Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden DetForkerteL

 

 

Første, næstsidste og stort set eneste udgivelse autoriseret af et samfundsregistreret forlag og i stand til at generere nogle ukristeligt smÃ¥ salgstal. Findes ikke digitalt. En selvstændig del af romanen er Svømmerrapporten, i sin tid et selvstændigt skrift, som romanen bagefter voksede op omkring. Sikkert i klasse med det mest perverse, jeg har følt og skrevet. Gengives her.

 

FORESPURGTE CASES TIL SVØMMERRAPPORTEN


Case nr. 1
I det bløde havs svage morgenlys kommer en svømmer langsomt svømmende. Usikker og afkræftet i svømmetagene, så også hovedet undertiden er under vand. Langsomt, dog så indædt stædigt svømmes der, at hovedet hver gang langsomt dukker frem gennem bølgerne igen. Sikkert kun én tanke kan være den kraft, der holder svømmeren fast til vandspejlet: En ren vilje til at overleve og komme fremad.
Hvorfor? Det er jo tværtimod den hurtige, besparende drukning, der er foreskrevet.
Svømmerens hoved, når det er højest over havet, sidevendt, frigør mund og næsebor. Ellers er svømmeren lavtliggende, svag, meget omgivet af vand. Nu igen helt under.
Nu igen det halve hoved gennem overfladen.
Hvoraf næres svømmerens vilje?
Hvorfor viser der sig jævnt hen svømmere på havoverfladen fjernt fra udsætningsstederne? Hvad styrer disse svømmeres kurs? Hvilken kraft er under udfoldelse i hændelser som denne?
Svømmeren kan umuligt have fået øje på land i det dunkle lys, i svømmerens lave position. Men svømmerens kurs skærer en kystlinie, og sammenstødet mellem svømmer og land er uundgåeligt under forudsætning af, at hændelsen vil udfolde sig konstant. Svømmerens afkræftede bevægelser, den ubetydelige svømmeeffekt, de stadig hyppigere og længerevarende neddykninger, sendrægtigheden i livsførelsen, den biologiske faktor, alt øger imidlertid sandsynligheden for, at hændelsen indbefatter en smuk drukning, som da vil forhindre svømmerens landgang.
Det er for tidligt at slå fast, at denne mulighed aktualiseres. Men svømmerens tidsforbrug og forbrug af placering i rum må næsten naturnødvendigt afstedkomme det og gør det også, hvis ikke i sidste øjeblik stærkere magter griber ind.
Hvilke kræfter tager sig form i disse gentagne hændelser?
Er kyster med tiltrækningskraft? Har svømmere indbygget kompas eller hensigt? Er skæbnen en realitet, eller indtræffer den nøjagtigt samme tilfældige hændelse gang efter gang på forskellige steder og tidspunkter?
Er den enkle forklaring at finde i det faktum, at enhver ret kurs også på et tidspunkt går over land?
Men der kræves en ret kurs og denne en forklaring.
Så. Nu har svømmeren været undervands et par minutter. Nu et par minutter til. Ensartet hav og himmel, solen vælder frem, en mågeflok overflyver skrigende stedet.
Et par sidste kraftløse lemmebevægelser. Svømmeren synker nok langsomt gennem bølgestrømmen og lægges til ro i undervandets dønninger. Bliver sikkert ét med landsoklen, som sig hør og bør.
Hændelsen med svømmeren er endelig afsluttet, ingen motiveret til at huske specielt dén efter den smukt reglementerede finale.
Kun dette ene: At svømmeren druknede forbavsende langt fra ud- sætningsstedet.


Case nr. 2
En afkræftet svømmer sender med uregelmæssige mellemrum tryglende råb ud i en storm, der umuliggør fastholdelsen af en bestemt kurs. Råbene flås itu og bortvejres af tyfonskrig og bølgedrøn. Stemmen forstummer. Svælget flyder over, og svømmerens sidste luft brister boblende i det skumstrintende ocean.
Hvilket liv levede svømmeren, der gjorde denne død selvfølgelig? Ingen bevarer viden om tiden efter dommen og udsættelsen.
Hvis der er en mening, bliver den ikke tilstræbt udforsket. Svømmerne er for trivielt ens ligegyldige til at påkalde sig kollegiets opmærksomhed. Kun det brugbare bør vække opmærksomhed. Kun for det nyttige bør man udvise interesse.
Svømmerne er samfundets kasserede reservedele, og overvejelser om dem kan kun betragtes som tidsspilde. Jeg har modtaget kollegiets opgave, som min pligtfølelse har dikteret mig det, og betragter den som en let og uforpligtende adspredelse mellem alvorligere gøremål. Naturligvis skal jeg løse opgaven i overensstemmelse med instituttets hævdvundne traditioner.
Jeg skal i øvrigt afholde mig fra kritik af den pålagte opgave.
Jeg fortsætter med casen: I svømmerens sidste sekunder passerede et liv revy i en døende bevidsthed.
Lagrene af erindringer om hændelser, sanseoplevelser, tanker og indre rørelser aktiveres en sidste gang, før der sættes punktum for bevidsthedens betingede eksistens. Sådan er det nu engang at drukne.
Svømmeren oplever igen monotone måneder og år på havet. Blæst, regn, sol, lange nætter, korte stunder på land for, blottet for anstændighed, at tiltuske sig menneskers køkkenaffald til gengæld for havets perler, ophold på forbisejlende skibe til besætningens underholdning, der hver gang kulminerer i sømændenes latter, mens de smider svømmeren fra borde, når alt andet sjovt er forsøgt, en genkommende dragning, der afstikker kurs og modsætter sig blivende sted.
Svømningens kontinuum, svømmerens entusiasme, udmattelse, tvivl vekslende med bombastisk sikkerhed omkring et ubevidst, så tilsyneladende ubestrideligt mål, der ikke nås.
Måneder og år på havet døver ikke, men repeterer sagte, ubønhørligt de stemmer, der tidligere, før udsættelsen, overdøvede enhver anden opmærksomhed, stemmer og ord, der stadig befolker bevidstheden med moralske skygger. Forældre, pædagoger, myndigheder, voksne, jævnaldrende og børn fra hinsides dommen holder svømmerens bevidsthed okkuperet. Med ensartet repetition og uddybende varianter mejsler stemmerne dé brede, dybe spor til kløfter, der udgør bevidsthedens altdominerende trafiknet. Stemmerne indfanger, fortolker og formgiver hver tanke og følelse, hvert glimt, hver erindring, hver drøm. Kanaliserer virkelighedens indvirkning på bevidstheden til dagligdagens viden om kvalitet og kvantitet.
Stemmerne står som den forklarende undertekst på hvert sanset sekund, som de skal, med befolkningens myndige stemmekraft:
"Hold så kæft, unger! Det er morgensamling, det hér, stå ordentligt og hør efter!"
For det første vil jeg som sædvanlig indskærpe på det kraftigste, at jeg hader jer som pesten uden undtagelse, og det samme gælder alle, jeg kender. Husk, I er simpelthen nogle små, snottede skiderikker uden sund fornuft. I kender ikke engang jeres plads i samfundet og gider aldrig lave, hvad I bliver sat til, og ingen kan fordrage jer, ikke engang jeres egen mor, hvorfor tror I, I bliver lukket ind hér hver dag? Fordi I er en pestilens for jeres mor og jeres omgivelser, dérfor. Fordi I er en kræftsvulst."
"I ødelægger og tilsviner det samfund, som vi andre har bygget op. Der må ikke flæbes hér, det er jeres egen skyld, I ikke opfører jer ordentligt, fra I blev født. I har haft chancen. Fra starten har ingen forhindret, at I opførte jer ordentligt. Men se, om I benyttede jer af det? Næ, I udnyttede!"
"Det er jeres egen skyld, I er her. I forkastede jeres chance ved at misbruge den. Og kom ikke og sig, I har lært dét af nogen! Det er jeres egen skyld, I ikke opfører jer ordentligt. Det er jeres egen skyld, når I får tæv. Det er jeres egen skyld, vi hader jer! Dét påfører I os!"
"I er uduelige, ubrugelige, en utålelig byrde for samfundet, og vær taknemmelige for, at I får en chance mere ved at blive indladt hér til tugtelse og oplæring, så der måske endnu kan blive mennesker ud af jer."
"Det var det jeg ville sige, at jeg hader jer, bakteriesamlere og smittespredere. I kan jo ikke engang holde jer rene og sunde selv. I ulejliger os, I nassesvin. I skal have andre til at gøre alt undtagen at skabe rod og skrige op. Pisunger!"
"For det andet vil jeg atter understrege, at hér går alt efter en snor. Her bliver ikke taget individuelle hensyn til nogen af jer. Jeg tåler ingen vaklen i geledderne. Jeg slår hensynsløst ned på enhver, der på nogen måde gør sig bemærket eller bare stikker snudeskaftet for langt frem. Jeg ser det, hvis I gør det. Jeg ser alt."
"Det er til jeres eget bedste. Det gælder fremtiden for hver eneste af jer, når jeg straffer. Jeg tager ikke individuelle hensyn, når jeg straffer, men sociale. Og at jeg straffer, skal jeg garantere for. For at destruere alle jeres utallige individuelle særpræg."
"Samfundet har ikke brug for særprægede mennesker, det er ikke dét, det er indrettet til. Særpræg skal afskaffes, afstraffes, afskaffes. Særpræg er forbudt!"
"Vores fælles opgave hér, min såvel som jeres, I små syndigheder, I uhumske beviser på, at der stadig eksisterer noget så asocialt selvcentreret som parringer og fødsler, vores opgave er at dræbe jeres personlige tilbøjeligheder og gøre jer til mennesker."
"I skal kende reglerne og følge dem. Hør efter: Ingen af jer undermålere og svømmeraspiranter må føle tissetrang uden at få lov. Ingen må føle sult, før maden står på bordet, og I skulle selv kende klokkeslettet for dét. Ingen må være søvnige på de aktive tidspunkter eller aktive på de søvnige. Og så videre og så videre. I kan selv se på dagsskemaet, hvornår I må føle hvad. Kun på de angivne tidspunkter må I føle noget, og kun dét, der er anført ud for de pågældende tidspunkter."
"Er det forstået? Og hold op med at spørge om noget. Det er uklogt at vide for meget. Og vé jer, hvis I ikke har lært, hvad I skal kunne, til den fastsatte alder. Hvis der til dén tid er bare den mindste antydning af særpræg eller selvstændighed at spore hos nogen af jer. Så bliver hver enkelt vedkommende smidt ud på dybt vand og får lov til at sejle sin egen sø. Og dét er jeres allesammens fælles ansvar: At enten bliver I gavnlige mennesker til glæde for samfundet og jeres forældre. Eller også har I selv påtaget jer ansvaret for, at samfundet må give afkald på jer og sætte jer til havs. Dér forpligter I jer til at frigøre jeres råstoffer ved en snar, frivillig drukning, for dé kan fortsat bruges."
"Nu véd I det, I unyttige originaler. Helt alvorligt: Se at blive voksne! Ellers er der plads i havet til hver eneste af jer! Syng så "Oles nye autobil". Tøseunger, gå ind ved siden af og syng "Se min kjole, den er rød som solen", gå hurtigere! Syng, I sataner!"
"Oles nye autobil
kør’ i timen otte mil,
tøf-tøf, tøf-tøf-tøf,
tøf-tøf-tøf, båt-båt."
Tøf-tøf-tøf, båt-båt ringler i bevidstheden og toner ud med dén.
Befolkningens stemmekor er svømmerens arv og testamente, som det er det for alle, der har fået chancen.
Men intet minde om svømmernes dragning og dragningens eventuelle egenart.
Hvorfor vrager nogen først de tilbudte muligheder og tager derefter andre konsekvenser af befolkningens dom end de forudsatte?


Case nr. 3
I mørket er en svømmer kommet alt for langt ind. Et gjaldende skrig bliver den prompte reaktion på, at kystværnet river en dyb flænge i et skrøbeligt lår. Svømmeren kæmper sig mod bølger, strøm og smerte ind mellem skjulte klipper og rev, mod smult vand, er ved at gå ned og har så på en gang alligevel fundet sten at stå på.
Hvorfor?
Er der ubeherskede kræfter i universet, måske i svømmeren, der denne gang skabte fast grund og spolerede en hensigtsmæssig drukning? Er der en frelser, som skrevet står? Arbejder ondskaben stadigvæk på at sønderkværne samfundet og tage magten over livet i det levende? Er de kræfter gode eller onde, der styrer svømmeren til land?
Ansvarlige er de ikke.
Svømmeren er kommet for langt ind, kan nå bunden med hovedet stadig oven vande, rejser sig. Viljekraft med hjælp i havets opdrift holder svømmeren stående, svajende som tang i bølgeskvulp.
Nu er tiden ligegyldig. Det var spændende at følge kapløbet mellem livet og døden, men nu kan det være det samme. Livet har jo vundet. Svømmeren skal nok komme på land og skabe uro med sin overlevelsestrang og selvhævdelse. Er tilsyneladende for svag til at gøre alvor af det lige straks.
Svømmeren har én gang for alle dømt sig ud af samfundet. Enhver håndsrækning er ergo samfundsskadelig virksomhed og spild af samfundets ressourcer. Derfor bør ingen magt gribe hjælpende ind, hvis det forlænger svømmerens liv.
Svømmeren vakler alene ind mellem forrevne klipper, klamrer sig afmægtigt til skarpe fremspring med hænder, tæer og tænder, hver gang brændingen trækker den modsatte vej, maser sig tungt selvcentreret langsomt frem mod en højereliggende klippehylde, synker sammen på en bølgepisket stenknold og mister bevidstheden. Bølgerne slider og flår i den ubrugte biomasse, men svømmeren kommer atter til sig selv og slider og flår mod land, vil stadigvæk bruge biomassen selv til sine egne formål.
Blodig og forrevet på arme, bryst og skød og lår og underben flænser svømmeren overkroppen ind på klippehylden og besvimer udslidt nogle få øjeblikke fra døden i den levende nat.
Hvorfor underlægger svømmeren sig disse serier af knubs, smerter og lidelse, denne uvished om, hvornår lidelserne fører ind i døden? Hvorfor giver svømmeren ikke op nu, når dog selve lidelsernes gentagelse, selve det faktum, at der ikke er ende på nye lidelser og nye efter dem og nye igen og igen og igen, hele tiden uophørligt manifesterer, at freden ligger lige for og blot forudsætter et enkelt minuts nydende afslappelse og eftergivenhed for biomassens hviletrang? Den har jo gjort det godt, biomassen, mere end forventeligt, har strakt sig til sit bristepunkt, eller svømmerens. Hvorfor accepterer svømmeren ikke den skæbne, som situationen gør til ren logik, og som desuden under alle omstændigheder alle svømmere har dømt sig til for deres synders skyld: En nyttig og uset opløsning i havet, som er grundlaget for alt liv? Er tilværelsens retfærdighed blind, når den ser gennem fingre med svømmerens selvtægt? Er der ingen højere magter, der beskytter menneskenes lande og bekræfter samfundets rene hensigter?
Solen står højt på himlen, stormen er løjet af, og svømmeren rører på sig, løfter hovedet, sænker det til hvile igen på stenen, løfter hovedet, stemmer sig småt op med rystende arme. Langsomt og møjsommeligt slæber kroppens sår hen over klippens grus og spidse takker, bliver ved i små sæt med lange pauser imellem, til hele skikkelsen flyder fladt udstrakt på underlaget som en fakir på sin sømmadras. Så sover svømmeren igen, eller besvimer. Ligger måske bare og orker ikke mere?
Dagen efter kommer svømmeren op på hænder og knæ og kravler langsomt rundt mellem klipperne, indover mod mark og skov i søgen efter ferskvand og måske også fast føde. Sporet markeres af røde stænk med uens mellemrum og mængde, indtil et kraftigt regnskyl, dernæst slud, der går over i snefog, lægger slør over forureningen. Inde blandt træerne bag kysten kryber svømmeren i læ i den naturskabte hule under en kæmpegran, som med fordel kunne have været fældet for længst. Myndighederne skulle have et vink om det.
Senere driver tørsten og sulten, noget at lindre sårsmerten med, svømmeren frem igen og videre indover. I retning mod fødeproduktion. Kommer til et hjulspor, der munder ud i en til bekvemmelighed asfalteret landevej, jævn som et dansegulv, et privilegium for menneskene og et synligt udtryk for samfundets storhed. Man kan ved at begive sig ud på vejen let og ubesværet blive ført på sine egne ben eller tage en bus lige til den nære by med restauranter og cafeer, spisehuse, konditorier, og først og fremmest steder, hvor man kan købe anstændigt tøj og et tiltrængt bad.
Men svømmeren viger tilbage for hjulsporet, vil ikke ledes på vej, ikke antastes, ikke udspørges af myndighederne, gør sig usynlig i et læbælte langs sporet, æder nogle håndfulde sne, synker sammen, er hurtigt blot en hvid tue under trærækken, som man kun får øje på, fordi man véd det.
Næste dag er god og varm. Sneen begynder at smelte, og et par småfugle synger så forjættende dejligt, at man husker dét øjeblik.
Snebunken vælter til side. Svømmeren kravler videre med et grimt rod i sneen efter sig, tøver og standser ved en hegnsstolpe. Skårede og ophovnede, rødblå hænder hiver kroppen op, til svømmeren, stående på knæ, støttende sig til stolpen, der dog har et ganske andet formål end dét, med endnu en anstrengelse formår at rejse hovedet og se sig om.
De blodsprængte øjne finder tilsyneladende hverken godt eller skidt at hæfte sig ved. Efter nogle minutter og yderligere anstrengelser maser svømmeren sig helt opret, står som et absurd uhyre på tre ben, hvoraf det tredie er armene forlænget i ledstolpen.
Er det måske roekulen dér borte, der tiltrækker? Nu stolprer svømmeren i dén retning.
Men det er jo forbudt. Intet af, hvad svømmeren gør, er tilladt. Men dén mark med dén roekule er, som stolpen tydeligt fortæller, privat. Svømmeren må slet ikke gå derind. Det er strafbart.
Vaklende, tøvende, usikkert kommer kulen nærmere, men en snes meter før klasker svømmeren pludselig sammen. På kortere tid end et øjeblik er landskabet tømt for liv. Blot en hoben blodstrimet skind og ben ligger som en malerisk effekt i markens hvidhed.
Efter en æstetisk dvælen bliver billedet spoleret. Opsvulmede fingre krabler fremad, hager sig fast ved hver ujævnhed, borer sig ned i jorden, trækker den slappe krop efter, millimeter for millimeter, med pauser og ophold undervejs, til en fingerspids rammer en roe.
Svømmeren stivner, rykker så under voldsomme anstrengelser og klynken uden særlig effekt videre og videre, lige til der hviler en roe mellem to skårede håndflader og et uformående tandsæt kratter mod roens faste, frosne, jordede skal.
Nu er der vist ikke flere kræfter tilbage? Efter lidt forgæves patten falder svømmeren sammen, kinden og hænderne på rodfrugten, savl sivende fra den ene mundvig. Det hele går i ét i et pludseligt væld af slud og regn.
Hen under aften henter landmanden foder til dyrene. Mennesket får øje på en roe med næse og mund, sparker svømmeren i siden, til det fremkalder livstegn.
"Hej du, dit magre lig, hér må du ikke være, det er min jord. Kan du komme væk i en fart, eller jeg pudser hunden på dig! Du må vel kunne kravle hurtigere end dét! Har du nogen perler? Hvis du har perler, kan jeg skaffe en sprøjte og noget stof til at tage sult og smerte med. Har du perler?"
Svømmeren åbner munden og prøver at sige noget, mens en rystende hånd søgende famler ved de smudsige laser.
Landmanden lader svømmeren logere under læbæltet, til han har fået alle svømmerens perler. Så meddeler han myndighederne, at en svømmer er trængt ind på hans private mark. Svømmeren bliver afhentet, får et måltid mad, den fornødne lægebistand og de lovformelige formaninger og føres om bord på et oceangående fragtskib, der sejler ud og tømmer sin last på dybt vand.
Hvorfor sker sådan noget?
Det må være blinde og hensynsløse kræfter, der tvinger svømmeren til denne ubelønnede smertensvandring og konfrontation med den største magt.
Ingen magt er stærkere end samfundet.


Case nr. 4
Den næste case er stykket sammen af brudstykker fra flere observationer med et fælles tema. Noget ved temaet gør, at disse observationer vanskeligt lader sig transmittere. Som om det får selv det mekaniske observationsmateriel til at blues.
Det er gennemgående i denne art hændelser, at de iagttagne svømmere ligger under for en sælsom trang til at udtrykke sig til hinanden med rene ord om ting, de ikke har forstand på. Der er stædighed i dem. De tier ikke om det, der ikke står dem klart. De er uformående, de standser midt i sætninger og begynder på nye. De holder lange talepauser, siger "æh" og "øh" og "ikk’, altså". Famler noget så jammerligt. Men bliver ved. Som om de er i gang med noget personligt vigtigt.
Det er desuden gennemgående i materialet, at svømmerne ser direkte på hinanden og på én eller anden uforklarlig måde holder hinanden fast om et emne, ivrigt endda. Som om en fælles kraft virker i dem begge med en enig hensigt.
Tillige er en af svømmerne i hver observation en nysgerrigdom.
Der kommer overvejende totalt intetsigende lydsekvenser ud af samtalerne. Jeg har udeladt disse og plukket de mest illustrative sekvenser ud af femten-tyve hændelser og spundet dem til en helhed. Bragt orden i et kaotisk materiale og udmøntet processen i et produkt efter samfundets skik:
På en fjern ø kommer to svømmere uforvarende over hinanden. Under kampen erfares visse ting, som uanset svømmernes køn og alder leder til, hvad der i adfærdsmæssig henseende bedst forstås som en parringsakt. Denne går over i en efterfølgende samtale, der typisk forløber som følger:
"Jeg var hos menneskene i syv måneder og mødte nogle gamle klassekammerater fra min egen skole og klasse. De er blevet gode mennesker med hus, omgangskreds og masser af mad og beroligere efter behov. Det må være dejligt at være menneske."
"Jeg har ikke set mennesker, siden jeg blev smidt ud på det dybe vand. Efterhånden husker jeg kun de belærende stemmer og desuden det, at jeg altid savnede noget, selv om der ikke var sat tid af til det og det blev straffet, hvis det kunne ses."
"Der er noget, der driver mig til, hvad vej jeg vil. Jeg er ikke i tvivl om retningen, når det driver mig. Det gør det ikke konstant. Undertiden haster det, og jeg svømmer dag og nat, døgnet rundt, som en besat, når det er over mig. Ellers tager jeg tingene, som de kommer, lader mig drive med strøm og vind og fornemmelsen af mad. I foråret hængte jeg på en damper en hel uge og så et menneske springe i havet og svømme bort fra sit trygge skib. Og nu sidst dykkede jeg og fandt fire perler. Nu har jeg elleve, snart nok til den næste tur på land efter mad."
"Jeg vælger fra det ene øjeblik til det næste, hvilken vej jeg vil svømme. Der er ikke noget, der trækker mig. Kun spekulationer. Jeg spekulerede på, hvorfor perler er værdifulde. Først troede jeg, at det er en regel. Så opdagede jeg, at perlerne er forskellige i størrelse, form, farve, vægt, og at ikke to er ens, selv om det er forbudt. Mennesker er ens. Alle deres ting er ens. Også vi er ens, til vi kommer for tæt på. Jeg så for meget på perlerne og opdagede efterhånden, at jeg opdagede forskelle, og at det var forskellene, der fik mig til at blive ved med at se. Men jeg kunne ikke bruge min opdagelse til noget, før jeg gjorde endnu en opdagelse. Jeg har altid vidst, at perler er ens, det er en konsekvens af begrebets natur. Og jeg opdagede, at perler er forskellige, det fortalte mine øjne mig. Men senere indså jeg tillige, at hver af perlerne er, hvad den er. Hverken mere eller mindre. Trods forskelle og ligheder er hver enkelt perle sig selv. Jeg forstod, at ligheder og forskelle angår forhold mellem perler, men ikke den enkelte perles status som sådan. Jeg blev dømt til udsmidning, først og fremmest fordi jeg spurgte for meget om uvæsentlige ting, dernæst fordi jeg var sendrægtig til de opgaver, samfundet skulle have løst pronto. Jeg blev dømt for nysgerrighed. Nu undersøger jeg tingene trods dårlig samvittighed, og ser med mine egne øjne. Men øjnene har ingen samvittighed, de ser stadigvæk en perle, en neutral perle, et østerssekret, mens jeg, seeren, ser noget af værdi i og med, at øjnene ser perlen til en programmeret bevidsthed. Men mine øjne ser stadigvæk kun en perle, mens jeg ser noget af værdi i og med, at øjnene ser en perle. Jeg og mine øjne ser ikke kun perlen, men ser samtidig med dét, at perlen ér. Øjnene registrerer det. Men det er ikke øjnene, der ser det. Det er mig, dom nr. FFF.3/744-k2. Men det er alligevel heller ikke specielt mig, der ser det. Alt og alle kan principielt se det: At perlen ér. Jeg er endt, hvor jeg begyndte. Nu tror jeg igen, at perlens værdi er en regel."
"Perler har den værdi, mennesker tillægger dem."
"En østers nedfælder essensen af sin viden som et lag perlemor på en lille sten. Østersen glæder sig over, at den har givet sin visdom form, og gemmer på sin perle, ser den, glæder sig, viser perlen frem for andre at se. Imens vokser østersens visdom, og østersen giver perlen ny form, når den første form er blevet utilstrækkelig. Således gror perlen af østersens sjæl og perlens natur og lægges ud til verden, og verden glæder sig for alt det, østersen véd."
"Jeg glæder mig for den mad, østersen skaffer mig."
"Perler er beskrevet med tegn for den, der forstår at læse med sjælens øje."
"Jeg ser og tiltrækkes, men ser ikke, hvad der tiltrækker mig, og tiltrækkes ikke af det, jeg ser. Min sult er umættelig."
"Min største perle vil jeg ikke bytte væk, før jeg har fundet ud af, hvad den mener. Den siger slet og ret: "Før mig var intet. I mig er intet. Efter mig vil intet være." Jeg forstår det ikke. Men det mætter mere end det, som jeg kan få for perlen."
"Sådan mætter mad mig. Men mætheden varer ikke ud over øjeblikket. Kun sulten varer. Jeg blev dømt, fordi jeg var sulten på tidspunkter, hvor jeg skulle have følt noget andet og derfor ikke lærte at understøtte produktionen, sagde min dommer. Sådan er jeg stadigvæk. Jeg skal pludselig have noget solidt nærende i munden, der mætter mig umiddelbart, straks, her og nu. Jeg kan ikke leve af at gnave perler. Så gider jeg heller ikke involvere mig i dem."
"Der ser du det: Vi er ikke ens."
"Men det har vi jo allerede dom for."
"Jamen vi er ikke druknet, og det er forbudt. På dét punkt ligner vi alligevel hinanden. Vi er forbrydere begge to. Du bliver stadigvæk sulten, når det er dig, der bliver sulten, og jeg bliver ved med at være nysgerrig. Desuden lever vi stadigvæk begge to længe efter at være blevet domme. Vi er måske de to største forbrydere, der nogensinde har eksisteret. Selv om – jeg tror nok, at der er andre domme end os, der lader være med at drukne, når de er blevet smidt ud. På den anden side, jeg har nu aldrig mødt nogen. Men nu har jeg mødt dig, og det kunne lige så godt have været enhver anden dom end lige præcis dig, jeg havde mødt. Så derfor tror jeg immervæk, at der måske er andre."
"Der er mange andre. Det siger menneskene, når jeg bytter perler væk og tusker mig til mad."

Når svømmerne har talt om forekomsten af andre svømmere, opfører de sig hurtigt hektisk parringsagtigt på grænsen til pludseligt overfald og nærkamp i så godt som alle de analyserede hændelser. En enkelt undtagelse er særlig omtale værd, fordi den kaster et grelt lys over det gennemgående mønster i materialet. I én bestemt hændelse optræder svømmerne næsten menneskeligt, idet de efter at have langet ud fjerner sig fra hinanden, søger læ bag henholdsvis en sart blomstrende, vårgrøn busk og en marehalmbevokset klit i varehusstørrelse, og græder i usynlig ensomhed, som det sig bør. Dog er også disse svømmere umenneskelige derved, at såvel tidspunktet som overhovedet situationen i dens helhed er forbudt og derfor naturligvis hverken burde have fundet sted eller have fundet vej til disse notater.
Lige så generelt forekommende som den åbenbart betingede korte parring, eller hvad, er forløbet af den efterfølgende samtale:
"Helt ærligt, jeg forstår mig ikke på perler. Har ikke spekuleret over dem før. Fortæl en af mine, nu du kan, så jeg kender værdien af den mad, perlen skal skaffe mig, og ikke tror at købe maden for noget værdiløst."
"Godt, lad mig læse én af dine perler. En forklarende ung én er det, du har hér, med mange underbegreber og ingen simple overbegreber. Den passer udmærket til situationen. Godt valgt af en uvidende til en nybegynder. Er det tilfældigheder eller skæbne, et selvbekræftende forsyn eller din drift, der styrer hånden i dens valg, i den måde, hånden søger blandt perler på og lukker sig om netop denne og lægger den frem, skødesløst graciøst, til mig at tolke? Hvad tilbyder perlen adepten? Hvad påstår hin om dén? Hvad insisterer perlen på? Hvad er det for kundskaber, den pånøder eksistens og vedkommenhed og fremvækst? Jeg skal efter evne udlægge din perle for dig, og mig selv derved, for i fortællingen går fortælleren og det fortalte i ét. Hør så: "To celler, som hver for sig ville have haft et andet liv, mødes i en befrugtning, smelter sammen og danner et fællesskab på det arvegods, de medbringer. Sammensmeltningen giver anledning til, at arvens potentiale aktiveres. Under udveksling med omverdenen udvikler potentialet en form og realiserer sig i formens handlinger og tilstande forenelige med dens omgivelser. Arvemassen holder formen intakt, gennemspiller formens muligheder og begrænsninger og møder derved konsekvenserne af sin form. Formens erfaringer lægges til arvemassen, før formen afstøder passiv arvemasse med henblik på aktivering til nye formeksperimenter. Når den aktiverede arv har gennemløbet sit potentiale, bliver den atter passiv, og formen gives fri. De specielle konsekvenser ved at være en pågældende form øges undervejs og danner formens jeg, der således både er givet i og med de konkrete betingelser og samtidig på den anden side er beslægtet med arvemassens potentiale. Jeg er da hele tiden født på ny i denne form og tillige evigtvarende, formløs. Jeg er i denne østers her og nu, og overalt til alle tider. Dette har jeg altid vidst, og jeg har netop opdaget det. Andet behøver jeg ikke." – Så meget fortæller denne perle denne fortæller. I princippet er det det samme, de fortæller allesammen, men de gør det ret forskelligt. Jeg kan godt lide at lytte til perler, fordi jeg synes, de handler om mig. Undertiden tror jeg næsten, jeg er en østers. Eller at en østers ikke specielt er en østers. Dén og jeg er sammenfaldende og perlen sammenfaldningens resultat."
"Tror du, mennesker ser perler på dén måde? At det er dérfor, de gerne vil eje dem?"
"Det véd jeg ikke. Mennesker har altid haft ret, og jeg vil ikke anklage. Men undertiden tænker jeg på, om de begrænser deres ret og gør begrænsningen til et altfavnende princip, der udhungrer nysgerrigheden og får den til at afgå ved døden, eller forcerer den til at manifestere sig ekstremt, for overlevelsens skyld?"
"Nu har jeg fået nok af land for denne gang, det minder om mennesker. Jeg vil finde min svømmekurs igen og følge den for at se, hvad der venter mig."
"Jeg vil svømme og lade mig synke, hvis jeg får lyst. Hej."
"Hej."
Alligevel parrer de sig igen hurtigt og svinsk, måske er det det, der hedder et favntag, og svømmer fra øen side om side den første strækning.
De antaster ikke forskelligheden hos hinanden. De fornægter stemmerne til en vis grad. Den ene drives af noget, der hindrer, at svømmeren kan kende sin plads. Den anden drives til at forstå noget unyttigt, som af dén grund ikke skal forstås. De er begge blevet dømt for uregelmæssig, opsigtsvækkende, forbudt adfærd. Der er simpelthen ikke noget ved dem.
Hvordan kan de bare et øjeblik leve roligt og slappe af med så store indbyrdes forskelle og bevidsthedsskadelige uhyrligheder?
Hvorfor foretrækker de livet frem for døden, når de ikke mere har en acceptabel funktion at underkaste sig?


Case nr. 5
Det er ikke ufarligt for svømmerne at overleve. De kan drukne uden at ville det, som jeg har givet eksempler på i de første cases. Jeg har også hørt om tilfælde, hvor svømmerne havde problemer med hajer, søslanger og andre kødædende havuhyrer samt skibsskruer, store tangansamlinger og svømmernes egen afgrænsede udholdenhed. Desuden slår svømmere helst hinanden ihjel, hvis de mødes, måske fordi de er bange for, at den anden repræsenterer menneskene og myndighederne. I denne sammenhæng hører de begivenheder, som den forrige case er baseret på, til undtagelserne.
Det, at ikke alle svømmere drukner straks de bliver sat ud, men øver selvtægt ved at leve videre i den utrygge, farlige verden, de har fortjent, fjernt fra samfundets og myndighedernes beskyttende vinger, kan samfundet vende til sin fordel, har jeg nyligt erfaret.
Når produktionen gør det ønskeligt, bliver der sendt besked til fiskerne om, at de, indtil andet meddeles, skal lade være med at smide unge, sunde svømmere i havet igen, når de får dem i nettet. Fiskerne skal derimod tage svømmerne med sig i land og overlade dem til myndighederne til videre foranstaltning. For de svømmere, fiskerne leverer, bliver de godt honoreret mod til gengæld at bevare tavsheden om denne sag, da de fleste mennesker ikke har baggrund for at forstå sagens særlige forhold på rette måde og derfor ikke bør bebyrdes med kendskab til, at det nu engang foregår på den beskrevne måde.
Svømmerrapporten vil ifølge garanterede udsagn fra kollegiet blive hemmeligstemplet, når den foreligger udarbejdet. På grund af det netop anførte vil jeg for denne cases vedkommende indskærpende foreslå, at den i alle sammenhænge behandles endog yderst diskret.
Hele det specielle forhold, som er emnet for denne case, er ganske nyt for mig. Jeg har kun fået indsamlet ét datasæt og end ikke bearbejdet dette tilfredsstillende. Jeg medtager det alligevel, muligvis oven i købet først og fremmest af en rent personlig årsag, da jeg nemlig håber på at opnå renselse for mig selv (jeg skal argumentere herfor senere i casen), ved at fremlægge eksemplet, som det følger herefter.
Casen er blevet udarbejdet på basis af foreliggende materiale om Res Fungorit, den afdøde regeringstalsmand. Casen adskiller sig på afgørende punkter, men ikke mindst i hele holdningen, radikalt fra myndighedernes officielle rapporter. Jeg vil ikke tage stilling for eller imod det ene eller det andet, men forsøger samvittighedsfuldt at leve op til min opgave som videnskabsmand.
Jeg ville gerne tale med min foresatte om mit arbejde med svømmerne. Jeg føler et sygeligt behov for at snakke. Men tavshedspligten forbyder mig det.
Det forholder sig som følger:
En svømmer er blevet leveret til myndighederne, der ønsker at investere svømmeren så produktivt som muligt. Myndighederne ser sig derfor nødsaget til at tale med svømmeren og lade en embedsmand spørge svømmeren ud.
"Dom nr.?"
"Dom nr. KJJ.14/442-m8."
"Dom nr. KJJ.14/442-m8, altså en tænkedom. Nå. Jeg er bemyndiget til at give dig amnesti og lade dig eksistere i samfundet under forudsætning af, at du retter dig efter de direktiver, der gives dig. Først og fremmest må du ikke afsløre for noget menneske, at du er en dom. Ingen mennesker vil heller tro dig, hvis du fortæller dem det. Men alligevel: Ti stille med det. Hvis du ikke accepterer mit tilbud, bliver du sat ud igen på dybt vand, bagbundet. Sådan er dét. Jeg tager din accept for givet. Fortæl mig nu med få forståelige ord, hvad du egner dig til ud over at tænke uden at have fået en opgave pålagt."
"At svømme. Overleve. Hente perler. Efterligne mågeskrig. Være alene. Andet kan jeg ikke komme i tanke om."
"Kan du ikke præstere noget gavnligt? Lærer man ikke noget af at svømme? Så må vi jo starte fra bunden med dig. Vi må opøve en arbejdsduelighed hos dig, så du møder til tiden, gør, hvad der forventes, og går, når du skal. Du får tildelt en seng i en sovesal. Min sekretær vil give dig adressen, før du går, samt adressen på dit arbejdssted. Du går herfra hen til din seng og opholder dig dér, til du skal møde på arbejde i morgen klokken syv. På arbejdet får du at vide, hvem der er dine overordnede, og du udfører til punkt og prikke, hvad dine overordnede sætter dig til, og snakker ikke med andre. Efter arbejdet går du tilbage til sengen og forholder dig rolig dér uden at påføre andre unødige byrder, til du skal møde på arbejde i overmorgen klokken syv. Sådan bliver du ved dag efter dag, til du får anden besked. Du går på arbejde, passer dit arbejde, går hjem, når du må, og passer dig selv, går på arbejde, går hjem, går på arbejde, går hjem, til du får anden besked. Det er helt op til dig selv, hvornår du vil bevise over for mig, at du kan opføre dig så elementært, at jeg vil give dig friheder. Du får en prøvetid på syv måneder, så må vi se, hvad du kan drive det til. Hvis resultatet er for ringe, tja, så bliver du meget våd, kan jeg garantere dig. Så vogt dig vel. Du kan foreløbig gå under navnet Res. Viser du dig efterhånden værdig til det, så vil jeg måske senere overveje at give dig et efternavn. Og hvis du er rigtig flink, er der en mikroskopisk chance for, at jeg kan komme til at glemme din sag. Gå nu, Res."
Svømmeren adlyder, modtager adresser og instrukser om vejen, går gennem byens gader og sætter sig på sin seng og fortsætter sin vane med at være alene. Det spreder en aura af ensom selvtilstrækkelighed omkring sengen og holder afstand til sovesalens andre beboere, som tid efter anden kommer tilbage fra arbejde eller andre tilladte gøremål for at hvile sig og samle kræfter til morgendagen.
Jeg gætter dette. Det foreliggende materiale kombineret med min opgave tvinger mig til noget så usselt som at være indfølende. Jeg lider, fordi jeg gør min pligt. Jeg trodser mine videnskabelige instinkters signaler om, at jeg er ude, hvor jeg ikke kan bunde.
Klokken syv om morgenen efter en søvnløs nats kvælningsfornemmelser af de uvante omgivelsers fyldige nærvær præsenterer svømmeren sig for sin arbejdsgiver: "Embedsmanden har sendt mig herhen for at lære arbejde. Jeg må kalde mig Res."
Således må det være startet. Således starter et hændelsesforløb, der vækker en uforklarlig, kriminel uro i mig, som jeg efter arbejdstid ikke helt kan frigøre mig fra med piller, fjernsyn og selvjustits. Det er min agt at opsøge min foresatte og institutpsykiateren, når jeg har løst den mig pålagte opgave og afleveret disse cases, så kollegiet kan komme videre med det fortjenstfulde hverv at gennemføre en objektiv afvejning af fordele og ulemper ved at lade svømmerne sejle deres egen sø. Hvis dét er kollegiets opdrag.
Min umiddelbare personlige indstilling er den, at svømmerne skaber uro i samfundet, før de bliver sat ud på dybt vand, og inkonsekvens i begreberne, når de fortsætter med at eksistere efter udsætningen. På den anden side er den gavn, som samfundet får af dem, ikke strengt nødvendig. Når jeg vejer tingene op mod hinanden, vil jeg tilslutte mig myndighedernes planskitse omfattende menneskenes sterilisering via beroligerne og samfundets formering overladt til et laboratorium med de mest rutinerede og ansvarsbevidste arvelighedsspecialister. Når planen sættes i værk, kan man udelukke den fejlkilde, der skaber svømmere, og eksakt styre befolkningsudviklingen.
Jeg er helt overtydet om, at den uro, der hjemsøger mig lige nu, mest effektivt varigt fjernes ved, at svømmerne afskaffes. Dette må indbefatte, at alle de nuværende svømmere bliver fanget ind og mejet ned.
Som de sidste afsnit sikkert tydeligt afslører, nærer jeg forbudte følelser. Jeg lægger vægt på at bekende min egen bevidsthed herom, da følelsernes forekomst tydeligt bekræfter, hvad alle bør vide: At svømmerne kan få noget lovstridigt til at gro frem og tage magt over fornuften og derfor er en trussel mod samfundet. Præcis dette er jo selve baggrunden for udsmidningerne.
Hvad jeg hér har prøvet at formidle ud fra min egen vage erfaring og øjeblikkelige situation, er i al sin uklarhed, at svømmernes trussel forekommer mig langt større end nogen trussel, jeg før havde begreb om, og vokser i styrke, jo mere jeg arbejder med sagen. Jeg vil på nuværende tidspunkt gå så langt som til at sige, at svømmerne er samfundets fjende nummer ét.
Hvis der ikke bliver grebet ind straks med ubønhørligt strenge modforholdsregler, så vil svømmerne i løbet af en kort årrække kunne rive samfundet sønder og sammen og jævne alt dét med jorden, som vi mennesker har bygget op gennem årtusinder. Jeg formoder det ud fra min oplevelse af hændelsesforløbet med svømmeren Res. Jeg føler, at det er min pligt at lægge denne formodning frem.
Ifølge de foreliggende oplysninger er det naturstridigt ubegrænset, hvad en svømmer faktisk kan lære og præstere. I løbet af en måned blev Res rutineret i:
– at overholde tidspunkter
– at passe maskiner
– at opfylde en norm (i situationer, hvor man forsætligt har undladt at påtale Res’ fugleskrig, overflødige armbevægelser, fjollede grin og andre naragtige særpræg, går Res langt over normen og tvinger maskinerne til maksimalt output)
Desuden:
– at spise og snakke som de ansatte mennesker i pauserne
– at gebærde sig korrekt på gader og i butikker
– at holde sig selv, sin seng og sit tøjskab rent og i orden
– at omgås sovesalens andre brugere uden konflikter
Kort sagt, på en måned har Res tilegnet sig så meget adfærd, at ingen ville tvivle på, at det var et menneske, de havde for sig, hvis de var blevet spurgt.
Alligevel er jeg overbevist om, at inde bag ved hele denne skal af bluff og illusion tænkte Res stadigvæk, selv om ingen havde pålagt Res det. Ganske vist har Res ikke udtalt nogen tanke højt, også blufærdighed havde denne svømmer tilranet sig, men trods Res’ taktiske tavshed kan det ikke udelukkes, at nogle arbejdere er blevet smittet.
Som jeg føler, at jeg er blevet det. Smittet med svage egenskaber såsom indføling og – tilgivelse.
Arbejdsgiveren var den første til at lade sig narre af Res’ hykleriske forstillelse. Denne mand, hvis hemmelige opgave det var at besørge Res helt nedslidt inden for de syv måneder, han fortrængte, at Res var svømmer, en dom, en aparte, ved udsigterne til al den potentielle arbejdskraft, der hér lod sig ane.
Han forfremmede Res til større ansvar og mindre udmattelse efter kun én måneds prøvetid. Res fik pålagt jobbet som lagerforvalter med ansvar for, at gode og mindre gode produktserier blev blandet mellem hinanden, så alle købere fik lige mulighed for at få fat i et godt produkt, uden at noget gik til spilde, og desuden ansvar for, at der blev emballeret mest iøjnefaldende om de dårligere varer, så de gode kunne nå de kunder, der lagde mere vægt på indholdet. Endelig fik Res ansvar for, at de bedste produkter blev lagt til side til særligt udvalgte personer, blandt disse først og fremmest arbejdsgiveren og embedsmanden, arbejdsgiverens tidligere klassekammerat, men desuden andre, jeg ikke kender.
Arbejdsgiveren har åbenbart set stort på, at han ved sin selviske disposition gav Res adgang til unødig viden gennem det nye ansvar. Han var glad for sin personaleledelse, Res’ kolleger lidt mindre, eftersom arbejdsgiveren brugte Res’ præstationer imod dem og bebrejdede dem deres hævdvundne arbejdsnormer, når Res nu havde bevist ved sit eksempel, at normerne var forældede.
Hvad Res’ holdning angik, blev den ikke afkrævet, findes ikke i sagens akter og kendes ikke af andre end Res.
Dette var en formel fejl, hvis konsekvenser viser sig nu. Min indre uro, opstået under dette arbejde, fortsat voksende, gribende forstyrrende ind i min fritid og mit liv, denne uro har at gøre med, føler jeg, at jeg ikke kan trænge ind i Res’ tanker og følelser, ikke kan få greb om Res’ motivation, undtagen ved gætterier, som jeg ikke har baggrund for at opstille.
Hvad føler denne svømmer ved at blive amnesteret og accepteret af samfundet og så oven i købet få social succes?
Hvad tænker Res om dette samfund, som på så kort tid giver så meget til så lidt?
Hvad er egentlig dette: At tænke selv, uden opgave?
Hvad er det, der driver svømmere til særprægethed?
Jeg er bevidst om, at adskillige af mine spørgsmål er forbudte, og noterer dem alligevel hér for at bekende min synd og desuden for rapportens skyld. Jeg er sikker på, at mine synder bør tilskrives svømmerne personificeret i Res, således at mine synder i sig selv bliver en illustration af svømmernes nedbrydende konsekvenser for samfundet og hver dén, der funderer over dem.
Det kan vel ikke overraske nogen, at Res med sin hykleriske for- stillelseskunst, i besiddelse af camouflagefærdigheder af kamæleonagtige dimensioner, klarede sig med bravour i stillingen som lagerforvalter. Alt blev udført, som ordren lød på, og snart var arbejdsgiverens lagre endda renere og arbejdsgangen bedre organiseret, end før Res kom til.
Så efter endnu en måned sammen med Res hoppede arbejdsgiveren på limpinden igen. Han forfremmede Res til produktionsleder for et helt fabriksafsnit med råvarelagre i den ene ende og bortkørende lastbiler bugnende af færdigvarer i den anden og gav Res til opgave at få fordoblet fabriksafsnittets produktion og skrive sine tiltag ned, når de gav positive resultater, så det samme kunne indføres i fabrikkens andre afsnit. Res fik et rigeligt budget og frie hænder til at ansætte og afskedige, bygge op og rive ned, købe ind og sælge ud og skulle opfylde målet på en måned.
Hvordan havde et menneske reageret ved at få pålagt en så decideret urealisabel opgave? Mennesket ville nok stille og roligt, velargumenteret, høfligt, uimodsigeligt logisk med henvisninger til al tidligere erfaring fremføre sine synspunkter på sagen: Tidsfaktoren, det har taget flere år at bygge produktionen op, det vil tage endnu længere tid at fordoble den. Den menneskelige faktor, mennesker, lader sig ikke frivilligt ændre så meget som forudsat på den forudsatte tid, og da er det umenneskeligt at forudsætte det. Markedsfaktoren, fabrikken har endnu ikke opdyrket et marked, der vil aftage hele den øjeblikkelige produktion, hvortil så en produktionsforøgelse?
Men arbejdsgiveren afviser diskussionen. Han har sin egen plan klar: Når Res har fordoblet sin produktion og modellen er blevet udbredt til hele virksomheden, bliver der udnævnt en ny informations- og afsætningschef.
Gæt hvém.
Res’ indstilling til arbejdsgiverens projekt kendes ikke. Derimod kan Res’ resultater snart findes kopieret i alle samfundets fabrikker og dagligvareforretninger.
For Res accepterede den uladsiggørlige opgave, som ethvert normalt menneske ville have afvist med al rimelig grund, og løste opgaven som stillet. Produktionen blev fordoblet på en måned blottet for menneskelige hensyn. De ansatte blev konfronteret med den knivskarpe realitet i et enten-eller. De havde deres frihed til at sige deres ansættelse op, hvis Res’ dispositioner ikke passede dem og myndighederne gav dem medhold. Men hvis de ansatte ikke sagde op, var de fortsat ansat og havde ergo at gøre, som Res beordrede. Hvis de nægtede at parere Res’ ordrer og dog ikke sagde op, så blev de fyret. Så simpelt var dét. Sådan var reglerne. "Adlyd eller fjern dig. Vær menneske eller svømmer. Din maskine kan ifølge specifikationerne yde meget mere, end du tillader den. Som det er nu, er du maskinens grænse. Du får tre dage til at vende forholdet om og derefter to dage til at instruere en ny makker på en ny maskine. Din nye makker bliver en robot. Det er betingelsen for, at du stadig er ansat her om fem dage." (Refereret og citeret fra sagsakterne.)
Måneden efter sad så Res i afsætningschefens stol og udstedte reklamedirektiver. "Skab bevidsthed om en mangelsituation, sælg altid lidt mindre, end kunden har bestilt. Væk ikke nysgerrighed om varens indhold, skab sensation om dens eksistens. Sænk prisen på varer med god afsætning og hæv den på varer med dårlig. Lad aldrig kunderne få, hvad de betaler for, eller betale for, hvad de får, lad dem ikke tænke på varens pris, men på, hvad dé har råd til, at dé har råd. At dé er dém. Varedeklarationer skal være uforståelige og velklingende som digte på fremmede sprog. Lad konkurrenterne om produktudvikling og gem ressourcerne til afsætning." (Citeret som ovenfor.) Sådanne midler var, hvad situationen krævede, viste det sig. Arbejdsgiveren kunne snart begynde at købe konkurrenter op og sidder nu på hele levnedsmiddelindustrien.
Ved midtvejsevalueringen kom Res’ succes embedsmanden for øre, og han inddrog arbejdsgiverens tilladelse til Res, som blev sendt gennem systemet for at havne på regeringschefens kontor som sekretær for regeringschefen og regeringen, en personlig gave til regeringschefen fra embedsmanden. Det fik den logiske konsekvens, at embedsmanden avancerede hen over hovedet på sine foresatte, fik femogtyvehundrede medarbejdere under sig i sit eget departement og med Res’ fald blev overflyttet til en mindre pædagogisk institution som assistentmedhjælper.
Men det skete senere. Først skulle Res stige yderligere.
På kun fire måneder havde Res ved gang på gang, tilskyndet af sine foresatte, at præstere det umulige skabt sig en kometagtig karriere og var godt på vej til at gøre endnu et umuligt kunststykke: At gøre sig uundværlig for samfundet. Landets historie bringer ingen eksempler på, at samfundet tidligere har støttet sig til ét enkelt menneske. Alle har gennem opvæksten lært at kende deres vej gennem tilværelsen inden for den sociale orden. Hver enkelt har med tidens fylde indtaget sin plads, udfyldt den godt og sobert og ved sin frivillige, lovpligtige bortgang i tresårsalderen overladt pladsen og samfundet til den næste i rækken. Et sundt princip, som ikke favoriserer nogen i særdeleshed og gør det muligt for menneskene at opnå maksimal tilfredshed i et perfekt samfund.
Til forskel fra menneskene havde Res ikke oparbejdet et naturligt forhold til dét at kende sin plads. Res udfoldede sig ansvarsløst, forlod en plads, når der ikke var mere nyt at lære og arbejdet blev en rutine, unddrog sig pligten til at udføre den rutine, som samfundet havde bekostet opbygget som lige præcis dén plads med dén funktion i systemet, flagrede fra plads til plads, lærte, indtog viden og erfaringer som en slughals, i sådanne kvanta, som aldrig burde være samlet hos én. Som handlede Res efter en menneskefjern plan eller drift uden synligt mål. Det virkede næsten, som om Res havde forført sine foresatte til på trods af al hævdvunden praksis at fokusere på Res og nære forventninger til Res og give Res opgaver uden præcedens og i det hele taget se noget særligt i Res. Stik imod sund fornuft, som siger, at færdighederne er knyttet til pladsen, ikke til personen. Som om de foresatte alle som én var underlagt og aktivt styret af Res’ drift eller vilje og havde overladt Res deres arbejdsgiverrettigheder, hvor det omvendte burde have været tilfældet.
Som regeringssekretær fik Res, en gemen svømmer, adgang til alt hemmeligstemplet materiale, for eksempel befolkningens befolkningsreform, befolkningens følelsesreform, befolkningens ernæringsreform, befolkningens boligreform, befolkningens arbejdsreform, befolkningens udgangsreform, samt hvad der til da forelå af materiale til svømmerrapporten, blandt andet måske en formålsbeskrivelse.
Jeg kan ikke sige, om Res har gjort brug af denne adgang, og hvilke konsekvenser dette i så fald har fået, og hvilke vi endnu har i vente. Jeg anfører det på grund af Res’ vane med at suge viden til sig og fremme sine egne tilbøjeligheder, og fordi Res blev sat ud igen efter prøvetidens udløb, hvilket gør det muligt, at regeringens hemmeligste planer for samfundet foruden de eksisterende registre og statistikker over udsætninger er kendt uden for den snævre kreds af regeringens fortrolige. Mit observationsmateriel er indstillet efter Res, men det har endnu ikke givet resultat, som Res’ optræden på tv gjorde det.
Som regeringssekretær fik Res pålagt den opgave at gøre regeringen og regeringschefen kendt, at få regeringsmedlemmerne ind i de tusind hjem og give dem et hyggeligt ansigt til bekræftelse af samfundets tryghed. Det var ingen let opgave. At regere er et ansvarsfuldt job, vel nok den mest ansvarstunge byrde, et menneske kan bære. Det sætter sit præg på fysiognomiet og holdningen. Stramme læber skulle blødes op, rynker glattes ud, øjne fokuseres og mildnes, kulører fornys, rygge rankes, hoveder løftes, skuldre slappes, replikker læres, udtale forbedres, før det første show kunne køre over skærmen.
Det blev ved dette ene. Så store var de menneskelige omkostninger ved at forene regeringsarbejde med showbiz, at majoriteten af regeringsmedlemmerne nægtede at gentage forestillingen, hvis det ikke blev påbudt dem fra højeste sted, hvad de nådige magter forbyde, og nogle fik ufrivilligt forfald.
Så blev det pålagt Res at optræde på skærmen som regeringens talsmand. Res gjorde det så underholdende, at adskillige mennesker efter få udsendelser på eget initiativ begyndte at indsende anmodninger om flere af den slags programmer og angav så forskellige motiveringer som, at Res var pæn, talte rart jævnt, fremlagde regeringens arbejde, så ingen følte sig tilsidesat af formen eller indholdet, at nu fornemmede man virkelig samfundsånden i lovgivningen, at der kom noget sjovt ind i værelset med Res’ shows, at Res skabte tryghed, og at der var opstået noget dyrisk tæmmet, nyt, dejligt pirrende i udsendelserne. Res’ optræden smittede af på de andre udsendelser, og fjernsynet kom ind på en flot førsteplads som beroliger.
Efterhånden blev Res selv, en foragtelig svømmer, så populær blandt seerne, at selve regeringschefen blev sat i skygge, han var endda begyndt at se tv for at få at vide, hvad han havde lavet i dagens løb, og hvad morgendagen ville bringe ham. Regeringschefens popularitet steg, befolkningen udtrykte tilfredshed og glæde over hans vise styre til befolkningens tarv, formidlet af Res.
Det kostede dyrt. Man var tvunget til at foranstalte forfølgelser af de urene racer for at kanalisere de folkerejsninger, der opstod spontant som følge af, at myndighederne efter anmodning fra regeringskilder valgte at fjerne Res fra programmerne af hensyn til samfundsordenens strenghed og retlinethed. Uroen lagde sig først for alvor, da man havde lavet en stedfortræder, der kunne indtage den plads, som Res havde skabt sig, kunne udfylde den, udvande den, udtømme den og skabe glemsel om den i menneskers bevidsthed.
Der havde ellers været en sag, som man med lidt behændighed kunne have fældet Res på. Men myndighederne, hvoriblandt sikkert en ikke ubetydelig gruppe af fjernsynsseere, fandt det utilrådeligt med en rettergang mod en så prominent person som Res, selv om det var en sag, som det efter lidt fiksfakserier kunne være oplagt at køre en retssag på. En aften i sovesalen dræbte Res en anden, det var heldigvis bare en svømmer. De præliminære undersøgelser bragte for en dag, at sovesalens beboere var indforskrevne svømmere allesammen, selv om de optrådte som mennesker. Res havde således ikke forbrudt sig mod loven, blev ikke udspurgt om sit motiv, episoden blev glemt efter oprydningen. Men Res var vel ikke klar over, at den ellers forbudte handling var tilladt under de givne omstændigheder?
På dette tidspunkt havde myndighederne endnu ikke lagt sig fast på, hvilken anden brug de ville gøre af Res. Hvis episoden ikke var blevet gemt af vejen i sagsmapperne, kunne den dengang have været trukket frem og skåret til som et muligt alternativ til den beslutning, som myndighederne så traf. Spildet blandt de urene racer kunne måske helt eller delvis have været undgået, hvis seerne havde fået deres yndige Res at rive i. Man behøvede jo ikke at fortælle dem, at Res var svømmer, og spolere noget af fornøjelsen.
Måske var så alligevel myndighedernes dispositioner de rigtigste og deres visdom uantastet?
Jeg kan ikke ryste de tanker af mig, der opstår, når jeg igen læser undersøgelsesreferatet, og jeg kan ikke lægge referatet fra mig.
"Res Fungorit har udført dom med ukendt nummer. Ingen grund til sigtelse. Rengøring efter formel 13 afsluttet."
Jeg ønsker at forstå Res’ bevæggrund. Hvad har været motivet bag en handling, som forekommer usædvanlig selv under den omstændighed, at Res’ adfærd i det hele taget er usædvanlig, mildt sagt? Jeg har ingen oplysninger om, hvad der er hændt til daglig i sovesalen, kender ikke omgangsformerne, har ingen informationer, ingen data, ingen detaljer. Jeg véd ikke, om der dén særlige aften har været tale om forsvar eller angreb, hvad der har udløst det, hos hvem. Kun, at Res sejrede igen. Har det at gøre med særpræget og dommen? Nej, hvorfor skulle det?
Ud fra min viden om svømmerne har jeg dannet mig en mistanke om Res’ motiv. Jeg har intet at underbygge mistanken med, intet. Men jeg føler, det er min pligt at notere den alligevel, fordi jeg har den: Jeg tror, at Res instinktivt har opdaget, at den anden var svømmer, og svømmerne tror, det er dem, der er mennesker, og at mennesker for Res er farlige, fordi de har sat Res ud og kan gøre det igen efter behag. Jeg tror, at dét har været Res’ grundmotiv, selv om jeg ikke har nogen idé om, hvad der konkret har gjort, at motivet gav sig udtryk i handling.
Det paradoksale er, at der så ikke umiddelbart er fare forbundet med at inddrage svømmernes arbejdskraft på belejlige tidspunkter, og at denne lemfældige praksis er dødsens farlig i sin kortsynethed. Mennesker slækker på agtpågivenheden over for det tilsyneladende harmløse, holder sig ikke rustet til forsvar mod de følelsesmæssige virkninger af sådanne særpræg, som dømmer svømmerne, og som i retfærdighedens navn bør holde svømmerne ude fra samfundet på livstid, som det tydeligt er forudsat i lovgivningen.
Resten af Res’ prøvetid blev tilbragt fjernt fra medier, magt og mennesker. Res blev forhyret på en fragtbåd, som bragte dømte ud på udsætningsstedernes dybe vand. Der foreligger ingen vurderinger og klager fra perioden, ingen rapporter overhovedet, intet skriftligt. Skibsføreren har ofte fået påtalt sin slendrian i slige henseender og siger hver gang, at han er skibsfører og ikke paragrafrytter. En af den sidstnævnte slags har anført i sagen, at "efter prøvetidens udløb er dom nr. KJJ.114/442- m8, i syv måneder kendt som Res, de midterste måneder tillige Fungorit, blevet smidt i havet med prædikatet "ustabil arbejdskraft"."
Lad mig glemme, at jeg har hørt om Res. I blinde, onde magter, hvad enten beroende i mig eller virkende omkring mig, vis medlidenhed! Lav mig til, at jeg endnu ikke har hørt om Res og aldrig vil komme til det! Derom beder jeg ydmygt og håber på trods af al erfaring.


Case nr. 6

Første observation af en kollektiv synd
Råbet "jeg er mig. Hvem er du?" jog en svømmer i skjul under havet. Hændelsesforløbet gentog sig et par gange, så valgte svømmeren resolut at møde faren hellere end at flygte og kiggede sig rundt efter truslen.
Ved synet af et enkelt hoved på vandoverfladen crawlede svømmeren sprøjtende til angreb og blev standset nogle meter fra den råbende af nogle tornede net, som var spændt ud i vandet og ikke umiddelbart lod sig forcere.
Den råbende trådte vande på den anden side af nettet uden at give tegn til at ville flygte, opfattede tilsyneladende ikke situationen som farlig. "Hej med dig," kom det ud mellem de fugtige læber, som bagefter lavede trutmund og provokerende smaskelyde.
Svømmeren ledte langs nettets kant efter et sted uden torne, så hindringen kunne overvindes og et angreb føre til fjendens udslettelse. Svømmeren opnåede derved at blive ledt væk fra den anden uden at finde passage, ledte famlende den samme tur tilbage og videre til den anden side. Men lige meget hjalp det, havet var blokeret.
Hensynsløs mod sig selv greb svømmeren fat om den skærende netkant for at komme i position til at gøre kål på drillerierne.
Den anden fulgte opmærksomt med i de selvpinende anstrengelser: "Jeg er her, og jeg bliver her. Prøv at vænne dig til det, jeg vil ikke gøre dig noget uden dit samtykke. Prøv at vænne dig til et hav, som ikke er tomt. Prøv at vænne dig til, at der er andre svømmere end dig, ligesom du selv er en anden nu end for et øjeblik siden og så alligevel den samme helhed."
Svømmerens anstrengelser slappedes. Som om bevidstheden var blevet delt mellem det forrige og noget nyt. Den anden talte igen: "Hvis du har ret til at leve efter dommen, og du lever jo faktisk, så må du kunne lære at leve med, at andre har den samme ret. Prøv at vænne dig til det. Du kommer ikke videre i denne retning, hvis du foretrækker det tomme hav. Det tomme hav er bag dig. Foran dig er havet og øerne befolket med dømte som dig, der hér finder udfoldelsesmuligheder for deres særheder og hver især afstikker deres grænser mod omverdenen med afslag og afvisninger. For øjeblikket holder du om mine grænser mod dig, og de grænser åbner jeg kun, når du ikke truer mig. Du må selv vælge, hvilken vej du vil. Men denne vej kommer du kun, hvis du vækker den vilje i dig selv, at vi alle lever videre, som vi hver for sig vil og evner det uden at sætte mål for andre og uden at sætte mål for os selv, der undertrykker andres mål. Sig mig, hvem du er, mens du fortæller, hvor du kommer fra, mens du fortæller, hvad du har oplevet, mens du fortæller, hvad du vil, mens du fortæller, hvem du er. Del dine færdigheder med mig, mens du vænner dig til mig, mens jeg fortæller, hvad jeg véd. Beslut dig, mens vi snakker sammen og møder hinanden. Jeg vil vide, når det er rigtigt at åbne nettet for dig, når det er dit positive ønske, det har ingen hast imens."

Anden observation af en kollektiv synd
De avler åbenlyst, formerer sig skamløst, får forbudte børn rundt omkring på de okkuperede øer og havet, de tager eksempel af hinanden, når de har lyst, spiser, sover, arbejder, parrer sig, når de har ubehersket lyst, bygger hytter og opdyrker marker og urtehaver, fisker, gør sig redskaber, hvor det passer dem, sætter sig, rejser sig, går og står, hvor de vil, bruger meget af deres ustrukturerede tid sammen på at fortælle, synge, danse, spille musik og optræde, arbejder hårdt og effektivt, når de vil, bare når de selv vil, smider så de nyttige ting fra sig og morer sig, bander, gør sig ensomme, farer i flint, bygger uden på husene og gør markerne større, når de flytter flere sammen, når de får børn, når deres aktiviteter kræver mere plads, de svømmer, går, løber, hvor de finder for godt, udsmykker husene og jorden, ødelægger tingene efter hvem, der dør, bringer de dødes steder tilbage til tilstandene, som før de døde første gang begyndte at tilvende sig stederne, de bevarer de dødes historier og færdigheder og glemmer, hvad de ikke selv kan bruge, på en måde, så de husker det, når de kan bruge det, de lader hinandens lyster, udsigten, vejret, tidspunktet på døgnet, selv en forbiflagrende sommerfugl eller et blad, der falder til jorden, påvirke deres tilbøjeligheder og hensigter, de er sjuskede med sig selv og gør mange ting, der er så fremmede for mig, at jeg ikke kan sætte dem i ord, de forvalter deres samfund, hvis det kan kaldes sådan, på en skødesløs, lyststyret måde, de føler sig åbenbart knyttet til egnen, men pisker til og fra som myrer i en tue, så hér, så dér, så skifter én retning midt i en bevægelse og river en anden over ende, to hiver løs i hver sin ende af det samme gøremål, mens en syvende har fundet et jordhul, en frønnet træstub, en murrevne, en halvåben skuffe at kratte i, alle handler planløst, impulsivt, uden omtanke. Det er umuligt, i det forvirrende mylder at få øje på dén koordinerende faktor og beskrive den, selv om man véd, den må være der et sted. Det er, som om svømmernes bestemmelse ikke så meget ligger i samfundsformationen og de fysiske og materielle præg, svømmerne sætter på vilkårene, som om artens bestemmelse snarere ligger i det enkelte individ og dets integrationsformåen.

MÃ¥lrettede observationer uden succes
Der ses ikke institutioner, som opdrætter børn til mennesker, mennesker til arbejdere, arbejdere til forbrugere, forbrugere til undertrykkere, undertrykkere til zombier, zombier til samfundets vogtere.
Der ses ikke institutioner, som reparerer svagheder, hvis de svage er bevaringsværdige, og frigiver de tresårige til fællesgravenes fred og de alt for svages selskab.
Der ses ikke institutioner, hvor folk arbejder, eller institutioner, hvor folk samler arbejdskraft uden for arbejdstiden, eller institutioner, hvor folk handler sig til rette med deres behov for tøj, madvarer, luksusartikler, tjenesteydelser, succesfremmende foranstaltninger, drømmepiller, fjernsyn og bøger.
Der ses ikke institutioner, hvor behovene, produktionen og forbruget planlægges og koordineres, eller søsterinstitutioner, hvor produktionen oplagres, til det anses for passende.
Der ses ikke institutioner, hvor data bliver indsamlet og bearbejdet til sandheder, eller institutioner, hvor data bliver indsamlet og bearbejdet til love, eller institutioner, som påser, at lovene og sandhederne holdes efterretteligt, og straffer overtrædelser. Der ses ikke institutioner, som påser, at det er de relevante datasæt, der indsamles til henholdsvis sandheder og love.
Der ses ikke institutioner. Der ses ikke ret eller uret.
Der ses ikke tegn på vekslende rigdom eller tegn på, at samfundet og lovgivningsmagten og myndighederne holdes helligt, eller tegn på institutionaliserede aktiviteter, som truer omgivelserne og miljøet og de levende og livsudfoldelsen og fantasien. Der ses ingen menneskeskabte trusler.
Der ses ikke overmenneskelige myndigheder. Der ses ikke tegn, eller ikke to ens. Der ses slet ikke noget, der kan udlægges som magtens fælles samlende bomærke i et sideordnet, broget og forvirret virvar af livsudfoldelser. Der ses ikke en struktur, som breder sig i højden og knuser sit fundament med overbygningens vægt. Der ses end ikke at være noget tomrum i egnen som resultat af disse mangler. Der ses ikke kendte træk, som gør egnen tillokkende.
Måske er det helheden og friheden, selvbestemmelsen og det personlige ansvar, at enhver får lov til at sejle sin egen sø, men søen er fælleseje, hver enkelts resultat og forudsætning, som ikke er til at få øje på?
Jeg kender min svaghed og synd og véd ikke hvem? Mine ord indgår i nye kombinationer og opvækker ord, jeg havde glemt og ikke vidste, jeg kendte.
Hvem er hvem?

En drømmeobservation af kollektive synder
Jeg ser den sående, den dyrkende, den høstende bonde højt oppe på traktorens polstrede sæde, hensigten jordbundent koncentreret om husstand og besætning og vinteren, som altid er på vej, jeg ser bondens redskaber fostre og dræbe ensartet grønt græs, jævnhøjt korn, utalte kopier af den samme runde roe.
I lavninger og på bakketoppe, i det åbne eller i læhegns og plantagers skygge, i sand og muld, uafhængigt af naturgeografiske forhold, overalt det samme planlagte resultat af bondens og myndighedernes tekniske formåen.
Jeg ser, hvordan jorden vånder sig i denne kedsomme spændetrøje.
Jeg ser svømmerne faldne for samfundets magi, hvor kraft har taget magten over enkeltpersoner og gjort mennesker til upersonlige systembyggere og blinde forsvarere af deres isolerede bygværker. Jeg ser, at mennesker former hinanden i dette ene billede til beskyttende skjold mellem funktionen og mennesket bag.
Jeg ser i svømmernes vilkår mit eget samfunds fornægtelse af mangfoldighed og udvikling. Ved svømmerne ernæres en vånde. Jeg indser og forstår, at jeg er belagt med spændetrøje, som kun tillader planlagte resultater.
Jeg ser jorden og alle dens vækster bebyrdet med menneskeskabt sorg, eksistensen i sørgeflor.
Jeg ser, at jeg ser.
Jeg ser en cyklon, en flodbølge, et vulkanudbrud, en naturkatastrofe, som giver egnene varigt mén og magten til mangfoldighed.
Jeg ser en krigsinvasion, en pestepidemi, en neutronbomberegn, som udsletter egnene og hyller dem i glemslers og halvdrømmes tåger. Tågerne gøres tæt uigennemtrængelige med vin og fjernsyn og polykrome piller. Tågerne gøres til at leve med, de gøres tilgivelige. Jeg vaskes ren og gøres uskyldig.
Jeg har set intet. Jeg har mødt mine øjne. De har set mig. Jeg håber at knytte venskab med mine øjne for deres perleagtige ubestikkeligheds skyld. Der er stadigvæk alt at se, en verden at optage, en fødsel at leve.

Tredie observation af en kollektiv synd
Jeg har observeret svømmernes egn og dér set en svømmer, som efter visse ting at dømme godt kan være Res Fungorit og måske er det. I nærheden af Res’ hytte er der en solbeskinnet krog i en lysning i en lille skov med udsigt ned over vajende græssteppe til havets bølger. Dén krog dér på egnen er som skabt til husvalelse og lægedom for en genfødt, hjemløs sjæl.


Case nr. 7
En svømmer hager sig op på et drivende træ, opholder sig dér et par dage og genvinder sine kræfter, springer så i havet og fjerner sig med seje svømmetag. Senere bruger en anden svømmer det samme træ på samme måde, ter sig som den første, kun kurserne adskiller dem. Og tiden. Form.
Ingen forfølger, hvad der sker dem. Om de svømmer, om de drukner eller på anden måde får fast grund under sig? Om de samler kræfter på andre flydende genstande? Om deres energi har form af bevægelse eller beliggenhed? Om deres kurser engang har krydsedes, som Kains med Abels på et øde sted?
Ingen følger med i deres liv. De er for ubetydelige, for små, blot to isolerede enkeltindivider.
Der er andre ting, det er vigtigere at se til. For eksempel rene vinduer, militæroprustning, psykoterapi og Ohms lov. For eksempel handelsbalancen, betalingsbalancen, befolkningsbalancen og miljøbalancen. For eksempel mikroorganismer, elementarpartikler, axiomer, det uforklarlige, det ubeherskede, livet, døden, evigheden. For eksempel, midt i alt det vigtige og alt muligt andet, dette nu.
Træet flyder om for vind og vejr, stiger og daler i bølgegangen. Krydser utallige kurser, undertiden, som netop demonstreret, på svømmeres position, og også ellers på skiftende position med havfugle, solens udvalgte stråler, orkaner, dønninger, tid og alle de andre forekomster, der ikke lader træet upåvirket.
Et dødt træ, en levende masse, et centrum i eksistensen, med radier til alle sider, til alle andre centre, alt.
Træet er som alt, kun ikke som det, der er bragt i isoleret tilstand som middel for et mål. Derved adskiller træet sig fra nogle svømmere og mange mennesker, for eksempel, og fra selve det at sætte mål og fortære livet med kniv og gaffel.
Hvordan kan man stabilisere og skabe tryghed, forudsætningen for.


Case nr. 8, den sidste
Aah.
Et menneske får som arbejdsopgave at indsamle nogle oplysninger og bearbejde dem til videre brug. Mennesket opnår derved en viden og nogle synspunkter, som dette menneske ikke kan administrere uden at gøre brug af sig selv, fordi der ikke følger en brugervejledning med. Mennesket føler sig forsvarsløst drevet ind på en kurs, som leder i retning af noget usynligt, uvist, uforventet, ufornægteligt. Positionen og det specielle forhold i det hele taget gør mennesket hensynsløst, hvad angår det praktiske, sikkerheden, det formålstjenlige, pligterne, skik og brug, de daglige vaner og gøremål, sociale relationer, tvinger mennesket til et valg mellem det hidtil førte liv og et muligt andet væsensforskelligt fra hint, eller et minutiøst valg mellem livskvaliteter. Vurdering af livsførelsens art.
Hvad skal mennesket gøre, om det vil sig selv det godt?
Mennesket påtager sig myndighedernes opgaver og gør rent bord: Støvsuger, vasker op og rydder til side, anbringer boligens løsøre i overensstemmelse med en retlinet æstetiks principper, afslutter nogle notater, som er blevet meningsløse og lige så gerne havde været forsømt, rydder op efter sig og sin funktion og tilser, at dette menneske ikke efterlader sig uindfriet gæld til nogen eller noget, som drejede det sig om et afklaret menneskes pernitne redegørelser foran fuldbyrdelsen af et længselsfuldt selvmord.
Mennesket finder flere ting at forhale en overskridende handling med, udsætter for at nyde forventningens glæde til bunds. Der er ingen vaklen, det er ligegyldigt med disse ting, de forhindrer ikke, de forøger glæden. Fryd, fryd og indre latter, bobler og brager, risler, perler i vægtløse kaskader, beslutningen ér taget så sikkert, som var den fuldbyrdet.
Han kan drikke sig fra sans og samling, vedstå og repetere, han kan tage på ferie til et hævdvundent helsecenter, hore med 117, fræse gennem underholdningslitteraturen, begrave sig i specialstudier og veldefinerede arbejdsopgaver, han har altid gjort det, han kan blive ved, ligegyldigt er det, omsonst, beroligerne har mistet den forjættende tiltrækning, glæden blomstrer, skæbnen tager ham ved armen, for svag er funktionen, for stærk personens trang bort, dragningen mod det faktisk foreliggende uvisse, han kan udsætte, hvis han vil, men formår ikke at udelukke, vil ikke.
Mennesket ordner efter sig for så at spadsere til havnen i ro og mag og løse enkeltbillet til en damper, som skal passere dybt vand. Han fristiller herved sin plads, så samfundet kan besætte den med den næste i rækken, og sætter punktum i et liv.
Aah!

 

TIL TOPPEN

Besøg  
043328