Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden PlejedeFotos

 

Foto, som vores mor plejer det. Efter given evne og indbildte familietraditioner.

79 billeder


Forherligelse af fotos er med computeren blevet en hvermandsfritidsbeskæftigelse i sig selv. Det er aldeles underholdende, hvad man kan frembringe af løgne og bedrag, illusioner, forskønnelse, eller hvilken ideologi man foretrækker, i konkurrence med fjernsynet, Hollywood og nettet ved hjælp af et digitalkamera, noget på egen hånd opsøgt virkelighed eller tyveri fra omverdenens overflødighedshorn af fotorigdomme og nogle grafikprogrammer. Samt velvillig  tidsreservation specielt til sligt. Der kan tilsættes noget isme, hvis man er af den slags, eller den personlige, øjeblikkelige æstetik kan være eneangivende.

 

 

 

 

Her vil det traditionelt være kutyme med nogle indledende bemærkninger, inden billederne skal kommenteres ét for ét, og fy for pokker. For eksempel om den bagvedliggende plan, men den er der slet ikke, kommer måske undervejs, men den er der i hvert fald overhovedet ikke endnu. Eller rettere, der opstod en form for plan eller orden, mens billederne blev arrangeret, og på det tidspunkt blev der desværre ikke taget noter, så altså og derfor ikke. Måske havde det været anderledes, hvis det havde affødt sig i et land med stejle bjerge, rivende floder, samfærdselsforstyrrende orkaner og tydeligere erklærede diktatorer. Men sådan skulle det altså ikke være, og så kommer det jo ikke sagen ved.

 

 

Et udsnit af et terrasserakvirk, der forsøger at ekskludere noget vinter og efter formåen holder det stangen. Der er både noget åbning og noget aflukket, og det kan man vist godt sidde og glo lidt på midt i sommervarmen, som kan give et anderledes tyd.

 

 

Rullesten bag gitterværk til forhindring af skred og fastholdelse af formen, i dette tilfælde bastant markering af en grænse for privat ejendomsret. Rullelydene er dermed højlydt forstummet på uvis tid og trænger dog, hvis man lige lytter efter, gennem de åbne kvadrater som erindringer om disse stens særlige sprog og får måske endda gitteret til at summe med.

 

 

Det er så et vindåbent fængsel for hugget træ bestemt til brænde. Dog er det for eksempel et fanatisk befolket fodboldstadium eller en jernbanestation ved feriestart, det kalder til minde, uden andet særpræg end alt det fælles og det enkeltes komilfutte placering. Som om også for eksempel jernbanestationen og sportsstadionet er lagerpladser af en slags.

 

 

En skrue, som fastfolder og i uendeligt tålmodig passivitet spiller sin centrale rolle i den samfundsskabte virkelighed med en græstot som skildvagt og trofast vidne, så længe den holder til det. For det er nok noget, alle er klar over, at skruen, den holder længe, det kan man ligefrem se, måske så længe der er brug for det, og det kan jo godt vare både fem og ti år, til moden skifter, mens græstotten kun holder livet ud, eller til den bliver luget af vejen eller ædt af en af kommunens eller naturens store og små græsmordere.

 

 

Et skævt haveskur rettet nødtørftigt op digitalt. På samme måde kan det også repareres og males og for eksempel placeres midt på Rådhuspladsen, hvis man vil. Men som det står her, og hvis det bare stod sådan altid, er det fint til at leve med det.

 

 

Noget af det samme skur på et andet tidspunkt, hvor stokroserne har trængt sig i den valgte forgrund, hvad de godt kan være bekendt, for de er dog en fryd for øjet, hvad enten in natura eller digitalis.

 

 

Det eneste pæne i et padderokkedesign, og så har der været en larve eller snegl til bords og er gået igen. Baggrunden fortoner sig, og det i sig selv er et digitalt scoop til padderokkens fordel. Mon den siden er fældet helt?

 

 

Det hører med til en ordentlig opdragelse, at mælkebøtter er grimme og skal udryddes på det optimaleste, men lige her er den egentlig ganske nydelig, kæk, endda lidt fræk at se til. De udviskede græsblade bagved har noget fartstribe i sig, som kan sætte mælkebølgen i bevægelse, og det truende tatøj ude til højre bliver aldrig til andet og mere end en trussel.

 

 

Det er en fornøjelse for det mat nysgerrige øje med sådan en trestadiers valmue fra de hjemlige breddegrader. Skrabet, fattigt, udleverende, lige på og hårdt. En glimrende billedliggørelse af, hvordan privatlivets fred for eksempel kan tage sig ud, hvis man kigger rigtigt efter.

 

 

Havblik indtræffer ikke så tit her og undertiden altså kun partielt. Øverst kanten af en forstyrrende brise. Tangen så formørket, at den kan ligne en truet eller truende planteart. Hvis man vil kede sig omhyggeligt, kan man for eksempel lave en kande kaffe og et fad madder og sætte sig til rette med det foran computerskærmen og se på dette billede, mens man tygger og synker og tygger og synker og indimellem drikker en slurk. Bagefter kan man sikkert ikke engang huske, hvordan madderne smagte, eller om man sad godt. Det er det billede sikkert godt til.

 

 

Havblik i hele objektivet, det er ikke noget, man møder hvert år eller bare hvert andet. Der er trods alt også andet at lave end at rende og glo efter lige det. Så det er lidt af et scoop, at ønsket og virkeligheden var samtidig til stede. Båden kunne godt have været pænere, også andet, men det er jo ikke nødvendigvis alt, man får på én gang. Men en båd stablet op på sit eget spejlbillede, det kan man da godt anse for tilfredsstillende i en snæver vending. Den står så stille, og det er da også sjovt.

 

To fiskekugler med en generation imellem kan det godt ligne eller måske signalerende for og bag eller den slags. Og blik på havet. Men i forhold til, hvad man kan finde af fiskekugler på nettet, er dette alligevel det rene vand. Mindst en generation forældet. Men dem på nettet er trods smartere materialer, former og farver ikke brugt, de er til pynt eller til salg eller måske til studiebrug, de er passive, mens disse ikke kun er brugt, men direkte i øjeblikkelig brug. Aktivt ligger de og markerer og holder oppe i noget undervands og giver grobund for nogle af havets alger, eller hvis de er.

 

 

Der er både noget forblæst og noget det modsatte i væksten, og det er fra naturens egen hånd, såmænd, fra naturens egen hånd og råderum, så et tilsvarende vue kan måske godt have mødt stenalderfolkene, da det var dem, der slog deres skarpe folder her og måske stillede sig op i et øjebliks jagtpause og tænkte, at gid de havde haft et kamera, gid det dog bare var opfundet.

 

 

Det kan være en god ting, sådan et autoværn. I hvert fald havde billedet været et andet uden og ukrudtet taget sig anderledes ud. Måske havde der endda været en fugl på himlen, måske er der en bag værnet, det er ikke til at vide. Det giver en munter ro med det ganske svagt buede forløb, tryghed ved bevidstheden om, at der her bliver passet godt på de spæde planter på natursiden af trafikstrømningerne.

 

 

Det ser aldeles kemisk ud, men det er opsnappet i et kemikaliefrit område med braklægningsstøtte til jorddrotten, hvor der fx ikke har været boret efter olie eller lignende forbrugsgoder, så det er vist bare noget, som naturen havde lyst til lige der og da, måske selve reflekserne fra systemets ulig største energifrådser, eller det er øjnene, der ser, hjernen, der perciperer, der gør dette på et tidstypisk programmeret erfaringsgrundlag.

 

 

 

Til toppen

 

 

 

Muligvis var der et gennemgående tema for den forrige sektion, dengang den blev arrangeret. I så fald er det siden glemt og ikke søgt rekonstrueret. Måske værn og værgeløs eller sådan noget, det er bare et hurtigt forslag for et syns skyld. Det ovenfor er i hvert fald nu bare en stribe billeder uden den helt store åndsvidenskab bag. Anderledes med denne sektion. Man kan hurtigt se, at den fokuserer på bygninger ude og inde, så temaet må velsagtens have med det at gøre, med artefakter som for eksempel lineal og arkitektuddannelse. Spørgsmålet er så, om det kan bruges til noget, eller tværtom ej.

 

 

Der lå der engang en stak jord skubbet til af istidens bulldozer. Det meste af den ligger der stadig, men slet ikke til at få øje på for nutidens huse og flagstænger og pyntegrønt, adskilligt lukket ned for solen og den dyrekøbte havudsigt. Kæft, trit og retning kunne måske have været fremhævet lidt mere, men det må blive en anden gang i et mere ondt lune. Bare hold vejret og gå stille forbi.

 

 

Det er en sjælden vandstand, som ikke er der til daglig. Bænken til højre kan næsten ligne husunderstøttende pæle, men er som sagt bare en bænk til folk med det behov i repertoiret. Det rod i forgrunden, det skyldes altså en storm og kan ikke for alvor lægges de lokale til last, før det har ligget der et godt stykke tid mere.

 

 

Se, det er et spændende glughul, det her, måske ind til en gammeljomfru, som, fra huset var nyt og hun måske stadig jomfru, i ny og næ har stukket hovedet frem fra det åbne vindue og brølet hen mod de andre huse om et hastigt mere og mere hastende jomfrubekæmpelsesmiddel, indtil årene indhentede hende og smed hende omkuld på gulvet, hvor hun kunne blive liggende helt for sig selv, mens kun koppen står tilbage som signal om, at brøleorganet indimellem kunne trænge til smørelse, måske især, når alle folk havde sat sig til tv'et og der blev vist massehysteri. Men hvorfor egentlig, der er ikke noget jomfrunalsk over det, eller jo, det er der, men også noget forpost og udkig, men hun skulle vride godt rundt på hovedet, hvis de andre skulle kunne se hende, og om det var noget at ulejlige sig for, når hun råbte op om sit.

 

 

Og hvem skal mon så bo her engang, det er ikke til at sige. Eller om de bliver lykkelige eller får for meget sol ind. Men tænk sig, at det bliver til et hus engang, nu det endda er så pænt, så det er synd at gøre mere ved det. Så det får lov at blive stående, mens virkeligheden gør, som det passer den, eller som det passer nogen, eller så noget passer, eller sådan noget i den stil.

 

 

Hold kæft og sov, det er hovedindtrykket. Eller hold kæft, her soves. Det er noget effektivt tilknappet over det, et velplejet ydre og et indre, som ingen andre skal blande sig i, før der bliver lukket op. Et godt eksempel på myten om, at ethvert billede rummer elementer til et selvportræt og legalt lader sig tolke i overensstemmelse med myten.

 

 

Efter sigende udsnittet brudstykke af en forhenværende fiskerhytte. Således sikkert med en masse hverdagsanekdoter om noget med fisk og fravær af samme, vejr og bølgegang og naboerne og nærmeste købstad gemt i rummet inde bag virkelighedens uegale overflade. Her først og fremmest udvalgt tilbehør omkring tre glughuller, de to mere sammenknebne end det tredje.

 

 

Lige på og hårdt. Stiv sol fra sydvest, så det svier i nakken på én. Ukrudt i frække stormtropper. Håndliste ikke monteret. Den angrebne part visionerer og defenderer sig med rette vinkler mellem planerne lodret og vandret og uigennemsigtighed og mørke.

 

 

I virkeligheden er det hele uens funderet og skævt, så man stadig kan ane det trods ihærdig indsats for den modsatte effekt. Meget rart at se på, når man kender stedet, og nu udsat for at blive set af hvem som helst og overset af alle de andre. Nettet er noget spøjst noget, som det er svært at give en god plads i hovedet, når man har prøvet det uden.

 

 

Det er sgu svært at arrangere det hele efter en snor med lidt for løse redskaber og utilstrækkeligt håndelag, men den snor har noget fascinerende ved sig, så forsøges skal det altså gang på gang. Der er nogen, der bor her, det vil det være forkert at påstå og også rigtigt, måske nogen med en tilsvarende beskæring, måske ikke, det grønne peger i andre retninger.

 

 

En lille, ledig hyggekrog til småfolk, hvis de også skal være i læ, med sløret glug- og målrettet åndehul til en større verden ikke så langt derfra og en eller anden afart af uorden i bunden og ved siderne. Hvad laver for eksempel sådan et blidt knækket rør, eller hvad det er, her? Hvordan holder det sig oppe uden at læne sig mod muren? Hvad er det for en aktivitet, der her er gået i stå eller venteposition?

 

 

Et lille udsnit af nyfigen zoom, som ind i bunden af forrige århundrede, dengang folk klumpede sig sammen om et bord eller lignende, når de skulle have kaffe. Det må være restmennesker af en slags, billedet er få måneder gammelt i skrivende stund og ligner dog mest af alt et guldaldermaleri bortset fra afslappet holdning, som vel på den anden side lige så godt kunne være et bud på brud med og videreudvikling af hidtidig tradition.

 

 

Det skal måske siges, at dette stammer fra et køkken. Dette kan så ses som kontrast til synlige signaler for boglige sysler ligesom radiatoren som kontrast til signaler for aktiv sol eksteriørt. Gardinet, noget praktisk i velgennemtænkt udførelse, er måske så en kombination af en tredje kontrast, som kan give håb om, at også de andre kontraster danner en forening? Ja, hvad kan man dog ikke finde på ved hjælp af billeder.

 

 

Noget af det samme og samtidig noget helt andet, muligvis? Her kan ordet stemning måske være på sin plads? For det er der noget af. Uden så meget konkret, som kan lokke alle mulige andre ord frem og illustrere forklaringen. Måske aften-, måske nattestemning, ikke til at gennemskue, om det er gade- eller månelys, sommer eller anden sæson, eller hvad det slangemønstrede i forgrunden er, jo, det er da noget af gardinets nederbort.

 

 

Et stilleben og et udsnit af en dagligdag, sådan noget kan man også godt snuble over, hvis man er heldig. Et selekt af lokale rammer, for at sige det, som det er. Det, der ligger mellem de tørrede svampe og prøver at ligne en hund, hvis man vil, er en squash, der i løbet af et årti har afgivet al indre væde og alle anstændige overfladefarver, kort sagt alle formålstjenlige squashegenskaber, og parallelt hermed suverænt gjort sig til meningsløshedens fremmeste filosof.

 

 

Hvad er der egentlig at mene om det efter det forrige og inden det næste? Det var ikke til at få helt lige for oven, så en mening må der jo formodentlig ligge bag. Måske tydeligvis noget, som ikke vil artikuleres på anden vis, så velsagtens? Noget fortrængt eller ubevidst eller utænkeligt? Ja, så behøves der vist heller ikke at kunne forventes andre forklaringer på fattigdommen på ord.

 

 

Måske hollandsk renæssance eller sådan noget udsat for fotografering og elektrisk digitali. Lys som i noget af det gode fra den boldgade punktvist i de interiøre partier. En dystert hyggelig stoflighed, som åbenbart har været på mode engang og heller ikke nu er ganske blottet for visuel charme og sammenhængskraft i interngemakkerne.

 

 

Det her kan der til gengæld fornemmes et skvæt antikvarisk islamisme og megen anden individuel farligdom ved, hvis man forud for fornemmelsen blev skruet korrekt sammen i en børnehave overskygget af det hvide og det røde og med miljøbeskyttende trælegetøj inden for en barnlig arms minimalistiske rækkevidde og tidstypiske humørsving til højre og venstre for midterrabatten. Lidt bønnetæppe er der da vist over hele designet, måske noget i retning af mokka og espresso. I hvert fald muntert meditativt af en sjælden slags.

 

 

 

Til toppen

 

 

 

Træ og bladgrønt er noget af det gennemgående i den følgende bås, den skulpturelle funktion, som den slags vist nok i virkeligheden har. Det er noget af det, der er masser af i den stedlige kontekst med implicit tiggen om opmærksomhed og tolkninger, snart sagt hvor end, hvornår, hvordan, hvor tit man vender sig. Desuden kan der detekteres en stedvis anskueliggørelse af en kontrast af en slags, eller måske en symbiose, mellem vækst og artefaktum, mellem menneskelignende og menneskeskabt. Det kan indimellem være rimeligt hårdt og lejlighedsvist aldeles uvedkommende at bebo og befærde den slags sludder, men er der andre realistiske muligheder på valg, nej, vel?

 

 

Halvdelen af et brækket sejlbræt fundet på stranden, slæbt hjem og gravet ned i haven i lodret, svagt skrånende position til nærmere betragtning hen ad vejen som muligt alternativ til noget, der er startet som frø eller måske endda endnu før. Keglen foran fundet sammeførstesteds og nedgravet sammeandetsteds. Nå, men her drejer det sig om et foto og hvor fint det hele kan tage sig ud, hvis man vil.

 

 

Kompostafdelingen til højre og ellers hegnet ud mod EU's braklægningsstøtte. Yes, der bliver smidt penge fra den ene side af hegnet til den anden, og specielt taknemmelig er han ikke, bondefidusen, han vil have mere. Men lige nu ser det egentlig idyllisk ud, skyggerne er ikke fra EU eller Christiansborg, bare de sædvanlige fra et bitte lille sted på solen dens ubegribeligt konstante stråleglans med fire milliarder år for og bag, hvis ikke på et tidspunkt der er nogen, der finder på at forcere det, fordi energien altså er nødvendig nu, og så hul i fremtiden, men det er vist et sidespring.

 

 

En af naboernes kompostforordning og brændeskur gennem et andet parti hegn, noget så multifunktionelt samarbejde mellem en bekendt parcelhusejer og et skønsomt udvalg af det, som jorden jævnthen har at byde på, ikke kun her, men også mange andre forskellige steder. Der er også velassorteret køkkenhave derinde, så det øger sortimentet og jordens afkast. Men det er et billede, det drejer sig om, til et ukendt øje et ukendt sted i ukendte omstændigheder, et billede som så mange andre i den gode ende af skalaen. En sammenklemt ramme af livsalighed, og grønt, det er altid godt for øjnene, hvis man skal tro en vis fynbo med store fødder og store tænder.

 

 

Det kan godt være et sindbillede på et eller andet godt og skidt. Det er vist blandt andet trådhegnet, man skal fæste sig ved, noget, der gennemtrawler det menneskelige på kryds og tværs uden anden funktion end at markere menneskelighed midt i alt det naturlige, som til gengæld hæmningsløst forsøger sig frem med hvad som helst, der er med på ideen eller i det mindste på billedet. Det skulle måske have været noteret på et verdenssprog, hvis det ikke lige var fordi?

 

 

Det kan måske godt se konstrueret ud med den taktfaste vaklen i staverne, men i så fald kendes konstruktøren eller initialkraften ikke og forekommer ikke synlig i de meddelte vilkår. Men hvorom alting er, noget nyt må være muliggjort og ved at muliggøres derved, en anderledes færdsel end tilforn, anderledes i tiltagende grad, åbning af en smutvej og ophævelse af en forhenværende beskyttelse af eller mod, så måske øjet fistrer rundt som en flue, der prøver at gøre sig fortrolig.

 

 

Hvad skal mon sådan en dyb grøft til for? Der er noget gammeldags og ubegribeligt over den, sikkert håndlavet og muligvis stadigvæk renset op nu og da. Måske en halv meter bred, så det kan da ikke være til industrifisk, måske dræn, men hvorfor, det er braklagt, alt det, man kan se, kun åbenbart ikke grøften. Måske til signal og erindring om, at Kilroy også har været hér og fortsat vil mindes for sit aftryk?

 

 

Det kan måske ligne noget til et dyrskue eller sport, men det er til campinggæster, som ikke er kommet endnu eller taget af sted igen eller simpelthen bliver væk. Det er også pænere uden, mere alsidigt, mindre larmende, så det kan varmt anbefales. Det kan campingfolk også, men så forsvinder meget af det grønne, og mange andre farver kommer til, så det er ikke det billede.

 

 

Træer, ja, men grønt, nej, det her er vinter og fyraften, og det grønne holder fri og er kun til stede som erfaringsbaseret viden og længsel. I virkeligheden er det en rundkørsel, men det er slet ikke til at se, og så kommer det nok ikke sagen ved. Lokalt brud på sort, de snævre marginaler for det lokale lys, så få watt der faktisk er til rådighed over for alt det mørke, så lidt man formår. Måske skal man hellere tænke på en isvaffel og fortsætte til badetøj og listige fotografer?

 

 

Bang, tjuhej, der er en skov, der har fået motoriske tæsk og er lagt mekanisk til folketælling, der har godt nok også været benzinforbrændingslarm på det sidste fra den kant, og det var så det. Nogle få står tilbage og funderer måske over, hvorfor lige dé blev vraget og holdt ude af klubben. Men skovarbejdere er ikke altid lige lette at blive kloge på, man ved ikke med sikkerhed, hvad det er, de ved af fagligt, hvad der mere detaljeret styrer dem til det, de kører rundt og gør ved det, der stikker op fra jorden. En skov, for eksempel. Måske næste uge en anden skov, eller en tredje.

 

 

Fra et etableret sted til vedligeholdelse af den lokale sammenhæng, et enkelt hjørne af en mindelund med få år på bagen, med frugttræer, så det i en periode hvert år er rentabelt at mindes. Med truende skyer, som æbler og ukrudt gensvarer med ekstra lød i farverne, så skyerne ikke skal komme farende og tro, at de er de eneste, der har noget at skulle have sagt. Hvis man ikke vidste andet, kunne man måske fristes til at tro, at det skulle forestille kundskabens træ i forgrunden med nogle af konsekvenserne bag, men nu er andet fortalt.

 

 

Idyl, idyl, idyl fra gamle dage, vel cirka fra pensionistgenerationens barndom i bondestenalderen, det er vist det, det er et billede af, hvis man er til det hold. Eller måske idyllens bag- eller skyggeside, for det kan det egentlig også godt ligne, uden at det skal opfattes negativt. Den svalende side, så er der vist ingen brod at frygte eller skælde ud over i selfdefence. Hvor man måske napper en halv times tid i en hængekøje, til myggene bliver for påtrængende, hvorefter man bevæger sig gennem portåbningen, hinsides hvilken der måske står et kaffebord parat med vådt og tørt og behageligt selskab i passende mængde. Måske tillige lidt fuglekvidder fra himlens myggefortærende konquistadorer. Ja, idyl, ret meget andet kan man vist ikke sige, eller skyggen af idyl.

 

 

Med slig åbenbare skyggespredning kan man næsten bilde sig selv ind, at solen da vist næppe kan være nævneværdigt større end et normalt knappenålshoved, distancen på otte lysminutter taget i betragtning, men det er den altså. Der er ingen forklaring på fænomenet, men kvajet ser det godt nok ud, hvis man skruer den naturvidenskabelige bisse hårdt på, og pyssenysseligt i mere afslappet perspektiv. Husene er vist menneskeboliger, så man kan måske hente en forklaring dér, hvis der er nogen hjemme og man ellers kan finde frem til stedet in natura eller pr. gps.

 

 

Det er egentlig huset i baggrunden, billedet drejer sig om, en besked om det hus, når man først har fået øje på det, og måske består beskeden i påpegningen af sløring og halvvejs af vejen-gemthed, hvad pågældende hus i pågældende perspektiv angår, en homobiotopisk hævdelse som oplæg til offentlig debat om udslusning af måske fejlslagne krigsveteraner og andre, der ikke tager ordentligt til takke med postpostmodernismen og danner høfligt fundament for de rige.

 

 

Muligvis sammenlagt et ægtepar med hjemmeavl med rugbrødsmotor, som maste sig ind i skuddet eller ikke kom hurtigt nok ud. Det regnede ikke, så overbedækningen er pyldren. Så har de sikkert også forsikringer og alt muligt og går jævnligt til frisør, har måske endda selv opsat belysningsanordningen ved stien for alle eventualiteters skyld. Men de taber til det tordenvejr af grønt over dem, som de end ikke har øje for og slet ikke affinder sig med på sentimentalistisk facon.

 

 

Portræt af en naturfotograf på jobbet. Proportionerne er værd at bemærke, hvor lidt et menneske også godt kan fylde, selv om det måske ikke tænker ret meget over det. Det er næsten et helt kosmos, der er stillet til rådighed, og så kan et snævert hjørne alligevel godt være nok, og det er faktisk rart at vide.

 

 

En bid af den lokale Tyrol-variant, kan man måske bilde sig ind, eller Harzen-variant, med fremhævelse af grønt, så man umiddelbart kan gætte på, at det under alle omstændigheder skal ligne noget langt ude i naturen, der har lagt ydre til.

 

 

Det er de gule og grønne farvenuancer, der springer længst frem i øjnene på én, næsten som om de kan være udlagt særskilt i billedets univers, men det er en digital hemmelighed, der helt banalt går ud på, at der er skruet ekstra op for lige de to spektre, det skal ikke siges højt. Effekten gør sig godt, og det er altid det vigtigste, når man ikke har et ideologisk budskab, der er vigtigere, og sådant mangler desværre her. Noget vildt og noget tamt, det er det, der er, og det holder hinanden i skakbrikkerne, så spillet foregår korrekt.

 

 

Her er det lyset, der slører visse konturer og således giver sit eget særlige bidrag til kompositionen og beskæringen. Hvor meget af det, der er fup, og hvor meget fakta, det er ikke til at afgøre, eller hvor meget digiteknik og hvor meget naturens eget skaberværk. Spørgsmålet er måske til syvende og sidst, hvilken sandhed man skal bruge, om det er denne eller en anden eller måske en helt syvende. Eller noget andet end sandhed, måske mad eller selskab eller en kunstig arm eller noget. Det er jo ikke altid, man ved det. Og så kan det være rart nu og da at se på billeder imens. Men ja, de er plantet ud engang, nogle af træerne, andre er kommet af sig selv eller via fugle og dyr, og lige nu i billedstund er det altså det.

 

 

 

Til toppen

 

 

 

Veje, det er i hvert fald noget gennemgående for de følgende fotos, det havde man kunnet se med et halvt øje, hvis det ikke allerede stod noteret her ved starten. Det er der såmænd også symbolik ved, hvilket ikke er så sært, for der er så meget ved veje, fra og til, hvorfor eller ej, sikkerhed og risici, fremværts bevægelser som sådanne, ja, det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvad veje er og kan være, måske burde. Men så høje luftlag befærdes ikke her, hvor optikken er jordbunden og i styrende grad digital.

 

 

Det er undertiden, når opmærksomheden er ledig, et under at møde i det daglige, sådan et kort parti bevokset med skilte op til over en halv snes. Det er jo ikke, hvad de fortæller, men at et helt sprog fylkes netop her til en lille, tyndstammet skov. Der var kun lige plads mellem træerne til venstre og huset til højre, og plante, plante, plante. Og lyset og skyerne, det hele hjælper til, det er et rasende velbehageligt picture, det er sådan et, der gør det pisseirriterende, at man ikke behersker flertal, men må stille sig tilfreds med enkelte tilfældige dump.

 

 

Det er et lyksaligt dump mere, endda snapshottet ikke mere end måske hundrede meter fra det forrige, det var en god dag, viste det sig efterfølgende. En malerisk himmel, hvis man gider, som chaufføren måske ikke kan se for alt det opvækst foran bilen. Nederst til højre en tunnel, som man nok kun kan se, fordi det hermed er afsløret. En, to, tre, mindst seks-syv trafikregulerende signaler og anordninger, så der er noget at vælge mellem bare i denne lille krog, hvis man vil herfra. Men sådan et lys, det kan godt virke fastholdende, og hvad gør man så?

 

 

Den her asfalt, den er kun til cykler og gående og en sjælden knallert samt endnu sjældnere traktoriseret grøntafskæring langs kanterne, og det er let at smutte til siderne ud i det grønne og tilbage igen, men lettest at blive på asfalten, især hvis man vil se langt frem og i højden og ud på vandet, når man er på cykel, altså. Til fods er det hele lettere. Også her er det lyset og farvetonen samt kompositionen skråstreg beskæringen, der kan få én til at tøve et ekstra øjeblik.

 

 

Den samme cykel- og fodtussesti nogle kilometer længere fremme, her taget fra den forkerte banehalvdel for den pictoreske helheds skyld. Og stadigvæk også her alle de udlagte signaler om trafikale hensyn at tage, som blev tilsidesat for at få mere med i billedet, end stringent korrekt opførsel giver tilladelse til. Selv sådan en lille, relativt uskyldig selvrådighed, en egocentrisme skal det måske karakteriseres som, kan måske være med til at bringe landet af lave, måske endda af endnu lavere end uden, og hvor er vi så henne alle sammen?

 

 

Hjulspor, cykelsti, vej, fortov og indkørsel på samme lille plet, man skulle ikke tro det muligt, og det var først lige nu, det blev opdaget. Samt postkasse, privat lampet og affaldsbeholder, det burde ikke kunne lade sig gøre, og så er det altså alligevel gjort. Men kønt tillige er det kun ved hjælp af det grønne i en formodentlig stort set selvhjulpen naturopvækst.

 

 

Vinter er ikke det, der fylder mest, lidt nu og da får række. Det har også noget at gøre med, at kameraets maksimalt nedre betjeningstemperatur ligger på nulpunktet. Men der er skam asfalt og fliser under, det er autoriseret vej, det med bilspor, og fælles bred indkørsel for to naboer nederst til højre. Resten er villahaver i forskelligt udstyr og udsyn. Og så naturligvis et afsnit af det lufthav, der gør det hele muligt og synligt og arbejder med på perspektivet.

 

 

Det motiv er også noget af virkeligheden, og det er næsten altid godt for et righoldigt billede, i hvert fald når man kender det og har det tæt inde på livet i det daglige og, som andetsteds demonstreret, tillige i det natlige. Der kunne fortælles en del om virkeligheden bag og uden for billedet, men det er ikke som realdokumentation, billedet figurerer her, så det er måske bedst bare at holde sin kæft og tie stille til en forandring.

 

Det vides ikke, hvornår vejen sidst har været åben, heller ikke, hvornår der sidst har været krydsende skolebørn lige her, de er formodentlig forlængst fortsat i livets skole, den ene måske p.t. på tålt ophold i en militærforlægning i Afganistan, den anden måske mere målrettet parkeret direkte i en hjemlig koldbøttefabrik, men det er måske fuglekassen eller hvad det er, der stikker op bag hækken, så det er med en vis sandsynlighed snarest en forening til varetagelse af flinke dyrs ve og vel, der har lukket af for fremfærd og videre skæbne.

 

 

Se, det er en sti ret af hjertet. Pæne farver og noget, der kan symbolisere håb forude, lys i sigte, hvis man kan smyge sig gennem stammernes spærring. Når man kommer nærmere, skal det nok vise sig, at der er masser af plads, så altså, der er noget at se frem til. Og vejen ad hvilken, også den ser tilforladelig ud, muligvis med myg i skyggerne, men det har man prøvet før og ved, at man overlever den slags. Og hvad med lydsporet? Lidt vind i bladene, måske? Derimod er det uhyre sjældent, man hører en fugl eller anden faune. Bare summen af myg nu og da, når de kommer tæt på, og når det pludselig bliver stille, ved man, myggen er landet.

 

 

Det er kuperet mange steder i den lokale fotogene zone, det lader sig ikke benægte, og det kan såmænd være ganske dejligt at se på, for eksempel her med udsigt til ned ad bakke inden næste optur. Men naturligvis står billedet stille, som nu billeder har det med at gøre, og det får blive ved fremtidsudsigten og perspektivet og erindringen om, at billedet blev brudt, som nu billeder har det med at blive.

 

 

Der er noget mere bastant over den måde, som den vej er på. Her kommer jeg, kan man næsten høre den brovte som en anden Klods-Hans midt i naturen, og den vej bliver vedligeholdt og flittigt brugt af benzinforbrændingsfolket, i snit formodentlig et par gange i timen, og så kan man godt høre det, det er egentlig benævnte befolkningsrepræsentanter, der signalerer her kommer jeg, med krav om flere meter til alle sider og noget solidt forneden, med hånden på rattet og prinsessefisse og brøkinddeling af riget i stemmeurnen. Vejen svarer måske igen med stenslag mod undervognen. Ellers er det inde til siderne, noget foregår, overvejende botanisk og primitivt eksistentielt.

 

 

Det til højre, som måske kan mistænkes for at være en mulig vej, er bare noget rod efter skovning. Der er kun mulighed for lige frem eller ud i det uvejsomme, men det er der til gengæld også rig lejlighed til. Til venstre går der en skrænt ned til et sumpområde, hvis man er stedkendt, til højre fortsætter det i bakke, og straks med den forklaring er det vel mindre uvejsomt. Men tunnelen lige fremme midt i billedet, det er jo slet ikke en vej, det er en fødekanal, hvis man kan fæste lid til visse udlægninger af Freud, og så er der nok også føde for enden at se frem til.

 

 

Tilbage til naturen, det er det, den vej er på vej til. For indeværende overflødig til sit formål, uden kendte samfundsgavnlige fremtidsmuligheder, ergo henkastet affald, det er vel det, den er. Affaldet ved at blive nedbrudt, fortrængt til venteposition, til det hele skal bruges til et eller andet humant engang i fremtiden eller senere. Velsagtens kan først til den tid billedet gøres færdigt med et genkendeligt motiv.

 

 

 

Til toppen

 

 

Her til sidst er det så hav, der får stå for skud. Ikke rigtigt hav, altså, det kunne der ikke blive til, det er bare noget brakvand i en vig, men det lugter da alligevel lidt af fisk. Måske rådden tang, til en korrekt bestemmelse skal man nok mindst være ekspert, og det er der ikke råd til. Måske er det der, hvor havet begynder, det drejer sig om, eller vandet som landets randvilkår. Og så det, ikke at forglemme, at vand gør sig godt på billeder, hvis man synes.

 

 

Det er så et par pæle, der står og stikker op, det kan enhver straks se, hvis billedet er i fokus. Hvad det er for pæle vides ikke, eller hvorfor de står lige dér, umiskendeligt artefaktiske, så utvivlsomt med en homofaber hensigt. Kultur i strandstokken, er det sådan en forestilling, der gør dem fotogene? Måske en billig kortslutning: Dette er et billede af tre strandstokke, en vandret og to lodrette? Og så er lyset endda ikke nævnt, skyerne, havet, hele kompositionen, det lydlige sanseindtryk, men det er der da.

 

 

Flere strandstokke og en havstok i vemodigt aftenlys, eller kommanderende, hvis det er sådan, man perciperer det. I det fjerne fremmede kyster, observeret fra hvilke det er forgrunden, der er fremmed, og himmelske kighuller mellem skyerne for at øge forvirringen. Måske er humlen ved sådan et billede, at der er gået en dag forud med alt, hvad det måtte indebære, så det er hviletid i et aftenmotiv. Lyder det sandsynligt? Og er det relevant?

 

 

Der er det måske så igen, hviletid, med mandskabsvogn og redskab i passiv position? En stædigt påståelig manifestation af homofakta på unaturligt jævnt underlag. En ubarmhjertig konstatering af ret til rationelle tilværelsesformer i teknologisk klædedragt, og så alligevel grimt, grimt, grimt, undtagen æstetisk. I dagslys ligner det noget, der skal lokke terrorister til, men om aftenen, når det hviler, bliver det skulpturelt, og så kan man godt lide det, ikke sandt? Skulptur, det er jo stort set legalt, hvis man ikke kan se, det ligner Stalin.

 

 

Nogle sten og et par havstokke, noget vand og noget lys, slut prut, det kan man også få et billede ud af. Måske ligner noget af det en svømmefugl, men det er så tilfældigt eller bunder i beskuerens baggrund, for geologi og hydrologi og luxus, det er alt, og umærkelige atmosfæriske forstyrrelser. Ved nærmere eftertanke må det være et billede af de klassiske græske grundstoffer, og her gik man og troede, man ikke kunne græsk.

 

 

Med den havstok stående midt i det hele kan man i hvert fald ikke bilde sig ind, det måske skulle være et billede på livet uden for den menneskelige faktor. Nej, tvi, allerede med forestillingen billede sidder vi plantet centralt i homodasen, så forestillingsevnen slår slet ikke her heller. Det var måske noget at sætte på en kiksdåse, så? Det kunne vist egentlig godt pege i retning af sådan en stemning, som man vil hensætte kunderne i for at få dem til at købe kiks.

 

 

Der er et lille tegn på, at båden ligger for anker, så det er ikke en ulykke, hvor chaufføren er drattet af og blevet til vandmand, man kan roligt lade børnene kigge med og fortælle om privatlivets fred i sådan en enmandsjolle, om de hvilende årer og hvad sådan nogle bruges til, om udskæringen til påhængsmotor og benzinforbrugets forbandelser, om al den vedvarende kraft og energi, der går til spilde i bølgerne, og alle de eventyr, der er fortalt om sømænd og pirater og en strandet hval, som man måske skulle tage hen en tur og have medlidenhed med, inden den bliver hevet op og mister romantikken.

 

 

Sådan blev beskæringen altså bare, tilfældigvis rimeligt vittig, faktisk, uden den slags bagtanker, men det kunne der da lige så godt have været, når nu alligevel. Tre anonyme, ensomme mænd i samme retning på cirka samme tid, det kan vel næsten kun være fodbold, der drager, skulle man tro, eller bajere, at det må være en bro, der forbinder privaten med stadion eller slyngelstue. Men hvis en bro er noget, der går fra det ene nagelfaste til det andet, så er der tale om fup her, broen slutter ude i vandet lidt uden for venstre billedkant, så det må vel være en halvbro eller andet anderledes, en badedro med den ene aparte funktion at bringe badegæster tørskoede ud på dybt vand. Det er så måske en fælles drøm, der driver dem til den ens adfærd: Tænk, om man var badegæst endnu. De har ikke engang fiskegrej med, nogen af dem.

 

 

Måske stok, der ikke ved, om den er strandstok eller havstok og er nervøs ved bølgerne, som måske har været større engang og givet stokken fæle minder, måske ar på sjælen, måske ufrivillige adfærdsforstyrrelser, som får den til at skråne? Der er vist fodspor i sandet i forgrunden, så måske er det i virkeligheden en strandbruger, der i forbifarten har taget sig friheder på stokkens bekostning? Men måske er det vandet og sandet, der skulle fokuseres på? Det sommerlige? Den unormalt ringe mængde tang? At mågerne som sædvanlig holder sig uden forobjektivets rækkevidde?

 

 

Et flittigt hjemsøgt motiv med bakker fra sidste istid og huse styk for styk fra det sidste århundrede og de sidste fra så sent som i går. Det er, som om de bakker med djævlens vold og magt skal bebygges, og selv de stejleste skråninger er der ved at være teknologi til og økonomi i med egnens og dermed verdens bedste havudsigter som iværksættelsesincitament. Himlen har ikke ændret sig, den skifter bare løbende, som den altid har plejet i historisk tid. På den afstand kan det alligevel kun blive til mindelser om et landskabsmaleri fra 1800-tallet, og det er nok netop det.

 

 

Usædvanligt lavvande vist, så det er i virkeligheden falsk reklame med den der smarte sandmole ud til et sted, hvor man kan køle læskedrikke. For det meste er det en vandvej. Som billede betragtet kan det være interessant for rette vedkommende med sådan en halvsjofel sandtunge ud i det våde med antydninger af højt skum og en masse Jylland. Udbudet af sten er massevist, men jævnthen kedsommeligt, og det gule må vist nærmest være en fejlfarve. Et spændende billede, så er det også sagt.

 

 

Endnu et spejlblankt held af de rare. Man kan næsten lige så højt og tydeligt fornemme, hvordan vandet holder vejret, mens det har lagt sig til at vente på at erfare, hvad det mon egentlig er, der foregår inde på land. Men det er kultur, og det kender vandet sikkert ikke det fjerneste til, så uregerligt det også kan optræde, hensynsløst over for fornuftige anlæg, redskaber og folk, der kommer for tæt på, måske endda i embeds medfør og uden egen nysgerrig tilskyndelse. Himmel, jord og vand og en gruppe pletter, artefakter, jo, der findes mange sjove ting.

 

 

Åbent hav i opskruet skumringslys med tilstrækkelige sikkerhedsanordninger i form af stranddrevet tang i forgrunden, det er det der nederst til højre, og andet tørskoet potentiale i horisonten, så her er der lagt vel til rette til risikofri dagdrømme om verdenshav, mandskabsindividualismer, tag-selv af en global slags og hvad man ellers holder for sig selv og glemmer til historien, når der ikke er plads for en del i det daglige, som let kunne spolere billedet, fortegne det, gøre det til noget andet.

 

 

Solen i en af dens mangfoldige kamuflager, så formodentlig enhver naturalist ville benægte det over en bank eller smide det væk på anden vis, fordi detmed garanti ikke scorer ridderkors og ros pr. tradition. Med sløset centrallås og utallige uudsigelige og debatforstummende yndigheder. Det skulle såmænd ikke engang undre, om det er en skyggefuld kajakroer, man står og venter på, eller et øjeblik ti minutter før eller senere, bare for meningens skyld.

 

 

Metal, det kommer ikke sagen ved og kan kasseres, såfremt det melder sig, selv om det måske kan forekomme nærliggende nok i en snæver vending. Men hvad er det så, der gør? Er det studentereksamen, der er et pift af i luften? Eller er det freden over landet og byen, der har bredt sig til kystnære områder og endda helt ud over vådelementet for at prøve nye hvilesteder? Eller er der tillige noget med det, der sandsynligvis ikke er? Ingen brækkede ben, kedelige krimier, madvarer, som er blevet for gamle eller mangler gusto. Ingen politikere og andre pandemier inden for tilsyneladende synsvidde.

 

 

Her anes det, hvor flink og gavmild solen er for en billedkunstner. Uanset hvad man ellers kan beskylde den for, så er det ganske rart, at den er der, og at der findes foretrukken videnskab for, at den bliver ved med at være der ens tid ud, hvis ikke der forinden er en eller anden stormagtstilhænger, der finder på noget raffi, hvilket der sikkert arbejdes ihærdigt på uden for billedets rammer, hvis man ellers kan lægge noget i statistikken og ikke bare glemme den et øjeblik.

 

 

Mislykket, det er ikke til at få jorden til at fremtræde tung nok i den reducerede rolle. Endda det er store bakker, det drejer sig om, selv i den lokale målestok, som absolut ikke ligger nederst på verdensranglisten. Det må være skyerne, der tynger, alt det vand, de varsler, og så kan man alligevel godt fornemme, at det kan de bakker sgu godt ryste af sig, de har prøvet værre og også en masse andet. Så uanset hvordan det tegner, skal jorden nok holde, i hvert fald den tynde strimmel. Så man kan jo bare tage regntøj med, hvis det spiller nogen rolle.

 

 

Til toppen

Besøg  
044242