,
fragmentationsbomber, håndgranater, forgiftede papirkugler,
nervegasser, spidsfindige bakteriekulturer,
hjerneskrumpende argumenter for det indre marked, broerne mellem
Sverige og Tyskland, Sjælland og Fyn,
og hvad industrien for den ædle madkunst ellers har at byde på
af raffinerede effektiviteter.
Når de bare er gale i kokkehuerne
og slagter og parterer og skærer ud og panerer i alle retninger,
smider om sig med krydderier
og flamberer
og laver byen til mousse,
mens blenderen formidler kødstykkernes
skrig og skrål og halvvrælte jamren i tilsluttet højttaler.

Putter i tarm, koger, lagrer, sælger skivevis,
så man kan få til et par håndmadder.


20. (De bevæger sig)
De bevæger sig omkring hinanden,
bønderne, springerne, løberne, kongerne, dronningerne,
de ser for hinanden
regler, normer, konventioner,
som udfyldes godt eller skidt,
som man nu har humør og lune til,
som reglerne leder deltagerne omkring hinanden
fra ét felt til et andet til et tredje
til det andet eller første igen eller et fjerde,
som spillet går, godt eller skidt.

Olieoprindelsesbrikkerne bevæges til at bevæges
til at bevæges.

Reglerne følger reglerne.
Brikkerne røvpuler, for nu skal det bare ske,
noget skal bare ske, der skal bare ske noget, noget skal ske,
noget røvpuling, noget med røv, noget sjofelt,
noget.

Felterne er måske lysokker og brændt sienna, måske
på pap, hvem ved.

Skakmat!
Skakmat!
Skakmat!

Alle plasticbrikkerne og reglerne er skakmat!
Der er skakmat orm i det ene bordben!
En spiller har cancer i lunger, bugspytkirtel og lever.

En anden har i al almindelighed kræft. Ligesom os andre,
der er orm i et andet bordben, i pladen, i sargen,
der er orm i ormen, det er skidesmart,
der er ild i værelset,
loftet skrider, fundamentet synker,
brandfolk tapper på ruden:
Kom dog ud! Kom dog ud! Red Jer! Gør Jer frelst!

Rejs Jer op! Kom væk! Det brænder!
Smadrer ruden og karmen: Vågn op!

Flammerne river dem i skægget og håret og canceren,
deres tøj bliver selvlysende,
loftsbjælkerne eksploderer enormt
og falder sammen, gløderne -
gløderne-gløderne-gløderne-gløderne -
gløderne farer uforudsigeligt rundt i værelset,
gløderne stiger stejlt, flader ud, looper - dykker
efter kød! - som karateslag -
gløderne lander, landingen brænder,
brikkerne brænder, spillerne brænder,
møblerne, det hele, brænder og brænder og brænder og brænder.

Brandfolkene observerer målløse, de er skakmatte
helt til sokkeholderne.

Skakmat!
Bønderne, springerne, løberne, tårnene, kongerne,
reglerne, normerne, konventionerne,
spillerne, brandfolkene, bordet, stolene, vinduet,
værelset, loftet, huset,
landet,
reglerne, reglerne, reglerne,
reglerne-lerne-ne!!
Hele situationen og dens omgivelser!
Verden er skakmat!

21. (Uden for en)
Uden for en fælles rude går en kvinde tur
i københavnernes by
på de endeløse, smølede gader
med opgejlede butiksvinduer
i alle stueetagerne
og vejopbrækninger, trafikofre og banker
på alle gadehjørnerne.
En lille, lunken kvindedansk
tripper sit Illumtøj for en million
i zigzag mellem ubetalelige hundelorte
og tomme poser fra flæskesvær
på den sjaskede Louisebro.
Vender en nypresset, konfektionssyet kvinderyg
og en fimset frøkenknold
til importerede fremmedarbejderes
og hjemmelavede punkeres
gejle blikke,
brystvorteblide tænder,
elastisk fjedrende lemmedaskeri
og tissemænd.
Hvis man turde håndelaget, pik! Tårnhård!
Hun klemmer et øjeblik sit lille, lunkne, tungtstønnende frøkenharnisk
mod Louisebroens isblokkebrystværn,
knuger aspargesfingre med sig selv,
men hvis hun havde haft pik!
Det er evident: Hun ville være mere tryg
med strikketøj og korsstingsbroderi
for en uhildet iagttager.
Mundvigene mimrer som sylte,
den kirsebærrøde jomfrumund -
eller om hun kunne strø lidt overflodsbrød til Sortedamssøens tamænder,
københavnerbyens arbejdsfri husdyrhold.
Ryggen tripper om et hjørne rundt
og er væk.
Hun kan vel være bankassistent eller noget ved kommunen.
Cirka femogtyve år. Fremtidens mor.

 



22. (Stoler slet ikke)
Stoler slet ikke på dig.
Tror du er propfuld af løgn i fækaliekategori.
Du siger at sidde på dit værelse og glo og dagdrømme
ud fra din barndom eller nowhereland eller omstændighederne.
Du ærgrer dig over din fortid, dit liv, dine pligter.
Du føler dig snydt af gyldne løfter,
som du fik fra børnebøgerne, religionsundervisningen og tv.
Du føler dig utilstrækkelig.
Du lever ikke op til de krav din omverden stiller til dig.
Krav krav krav krav krav krav krav.
Og du reagerer ikke imod dem, der stiller kravene,
kravene, kravene, kravene, eller mod de krav de stiller,
krav krav krav krav krav krav krav.
Du sidder på dit værelse, på dit værelse,
og glor,
og dagdrømmer,
og springer ikke op
og rydder ikke ud
i begrebsforvirringen,
du fistrer ikke ud og griber udbytterne i kværken
og kræver dem til ansvar for dit forfejlede liv,
hvad enten rigtigt eller forkert, intet gør du,
du gør intet,
intet.

Du giver dig selv skylden
og føler dig engleligt ufuldkommen,
du alene er pænt utilstrækkelig
i dagens Danmark.
Det holder du for dig selv. Du vil ikke skille dig ud
eller give noget sart.
Du er usikker og utilfreds,
du skælder ud på din omgivelse, brokker dig over din omstændighed,
forsømmer din lyst og har dårlig samvittighed
- og skælder mere ud og smækker med døren,
du sætter dig på dit værelse og glor og dagdrømmer
om din barndom eller nowhereland.
Du siger du er glad, tilfreds, superlykkelig og ekstatisk,
hvis jeg kommer indenom og spørger.
Du er fantastisk fuld af løgn, skidepresset,
pølsefast, du er eventyrligt utroværdig.
Jeg stoler ikke på dig over en dørtærskel.

Måske tror du selv på det du siger eller påstår
eller postuladerer som gyldig uniform,
måske tager du ikke stilling til det du sludrer i al midlertid.
Måske du holder noget for dig selv, fordi du ikke vil skilles ud.
Måske du er gået helt i baglås.

I det andet værelse sidder din næste og ærgrer sig.
Ved siden af sidder naboen og ærgrer sig.
I den næste by sidder de og ærgrer sig gule og blå.
Vi har det godt. Vi har det godt. Superenormtfantastisk godt.
Vi har det jo rimeligt fantastisksjovt godt.

Jeg har det fanme ikke godt. Du har det ikke.
Det værste er, at jeg ikke tror på dig. Ikke har tillid.
Tiltro eller tilvænning.

Jeg tør ikke fortælle dig det.
Jeg har ikke andre at sige det til.
Det er ret formålsløst at forestille sig et folkeslag på dét grundlag.
Jeg er saftsuseme utryg.

23. (Du er jo)
Du er jo ikke i gang.
Du sidder fannerme her og forsøger
at overbevise dine spytslikkere om, at du er et menneske
med medfødte rettigheder. Dine spytslikkere tror,
at du er lykkelig og i harmoni og blot skal af med lidt galde,
som det kan overgå enhver. Dine spytslikkere oplever,
at du vandrer afsted, glad fløjtende,
snakkende med fugle, blomster og himmelske skyer,
at du kun nu og da ind imellem har en af dé dage.
Dine spytslikkere ser, hvad de vil se, uden at det skal koste.
Deres opfattelse af dig hindrer dig i at komme i gang.
Den er blevet den smukkeste af dine egne opfattelser
af dig som socialt væsen, hvad der af dig ses.
I isolerede stunder anser du dig for gud og guru Mystix
og ren væren.
Sidden i en stol eller på en grøftekant
midt i København, ren væren midt i København.
Alle andre stunder bliver også isolerede,
det skylder du dine spytslikkere.


24. (Rundt på byens)
Rundt på byens nussede gader i fineste søndagspuds
går folk og kvinder og børn og mener,
at det de mener er rigtigt ment, for det har de lært.
De har også lært, hvad de mener.
De er forurenede i tanke, ord og gerning, kun tøjet uden en plet.
Fra mandag til fredag passer de deres respektive donte,
i weekenden skal samfundet tage sig ud som virkelighed,
så har den saftsuseme også at være renskuret!

Madsen går, en stout, før, kraftig, fedladen MAND,
hvis man skulle være i tvivl, midt på fortovet
og ser lige frem, helt til enden af sin svampede næseklump,
ikke en my længere, ikke en bueterts videre,
ingen skal fandanseme få ham til dét.
Det er søndag. Han har sit tøj og sin familie på. Han går.

Fru Madsen, født Nielsen, gift Madsen anden gang, småløber efter
denne brede ryg, disse brede hofter, brede lår, brede skuldre,
efter Madsens fødder, der flytter sig fast, regelmæssigt, målbevidst
på hver side af fugen mellem fortovsfliserne
og drager hende af sted hjem til gasblus, gryder, kød, opvask og selvmordstanker,
når de er færdige med at gå søndagstur.
Tager familien sig ordentligt ud? Gør de hinanden skam eller ære?
Stikker de af fra de andre eller består? Hvis nu nogen så på dem.
Junior, Madsen junior, en lille knægt på fyrre pund,
et smukt barn, et lovende, levende, oplivende menneske
med lyst til at smitte andre uhelbredeligt med humør og fantasi
- men knægten allerede meget mere end blot aner,
at humør, fantasi og opliveri er forbudt, det tapper jo
af den energi, der skal medgå
til produktionens, institutionernes og normernes opretholdelse
samt det enorme besvær med at holde sig voksen.
Den lille kan også til pænt over dumpegrænsen,
at det gode, det sande og det skønne er bandlyst fra landets grænser,
i skærende modstrid med samfundslivets højtidsstemte alvor,
trafikken, alt det kræftfremprovokerende, arternes forsvinden
og den øjeblikkelige politiske og økonomiske situation,
som man ser den fra Christiansborg og Strandvejen.
Desuden er han ved at få indblik i, at hans hverdagslige adfærd
minder om forældrenes til dagdrømme henviste utopia
minus statussymboler, ugebladslæsning og fjernsynsserier,
at de er socialiserede og han endnu kun lidt,
og de har ret, for de har magt, for de vejer mest og er ældst.
Han holder sig bag Madsen og født Nielsen gift Madsen
og udfolder sin - jamen også det ved han skam allerede -
illegale lyst til at pille ved en parkeret cykel,
samle et stykke brugt tyggegummi op,
vrænge ansigt ad sig selv i en blank butiksrude
til deres vandrende rygge, for deres facader vil ikke dele,
hvad han tilbyder, og han hænger jo på dem.
Nå pyt, om nogle år tager han afsked med sig selv
og bliver voksen.

25. (Når Nordens præster)
Når Nordens præster og biskopper begynder at praktisere næstekærlighed,
står du offentligt ved, at du gør det privat.
Når politiet overholder gældende love og bestemmelser,
må du jo ændre din tro på, at de åbenbart kun gjaldt dig.
Når lærerne begynder at undervise for børnene hver især,
tør du tage den dér kontaktannonce frem af skuffen, du ved.
Når underholdningsindustriens folk og fæ realiserer deres
rosenrøde drømme i stedet for at lade andre betale for,
at de forbliver i medierne upraktiserede og upraktiske,
vil du begynde at drømme med glæde og ren samvittighed og vågne villigt.
Når det er muligt at dyrke levedygtige blomster i en levedygtig verden.
Når jeg og du og han og hun får magt, som vi har agt.
Når ansvarlighed og respekt kommer før intriger.
Når statsministeren siger: Jeg vurderede forkert.
Når formiddagsbladene skriver: Vi fortegnede billedet.
Når erhvervslivet reducerer fortjenesten til det nødvendige
og indretter produktionen efter kosmos.
Når samfundet siger: Undskyld for arbejdsløsheden.
Og andre utopier. Når fuglene flyver baglæns
for sjov
og der bliver syv søndage i ugen
for alvor,
kan der opstå nogen at dele hænder med
og spredes.

26. (Godt, godt. Du)
Godt, godt. Du kender intet til livet så.
Du ved ikke, hvordan man kommer op i samfundet,
bliver en god borger, der er tilfreds med det

Med at være en god borger.
Du ved ikke, hvordan man træder i karakter
og afsætter sin fremtid i tjenesteforhold.
Du ved det ikke.

Men du kender besættelsen.
Du kender et sugende savn, et nagende drag
efter samfund du ønsker at være borger i helhjertet.
Det fællesskab du ønsker at tilhøre.
Det liv du ønsker dig. Og visse andre.

Den hylende gale, ragende sindssyge,
muntre passion er kvintessensen deraf.
Den totale besættelse af liv
i en hvilken som helst form.

Ikke det til rådighed værende liv
blandt mappedyr i strategiske interessesnore.

27. (Rolig! Så! Ssh!)
Rolig! Så!
Ssh!
Der var det igen.
Nu helt forsigtigt.
Vær stille!
Jamen vær dog stille!
Så sid dog stille, for satan!
Nu er det der igen.
Mærk! Med hånden, dit fæ.
Kan du ikke føle noget?
Nej, der var ikke noget alligevel. Pokkers!
Sid stille! Der er det. Slap af!
Nu var det der. Mærkede du det ikke?
Jamen vær dog stille! Relax!
Prøv så lige at koncentrere dig. Bare lidt.
Bare en smule.
Bare en lille smule!
Jamen prøv dog, mand! Prøv!
Du forsøger jo slet ikke at være med!
Ssh! Nu er det der igen.
Nu. Nu! Der var det.
Mærkede du slet ikke noget?
Ikke det fjerneste?
Så du det ikke?
Dér og dér! Der var det igen.
Kan du slet ikke føle noget sammen?

 



28. (Himlen trækker op)
Himlen trækker op. Det begynder at storme.
Vinden skærer igennem marv og ben,
der er mange faldne og sårede,
når dén storm er blæst af.
Blæsten piber og hviner og skråler
mellem byens huse og skilte med for- og påbud,
der er mange faldne, og nogle står oprejst
og hilser stormen med glad jublende undren.
Det er den længe ventede, eneste hurdle,
der endnu skal passeres,
før foråret importeres til København og omegn.
Rust jer, venner, klar stemmerne
og tag varmt tøj på,
for eksempel vatterede læderfrakker og styrthjelme,
spred armene ud og lad vinden bære jer.
Pas på balancen,
hvis I skulle støde ind i nogen,
der stædigt kæmper sig frem den modsatte vej.
Lyt til vinden, hør, hvor kærligt den hujer
i jeres øren om foråret, der kommer straks,
om lys og lykke og dejligt samvær.
Se på himlen, der lysner i øst,
skyerne sejler bort, det er forår,
det spirer, isstavene drypper af,
de mister det potente hold over byen.

29. (Det er en)
Det er en yndet beskæftigelse for din omgivelse
at tilspørge dig, hvad du da egentlig vil her i livet.
Der udgås fra som en selvfølge, at du vil nóget
for resten af hele din ukendte fremtid.
Er der måske noget de selv vil resten af alle deres dage,
som de ikke egentlig hellere ville sige sig fri fra her og nu?
Men næ, du skal ikke krybe udenom og spørge,
hvad ingen kan svare på, siger de frækt uden at slå øjnene ned.
Bevares, noget vil du da. Du vil gerne skrive og male og undervise
og benyttes i overensstemmelse med din uddannelse. Noget vil du da.
Du vil gerne spise godt og ryge godt og sove godt og have det godt.
Og leve med, at andre har det godt på deres måder.
Du vil gerne blive berømt og påskønnet og fed og trivelig.
Men lige nu vil du bare skrive.
Lige nu er du ligeglad med at være mæt og trivelig.
Og påskønnet og alt det andet.
I morgen vil du måske male eller læse eller søge arbejde. Eller skrive.
Eller tage til Louisiana. Nej, for resten, du har en undtagelsesvis
middagsaftale i morgen, ja, en ting er sikker,
du vil altid bestræbe dig for at overholde de aftaler du indgår.
Men ellers vil du så vidt muligt bestræbe dig for,
ikke at tage forskud på din fremtid.
Du vil også gerne giftes og have hus og børn og job, jo-jo,
men på den anden side er det kun yderst nødtvungent,
når du indgår aftaler
du ikke på forhånd er rimeligt sikker på at kunne overholde.
Nej, du vil ikke nóget, du vil dette og hint her og nu,
men det er så nok også det længste du vil strække dig
med svar på det mest eksplosive spørgsmål du kan komme på her og nu.
For med "livet" mener disse fløjlsgrødtilhængere,
disse abefjæsede varylere, som du skylder din misundelse,
altid og unuanceret og bevidstløst og øretæveindbydende
din sociale fremtid uden for arbejdsmarkedet, der er lukket af
mellem det og dig, hvad vil du du ikke må,
og hvis de får svar, der ikke indeholder entydig brug af
betegnelser for borgerlige, alment accepterede livstidsstillinger,
tager de sig teatralsk til hoderne og siger vås-vås-vås!
Og det er jo slet ikke dét de mener men din frémtid.
Hvis du siger, at du vil have det godt, du vil være velbjærget
i din egen, helt personlige tilværelse og livsførelse,
du vil lade dig vokse, som du spirer til,
siger de, at du er egoist, egocentriker, virkelighedsfjern,
at i din situation har du bare at lide fireogtyve timer i døgnet,
det er det mindste man kan forvente.
Hvis du siger, at samfundet omkring dig er dig
en hindring, en pestilens, nogle højst uvelkomne hånd- og fodlænker,
som du ser det som dit første hensyn mod dig selv
at angribe med knibtang, file, skærebrænder og salpetersyre,
siger de, at du er en selvpiner, utopist, individualist
og en nar for alt folket.
Hvis du siger,
at fjernsyn, ugeblade, kollektiv trafik, telefoner, reklame,
dåsemad, selskabsrejser, aftenskole og tipsfodbold
er udslag af hjernedød, giver de dig en lige højre:
Det går som varmt brød, ergo er der et behov,
og hvad kan du dømme om folks behov?
Hvis du siger, at samfundet er hadsk mod
børn i alle aldre,
invalide-, enke- og folkepensionister,
politikere, studenter, subsistens- og arbejdsløse,
læger, børne-, ungdoms- og voksenpædagoger,
kunstnere, videnskabsfolk, kontorfolk,
avis-, radio- og fjernsynsmedarbejdere,
reklamefolk, typografer, spejderledere, ludere,
husassistenter, at hele samfundet er hadsk
mod femoghalvfjerds procent af samme fladet ud i smågrupper,
at had er et element i den sociale dagligdag, siger
en fjortenårs pige, en pensioneret sognepræst, en kommunelærer,
en psykologistuderende, en kommunalpolitiker, en husmor,
en kuponklipper, en sygeplejerske, en kunstmaler,
en stednavneforsker, en kontorspidsmus, en tandlæge,
en programredaktør, en journalist, en tekstforfatter og
en skiltemaler røde i kammen af iver og had:
Jamen de laver jo heller ikke noget for alle de penge!
De skovler ind! De er kun til ulejlighed! Til udgift! I vejen!
De gavner ikke samfundet!
De er en hæmsko for udviklingen!
Og dú
sætter bare lus i skindpelsen!
Hvis du
siger, at de øder deres eget liv og eksistens
og deres børns
for et samfund de ikke vælger,
og som de ville vrage, hvis de stillede- sig i en valgsituation,
at de er nogle bevidst- og hensynsløse sadomasochister,
at samfundet tager deres menneskeværd fra dem og til gengæld
påtvinger dem at modtage et sæt lænker, et læs had
og en snæver plads i trædemøllen fra vugge til grav
med kyshånd,
siger de, at du er en utålelig kværulant,
at du er syg,
at du er umoden,
skulle have frataget din stemmeret,
at du er en utilregnelig idiot.

Hvis du er utilregnelig, kan du roligt sætte dig tilbage i stolen igen,
det skal jo nok gå alt sammen endda,
og sige med følelse i stemmen, og hvad hjælper følelse,
at de er nogle blinde stakler, der ofrer deres arbejdskraft
for social identitet og deres selvrespekt
for en illusorisk drøm om at være borgere
i et repræsentativt demokrati.
Du vil være dig,
om det så skal koste dig femten samfund,
fyrre venner,
syv ægtefæller,
tolv dyrtidsportioner,
om det skal koste social, materiel, fysisk, emotionel og intellektuel
fred og ro og lov og orden,
vil du være dig.
Det kan de tage gift på, bederne.
Og de siger: Uden arbejde
har du ikke ret til et standpunkt, når du ikke har arvet.


30. (Idet vi takker)
Idet vi takker for din ansøgning,
men beklager,
må vi meddele dig, at stillingen er besat til anden side.

Idet vi henviser til vort brev af 10.ds., beklager vi
at måtte meddele, at stillingerne er besat til anden side.

Tid uden tider kan blive en hård gyser
med rekyl til for eksempel barnsben
og afmagtens slankekur,
som ikke finder vej til damebladene
af kundeanalytiske årsager,
til bladprofilens og læserprofilens
og samfundsprofilens
bedste.

Vi beklager at måtte meddele, at du af prioriteringsmæssige grunde ikke
er blevet optaget på ovennævnte kursus. Næsten fire gange
så mange har ansøgt, som det var muligt at optage.

I fortsættelse af tidligere korrespondance
kan vi meddele, at vi for tiden ikke kan gøre brug af din ansøgning.
Vi takker for den interesse du har vist virksomheden.
Der skal hård hud til.
Man skal se og indtage
uden hensyn og alt det andet der er råd til på arbejdsmarkedet,
når én har sat sig fast dér.

Efter en nøje vurdering af samtlige ansøgeres kvalifikationer
samt personlige egenskaber mv. skal det herved meddeles,
at stillingen vil blive besat med en anden ansøger. Vi beklager,
at vi ikke ved denne lejlighed
vil kunne tilbyde dig ansættelse ved institutionen.

En lønmodtager ville kun holde til det
en sommerferies længde højst.
Han er blevet alt for stofafhængig
af arbejdspladsens smil og intriger
til at kunne omgås sig selv uden.

Livstidsansat,
fordi han har som kvalifikation,
at han blev ansat,
før arbejdsløsheden satte ind,
og kan holde det ud i længden.
Måske laver han ikke noget?
Han kan måske ikke?
Måske skal han ikke?
Tilsyneladende forventer ingen noget af ham,
heller ikke han selv.
Han kommer engang om formiddagen
og går engang om eftermiddagen,
spiser madpakke ved frokosttid
og finder ellers nogen at holde møde med.

Vi skal herved meddele Dem,
at konsulenten
og det i kommunen nedsatte ansættelsesudvalg har gennemført interviews
med udvalgte ansøgere.
Med udgangspunkt i disse interviews har økonomiudvalget truffet beslutning
om at ansætte en anden.
Vi beklager
derfor, at De ikke er kommet i betragtning.

Idet vi refererer til tidligere korrespondance, kan vi nu meddele,
at ovennævnte stilling er blevet besat til anden side.
Vi kan således ikke tilbyde Dem et job i denne omgang,
men De vil altid være velkommen til at henvende Dem igen senere hen.
Tak for den interesse De har vist vort selskab.

Efter mødet tilbage til formiddagsavisen:
Ankelhøje hæle på tommetykke tæpper, på fodtykke,
knæhøje tæpper, tæpper i skridthøjde, brystvortehøjde,
sex som Ikea og
Lykkehjulet - og bilerne, sporten,
de solbrændte badeshorts til Côte d’Azur med indbygget latinerudløsning,
det automatiske kamera man sender med Spies
til hvor som helst og pseudo har været der personligt,
og om man skulle købe hest eller spille golf,
det er fundamentale spørgsmål om prioritering,
ikke at se for dybt i kloden. Og loyalitet
over for medierne, nu han skal hjem efter endt arbejdsdag.

Det kan på kommunens vegne meddeles, at man har ansat en anden
som leder af kulturhuset. Deres ansøgning om stillingen er således
ikke blevet imødekommet.
Kommunen takker Dem imidlertid
for den opmærksomhed De har vist os ved at søge
og for tilsendelsen af interessant og omhyggeligt udarbejdet ansøgning.

Under henvisning til Deres ansøgning om ansættelse
i en af de tre stillinger som sagsbehandler
beklager jeg at måtte meddele, at stillingerne er blevet besat
med andre ansøgere. Der indkom ialt 87 ansøgninger.

Vi har den 4. februar modtaget Deres ansøgning om ansættelse
i stillingen som kulturmedarbejder i amtskommunen,
undervisnings- og kulturforvaltningen.
Da ansøgningsfristen som opgivet i opslaget
udløb den 3. februar,
har det desværre ikke været muligt
at medtage Deres ansøgning
i behandling af sagen.
Deres ansøgning med bilag tilbagesendes hoslagt.

Idet man takker Dem
for Deres ansøgning til den ledige stilling som beskæftigelsesvejleder
skal man herved meddele, at stillingen er besat til anden side.
Bilag, der fulgte ansøgningen, følger hoslagt retur.

Idet vi takker Dem
for Deres ansøgning
som beskæftigelseskonsulent,
skal det herved meddeles,
at stillingen er besat
til anden side.
Der vedlægges
eksamensbeviser
og udtalelser.

Under henvisning til Deres ansøgning om en stilling ved herværende kontor
som AF-konsulent vedrørende beskæftigelsesproblemer for personer
med længerevarende uddannelser beklager man at måtte meddele Dem, at
stillingen er besat
til anden side.
Jeg er ledig.

31 (Tro at blive)
Tro at blive i for stol på det, der venter mig derude,
køerne af spontane nederlag uden excuse eller bare et tyndt lag skuldervat,
og alle dem med pistolerne fremme, så det kan mærkes,
skattevæsenet, Irma, HT, licenskontoret, A-kassen og de andre,
alle stratenrøverne med fdbytterbrev,
det har jeg.
Ellers er jeg vist nærmest mundsvejr for døve øren,
suset fra en vind uden retning - men tys, kastanierne dernede blomstrer hjertegribende,
og pigerne springer i demonstrativt ærmeløst og lårkort.
Jeg er lidt nødt til at følge med.
Hav mig undskyldt.

Til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Besøg  
044242