Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden Sekvenser

DER VAR ENGANG I BILLEDTALE

25 billeder

I praksis er der nok ikke alverdens forskel mellem billedvariationer og billedsekvenser, idet en stribe variationer af det samme billede i sig selv let foranlediger til sekventiel perception. Nu er der alligevel en side med hvert her, primært fordi webmaster ikke gider lave det om, sekundært fordi det byder pÃ¥ dobbelte tilføjelsermuligheder til senere hen. I teorien er forskellen, at mens variationer opstÃ¥r nærmest tilfældigt, som eksperimenter eller som konsekvens af et computerprogram, opstÃ¥r sekvenser oftest omkring noget fælles kontekstuelt eller et generenede idéindfald.

SÃ¥dan set er det et eventyrligt hus, det udspringer af. Eller — bare sÃ¥dan? — nej, men konkret set af bl.a. gratisprogrammet ICE, Microsofts panoramagenerator, kan der godt hænde at forceres noget eventyrligt frem i udspringshuset. Og sÃ¥dan set er huset altsÃ¥ eventyrligt. I anden omgang tilføjes endda kvadratisme over hele linjen, til hvis man foretrækker det perfekt firkantede. Afdelingen med det perfekt firkantede er sidenhen slettet, fordi dét særskilte bidrag viste sig at være for tyndt som ekstranummer og serverpladsen begyndte at være kneben sammenlignet med planerne. Lad os da glemme kvadratikken og i første omgang blot kalde det resterende det mikrosofte ishus. Ergo:

 

 Det mikrosofte ishus

 

'Der var engang' ville være en misvisende start, for det var der nemlig ikke. Stuen pÃ¥ billedet har aldrig eksisteret, vil velsagtens aldrig tilblive, men kan subjektivt set være værd at drømme en hel del om. Det firkantede rum, det firkantede bord i forgrunden, de lodrette vægge etc., som indgik i forlægget, har gengivelsen forlenet med rundhed og charme og større beboelighed. Og leveret en samtidighed, som er menneskeligt umulig. Det er et ca. 300 graders vue, og der fattes et hjørneareal. Det første indendørs ICE-forsøg.

 

 

Næste forsøg er der noget skibsagtigt over, til forskel fra det første mere huleagtige, noget op og ned skibsagtigt, væggene måske i retning af fortidens storebæltsfærgers styrehuse eller sligt, loftet måske i retning af forfortids vikingeskuder. Det er så eventuelt en henlagt skibsdreng, den kan minde om, kameraoperatørens nederdel midt i forgrunden. Stuen fotograferet til alle sider, som ikke krævede bagudlænet hoved.

 

 

Dette rum fortjener da at blive drømt og fantaseret om. Billedet fortjener den ros, at man med det for øje kan drømme og fantasere sig til alter sig. Til beboer i et eventyrligt rum. Samtlige fire vægge, loftet og gulvet er alle med, og man kan forestille sig, at man har flueøjne, mÃ¥ske sÃ¥ tillige anden adfærd, andre følelser, vaner og tanker, end hvad man sÃ¥dan lige tillader sig at synes, man er hjemmelsmand for i det daglige. Med dette æbleskud er stuen foreviget efter ideal fortjeneste.

 

 

Køkkenet var ikke lige så velegnet den aften, det gik ud over dét, eller lyset var forkert, eller noget tredje, måske ikke lige så heldigt. Mens stuen fik tilført noget, fik køkkenet egentlig nærmest noget frataget. Noget er der om det, i hvert fald den omstændighed, at køkkenet kun har fået én chance hidtil. Og dengang ikke givet slip på sine eventuelle skjulte egenskaber.

 

 

Et nødtørftigt værelse ophøjet til ICE-gemak, ligesom stuen med en visuel og tankespredende rumfangsforøgelse. Med ædle træsorter, uberørt munterhed og det hele. Kan det værelse næsten blive mere stateligt favnende? Burde der ikke i virkeligheden indføres byggeri med programmet ICE som skabelonskaber?

 

 

Et af husets adskillige vÃ¥drum, sÃ¥ det allerede pÃ¥ forhÃ¥nd synes at være en tør fornøjelse at blive vÃ¥d, en ren fornøjelse at blive snavset. Det er næsten utænkeligt, at det fornøjelseskammer skulle have med pis & lort at gøre, men det har det altsÃ¥ faktisk blandt andet.

 

 

Næsten 360 grader rundt i haven uden chance for at blive ør, så smart er ICE også. Tak, Microsoft, er det ikke sådan, vi skal sige? Skyggerne har fået anderledes vægt og fylde end i andre programmer, grunden er større, forhindringerne og det hele er til et parti golf, når man selv har øvet sig i dagevis, med en person, man ikke bryder sig om og vil sætte en ære i at få dukket eftertrykkeligt.

 

 

Til toppen

 

 

For ikke alt for længe siden var der to normalt driftige bondegÃ¥rde med en lille kilometers penge imellem. Den ene gÃ¥rd blev brugt som sÃ¥dan lige til de forrige ejeres sidste sukker, mens den anden blev udsat for en Ã¥rrække som kunstneratelier og traktørsted. Derefter overgik de begge til efterkommere uden traditionsbundet gÃ¥rdhold som hovedinteresse. Det ene hold arvinger jævnede tuttesvitte arven med jorden og udstykkede og solgte denne til parcelhusbebyggelse med en rundkørsel i midten. Det andet hold anskuede mÃ¥ske arven som et mindesmærke over noget af slægtens navnkundighed, lod gÃ¥rden stÃ¥, som den stod, og gav den nu og da en bekostelig ansigtsløftning pÃ¥ den synlige yderside. Derfor og sÃ¥ fremdeles:

 

 To gÃ¥rde gÃ¥r hver sin egen vej

Sådan så stuen ud på et sent tidspunkt i dens leve- eller funktionstid. Med nedfaldshul i loftet, brokker på gulvet og i forstuen, brudte brædder ude i det ellers fri, et nydeligt solindfald henne ved væggen med genskin op på samme, næsten som en avis, der lå og brændte inde med noget. Det var såmænd ikke så mange måneder siden, der havde tuslet et par rundt her på jagt efter fordums førlighed, eller hvad man ellers foretager sig, når det er ved at være slut med evner.

 

 

En ikke nærmere bestemt mellemgang blottet til grund- og mellemkonstruktioner med overfladedetaljer og løsøre som gulvpynt eller til forhindringsløb eller senere udsmidning eller garagesalg eller efterkommerne eller. Fremtiden har mange lommer, skulle man tro, og mindre kritisk sans. Og de to, som nu for alvor har fået jord under neglene, også de har vel prøvet at stuve væk efter nogen, dengang det var deres tur, så de forstår sikkert.

 

 

Det kan måske være et kig ind i husets tidligere hemmelighed, hvor beboerne på skift trådte af på naturens vegne og besørgede og hvad pænt der ellers kan siges. Nu er det så en murbrækker, der skal besørge på fremskridtets vegne og for en rentabilisering af en måske langt om længe arv. De havde en hel del penge i øjnene og stemmen, dem, der stod for det, mens det stod på og de endnu viste sig.

 

 

Forhenværende adgangsvej mod forhenværende gårdsplads, med adgangen blokeret, gården overtaget af det lokale naturfremvæld, brugerne stedt til fred og ro på den lokale skraldeplads for sligt. Den nærliggende trafik af turister og handlende vænner de sikkert hurtigt til, og ellers må de jo brokke sig, hvis de kan finde ud af det. Det er vist et par stykker af en arving eller to samt et redskab til forvandling af arvemassen, man kan ane ude mellem det grønne. Indenfor kan man ane, at der måske har været indlagt elektricitet i noget af brugstiden.

 

 

Der kan være en vis æstetik at stjæle af til digitalen i sÃ¥dan en ruinering. Det her kunne sÃ¥mænd godt ligne noget almindeligt gammeldags i fortsat brug. Tit er det slet ikke til at se, om det er bras eller nyttigt, alt det, der i mange tilfælde er kommet med pÃ¥ gamle billeder og endt pÃ¥ museum og i historiebøger. I dette tilfælde er det dog bevisligt, der var nogen, der var i gang med at kaste vrag, og ogsÃ¥ det her viste er væk nu, er gÃ¥et sin vej eller pÃ¥ lykke og fromme.

 

 

I disse lokaliteter er der engang blevet avlet, faktisk sandsynligvis gennem en længere landbrugsperiode. Hvad det var for dyr, der blev avlet her, havde vist noget med bÃ¥se at gøre, muligvis ogsÃ¥ en lokal grøft, sÃ¥ mÃ¥ske køer og kalve til mælk og middagsmad og kufferter, som skulle have mad ind i den ene ende og lavede kager ud af den anden. Dem, der avlede, og deres avl, ja, selv avlsbygningen og jorden hvorpÃ¥ er nu i andre tilstande pÃ¥ andre hænder, jorden for eksempel belagt med sovehuse, sovehushaver af forskellig kvalitet og rundkørselsasfalt lige til periferien.

 

 

Præfabrikeret tilbygning, oprindeligt født og bÃ¥ren som togvogn andetsteds og efter diverse sandsynlige skinnelagte transportture rundt omkring i landet, mÃ¥ske ogsÃ¥ udenlands og pÃ¥ færgefart, sendt pÃ¥ aftægt til genbrug som — hvad man nu ellers kan have benyttet den opklodsede kassevogn til, inden vejr og vind gjorde den utæt, ustabil, mÃ¥ske totalt ubrugelig og ophugningsmoden, mÃ¥ske i trit med den implicerede menneskemasse.

 

 

Sol og tidligt forÃ¥r, igangværende bygningsopløsning, med nedrivningshÃ¥ndværkere pÃ¥ spring til at tage over uden for billedet, de er travlt optagne andetsteds i komplekset og nærmer sig sÃ¥ smÃ¥t, vil nok se at blive færdige og komme et andet sted hen, inden det bliver for varmt i vejret, og allerede mærker de nok den hede Ã¥nde fra nye bygherrer, der Ã¥nder dem i nakken pr. telefon og email. Bliktag, det har nok ikke været nogen fed forretning at holde showet kørende i sin tid.

 

 

Forfaldsæstetik i vidunderligt afslappet afmagt, gavlvinduernes søvnige look med udsigt til ophør, pandebraskens sammenbrud og demaskering af høet indenfor, det var jo det bare hø, det hele, frugttræerne foran, forskellige sorter Ã¦bler og pærer og blommer lidt længere ude til højre, om de gider betjene hudholdningen længere eller ogsÃ¥ selv ryger med i købet,

 

 

SÃ¥ tæt var æstetikken der og da pÃ¥ at blive afsluttet brat, ja, ja, alt er relativt relativt, men sÃ¥ fuldendt med flittig vold og travlhed og læs for læs puttet i en stenknuser, som var stillet op et udigitaliseret sted pÃ¥ ejendommen, hvorfra den larmede i dagevis, sÃ¥ man kunne høre det flere gader væk og følge tvungent med i den fortsatte forvandling pÃ¥ afstand og optaget af andre gøremÃ¥l.

 

 

Få hundrede meter henne stortrives det overflademuseale look og vedligeholdelsesæstetikken. Stråtagene og den seneste bemaling af mure og træværk har endnu blot et par år på bagen og kan sikkert holde mange år endnu uden ændring af illusionen. Denne går ikke ud på, at der sker noget, men på, at der er noget, nogle ydre rammer for velbehagelig forbifartsbetragtning, en tom og ubenyttet skal. At den kan benyttes.

 

 

Naturen er i gang med at sløre bedraget om en redebon bebyggelse, spærre af for adgangsvejene, signalere, at disse slet ikke bliver benyttet, men troligt vokser til. Dog, tydeligt er at aflæse, at her er mur og tag til beskyttelse mod udendørslivets lejlighedsvise hærgen, og indenfor kan potentielle folk uforstyrret fortsætte med produktive aktiviteter uden at lade sig afbryde, hvis vinden slÃ¥r om i storm og orkan og det regner skomagerdrenge og hagler golfkugler.

 

 

Her er forbipasserende forment adgang med alle døre lukket i lÃ¥s, og sender man øjet pÃ¥ indbrud gennem et vindue, bliver man mødt af noget, der slet ikke hører til derinde, den omgivende natur, som burde forblive ude i omgivelserne, mens forventninger om produktive aktiviteter, mennesker og dyr i færd med at yde hver sit enkelte lokale bidrag til samfundets socialrealistiske fødekæde, bliver gjort til skamme ogsÃ¥ i dén grad.

 

 

Forsøger man sig med et andet vindue, bliver resultatet nøjagtigt det samme. Det indre er afspærret af selvforvaltet natur. Udefra kigger naturen ind med en udløber til en indespærret natur, som bare står og fylder. Ikke andet er at få øje på. Kreaturer, redskaber, lagre, gårdfolk, hvad man nu kan have kundskabsbaseret fantasi til at forvente, eller alternative hobbyfolk, en bådebygger, en minibiograf, en rideskole, alt er pist væk eller ikke arriveret.

 

 

Der er lukket af og slukket og sagt fra visuelt. Men hvad der dog ikke kunne ske bag sÃ¥dan en pyntelig dør og et husparti med hartad ikonografisk statur, med tag over hovedet og mur at læne sig op ad, hvis det er tjenligt. Ingen viser sig, intet tyder pÃ¥ benyttelse. Blot uforudsigelige hÃ¥ndværkere i uforudsigelige perioder med Ã¥r og dag imellem. Hvor lang tid tog det med strÃ¥tagene sidst? To-tre mÃ¥neder? MÃ¥ske mere?

 

 

Ikke alt er retableret pÃ¥ samme museale niveau. Stuehuslængen kunne for eksempel godt trænge til en ensartet tagbelægning, men de ellers umærkelige, usynlige, anonyme investorer, som kun logikken giver løbende eksistens, er mÃ¥ske ofre for krisekradseri eller har mÃ¥ske flere likviditetskrævende aktiviteter i sving. Og som antydet, alt det indre er en tvivlsom, forundringsvækkende affære. Skallen kunne mÃ¥ske godt trænge til at blive brugt.

 

 

For enden af en gavl, nÃ¥r man næsten har opgivet eftersøgningen, er der endelig noget, der falder i hak, og hvor det med overfladen og den tomme skal fungerer. En intim hyggekrog klemt ind mellem gavlen, en balkon og den uregerlige natur, hvor den forbipasserende i beskyttet isolation kan forrette sin nødtørft, hvad man da ogsÃ¥ kan bÃ¥de se og lugte.

 

 

SÃ¥dan ser hyggekrogen ud pÃ¥ afstand. Glimrende kamufleret bag et afsnit af den lokale botanik, sÃ¥ lugten holdes pÃ¥ afstand, til der bliver behov for at følge den til kilden. Det kan sÃ¥ være den ene af de to velfungerende funktioner, der er endnu tilbage for det vedligeholdelsesbekostelige bygningsværk. Den anden, selve den vel egentlig eksklusivt landskabsskulpturelle hævdelse lige i synet pÃ¥ de tilstødende omgivelser, den er fortsat et uforklarligt mysterium uden for en snæver kreds af arvinger.

 

Til toppen

Besøg  
043328