Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden HåndenPåT

 

  Skal det mon så være den højre eller den venstre? 

 

Udgivet på forlaget Skuffen i 2003 i 30 eksemplarer.

Hånden på tungen er en fornøjelig historie om et par uudholdelige skiderikker, to tudegrimme eksemplarer af hver sit køn. Den første udgivelse op af skuffen og ned igen, mao. eget tryk, som man engang udtrykte det, når andre udgivere ikke var at finde. Lidt forhastet, idet en tredje aktør i det hævdede univers æstetisk vurderet burde have været skrevet gevaldigt om, fra upersonlig til person, inden trykningen. Men sådan går det, når man gør det selv, man bliver snydt for frugtsommelig kritik fra salig omverdenen.

Her følger de første tre kapitler:

 Kapitel 1
"Vil De gøre mig den godhed at komme til te i eftermiddag, hr. pastor?"
   "Nej, det er sandelig Dem, der godter mig, kæreste frue."
   Men måske det kun er sig selv, man kan godte?

* * *
Det er glemmetider i Billinghove og foregår i skrivende stund i nævnte større LANDSBY. Udviklingen har flyttet trykket fra LANDS- til -BY og beboernes observans fra LIVSDELTAGELSE til NORMALITET. I samme takt har beboerne fået udskiftet eksistensens individuelle ansvar og engagementet i deres fællesskab med præfabrikeret medansvar for professionelle magtudøveres fjerntliggende verdensbilleder. Seværdigheder er der ingen af, thi turisttiden uforudset har tidligere generationer ud over avls- og beboelsesbygninger, nødtørftig infrastruktur og fundamental forbrugsadgang til kunstigt lys, ren hud og tømte tarme kun forsynet landsbyen med en kirke af ringe aspekt, dog immer med den væsentlige brug at gøre skel mellem beboerne. Således er nogle menighedsrådsmedlemmer og de fleste ikke. Til kirken hører en præstegård, hvori forventeligt leves et åndeligt liv i synd og anger og indre personstrid om midlerne til menneskesjælens lutring, så landsbyens øvrige beboere herved får traditionen klaret pr. stedfortræder.

For resten er præstegården en dejlig ejendom med garage til og pryd- og nyttehave udenom, tilset og passet af graver Jensens familie, og med mange rum og statelige lokaler inden døre. Thi sådan er alt lagt til rette, at en besøgende slet ikke ser køkkenregionerne, soveværelserne, toilet- og baderummene, pulterkammeret og de private gangarealer, men ledes fra hall'en direkte gennem de herskabelige stuer og saloner, før studereværelset nås, de tunge bøger fra gulv til loft, mandeduften, krucifixet, og huschefen, pastor Ebbesen, der står som til alters med øjnene ved den hede telefon.

* * *
Han mærkede det som en åbenbaring, med det samme han slap røret. Generalstabskonsulinden måtte absolut have det som sit livs inderste bestemmelse at være hans hjernes hemmelige kvinde, som hidtil kun, men dér så sandt evindeligen, havde udfoldet sin eksistens i en eksotisk oase i hans dagdrømmes eremitære ørkenstrøg.

Ja! Han ville straks dags dato erobre, hjemtage og suverænt dominere generalstabskonsulinden til det gode.
   Og naturligvis blive mødt med hendes himmelsk ekstatiske herskerhengivenhed.
   For det havde nok de begge så vist fortjent.

Alene al den øre- og kropskælende ydmyghed, generalstabskonsulinden havde evnet at overbringe ham i tilsagnet hr. pastor. Den gav ham åndeløs lyst til at ringe hende op igen nærmest næsten nu og diktere hende, hvad holdninger og adfærd hun inderst, til døden dem skilte, skulle anlægge, at afsløre ved særlige lejligheder, hvor han ville være til stede for at opkræve tiende med staccatogisp og nådigt fremrakte knappeopfingre.

For det trommede i ham efter langt om længe at komme ud af skabet og bevise, hvor syndigt det dog burde være at følges ad!

Og hvis han så i samme hug kunne tynge bare dén ene kælling ned på nakken og føle sig gældfri!

Hvor velsignet syndigt så for normernes kredsløb! Det var han aldeles sikker på, nu chancen måske var opstået til at gennemtrave dagdrømmen med valfartssucces og nervebetændelse.

* * *
Præsten i Billinghove hans mor, som fra starten har siddet på ham i tykt og tyndt, "som et værn mod drenges slette natur,"
og efterlods har klinet sig på ham som en pukkel, han fortsat har haft at slæbe videre med, da han så flyttede til landsbyen som dens statsansatte åndelige høvding, hun, det stakkels liv, der gjorde, hvad hun kunne, for at forpeste hans, hun er død fra ham vel et halvt år før vor tidsregning og har utilsigtet efterladt ham en selvstændighed på godt og ondt, som han så sagteligt, så ganske sagteligt, er ved at vænne sig gudsjammerligt til.

* * *
Ja. sådan forholder det sig.
   Præst Ebbesen ej just ved det, men ledsager spontant sit liv og agerer fordomsfri vært for, hvad det måtte vederfares. Disse foranderlige tider hænder som en række evighed i kø og menneskene jævnt ufremkommelige.
   Det er dét, tiden er havnet i: Moderne historie med minimalistiske evigheder, der fortsætter hinsides de tvende ender af det telefonkabel, som MANDEN og også KVINDEN netop er blevet aldeles pavlovsk bjergtagne af.
   MANDEN, der som nævnt har mistet sin MOR og måske netop har telefonsamtalet med sin tilkommende HUSTRU.
   Og KVINDEN, der før historisk tid har mistet en ÆGTEFÆLLE og ved dens slutning tillige har tabt tråden til en
   – SØN, der for sit vedkommende blev FADERløs vel omkring det tidspunkt, hvor
   – MANDENS MOR beviste MANDEN den venlighed at himle og KVINDENS ÆGTEFÆLLE realiserede vielsesritualets eneste legale punktum,
   – men som endnu har sin MOR, MANDENS tilkommende HUSTRU, moderne historieskrivnings HOVEDPERSON, tæt inde på hverdagen.
   – Katalogrubrikker, som reverender talt skal udvandes før virkelighedens maskerade:      
Folkeskoledumhedens statskontrollerede afgang til kulturens ondskab og i selskab med dén af ensomhed til hjerternes uskyld og amoral.

* * *
Et andet sted i landsbyen står der et HUS fra de samme urørlige tider, fra VOR tid og NUtiden og EVIGHEDEN, det eneste af TID, vi vil sanse uden at rådføre os med frøken KLOKKEN, med lige linier, hvor man kunne have ønsket noget svungent, og i stedet for hjemmets varme en nølende sterilitet. Et HUS med to etager over jorden og én underjordisk, i en HAVE så skøn, udadleligt fortov, adressen korrekt i kommunens vejviser, telefonbogen sandfærdig på det pågældende punkt, postvæsenet, el- og vandforsyningen tiptop i ORDEN, og renovation, spildevandsafledning m.v. noget så aldeles miljøBEVIDST. Evigt står det der, HUSET, bliver ved med at stå der, så længe civilisatorisk tid holder ud, og dér varer EVIGHEDEN på nuværende tidspunkt indtil NYHEDERNE. Sådan synes huset udefra, eternelt i kulturel forstand, men så, hvis man stikker næsen indenfor, til lokal tid, urtid, og besiddelsens tvungne forarbejder:

Der skulle ryddes op, skulle der nu, og gøres rent, der skulle støvsuges, tørres af, vinduerne skulle pudses, møblerne stilles pænt, men det var jo alt sammen i orden.

For det var nemlig ydret, det drejede sig om, kjolen, halsbåndet, håret, ansigtet, rent undertøj, parfume, sminke, lak til hår og negle.

Men det var alt sammen i orden, for det var huden, den skulle bades og vaskes og skures overalt.

For det var noget rent ud sagt unævneligt privat, noget kringlet, som en nyåbnet rosenknob, måske bortset fra duften, hendes kusse, for at sige det, som det var, noget delikat, en naturbebuder, der ikke var underlagt viljen, med vatpinde, talkum, håndspejl, vaskeklud, og selv det var i orden.

For det var – der var nemlig bare noget ganske andet, det var. Hvad havde hun læst på det sidste? Hvad havde hun parat at diskutere og underholde med? Hvilke væsentlige iagttagelser havde hun foretaget her? Hvilke eksistentielle overvejelser? Og hendes tro, og politiske ståsted? Hendes religion og livsfilosofi og idealer? Men hendes indre var alt sammen i orden, så vidt hun kunne bringe det med øjebliks varsel.

For det var, hvem hun var, virkelig, i hendes mest fordomsfri inderste, men det var alt sammen i bedste orden, pyh, det var i orden, det følte hun, hvem hun var, derfor borgede hendes dåbsattest og vielsesattest samt det, at hun havde kvittering for leje af en bankboks.

* * *
For hvad, nemlig, med traktementet, brødet og kagerne, syltetøjet, hvad med borddækningen og stolenes placering, intet var i orden, det var ét kaos, der skulle vand over, der skulle stå en buket dér, nej, hellere dér, og messingstagerne, og skulle det være hvide lys eller lilla, eller grønne, men velkomstsignalerne kom betids alle sammen i orden, for sådan plejede hun at funktionere med bravour, som havde hun tjenende ånder i sit brød, for nu var det kælderen, hun blev fugtig dernede og måtte ubetinget ned at tørre op.

* * *
For nu var det, der var stadig, der var noget vist, der var noget ét eller andet, noget lidt lurende, lidt sig unddragende, ikke til at få håndgribeligt fat i. Usanseligt var det, men det var primært ikke i orden. Der var noget ufatteligt, men tydeligt anet, noget gammelkendt et sted i sammenhæng med hendes domæne, der slet ikke var i orden.

* * *
Og det kom nærmere, det nærmede sig hele tiden, udefra, skridt for skridt.
   Risikoen ved medmenneske.


Kapitel 2
Skridt for skridt, trin for trin, fjed for fjed, centimeter for centimeter, sekund for sekund er der noget, der nærmer sig hendes hus og orden, tror hun og iler i tide mod kælderen for at gøre sig afslappet parat – på lette fjed, som ung på ny, rødmosset ung, naivt bekløet af naturens blinde magter.
   Men hun er for tidligt om sig. For pastor Ebbesen har overhovedet ikke forladt sit eget endnu, er slet endnu ikke begyndt at tilbagelægge den uendelige afstand mellem MAND og KVINDE og den endnu mangedobbelt længere vej mellem MENNESKE og MENNESKE. Han holder måske endda med vilje tilbage på sig og nøler med at sætte ud fra sit eget for ej at gå til.

Det med hendes halvvoksne knægt, hun havde nævnt for ham telefont, kunne naturligvis kun være et respektabelt kontaktpåskud og sandelig ikke noget alvorligt. Generalstabskonsulindens stemme havde så decideret været tunet ind på pardannelse, hvis ikke hans sjælesorgserfarne øre havde bedraget ham.
   Men dét havde det ikke! Det havde kildet så fantastisk, at det umuligt kunne være løgn! – "Vil De gøre mig den godhed at komme til te i eftermiddag, hr. pastor?" – kilde, kilde, kilde.

Nu drejede det sig udelukkende om at finde den rigtige dragt og fremtoning, så han kunne melde sig åben for telefonens forjættelser eller stå imod, thi ham vedkom det dog ikke. Det kunne kortes ned til kødets skrøbelighed, og dén var pr. definition menighedens splint.

* * *
Måske listede det, eller sneg det sig, det, som slet ikke var i orden, eller det, som ingen orden kunne holde rede på sig selv oppe imod, silede og emmede og trak stadig tættere på, og det var aldeles lige meget hvordan. Sådan var LIVET. Det væsentlige var, at det garanteret var undervejs. Dette ukalkulerede noget, som hun ikke kunne få rede på. Denne ukendte sjældenhed i hendes personlige univers. Hun gned sig hidsigt på en fugtig plet for at få den til at holde op, men den gned tilbage i en endeløshed af kælderfugt og mere mørke end lys, erfarne fontæner af lattertrang.
Oprustning før det uundgåelige.

Hvad havde hun dog denne gang født til verden med sin automatiske brug af erfaren lillepigestemme ned i telefonens rengøringsduft og duft af hospitalsagtigt mundskyllevand?
   For hvad var dét, der nærmede sig nu, skridt for skridt? Hvilke uformulerede forventninger, hvilke personlige hensigter, hvilke internaliserede krav? For sådan gjorde de alle.
   Ja vist, og hvilke teologiske eller til gengæld humanistiske ord på ord på ord, som det ville blive hendes værtinderolles naturlige pligt at honorere og veksle til gangbar mønt?
   Hvordan var vel denne pastor Ebbesen? I sig selv? Bag om sig selv? På bunden af sagosuppen, rent ud sagt? Hvordan var hans optimale omstændigheder for impulsivitet? Ville hun mon acceptere dem?
   Var han til noget, som ville få hende på gled, når hun havde fået ham blødgjort?
   Ak, hvor hun dog kunne verden alt for udenad og måtte selv skrabe sammen til dens glæder.

Hvilke fortrængte aversioner var i dette øjeblik undervejs ad det åbne lands gyder og stræder og fårestier, gennende provinsialismen foran sig som noget åh så rentabelt?
   Hvilke truende begrebers hærdebrede mandslegioner kom om mimisk bekræftelse?
   Hvilke den maskuline opfattelses hævdvundne hulveje skulle betrædes, pas på, så forsigtigt, som var de brolagt med vat? – Tænk, om stolen dér stod forkert, ifald det måske aldrig havde været sådan, at en stol kunne stå dér, i det barndomshjem, hvor pastorens forventninger nedstammede fra? – Eller om betrækket havde en forkert farve, var af et forkert materiale, om det ville sætte familieaversioner i gang om det, aktiverede indavlet modvilje eller understregede den stakkels pastors savn og sorgfulde minder – eller om de afskårne blomster og bordskåneren eller oliemalerierne og grafikken aktiverede forbud og tabuer, hvor det slet ikke var hensigten, at – nej – intet var i orden, men der kunne blive en masse at snakke om, når der var en skare ærlig talt latterligt almene forventninger på vej udefra iklædt præsteornatets sociale status.

Intet, i hele hendes trang til palæ absolut intet, kunne vide sig brudsikkert mod ukendt, usaglig misundelses kritik – hvis hun ikke selv tog føringen, hvad pragmatismen forbyde.

Og altså var som sædvanlig ingenting på forhånd fejlfrit. – Måske var, hvor den eventuelt måtte findes, fejlfrihed i sig selv en fejl?

Eller, hvor meget der end var uden lyde, så var måske intet tilstrækkelig anerkendt til, at hun kunne planlægge fremtiden efter det, hverken den nære eller da slet ikke den livsvarige?

Eller pastoren var ikke?

Så når alt kom til alt, så havde hun – og hvor hun dog vidste det – og hvor hun hadede at vide det – i eftergivenhed, i afventen, reelt kun valget mellem at give op.

Men dét kunne hun. Fantastisk fatalt og feminint.

Og knægten, der aldrig gav en rolle med.


Kapitel 3
I denne tid har KVINDEN stadig knægten, en dreng, hendes SØN af det hedengangne ægteskab, hos sig i sit HUS til daglig, skønt der er andre steder, han hellere gad være, når han ind imellem gad. Med TIDEN har han det skidt, med mennesker, dyr og planter. Kun ikke med de dusin- og snesevis af ORD, som alle andre producerer, men derpå finder overflødige og kaster sjusket fra sig mod nord og syd, øst og vest, mod himmel og lige lukt i helvede.
   Han samler ORDENE op, når ingen kigger, stikker dem i munden og sutter på dem som bolcher, konfekt og chokolade, som flødesovs og sin moders skarpe tunge. Men han kan aldrig vide sig sikker mod dette KNÆGT, som hans mor, den stovte KVINDE i hans dæmrende pigespejderliv, er begyndt at flirte med, så det næsten gør indhug i hans introverte pubertetsbevidsthed, som fælles med hans krop har friske psykosomasår, så hans liv er et udviklingshæmmet sygeleje.

* * *
Nøjagtig sådan skulle det have været, nu han lå i sin seng og betragtede hændelsens rette forløb i fremtidens bakspejl.
   En smidig finger ind under hvert afsindigt rasende øje.
   Et elegant lille vip.
   Og vupti! – var kalorius garanteret farveblind, og dét kunne måske lære den loppefarm af en svinehund at holde sig smukt og nydeligt i skindet og tænke sig om på sin egen private side af havegærdet en ekstra god gang, til han måske var flyttet for sig selv på en helt anden egn. En kilometer- og kulturvist kæmpefjern af slagsen.

Det var sådan, det skulle være endt, hvis han blot havde haft mulighed for at sætte sin fantasi og intellektuelle formåen i hensynsløst effektiv aktion.

Ikke alt det forvirrende, det var umuligt at rumme i hovedet, der var sket i stedet for det, der hellere burde være sket.

Men nu vidste han det så.
   Næste gang ville han gøre sig forberedt i overensstemmelse med kriminallitteraturen. Han ville have en skruetrækker med, skarpsleben og med et riflet håndtag, der vanskeliggjorde fabrikationen af fingeraftryk og en efterfølgende tjenstlig fotokopiering med henblik på indsamling af bevismateriale. Ifald nemlig en systematisk retssag fandtes opportun at forberedes og føres igennem til domfældelse og straf.
   Så kunne de jo se, om miseren ville vove at gentage sig på den måde, at de atter bare lo passivt med antihjælpende hænder dybt begravet i lommerne og skrævende ben, mens han trakterede køteren med stik, hug, spark, stampen, spytklatter, skældsord.

Og overmagtens rødglødende had til afmagt.

Og en anden gang ville han langsomt og omhyggeligt svejse hunden klippefast til en blankslidt togskinne og bestille tyve-tredive halvtredsvogns særtog på den pågældende strækning inden for en time, troppetransporter, ga-da-gung, ga-da-gung, ga-da-gung, ga-da-gung, ga-da-gung, sådan!
   Og så måske hundens latterlige pivelyde nu og da, hvis han gad høre efter til den tid, hvad han nu ikke var så sikker på, eller om han kunne høre noget som helst andet for toghjul mod skinnesammenføjningerne.

Der var ingen pålidelige mennesker at spørge om råd, selv om det var eksakt sådan, de alle sammen havde sagt, man havde at gøre, de voksne.
   Man spurgte høfligt, sagde de, og ventede høfligt, til man fik et svar på noget.
   Og om man så for pokker da kunne tage sig sammen til at rette sig efter det, lydigt høflig til det sidste, sagde de, gentog de, påberåbte de sig pædagogisk, men bag selverkendelsens virkelighed aldersfascistisk.

Hundehandlere! Men han skulle nok finde ud af det selv.
   Han plejede vel ikke at være bleg for utraditionelle udveje i en snæver vending.

Hvis man nu for eksempel, som en simpel modforanstaltning, bidefast fra øverst til nederst, med metalplader, eller gennemsigtigt nylonskjold?
   Eller hvis man ti gange i – men?

Nej, han skulle sørme nok få gokket dén hund på alle den mest finurligt komputeranimerede tankegangs måder!

* * *
Kvinden gav sig igen og igen i kast med det umulige i at skabe en ORDEN af det kaos, der var virkeligheden. Igen og igen, mens hun langsomt sansede støvet dale, og stegefedt sætte sig på vægge, på krukker og skabe, i menneskelegemers ulækkert bulende depoter – og røg fra tobak og biler og fabrikker, i luften og væksterne, dybt i befolkningens uplejede lunger og derfra videre med blodet – hvorhen, hvorhen? Arbejdsangste holdninger og krigsreportager i dagspressen. Forslugen kortvarighed. Og at verden ikke kunne holde sig REN endnu, men aldrig, om hun gav op af den grund.

Selvfølgelig kan hun ikke jonglere med hele verdens smuds. Ikke på egen hånd, med hendes sociale baggrund, mangel på faglig uddannelse klinisk ren for praktisk viden om midler til mål. Slet ikke med knægten i huset, som han ligger deroppe og uden tvivl lader fantasien udøve grænseløse mandfolkegerninger. Ikke med en fremmed undervejs på besøg gennem landsbyen. Ikke med Billinghove rundt om, markerne, stengærderne, mudrede veje og støjende høns og mænd, der kigger uden at tage kasketten af for at civilisere deres naturlige liderlighed. Og samfundet hinsides horisonten. KENDSGERNINGERNES kaos. Ikke med så ufattelig meget mellem ørerne. Så mange planer og gøremål. Men især ikke med huset stående og drengen liggende, den passive knægt, især ikke med gæsten nærmere og nærmere og nærmere ind på livet, gyser hun behovsbevidst med et stjålent øjekast til sig SELV.


* * *
Skulle han tage præstekraven uden på det todelte regntøj mod tordenbygen derude eller møde op i integritetssignalerende, solariumbrune shorts eller komme, som han gik og stod, i morgenkåbe og hjemmesko?

Hvor var det dog ligegyldigt, om han kunne stille relevante spørgsmål i en geografi, hvor relevante svar var ham et ukendt land og selve det at spørge en slags mekanisk turistrejse ud på egen hånd. Han ville jo for én gangs skyld blot på soppetur, hvor synden blev en selvfølge, uden dertil knyttet forudgående ulejlighed.

Eller, det var vel ikke dét, det drejede sig om? Men om, at han måtte finde en passende påklædning ganske uafhængigt af, at han ingen fremtidsbegramsende viden besad, ikke evnede det muliges kunst, i virkeligheden var ganske ligeglad og allerede syv gange havde fortrudt sit automatiske tilsagn, men ville kunne iagttages af billinghoverne, mens han måtte lade sig transportere gennem landsbyen, og desformedelst skyldte dem et anstændigt udseende.

"Vil De gøre mig den godhed at komme til te i eftermiddag, hr. pastor?" – kilde, kilde, kilde, som om han var et allemandsinstrument, som det stod enhver lokal resident frit for at spille på efter forgodtbefindende,
"mange tak, nådige generalstabskonsulinde, aldeles gerne, hvis De virkelig mener det?"

Hvad kom det sagen ved, at hun tog sig tillokkende ud i en telefon eller på den modsatte side af vejen eller set fra bag et rat, når et flittigt benyttet fortrin hos hende var færdigheden i at fedte med sig selv og kun vise sig på beskuende afstand som beset? Man kunne aldrig kontrollere nærhedsholdbarheden uden at gøre en indsats, hvorved man slørede sit blik med hensigter. Og var der én ting, han tankeløst plagierende havde overtaget fra sin mor.

Sorte eller brune sko? Præservativer eller en bønnebog?
   Og stadigvæk, hvordan med vejret?

Og lagde han så i virkeligheden andet og mere i det, end der var basis for? Hvad ville hans mor mon have rådet ham til i en hypotetisk situation? Skoleslips eller slipset fra filatelistklubben eller et usekterisk?
   Kom han som galan eller som embedsmand i funktion? Vist så, vist så.
   Og hvordan med vejret, hvis han valgte at skulle igennem det?

Men kunne han regne med at få noget at spise derhenne?

* * *
ORDEN var et af de få gode ord, der tålte dialekten.
   Efter tordenbragene lød alt andet hende bedre. Der var meget mere ORDEN i luften uden torden, det måtte være noget, som alle ville kunne blive enige om, hvis der nu bare for én gangs skyld var selskabelig ENIGhed og HENSYNtagen til den højtidsstund, det vel altid måtte anses som for en værtinde. Også plads til skramlelyde af noget tabt eller mistet eller mennesker i jamrende pine som eksistensens ramte ofre.

Nej, ikke pinte mennesker. Det kunne lyde forfærdeligt ind imellem fra forbigåede huse ud på den slagne vej og ud af munden på fremmede i forretningerne, hvor man ikke havde ret til, og om det var fra fjernsynet eller levende live, og de fik grimme ansigter og velsagtens fodsved, hvis de ikke allerede.

Men ellers, kun ikke rigtige mennesker, mænd og koner og børn kunne lyde forfærdeligt nu og da, ganske gudsjammerligt i enkelte tiltrængt fortrængte særtilfælde, oprigtig talt, det kunne friste til forbud eller hegn i skellet, så man ikke blev tvunget til at vende blikket den anden vej så tit.
   Og regndråbernes pludselige hørlighed, skoddeknagen, sangfugle, dryp-dryp-dryp fra buske og udhæng, vasketøjet, der ikke var inde i tide, de nysåede bede uden tvivl fulde af orm, der var blevet skyllet op fra deres underjordiske, hensynsfuldt usynlige tilholdssteder, alting parate, på plads til enhver mulig fortsættelse, for eksempel til fuglene, der fløj rundt med et ansvar for næste års generation og det fjerne efterårs træk.

Det var ubegribeligt, som knægten ikke fandt nogen at slægte på bare til husbehov, og rent tøj skulle han måske også iklædes, og han trængte til at få de rustikke manerer urbaniseret og en opbyggelig snak om, hvorfor det var vigtigt at have orden i sin opførsel, nu de nu engang havde ansvar for hus og have op ad lokalfødte naboer og skulle have gæster til te og altså efterhånden burde tage sig selv i nakken og markere sig på en positiv måde og demonstrere, at de havde al mulig ret til, at det nu var hér, de havde købt en plads.

Hvad enten det så måtte blive for en stund eller for en varighed, som kun livet selv kunne sætte grænser for.

Hvilken ubegrænset sorg og vellyst der dog kunne være i sådanne ord som grænser.

 

Hele værket kan downloades ved klik her

 Til toppen

Besøg  
042394