Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden GalleriB

FRI ADGANG UGEN UD

141 billeder

Det er naturligvis bare den kunstmuseale digiansamling Galleri b med lokale værker fra sidste århundredes prædigitalium og første lokaldigitale billedeksperimenter, der nedenfor slår dørene vidt åbne til en foreløbig rundvisning i galleriets fra og med dags dato termopermanente samlinger. Først to sale med opera digitalitis, dernæst to med et udvalg fra galleriets antikvitetssamling. Turen slutter med en henvisning til galleriets magasiner for folk med slige interesser. Der er jævnlige escapeknapper undervejs, til hvis luften bliver for indelukket. Et egnet klimaanlæg er endnu ikke verificeret.

1. SAL

 

 

De første seks, ned til den første elevatorknap, er enpersonersbilleder, alternativer til et selvportræt, som findes udstillet andetsteds her, idet udstillingsaktøren da ved grød har andre måder at gøre sig til på end bag andres private facetter. Et af hovederne oprinder fra et prøvetryk i medfør af vist nok en HP-printer, mens de andre sikkert er nettyverier eller fra legale billed-cd'er. Det første med en tilfældig snert af Frits Helmuth.

 

 

Sløring af noget, så noget andet træder i forgrund, er en af de teknikker, som er trådt i stedet for papir og blyant, pensel og lærred. Eller det kan måske siges bedre på den måde, at det er en af de mange digiteknikker, der tillader at lave udmærkede billeder uden at kunne noget relevant. Her i ingenmandslandet mellem sort-hvid og fuldfarve.

 

 

Det var engang et fotografi af en nydeligt tænksom amerikanerinde, som blev udsat for en række pluginfiltre og anden digitalis grafiticus, hvorved den realistiske humanisme fortonedes og lod den nuttede, algebefængte tænksomhed alene tilbage som traktement af en spillebrik.

 

 

En skønsom blanding af vektor- og bitmapmanipulering, så hun måske ikke ville kunne genkende sig selv og i hvert fald ikke kunne bruges til noget håndgribeligt. Derimod måske til introspektion, thi måske gemmer der sig både homohjerne og feministisk synskhed inde bag ved alle manipuleringerne.

 

 

Baggrund strøet ud over det grundlæggende med ensformigt gavmild hånd, alt imens den oprindelige sydøstasiaterske fortsat prøver at gøre sig til låns for et vederlag på vesteuropæisk eller amerikansk, quid pro quo og vice versa og øjnene lige i sylten, med florabel forårsbør mod mågeklatter.

 

 

Et lydløst beduinerskrig til dromedarer, så stoffet flosser digitalt og læbestiften går mod klovn. Hvad detaljerne angår, er den kryptiske skævhed omkring næsens åndehuller og den øvre sammenknebenhed givtige aktører at tage ved lære af, ifald man føler sig kaldet til gensvar.

 

 

Til toppen

 

 

Denne sekvens er fokuseret på flerpersonersbilleder, overvejende med radikalt anderledes afsæt. Her fire forældreløse børn på dårligt planlagt flugt, blindt fokuserede på at blive opfanget i kapitalismens på i hvert fald overfladen ganske pæne net. Hvad de flygter fra, nedskæring af børnepengene, velsagtens, og forældrenes udearbejdende pædagogik.

 

 

Glockenspielverderber med noget af den pukkelryggede snuppet i kvalifikationsrunden til VM i gruppedynamisk tandsætning i en ensartet sværm af frygtindgydende tandhulsfortætning. Vinderchancen direkte proportional med det professionelle valg af korpusuniformering, fløjpersonernes gangartsbeherskelse og i særdeleshed centralfigurens demonstration af relativ familieisolering.

 

 

Atmosfæren emmer af fravær af understel og noget med personlig eller feminologisk vilje til at besidde og berøve noget, der er så småt, at det kan rummes i en hånd, og så stort, at det kan skabe konflikt eller rollespil. Baggrunden et nedrullet tapet med alt, hvad man kan ønske sig af fred og ro, bag hvilket baggrunden befinder sig.

 

 

Udsnit af en tålmodig køkultur, som åbenbart slider mere på nogle end på andre, måske en monokultur for to forskellige befolkningsgrupper med hver sin hårdhedsgrad og fælles betjeningsmålsætning. Man kan eventuelt tolke noget berigelseskriminelt eller hemmeligt overvågningsagtigt frem af venstrefiguren, og måske hører det også med i afbildningsuniverset.

 

 

Bedstemoropsatser i bjerglandskab med sneen fra i fjor, som de efter bedste evne spærrer af for. Ophævelse og undertrykkelse, så det er muligt at vende billedet på hoved, som timeglas, hvis man for eksempel vil koge et æg, måske en sidste hyldest til en rolle, som er ved at blive tværet i jorden.

 

 

 

Hvem skal man holde med her, ungdommens lattermilde letsind eller kernefamilien med surt trængende kone og elskerinde og lystgenererende forsøgsafslapning på jobbet? Skal man bare affinde sig med det hele og måske kun det? Eller er det en billedlig opfordring til at tænke alternativt?

 

 

Med naturen i gang med at brede sig ind i bilismekulturen er dette måske et forstadie til en sjofert. Eller, hvis den er på vej ud igen, en sjofert, der blev forbigået. I hvert fald, det er muligvis noget GPS-materiel, de to figurer er optaget af, så de er åbenbart nysgerrige efter at vide, hvor de er, eller hvor de skal hen, og hvordan de kommer dertil. Kan de være løbet tør for benzin?

 

 

Fordele og bagdele ved et parforhold, og det er kun fordelene, parret selv kan se undtagen på billede. Der er noget vist anekdotisk billedhistorisk over det, så måske at fortælle noget, for eksempel om broarkitektur mellem nabolande til tung og taktfast trafik eller om glæden ved solbriller.

 

 

Chokeret rækværk holder vejret, mens fortiden vinder fremad mod skrivende stund. Det er, som om rækværket fornemmer udviklingen, eller har det mon også øjne i nakken? Og fortiden, hvor ser den dog arrogant ud, som om skrivende stund ikke har den fjerneste chance, men simpelthen er noget så enormt på skideren lige om lidt, hvor længe fortiden nu trækker det.

 

 

Det er vist en fejl i arrangementet, sikkert sket i kraft af stakittet. Noget med Karen Blixens dyd og flasken til ånden fra det mest opreklamerede menneskenaturkontinent, sikkert en gravskrift i billedsprog, med afspærrede stokroser, som godt kan ses at postulere en lille kvinde midt i det hele, og måske ikke.

 

 

By mig her, og by mig der, og en masse uvedkommende folk, som hører med til en by og alligevel bare skrubber af. For det er de to gamle lektorer, der er noget ved. De fatter ikke en skid og tror, de er alene om det, de deler med hinanden i diskurs. De vandrer alderssindigt gennem byen, som var det gennem det sidste af livet selv, og det kan man så unde dem. Helt uden hold i virkeligheden er de da heller ikke, den ene har trods alt den nødvendige plasticbærepose med og falder således en smule ud af rollen.

 

 

Sandsynligvis den lokale tolvmandsforening, der var ikke bønder til mere. Endda importeret fra et maleri, hvor der kun var råd til to. Og nu er det så altså skoven, der står for skud. Mon den ikke snart trænger til at blive malet, for eksempel? Med noget træbeskyttelse. Det er tilsyneladende de to i midten, der fører det talte ord, mens fløjmændene mere ligner stemmekvæget det tavse eller dem med den besluttende magt.

 

 

Til toppen

 

 

Bygningsarkitektur er et gennemgående træk i den følgende billedrække, så slap den hemmelighed løs. Her med magtens genkendelige borganlæg som sædvanlig i forgrunden til fortsat indoktrinering og de anonyme masser gemt bort bag ensfarvet blåt, hvorfra der strømmer arbejdskraft og skatter og afgifter i gadernes rørlægning, som udmunder, hvor det gør godt.

 

 

Noget at falde i svime over, sådan et symbol over derfor kendte menneskers færdigheder i aktiv, når finansieringen er faldet på plads og det hele og strømmen tilsluttet og digitaliseringen sært vellykket. Ikke noget at bo og færdes i, men at se på, det går troligt an, og se, at det godt kan være pænt, så man måske ikke helt behøver at ynke indbyggerne med eller mod deres vilje.

 

 

Idyllisk skidenrende af en slags med silhuet og himmel og gadelys og uden uhumske nærmere detaljer. Hist og her kan det anes, at billedet er lavet på trods af virkeligheden, så der er sandsynligvis indbygget noget præk i det, noget fordom, fingerpegen, bedreviden og karaktergivning, som billeder også kan bruges til synliggørelse af.

 

Uvished på alle etager, i alle bygninger og for neden, så der er grobund for håb i det skilderi, men farvernes dysterhed og himlen med ild og røg skaber tvivl. Der ligger altså en bymæddig bebyggelse der, delt mellem håb og tvivl og uden tegn på afklaring af status quo og aktiv pålidelighed.

 

 

Det er ikke nogen ringe udsigt, men udsigtsrummet, det lidt, der er at se, virker skummelt og gammeldags, så det indgår måske i en ruin af fordums herlighed, hvoraf der nu kun er udlængsel tilbage. Det er svært at bedømme, hvor mange fotos der har bidraget med lokkemad.

 

 

En sindrig konstruktion af en interessant bolig, som måske kan gøre det lidt mere spændende at bo på fuldtid. Der er noget trods alt gævt over de sorte muråbninger ind til mørke eller tomhed, måske alt taget i betragtning et hus med beboelsesafdelinger øverst til venstre og til højre og gæsteplads til spøgelser og gennemtræk i midten og nederst til ventre, måske også et halvtag til bil eller til tørvejr i regnvejr. Sparsomme muligheder for at tænke linealt.

 

 

En tatoveret mur efter alle kunstens nøkker, i hvert fald nogle af dem. Et hjertens godt eksempel på held i pusleri med digitalerne. Rudimenter af antikkens husflid tilsat noget mere organisk, som ligner udlejningsbåde, men måske i virkeligheden bare var sten, samt påstand om to lukkede porte, som det ville være synd og skam at åbne undtagen for dem indenfor, hvis de vil ud.

 

 

Vinterlandskab med villavej og ildebrande og realisering af de gæve galleres skræk for, at himlen falder ned på jorden. Ildebrandene er stivnet, og vejen venter passivt på, hvad der så skal ske. Skyen nederst til venstre ved måske noget, den kunne godt ligne sådan én med besked. Og er det drengestreger eller galoperende forsikringssvindel? Illusionen er svær at fastholde, og det er svært at give slip.

 

 

Til toppen

 

 

Tekniske løsninger optager resten af 1. sal. Her et spil i atmosfærisk symfoni, fra starten installeret til afhjælpning af tyngdekraft, mens fiskebåde droges på land, nu til hobbybrug og turister og fordi ingen ved, hvem der skal fjerne det. Bemærk også den lokale løsning på nordlys.

 

 

For eksempel nærstudie af en enkelt regndråbe på nedtur, fra en byge med over tusind dråber. Dementerer den gængse udlægning af begrebet dråbeform og den traditionelle kortslutning mellem regndråber og pigetårer og sidste tissetår i underhylerne. Til beroligelse for dyreværnets soldater og befalingsmænd, bakterierne i regndråben er godt indkvarterede under nedfarten.

 

 

Fem billeder med udhusteknik. Her med adgang til vand, som man ikke engang kan være sikker på har tilstrækkelig baderumstemperatur. Sikkert overvejende med sigte på folk med charter i blodet og assistenter til bagagen. Med skandinavisk mulm på ydersiden, tropisk eftermiddagsskygge indenfor og maurisk gitterværk med risiko for dumpning imellem er det heldigt, at døren teoretisk set kan lukkes.

 

 

Udhus med blindgyde, hvis man ikke hører til. Med private adgangsveje lige frem og til højre og gavlvindue ind mod naboen. Ganske elegant løsning, hvis der er et problem. Bekvemt, at stigen hænger parat, hvis gavlvinduet trænger til pudsning. Og et fint træk, at der kan lukkes helt af ved en nabodistraherende vejfest eller tilsvarende lejligheder.

 

 

Udhus med direkte køkkenadgang, det ser ikke så skeløjet ud om sommeren. Men når man har erfaret, hvor koldt det kan være i udhuset om vinteren, og at taget ikke er tæt, så ligner det mest af alt en dårlig nødløsning på årsbasis. Ser væggene mon ikke også lidt uisolerede ud? Og hvor skal cyklerne stå? Nej, det får blive ved billedet.

 

 

Uden mad og drikke er det et ringe udhus, det kan være signalet, hvis ingen gider gå derud, men nu kan man ikke komme indenfor derude og må finde en anden adgang eller en alternativ placering af lageret. Altså endnu et mislykket forsøg på nyindretning og oplevelsesplanlægning.

 

 

Hvad kan udhuset mon tilbyde denne gang? Pengeskab, jomfrubur, refugium, signal til uvedkommende: Kom bare an? Eller hårdt og kontant ganske nøgternt udelukkelse af den, der ser? At udhuset er ved at være træt af legen? En billedlig anmodning om, nej, et krav om, en demonstration af, en ny praksis gående ud på, at fra nu af skal der holdes kæft fuldtids?

 

 

En ganske særlig stue må det være, som nogen tilsyneladende ønsker sendt til himmels. Med bøger, sten, rariteter, listeloft, døråbning og så videre, men også i høj grad aldeles blottet for uundværligt gulv. Det ovale værelse kunne man måske have kaldt det, hvis betegnelsen ellers havde været ledig. Det samme gælder himmelrummet, ellers et rigtig godt forslag. Men det er nu grundplanen, det er sværest st få øje på.

 

 

Her går den mekaniske teknik i svang med den digitale, der opstår et skælv af humørsvingninger, og hvad bliver mon så det næste? Noget spiseligt, der bliver rystet sammen i en fart? Briller, som skal reddes fra at ryge på gulvet? En udsigt, hvorfra enhver sædvanlig indsigt er forsvundet? Måske skal det hele rettes op igen, men ikke endnu.

 

 

Glas, procelæn og stolte hvælvinger antyder et kurfyrsteligt ansigt med erstatninger, som normale individer ikke har råd til, med en antydning af blankt metal i raprap'en. Og sikke et kunstfærdigt udblik, det er fyldestgørende nok til en helaftensfilm for hele familien, mellem tre og fire stive klokketimer, vist er det nok. Det er teknik, så det klodser og siger spar to.

 

 

Valget af dynebetræk. Det er vankelmod, der forestår valget denne gang, her og nu, på tidsbegrænsning, oh, hellige enfold, og så endda lige præcis med slige optioner. Chokoladeknapper eller japanske bølgestrejf? Jordindrets farver eller farver fra et ydre kosmos? Hvilken søvn vil være at foretrække, og hvilken vil man helst forårsage?

 

 

Generalprøve på selvmord med havoverflade som prøveklud. Et resulterende skudhul, som det måske egentlig slet ikke vil være specielt beskemmende at blive set udstyret med. Måske ikke direkte pynteligt, men vel heller ikke direkte det decideret modsatte. Men der mangler kropsvæsker og udsivende bløddele, og det kan ændre billedet en del og må vel kræve en generalprøve nummer to. Måske er tolkningen forkert og motivet et andet. Hvad er det for eksempel for et lys?

 

 

 

Til toppen

 

2. SAL

 

 

 

 

Først en øretæveafdeling. Her køkkengulv med støvede sommerfugle af arten clip. Med den afventende air over helheden er der vist noget, fuglene venter på stillet an i flyveklar eller blærerøvsformation, måske fluesmæk eller starttilladelser eller besked om destination, måske en knappenål i ryggen?

 

 

Pæne børn, som har fået en grim omgang voksenportion og nærmest blot er til at kassere nu. Endda mistænkt for at være én og samme, der bare vil smides ud fem gange i rap for at være sikker på at blive hævet højt op over enhver jordisk tvivl.

 

 

Egentlig et halvberømt maleri, her med mere volumen i højre mamselle og konsekvent motivfjendsk belysning overalt, thi for pokker, hvor de dog keder sig og af ren og skær kedsomhed spreder deres passivaktiviteter langt, langt ud i omgivelserne, også dem, der ikke har noget som helst med dem at gøre og bare lige kom forbi på visit.

 

 

Girafsegment med alle beundrerne sat bag tremmer på ubestemt tid eller mere. Nogle med et smil, en enkelt med en golfkølle, en anden med telefon, én med tænksomt greb om hagen, én med baglæns skulen ind i egen romantik. Desuden krøllede tal og bogstaver, fordi der ikke er beundrere nok, straffen for at fremtræde som segment.

 

 

Eddikesur helgeninde har rejst en proteststorm på en frimærkeudstilling, hvilket in casu blev, kan man vist roligt sige, ris til egen røv, i hvert fald til hele helgenfronten. Underligt blegfiset er hun, som om hun har taget glansen af hele samlingen. Samtidig med en vis skarntydesaft i blikket og om den stramtandede mund, så mon ikke ligefrem det er de ti bud, hun står og vigter sig af, og en kop med veltempereret kristenblod til nadver. 

 

Figurer fra en tegning forsynet med hård glasur og klasket op på vist nok en forvansket badeværelsevæg til evig arv og eje. Ægteparret Pispot med hjemmefødningene A og B, henholdsvis ekspert i eftertænksom tænksomhed og fuldblods pjattet med at pjatte. Det er nok istid lige nu, og alle har hovedtøj på undtagen konen, hun er vist alligevel for dum til at fryse.

 

 

Om, hvem af de fængslede der har den pæneste hånd og opkæften og struma. Eller om, at de ved højsteget selvsyn og håndspålæggelse vil erkundige sig om, at en pludselig beton alligevel er rigtig nok. Eller om, at de måske pludselig har fået øje på en flugtvej ud i fortsat kriminalitet.

 

 

Til toppen

 

 

Skabninger i festligt miljø kan være det fælles tema for den følgende sektion. Her industrialiserede bedstemødre med skiftevist tandværk. Bemærk de talrige målemærker, de alle har gjort sig fortjent til, så overøvrigheden kan have tjek på hver enkelt i alle livets væsentlige facetter, især arbejdseffektivitet og antal og varighed af toiletbesøg i arbejdstiden.

 

 

Solforseglet bedstemorpokal med giftering i næserne. Eller udsprunget bedstemorblomst, der afventer bibesøg og bare længes efter at blive færdig og komme i hi. Eller bedstemor som paddehattesky ved uddeling af skudsmål til barnebarn, som har gjort i nælderne uden at gøre dem rene igen bagefter. Eller bedstemor med en dobbeltsidet hensigt, på den ene side angående sig selv, på den anden angående resten af slægten.

 

 

Selvforstærkende bedstemorkolonnade foran klassicistisk murstykke med et super supermarked inden for. Men hvad er det dog, hun har glemt, at hun skal huske at købe, så de yngre generationer bliver ved med at få bevis for, at hun er bedstemor? Her står hun nu og tænker og kan ved grød da ikke komme i tanke om den korrekte transaktion.

 

 

Dørvogtere i alforbarmende lærerindeskikkelse foran indgangen til noget formodentlig japansk, måske selve livets skole eller en af specialskolerne. Måske tvillinger, måske spejlinger, måske kopister. Det hele står åbent, det hele er lukket, det er ikke til at blive klog på, måske et soltegn. I alle tilfælde en nogenlunde acceptabel udfyldelse af et kvadrat.

 

 

Former og farver med ret bastant hårdhed, hvorved fraktalen mister finheden i detaljerne og sammenhængskraften og bliver symbol for ægteskabet mellem det maskuline lertøj og det feminine porcelæn. Prognoserne siger, som man kan se, at de vil leve til evig tid som ringe i vandet, der aldrig holder op, og avle børn på stribe.

 

 

På magtens tinde en storsnudet hersker i krigens friskpressede jerntøj, på øen Aloha en flæsket ungmø med strengeleg, og se, straks går hav og himmel over gevind, for evigt altid skal de to evindeligen aldrig forenes, hjemmehørende i hver sit fjerne hjørne af historieturismen.

 

 

Man må sig forskanse bag panser og plade i et landskab så underskønt og jættebra. Dyr, planter, bygninger eller trafikmidler, det er ikke til at vide, eller geologiske formationer og planetar. Et landskab af overraskelser og øjenfryd, det må man hærde sig mod, så det ikke bliver en vane og tilværelsen formålsløs. Mod antydninger af noget uden dette noget som helheder, for det går ikke an, selv om det så sandelig pynter.

 

 

Landskabstradition fra snabelskoenes og udendørslivets og rådyrbommesiets æra. Angiveligt forstudie til gobelin til et dukkehus til legende indlæring af noget af alt det løgn og latin, som samfundet forventer, at borgerne behersker til fulde, når de skal stå på egne ben og stikke dem ind under egne borde og dyner. Bemærk også sløjferne på den kugleskøre indpakning af livets gave. Med sådanne sløjfer stukket under hagen var det en tid lang på mode at lade sig se, mens der i perioder både før og efter stilledes anderledes krav.

 

 

Til toppen

 

 

Bebyggelsesmystik går igen i mange samlingsbilleder. Her er det jordens krumning og ideen lodret, der sættes spørgsmålstegn ved af alt det strittende, sikkert med nødhjælpsassistance i et fiskeøjeperspektiv, så man ligefrem fornemmer, hvordan det hele vokser til og detaljerne forsvinder i symbolet. Det er sandsynligvis fødselsvilkårene for mange forskellige.

 

 

Den digitale sammenstykning af et velfungerende borg- og slotsanlæg er en færdighed for lange vinternætter og folk uden andre jobmuligheder, bebyggelsesmystisk helt ud i det træge. Og er der slet ingen muligheder for at smutte udenom til en af siderne? Så er det da også giftigt, så flot det er. Man skal sikkert mindst have hat på at tage af, når man træder indenfor, og er der mon elevator?

 

 

Der er noget specielt ved de grønne og blå nuancer, der står eminent godt til motivet, og noget rødt til antydning af, at der måske lige er blevet hjemmeslagtet, hvis for eksempel nogen har været fræk eller for meget i vejen. Med god plads til bil foran eller hyldestsammenrend og mange egnede steder til en skildvagt. Det er måske sådan et hus, alle burde have, så ville der nok ikke være så meget brok omkring boligmassen.

 

 

Og sådan burde alle bo, bebyggelsesmystifistisk korrekt, med de muntreste farver i sangbogen og direkte adgang til sejlskibs- og fiskevand og udenvælds anekdoter. Her kan kasernelivet spænde livremmen ud og lempe lidt på selerne, uden at nogen af den grund vil føle sig stødt, og der er aldrig langt til bageren undtagen måske for nogle af de øverste, som så til gengæld kan formodes at have deres egne fornøjelser.

 

 

Det er lige meget, hvad det er, for det forestiller et regeringspalæ med afsvækket spredning over hele billedfirmamentet, som om man aldrig bliver fritaget, selv ikke til himmels. Noget hovedløst er der over det, noget kropskrydsningsagtigt mellem en sfinx og en redebon kamphund, hvor bid og vid synes henlagt til en anden instans.

 

 

Det er personen med rygsækken over skulderen sin oplevelse af kosmopolens yndige kampplads og udsigten til pizza, trafikprophindringen, en gnavende sult, brandene i krigende ismers grøde, hvem af trafikanterne der monstro er ramt af hvad, det er hele denne genrejagt i gustne og tøsede farver, velsagtens er det det, der er temaet i dette pullimut af et udkast til gavn.

 

 

Det er vist plastictræer, noget af det, og det duer altså ikke eller modsat afhængigt af målet. Natursymboler på toppen af symboler for humanistisk fyraften. Måske noget at kunstvande, hvis man har råd til penthouse, eller lade hunden afbenytte? Måske til anskuelse pr. distance? Måske vitalisering af en livsløgn, som om der overhovedet findes andet nogetsteds.

 

 

Bybillede med rudimenter, fragmenter, indikationer og mere sammenhængende stykker og dele af by, vist nærmest i mediterrane middelklassefarver og befordrende klippeklistreteknik. Efter alt at dømme mere virkeligt end rigtige objektiviteter. Bemærk for eksempel fraværet af bil og at alle har lov til at sove længe.

 

 

Bioelektronisk forskningscenter med signaltårn i et udendørsvejr, som måske bedst kan karakteriseres som rytterstatueforplumrende skakternet og efter optrækkeriet at dømme burde have forudsat en licerende folkeafstemning, som der imidlertid intet kendskab er til afholdelse af. Disneyarkitekturen er skalkeskjul for, at man har taget masser af hul på fremtiden i forskningens nysgerrige kælenavn.

 

 

Colosseum i festligt, folkeligt, fornøjeligt forårsantræk, for nu skal der vel nok spilles fodbold derinde i stedet for det trivielle dagligbrød, hvis man kan betale entreen eller snyde sig indenfor. Endnu i pur uskyld, stillingen på forhånd uafgjort, stilhed før hujen, skrig og skrål, stilhed til forhåndsnyden, til henført nydelse af kulissen, inden den måske vil blive gjort til skamme og tage sig grimmere ud end tysk.

 

 

Det kan det være fortrydeligt at gøre sig klog på, for det kan næppe lade sig gøre uden fiasko til følge. Den eneste teoretisk mulige løsning er glasgulv, men den forklaring er for tynd, den holder ikke i praksis til både hestehove og hvad ellers. Men der er ellers sikkert både fangehuller og gamle arkiver bag ruderne i underetagerne.

 

 

En søskendeflok af kirkeklokker i passiv beskyttet mod turister bag en charmeoffensiv af multiforme persienner. I baggrunden vist et bjerg, måske endda et helligt et af slagsen, hvis det da ikke er en gavl eller tagkonstruktion. Det særligt fine der på den digitale egn er lyset og det varierede synsudbud, som persiennerne velvilligt er med til at producere.

 

 

En sjælden bydel med guldbelægning på de grimmeste steder og noget simpelthen skåret væk. Måske det var endnu grimmere, måske overflødigt, måske i vejen for bydelens fugleliv, måske det skulle overføres til et andet billede, måske det i virkeligheden aldrig er blevet bygget. I hvert fald, bydelens silhuet, som den fremstår, er en velvalgt øvre grænse for byggeriet.

 

 

Landskab i bærende konstruktioner, tydeligt demonstrerende, hvor stor variation der er i det, som konstruktionerne faktisk formår at bære. Selvfølgelig mangler der også en del, det fremgår klart, eller man kan mærke det inden i sig selv, men selve den ynde, hvormed konstruktionerne oppebærer noget båret af forskellig slags på en blanding af geologisk og farveteknisk grundlag, er en fornøjelse for øjet.

 

 

Det er ikke altid nok at skære ud i pap, så her er det for en sikkerheds skyld gjort i en overdreven plade af blanke blandingsmetaller. Og hvad mon det så er, der er skåret ud, en stavkirke, en rundkirke, hatten på et tårn, et eller andet arkitekttegnet, men det kan også godt være for eksempel et mislykket nøglehul, hvis resultatet ligger fjernt fra hensigten. Det væsentlige er da også, at det er skåret ud, så enhver kan forstå det, og så gør det mindre til sagen, om det ligner.

 

 

Her har mystikken bredt sig til hjemmesløjd, for det hus må da i allerhøjeste grad være bygget privat, til afgudsdyrkelse af symmetri i given vinkel, uden mindste rysten i samtlige delikate felter. Hemmeligheden kan være en færge på vej til eller fra i lige linje. Eller den kan sågar bestå i en dame formummet i russisk klingende vinterdress.

 

 

Her er det hævdvundne regler, der er i utur. Der er noget, der viger, noget, der vælter eller hælder, enkelte dele, der gør, hvad de skal, gliden til og fra, det er utilbørligt og inkonsekvent, og heldigvis er det da også kun et billede af en mulighed, ikke af sandhed eller virkelighed, formodentlig. Men hvis det alligevel er, er der så ikke noget sjovt, som det godt kunne være, for eksempel: Det er da egentlig sjovt?

 

 

Til toppen

 

 

Denne afdeling er der noget decideret interiørt ved. Herover for eksempel både gulvtæppe og gardin og fritsvævende ledninger samt indstrømmende lys i på forhånd prædefinerede baner. I det hele taget er billedet gennemsyret af afgrænsningsiver, så der ikke kan herske beboertvivl om de givne udstrækninger. Måske til en borderliner, eller fra?

 

 

Udsigt forbudt, det kan vel næsten ikke siges tydeligere, end det her er gjort i billedsprogets internationales lokale dialekt. Udgang forbudt. Ud forbudt. Ude forbudt. Der er vist nogen her, der er lagt op til at skulle forblive inde, hvad enten de vil eller ej. Eller skal anstrenge sig og yde en destruktiv indsats for at kontakte omverden, hvis de ikke har telefon og nødraketter. Gad vidst, hvad Mellemfolkeligt Samvirke har af kommentarer?

 

 

Årsag: Foto af skrivebord med diverse, som ligger fremme i det fotografiske øjeblik, måske normalt i perioden. Virkning: Arkipelag eller oase af reducerede synsindtryk, måske hvad der fokuseres på normalt. Okkerfarven ørken eller hav, insignifikant ensartet. Konklusion: Begrænsede fokuseringsarealer for grønne fingre eller for fingre, som vil gøre sig i noget konstruktivt, og masser af spildplads eller til motionering.

 

 

Uden reelt fortilfælde undtagen i indbildningskraften, beholderne formet rent digitalt, derefter dekoreret, brændt og placeret på en bordplade, som blev produceret i samme hug, alt i et 3D-program. Mangler stadig kopiering ind i virkeligheden, hvor det måske retteligt burde indtage en plads, billedets håndgribelige ægthed taget i betragtning, den trang til at berøre og anskue fra flere sider, som det vækker.

 

 

Samme program, samme proces, samme anløbne trang til virkelighed, nærhed, kommen rundt om-hed. Dog ikke samme brugspotentiale i tilfælde af fremtidig virkeliggørelse og derfor lettere at undvære. Marmor, det er nok det materiale, det indbyder til, og slige- og polereredskaber, nydelsen ved at få formernes glathed frem. Fem centimener i diameter eller for eksempel to meter, det vil gøre en væsentlig forskel, og hvordan skal hjulene og akserne holdes sammen?

 

 

 

Forrådsfordobling uden et øjeblik at forlade huset eller bare at rejse sig fra stolen, det lyder som en vandet vits. Symmetri forekommer at være en mere interessant indfaldsvinkel, men det er vist en blindgyde. Rigdom, måske rigdom anskuet fra to sider for at øge velværet, det er måske det, billedet drejer sig om. At en beskeden repræsentation formår at vække en følelse af tilstrækkelighed.

 

 

Det er svært at få øje på ret meget andet end et billedliggjort udbrud af sitrende glæde ved en foreliggende form og måske en ledsagende fantasiforestilling om, at et anonymt menneske eller flere et eller andet sted en eller anden gang har samlet sig om at fremarbejde formen og realisere den i det faste stof, som stod model til et foto. Jo. og så det, at også denne manifestation formår i sig selv at vække glæde.

 

 

Til toppen

 

 

2. sal slutter med lidt naturscenografi. Her et henrivende skulderparti fra en fotograferet campingplads inden for cykelafstand. Måske er der musik i de tilføjede perlerader, måske bevægelse, måske fantasibefordring, måske realitetsudbedring. Måske bare uforklarlig berigelse af campingpladsen og dens overnatningsmuligheder.

 

 

Jo, der blev beskåret den vinter, kappet af, tyndet ud, til sidst også snydt med perspektivet, så det her ser ud af mere, voldsommere, mere arbejdsomt, mere ondskabsfuldt og vildt, end det faktisk var. Det hele foregik nøjagtigt så civiliseret, nænsomt og dekorativt, som billedet blandt andet også bærer vidnesbyrd om.

 

 

Er de for eksempel festlige, braldrende, skønne? I hvert fald, det er farveorgiet i det centrale, der er dette billedes umiddelbare tilbud, som et koralrev, som en imødeset højtidsstemning, som et pletskud af en galakse, som foråret, når det for alvor lægger sig i selen under mere potente himmelstrøg. Forsøgsvis lånt til et areal med ringere evner, som er det lokalt typiske.

 

 

Overdrivende fremhævelse af et særligt maritimt træk i temporær erkendelse eller indbildning af, at det er grundtrækket i den givne udsigt bakket op af eksistensen af den fornødne programfunktion. Måske snarere omvendt. Programmet kunne, og det samme kunne efterrationaliseringen. Uanset er der noget overbevisende troværdigt ved billedet, hvis man er til den slags.

 

 

Til toppen

 

3. SAL 

 

 

3. og 4. sal er baseret på håndarbejde fra ledige stunder i prædigitalium, som blev digitaliseret til benefice for Galleri b. Oven på alle farverne på 1. og 2. sal er det lidt af en øjenåbner at blive konfronteret med, at tegninger som denne er noget gråt griseri, som alligevel engang var en tilfredsstillende udtryksform. Den konkrete kan måske stadig gå an lidt, mest regnen. At dén er agens, som sådan den eneste efter den sidste streg, ned på noget ubestemmeligt patiens med antydninger af over sø og land.

Vist nærmest eneste croquistegninger. Interessant med den forgrovelse, som feminin ungdom blev udsat for her. Og at præteritum faldt af sig selv, men det er ganske korrekt, at håndtegning er præteritum og denne afdeling af Galleri b gammelmuseal. Ellers er det tydeligt at se, at der er øretæver i luften også her, en smule nænsomme, med næver som polstrede boksehandsker.

 

Fra en fjern sammenhæng, hvor der blev gruppearbejdet ud fra motiv, her motivet saga. Der er noget vist charmerende over de fjolser, der siden da har siddet og gloet på måger, eller at de fjolser sidder og glor på måger, i stedet for at gøre noget sagnomspundent vikingeagtigt. Og dog, måske gloede de også på måger dengang i trælse stunder, hvor sejlet var slapt og de blev ved med ikke at blive hjulpet det sidste lille stykke ind til land.

I tegneriets indbildte erindring var der tomt inde bag vinduerne, lige så tomt som foran dem, og der var alligevel fuldt af liv, formodentlig og velsagtens i tegnesituationens kontekst og måske i uvedkommende grad. Hvis man kigger uden den erfaring, virker tegningen måske behageligt stendød?

Det blev tegneren ikke populær på. Lavet med hans søsters kosmetikpung, altså med det af indholdet, som der var krigsmalingspotentiale og hormonale farvevirkninger i. Tværet på et øjeblik, inden hun kom sig over blasfemien og snuppede tingene til sig, for han skulle nemlig bare lige vide, hvad det kostede. Til dato ikke pålagt en sidste hånd med læbestiftfordeling.

 

Det er hende. Før sminkealderen og aftegnet efter en professionel tegning, afsluttet med en gang lak, som ellers var forudbestemt til tidens lokale gulve og døre, fordi fiksering var dukket op som noget, som man også skulle forholde sig til og teste, fordi pergament var dukket op i andre sammenhænge, fordi der var antipati over for hvidt i en periode og ingen farver til rådighed.

 

Det er til gengæld en graverende ukendt soldat. Fra en ukendt, uudpenslet verden. Med rørpen og knald eller fald-streg, og nu kan man så sidde og vurdere hver enkelt streg, om den er knald eller ej. Vurdere tegningen og prædigitalium og skiftende arbejdsbetingelser og udfoldelsesmuligheder, skiftende trang til sligt og andet.

 

Hej, siger de nok på hver sit tegnsprog, hej, og det samme siger man så og vinker til dem for at være solidarisk og atypisk social. Hej med jer. Tre styks, hvad mon det skal symbolisere, vise, hævde? At bussen var fuld eller glemte at stoppe? At de fremtræder uniformt i et uniformerende univers? Forskellige foreskrevne attituder under udøvelse af det angivelige tillidshverv som skolevagt?

 

Det er et hus, det er svært at undgå at holde af, det i midten. Tre indgange, fire små glugger under vinduesrækken med briller til en hel uge, en ekstra glug som en skønhedsplet, gang i både kamin og komfur, paratgjort til tv-pr-view med lettere underholdning. Det andet hus kunne godt være moderhuset, som står og passer på det lille i en alder, som tillader at slække på moden.

 

Det er vist lavet af brædder altsammen, typisk middelalderforestilling i spåner for betalingsturismens skyld, undtagen lokomotivet, det er nok af sammennittet pladejern, så det kan køre til tiden, hvis bare hele toget havde været med og ikke kun et kvart lokomotiv. Men i hvert fald er stokroserne da gået nærmest i pileskud, selv om det måske ikke siger så meget relevant om middelalder eller senere.

 

Det er da fint. Lidt skitseagtigt og mangelfuldt i detaljerne, men det er der jo så meget, som man kan sige om. Men uden for og ind imellem skitsen er der kanonmeget hvidt, og det kan man såmænd godt falde i staver over. Om det er sneen fra i fjor eller manglende sans for detaljer eller tegnefærdighed? Det er ikke til at sige så længe efter.

 

Med en erindring om noget, som lykkedes. Ikke at det blev genialt, men det afveg ikke katastrofalt meget fra forestillingen. Absolut en ting, som det gjorde godt at tegne, så kunne familielivet udholdes resten af dagen, opvejes af en fornemmelse af noget med milesten. Noget fornuftigt, for eksempel indøvelse af rutine, fulgte ikke i kølvandet.

 

Hver gang man støder på hende, en lagdelt jætteblok så tung, så halsen er klemt i grus, bliver man nok lidt forelsket eller noget i den boldgade. Hun ligner sådan en, som godt kunne fortjene en gang hverdagstæsk og vist også selv kunne finde på at give højt forrentet svar på høflig tiltale. Jo, jo, hatten af og hånden på hjertet. Og det er gratis at kigge.

 

Denne tegning og den næste var indledningen af en malerweekend, en opvarmning til noget, hvor man skulle og med tiden ikke kunne, eller faktisk, når det kom til stykket. Kønnet er muligvis tvivlsomt at bedømme, men det her er vist utvivlsomt en gammel. Gammel af udseende, gammel af gnist, gammel som runkelroe.

 

Det her er måske så en ung, som endnu har det gamle til gode med alt, hvad der venter af pligt og fryns og ælde. Måske er det bare lyset, måske desperation eller andet cykelogisk, måske mangel på cykelhjelm, hvem ved? I hvert fald, slet ikke noget, der foregår frivilligt og med udtalt accept, så hvad sagde det mon allerede dengang om den påbegyndte weekend, og hvorfor mon det blev sagt?

 

Fra en serie, som blev foræret væk og splittet i to ved en efterfølgende skilsmisse. Det var lokomotivet og stakittet, der var gennemgående motiv i serien, og til en vis grad tegnemåden. Lige nu ligner det nærmest en formklippet hund, der står parkeret midt på en velbeslået græsplæne med kultiveret natur i baggrunden, så det er det måske også efterhånden?

 

Hav og agerland med en eller anden slags broforbindelse mellem forskellige grader af stringens. Og den dér uudfyldte figur i midten, det er sgu ikke til at sige, hvad den er, så den er sikkert ekstra spændende. Måske pighjelmet gejstlighed mellem bønderspor udlagt i jorden, søfolksbeholdere liggende på red og efter visse udvalgte solemærker at dømme også påbegyndelse af by?

 

Der har da været mindst et par fingre i fedtfarver, måske også i en speedmarker. Uigenkendeligt som andet end et svagt bakket landskab, og alligevel kan det også godt være et stykke af fx Mallorca eller kamufleret Møn, en lille stump kant af en strand med turistflæsk. Næ, der er ingen indfældede garantier, det er overladt til en anonymitet, som man eventuelt kan respektere og ellers digte videre på.

 

Og akvarel, én af få. Det rene mundsvejr, når så meget af papiret er ubrugt og alligevel ikke klippet fra, men bibeholdt som reserve af en slags, måske med henblik på universale udvidelsesmuligheder eller udslag af fyraften og atterdagen som ny. Men afstumpethed, afbrydelse midt i det hele, det gælder flere af billederne. Ellers gjort med en heldig hånd i betragtning af, at heller ikke akvarel blev gjort til vane. Ikke nogen bekendt eller genkendelig på billedet, så det er nok hverdagssupplerende æstetik for suppeviske.

 

Radering fra et højskoleophold med samme som fag. Motivet interesserede af mangel på bedre, og der kom ikke has på det. Mere og mere skeløjethed nedefter i båsene, og nederst kun næse og mund, måske et billedrotationsfragment fra et lykkehjul eller et klistermærke til et lav dine egne julegaver-glas, at farvelægge i overensstemmelse med egen relation til recipienten.

 

Fra samme. Folkefest for en overskåret hest i opløftet signalposition. Færøisk inspireret ifølge den indre overlevering. Midterstykket har de sikkert ædt som led i celebreringen. De ser i hvert fald ud til more sig storartet. Kun ikke hesten, den har vist brok i munden, så den ikke kan bide sammen, og lægger an til at skide på den færøske folkemusik.

 

Et rekonstrueret minde om rurale landskaber fyldt med transformatorstationer sammenskudskoncentreret i ét og én, så nu er det så et minde om et minde, en huskeseddel om engang, der var. Måske er de små firkanter, som hidtil har formodes at være udslag af en maner, der dyrkedes på hjemmebanen i en periode, i virkeligheden så også huskesedler, som tiden har blegnet og eftertiden glemt?

 

Måske galleriets lykkeligste maleri, hvis et maleri kan være lykkeligt. Det er malet oven på et andet, som var dømt makværk, hvilket stadig skinner igennem. Andet er der ikke at erindre om det, kun, at det blev foræret væk til et yndlingssted og mange år efter kom tilbage igen og nu jævnligt bliver anskuet til lokale betragtninger.

 

Vel nærmest galleriets ældste maleri. Det er både grimt og pænt, så begge dele lå inden for penselførerens formåen, og det forklarer jo nok en del, hvis man vil. Fravær af overordnet hensigt og æstetisk ideologi, sligt erstattet med gennemgående hid og did-hed i form og farve. Overvejende måske kun at bemærke, at det endte som sjovere end daværende virkeligheds foreliggende alternativer.

 

Et par skulpturer. Til venstre en gipshest med diverse ubegribeligheder til skelet, som står og gør sig godt til noget særligt eller nar. Til højre et stykke halvforkullet træ, som kunne ligne en fordums abekat eller tudse, der sidder og glor på en stige, som står og fører næsten op til toppen af en knogle. Det er måske en billedliggørelse af arkæologiens udviklingshistories oversigtskapitel eller sådan noget? Måske især den knoglebaserede gren af videnskaben.

 

Tre figurer mere, som er flyttet andetsteds hen i samlet flok natura. I hvert fald de to af dem, dem til højre, blev lavet til at holde i hånd eller mellem hænder, og det er egentlig mere hænderne, der husker dem realt, end øjnene, der finder behag i at betragte dem digitalt. Ved den tredje, den venstre, var der noget med destruktion og sammenhold, men sammenhold i den form vil man velsagtens bede mig fritaget for, hvis det ikke er medfødt, men skal læres og slås fast med udefra kommende syvtommersøm.

 

 

Til toppen

 

4. SAL

 

 

 

4. sal er stort set en gentagelse af 3., samme billedrækkefølge, andre billeder. Her er igen en tegning, der har fået en gang lak eller fernis i sin egen tid. Noget af en vissen slatkræmmer er han at se til, personen, personagen, mandslingen, man kan endda let gå hen og tro, at han går baglæns på de korte ben og minimalfødderne for enden. Hagen er lagt dårligt an, han vil vist hellere ses end høres, det må være et katzenjammernummer, har har gang i.

 

 

Det smager lidt af selvportræt, selvsmagende selvportræt med reserveskæg til visse anledninger. Som om der er noget, der i væsentlig grad rager én på billedet en høstblomst, hatfuld, bajer eller skid. Som om det er noget, det er betydningsfuldt at proklamere med beskedenhedsmarkerende øjenlågssænkninger. Men det er det næppe.

 

 

Fra sagatemaet og vikingetidens uldne tophuer. Det er noget andet og værre noget med spydet, det må de vist pænt deles om alle tre. Man kan ligefrem finde anledningen passende til at lægge stemme til en teori her: Det var måske tyndt med spyd lige der i billedets univers, så måske blev spydet udsat for treholdsskift, så det kunne udnyttes optimalt, mens vikingerne fik både hviletid og sovetid mellem krigstiderne.

 

 

Også dét fra sagatemaet. Tre svanesmækre vikingebåde, som vejer for og imod, om de vil få bank af det fjerde eller måske tværtimod kan tæve det muselmalet. Ikke en eneste ærlig viking at se, så de har nok allerede besluttet sig og er ved at lægge en plan ud bag rælingen. Eller bådene er ude på egen hånd eller køl eller hvad?

 

 

Det er et træ, som har kyst nogen væk, der nu er forsvundet, måske Hans & Grete eller Rødhætte, som havde lagt ud med at komme vel tæt på, eller en flok krager, råger eller egern eller andre træforulempende møgdyr. Et energisk kyseri, kan man se, som ikke sådan lige lader sig stoppe igen med det første. Det kan man faktisk godt lære noget af, hvis man ikke selv kan i forvejen. Kys, kys, negerkys.

 

 

Et par stejle gamlinge og én, der står og tisser eller tæller sine småpenge eller kontrollerer skoenes renlighedsgrad og egnethed til stuegang. Måske er det Månens grundsubstans, gnavpotterne mundhugges om, så gamle ser de nemlig ud, eller måske, om hænderne nu faktisk også er så urene, som det påstås af ejermanden.

 

 

Ekstraterrestriske gewesener i et spil kegler, så de er da vist ikke for kloge, hvor de kommer fra. Godt, det er en tegning, så kommer kuglen aldrig længere, selv ikke med fartstriber og længselsfuld skælven, eller hvordan stregerne ellers skal tolkes, hvis man vil. Bliver blot uforanderligt hængende som en konstant trussel om nærmeste fremtid. Tilsvarende forbliver gewesenerne på nøjagtigt de samme udviklingstrin og kommer aldrig klogskaben nærmere.

 

 

Der er vist én, der har fået en tår for meget at more sig over, og en anden med kyllingeblik og skudhul i snublekysen. Af væsentligere interesse end personerne og selv end den femtakkede sol med flammebræmmer er imidlertid atmosfæren i dette univers, hjemsøgt af blækklatter, som om al kommunikation foregår på skrift under forsæde af pennens og blækkets de argeste dilettanter. Det står enhver for selv at regne ud, hvad skrevet står.

 

 

Et hold ikke nærmere definerede træer på fire styks foran en enkelt meget primitiv bakke, i træerne en antydning af vind eller venstreorienteret skævvækst og uens indbyrdes afstand. Tusch på svagt sugende papir. Yderst skitseagtigt, yderst påståeligt i det tynde budskab, yderst mangelfuldt i alt det lokale medhør, der ikke er medtaget, men kunne og måske så også burde have været det.

 

 

Bebyggelse i landlige omgivelser, transportarbejdsredskab i hvilestilling, et par iøjnefaldende træer, et rammende indsigtsparti og en huskeliste over dagens skemalagte trivialiteter, alt pegende i retning af en altomfattende middagslur eller humanistisk fravær af anden årsag. Den upersonlige rapport tyder ikke direkte på hjemstavn, dog måske på stavn af en slags eller dragning.

 

 

Inventarliste af en slags, måske, måske over særlige ting, måske over erindringstegn, måske over øjeblikkelige tegneformularer af specielt vedkommende grad, det kan såmænd være det hele, men det fremgår ikke eklatant. Streg og kulør og 3D-pålægning uden yderst gennemgående konsekvens er vist det mest gennemgående, samt tonen, som vist ikke kan siges at være ligefrem høflig.

 

 

Selvbeherskelse, undladelse af partitagen ved understregning, ingen fremhævelse af fokusering eller præferencer, det har måske været øvelsen her, at holde tegnesituationen udenfor. Blot en antydning af et rødmosset smil eller stirrende blik fra en anden verden og ind i en tredje på en forladt lap papir, så enhver kan tænke sit, hvis man kommer forbi. 

 

 

En opvisning af en slags for tilskuerskaren ude til venstre, måske direkte aktivt meningsløst adfærdspral og halvmoderne miljøfragmenturer at stikke i snuden på de multiracistiske turister på besøg fra ukendte vilkår? Samt alt det ubrugte, tompladserne til endnu flere gale streger, hvis det skal være, flere logistikker, vinduer, spilopmagere. Kun himlen er fuldt besat.

 

 

Højhusgymnastik og flyveøvelser for tændstikmennesker af usagt køn i et skematisk anlagt univers uden lokal pendant, kortere kan det vist ikke siges, og er det sagte nok? Hvorfor, i hvert fald dét besvares næppe, selv om det formodentlig er det mest påtrængende udsagn i billedets samlede diktum. Hvorfor et univers, der ligger så fjernt? Hvis det blev besvaret, ville resten måske komme af sig selv.

 

 

I forgrunden optimistisk folkevandring i dyreriget med planteriget og vinduer ind til geologien anbragt som mellemgrund på universel baggrund. Vandringen sandsynligvis drevet frem af individuel og kollektiv fødevaremangel eller udsigt til noget generelt zoologisk værdsat, som fremmer botanisk og geologisk indifference, måske også kosmisk. Muligvis gengivelse af polaroidfoto af noget.

 

 

Animeret byport i håndkolorerede egetræsbjælker ind til arkitekternes skoleby. Øverst ordensbånd med bygningstilrettelæggelsens tapperhedsmedaljer og logetegn. Derunder forstanderboligen med paradetrappe og egen regnbue. Øverst til højre vindue ind til lærerstaben. Nederst alumnatet, den gule bygning, oprettet oven på husdyrstalden og den koøjede domesticeringsløj, som fortsætter halvvejs ind under byportens animerede hængevom. Blyant og forsigtige farveblyanter.

 

 

Vildfarelse i akvarellens besværlige verden. Til højre et decideret mavesurt hus, til venstre en stump af en skyline, i midten noget, som sikkert skal symbolisere en vej, der fører hinsides horisonten og i modsat retning lige i synet på beskueren. Træet og himlen er naturalistiske misfostre, som vil være erstatningsberettigede , hvis de anlægger sag for ubegrundede personlighedskrænkelser.

 

 

Tre uigenkendelige personager i en sammenmast ventesal, for eksempel i en togstation med offentlig adgang eller i en tandlægepraksis til sygesikringsbeviser eller i tilknytning til et talentshow for uforsøgte amatører. Uanset hvad, så har de det ikke godt med fremtiden, ikke nogen af dem, og vist nok så sandelig heller ikke indbyrdes, så de er velsagtens bekendte, måske endda søskende og ægtefæller.

 

 

Digitaliseringen gør det mere fimset, end det fremtræder i virkeligheden eller i hvert fald i erindringen. Akvarel og masser af sminkende fedtlags farvekridt uden væsentlig manifestering af fremtrædelsesvilje og billedsignifikans. Formår billedet egentlig en holdbar troværdighed, eller er det en fejltagelse, der er tale om, skulle det hellere have vendt den ubearbejdede bagside til?

 

 

Antydninger af et kulfyret elektricitetsværk og noget ledig havn og noget formodet by, så kan man selv lægge resten til, hvis man vil have mere. Radering, blandt andet med prikfremkaldende redskab, som måske skal illudere syreregn, i hvert fald kan tolkes dérhen i mainstreamdebatten om klima, fodbold og klasselotteri.

 

 

Præluderet sælportræt med blikket låst fast til spejlet og koldnålen førerløs, kort og godt blottet for mening og antemetrisk klamt. Skævt både hist og her, lodret som vandret, med god balance mellem enkelte dele, kombinationer og helhed og hints til antikkens ulykker eller sorger, som nu er en stakket saga blot, eller indtil mange flere. Det hele står til tolkendes.

 

 

Formodentlig en kirkegårdsfugl i langsom kirkegang over fortidens høstede agre, for om der skulle være noget, der er glemt eller forsømt til tiden, eller i vittighedsvand til livet. Mumle, skumle, brumle, humle, det kan vist godt være kirkegårdsfuglens skratne vandresang, mens den lægger mere og mere af fortiden om bag sig i anstændige visdomsklatter, som i så fald ikke er kommet med på billedet.

 

 

Æggeform i et grumsetdystert farveunivers, olie på lærred, måske årstidsvarslende himmel i fødselssvøb eller maleri til udrugning under betragtningens foreskrivende rugelampe. Med forudgående håb om vellykket befrugtning fra maleriets galende vejrhane som mindste forudsætning. Med længselsdrømme om en grillstegt kylling, nu sporet er lagt ud, der udvikler sig til en ægte Swane.

 

 

Flaskehalsenes treenighed stillet an til sejr på rad i sølv, guld og bronze, selv om det måske ikke er til at se den nøjagtige rækkefølge, eller til frokost i det grønne i fokuseret nærbillede. Kan også formodes at være tre personer i aparte antræk med enslydende hatte til tops. I hvert fald tre af en slags, tilfredsstillende i sig selv, så arten og racen har knap så meget at sige som normalt.

 

 

Sagakriger på kleinhovedet bryggerhest, hvis digitaliseringen ikke lyver, efter kropsholdningen at dømme måske langt henne mod slutningen af første dag i resten af sit liv, som måske også skal tolkes som den sidste. Lyset er der ingen synlig forklaring på, så man har vel lov at gætte. Det er måske forklarelsens lys, måske lyset ved indgangen til Valhalla, måske et vilkårligt lynglimt. Hvad det vist ikke er, er noget, der fanger krigerens eller hestens opmærksomhed.

 

 

Taktfast gungervraltende negerkvinder i zebrastribet på vej over sukkende bro med ledige hænder og stift blik, måske for hjemgående efter overstået tjenestetid hos de hvide ude til højre og stadig ved et uvejsomt stykke foran sig, inden de når frem til hytten og det frugtesløse bambustræ. Også Guldkysten er med på maleriet, så det må vel formodentlig være forestillet om den ende af Afrika.

 

 

Endestation for toget AZ 2 med sporende, kirke, borgmesterbolig, en ende af præsteboligen og seks huse for almindelige mennesker og småborgere, to med og fire uden skorsten, samt et rækværk om præstens og kirkens fælles haveanlæg. Så meget om modernismen. Af gammeldags tilsnit er der blomster og træer og bakker og bjerge og et fadfuld himmel. Og hvad kan man så lære af det? At tiden står stille, når toget ikke kører længere? Ja, måske.

 

 

Det må vist være solen på erobringstogt omkring et bitte hus og nogle bølger eller buske, eller hvad det er. En universelt sviende tilstand, som det måske kan være svært at affinde sig med, hvis man skal. Eller står huset måske tomt og ubeboet? Lydløst er der vel også i miljøet? Og ikke så meget som en hare. Er det en enestående begivenhed eller normalt på stedet? Der er mange ting, det kan være svært at forklare.

 

 

Der er noget med det hus yderst ude i nærheden af en kant ned til et fald og en himmel, der så massiv, at den kan kvæste huset, hvis det skal være, inden huset måske dratter. Det må være sære folk, der bor dér, at de overhovedet på et tidspunkt er flyttet dertil. Selvfølgelig kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget er et hus, den klat, men det skal det altså bare være, så derfor.

 

 

Sæbekassebil i murstensmodel med specialhjul til bumpende kørsel eller knoldet og smattet terræn. Arbejdsmodel, som ikke kan bruges til noget i praksis. For eksempel kan hjulene faktisk ikke køre rundt, men sidder og klemmer om de ender blyant, som er brugt til aksler. Bilen er heller ikke hul indeni og således meget lidt rummelig. Endelig er den ikke i en størrelse, der tillader kørsel på offentlig vej.

 

 

Halvvågen morgenseng i gips. Eksempel på, at man ikke nødvendigvis skal lade sig snyde af overfladen. Figuren er bygget over en cremefraichebakke med bunden i vejret, så åbningen vender nedad og bakken udgør et hulrum. Halvsjoveren blev oprindeligt bygget som afledende skjul for en bestemt gave til en bestemt person i en bestemt anledning, hvilke omstændigheder nu for en dels vedkommende er glemt i detaljer.

 

 

Mere fra galleriets skulptursamling. Til venstre et par sandaler, hvor kunsten har bestået i at flå sålerne af og afsløre de interne spidsfindigheder, som det simpelthen kan være spændende langt ind i kommende generationer, når de har fået den rette opdragelse, at betragte og give et æstetisk og kulturhistorisk tyd på fantasiens vilde vover. Derefter en stuepind, godt 30 cm, den sørgelige rest af et lokalt frugttræ, som nu i mange år ikke har båret frugt og ej heller kommer til det igen nogensinde. Til højre en metalforsiret kajakpind med symboler så hemmelige, at de til og med dags dato endnu ikke har fået tillagt den fjerneste betydning.

 

 

Svante, en krigerlignende figur i siddehvilende givagtstilling fremstillet af christianshavnerskrot og siden, vist nærmest helt fra starten af sin totale eksistens, hjemsted for utallige edderkopper og deres talløse hidtil omkringflyvende madpakker. Ganske underholdende at gå på visualitetsopdagelse på for at undersøge, hvor meget af skrottet der stadig lader sig identificere, og hvor meget af det der gennem årene er gået ud af brug og smidt direkte i glemmebogen. Desuden rart at være i selskab med så megen standhaftighed, som der i figuren er samlet.

 

Til toppen

Samtlige galleriets ca. 1400 billedfiler ligger i Galleri b på SkyDrive i en opløsning på max. 1024x768 pixler (det var en anstændig opløsning for 10 år siden) til fri afhentning. Dels kan der hentes enkeltfiler, hvilket måske kan forekomme besværligt, og dels kan helheden hentes som splittet zipfil, hvilket måske gør håndteringen af og trafikken i samlingen meget lettere.

 

Mappeoversigt over galleriet.

 

Til toppen

Besøg  
044242