Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Ib Høy Hansen



Du er på siden Fotos&Filtre

 

Foto, som det også kan praktiseres, hvis det
er det hold, man vil være med på

80 billeder

Foto & filtre, det betyder vist først og fremmest, at det ikke drejer sig om rendyrkede fotos, og at der ogsÃ¥ involveres andre funktioner i de involverede grafikprogrammer end de rent forskønnende. Hvormed ikke være sagt noget kvalitativt om resultaterne. Det siges nedenfor.

 

 

Homoisme

Her kunne der stå en uddybende forklaring på overskriften, eller der kunne stå noget indledende om det efterfølgende, eller man kunne finde en person at lovprise, i særdeleshed den, hvis forbløffende myreflid det hele er baseret på. Men indimellem kan det også være fristende at holde kæft, og her er fristelsen for stor. Rundt omkring i denne sammenhæng er der 5-600 billeder, som det er planen at give en kommentar med på vejen, og det er noget af et job at lægge skuldre til, når man nu engang er nået et stykke af vejen og stadigvæk har langt det meste igen. Så er det, at det indimellem melder sig som den dovnes valgsprog: Hvorfor ikke bare holde kæft! Det være hermed gjort.

 

 

Asiat pÃ¥lagt baggrund, sÃ¥ det meste af hans skæg forsvinder og hans øjne vel nærmest skifter køn. Den benyttede baggrund er lavet med en plugin fra Redfield og ligner vel her et arrangement af tændte stearinlys, som ansigtet spejler sig i, som spejler sig i ansigtet, som interagerer med ansigtet til en slags spørgende andægtighed. Den anvendte teknik er simpel. Man anbringer et billede som objekt eller lag pÃ¥ et andet billede og eksperimenterer og fintuner med grafikprogrammets blandingsmÃ¥der, transparens og beskæring. Det sværeste er for det meste at udvælge billeder til legen og, nÃ¥r man har været heldig i sit valg, at beslutte sig for, hvilke af de mange gode, svagt varierede resultater man vil gemme. Skarphed og kontrast er nogle af de kvaliteter, der kommer til deres ret i denne sammenhæng.

 

 

Det vil være synd at sige, at skarphed er et dominerende træk her, hvor vist nok det samme ansigt i en række forskellige bearbejdninger har bidraget til det endelige resultat. En person, som sikkert har fÃ¥et homo- eller vitatæv i overdÃ¥dige mængder i forhold til offerkapaciteten og nu ikke længere har gnist tilbage i blik eller smil, men dog stadig en voldsom appetit pÃ¥ et eller andet, liv eller hævn eller kærlighed eller noget andet mÃ¥ske mere specielt.

 

 

Det er et foto fra nettet, som har været udsat for en bred vifte af eksperimenter, og alligevel er der noget ved fotoet, der gør, at billeder pÃ¥ det grundlag aldrig bliver helt gode. NÃ¥ ja, det kan naturligvis ogsÃ¥ være operatøren, der i praksis kommer til kort. Eller noget indbygget copyright, der er konstrueret, sÃ¥ det driller. Og hvad er det blevet til in casu, en nutte, som er sat i bur, eller samme iklædt Ã¥benmasket bodynet til reklamering for markedsværdien, mÃ¥ske endda en havfrue eller helt spontant en teknisk demonstration mod ytringsfrihed?

 

 

Det er en pige i græsset, endnu inden det er blevet til hø og uskylden dermed gÃ¥et fløjten. Et fremtidsvarsel i spiritistisk form og sÃ¥ videre ud ad tangenten, til man møder Anders And. Et andet forslag gÃ¥r pÃ¥, at det kan være manden i mÃ¥nen sin kone med mug i meteornedslagene, men det bliver nedstemt senest pÃ¥ torsdag. Det korte af det lange, der er noget muggent ved det billede, mens resten forkastes.

 

 

Sådan kan det gå, når man sminker sig med spånplade i hele fjæset, og hvad kan være årsag til det, krigsførelse, pirateri og spansk syge, misundelse, sjælesorg, andet? Flotte symptomer, men måske en forkert alder. Måske en demo for en af den moderne musiks udslagne efterfølgere med indestængt vejr frem mod en listehittende solonolo?

 

 

Efter sigende hendes barnepige og hende selv fra venstre, barnepigen i første omgang med rigest farvepalet og varmest baggrund, men det skal der nok blive lavet om på med tidens tand, som tager fra de fattige og giver til de rige og deres rådgivere. Sandsynligvis er det således den mekaniske fremtidsudsigt, der aftegner vemod og kortvarig introspektion af subjektivitetens påfaldne syrebad. Den betalende fader fyrer vel barnepigen og hyrer privatundervisere, når han trænger til nyt til understellet og vil have datterens handelsværdi forøget, moderen lige perifer for den ene som for den anden og barnepigen videre i cirkulationen.

 

 

Asiat fra tvende sider som kosmisk livstegn med mælkevejsangivelser i parallelle spor. Eller mÃ¥ske reminiscenser af frugtomdelende slange fra alternativ definition af geografien. MÃ¥ske selvbevidste, uerfarne biltyve, migranter med storbyjunglens lyssætning inde under huden eller pÃ¥ den som tatoveret kamuflage. MÃ¥ske en, der er kæreste med sig selv og bare vil være i fred til det.

 

 

Fra et eller andet stan, en russisk randstat med kulturabsorbering lokalt til den lange rejse. Det er rart at forestille sig et sted, hvor der er så smukt og ingen børn, der larmer. I mørket kan der måske lure hvad som helst, men der er ingen, der har sagt, at man skal tænke på det, og umiddelbart er det ikke noget problem.

 

 

Med store, mandhaftige hoveder, anderledes krop end skabelonen og hår, som forenes i det fjerne, kan der vel kun være tale om et ekstraterrestrisk væsen i en eller anden verdensrumsagtig forbifart. Om det er konstellationen, der glider forbi på vej til frokost, eller observatoriet, der er nået til det punkt i sin søgen, det kan vel egentlig være hip som hap eller det samme på tysk, hvis det vil være at foretrække. Faktisk virker det egentlig som noget, der er totalt ligeglad, uanset hvad man disker op med.

 

 

Halsene kunne godt have været endnu længere, men det blev ikke foranstaltet, som man kan se. Og det jordskælv, der er i muren i baggrunden, havde mÃ¥ske ikke været helt sÃ¥ nødvendigt. Og hvad er det monstro, de kigger pÃ¥, hvis de ikke i al banal almindelighed stÃ¥r ret og lukker munden, mens andre taler? Selv med de lange halse er der noget ludende over det, nej, det er en dyreart, der ikke er nogen grund til at gøre mere ved, glem det.

 

 

Sydamerikansk ensomhed foran en kirkedør, som er lukket og muligvis i tilgift også låst. Man kan have den postulerede person mistænkt for at sidde og læse i en bog, det kan så være op til hver enkelt at gætte på hvilken, for eksempel en manual til anskaffelse af anstændigt fodtøj. Til højre en døråbning med uhindret adgang til noget, som måske skal forestille en reol, så det med bogen og læsebyrden er ikke nødvendigvis grebet helt ud af den tomme luft. Tværtimod måske en tvangstanke eller behaviorisme.

 

 

Det er vist sydfranske eller norditalienske kællinger med kroppen fuld af sladder og sensation. Lige nu bliver de sÃ¥ stegt og bleget i den mediterrane sol, sÃ¥ de i det mindste kan holde hænderne fri for latiske fagter. Lige nu skal de ogsÃ¥ bare observere og grunde over samtige vendinger at kolportere i, nÃ¥r middagsheden er overstÃ¥et. PÃ¥ et tidspunkt skal de nok ogsÃ¥ afstemme observationer og bravader med hinanden, inden de skal pÃ¥ togt.

 

 

Det er noget laset noget, der er kommet ud af de to, og som det tager sig ud, er det lagt dem selv til last i et univers af fækalier, kan det bramfrit ligne, pardon og scusi og hvis De tillader. MÃ¥ske har de været gennem en høstmaskine inden, mest den ene, men det meldes der dog intet om. Hvis det er rygsæksturister, er det ikke meget jordegods, de har at gøre godt med. Kan de mon forplante sig, det, der er tilbage af dem? Har de andet end ungdom at byde pÃ¥? Fast arbejde, for eksempel, der er ikke tegn pÃ¥ det.

 

 

Solo sanktvejtsdans i nølende tempo, fordi det ogsÃ¥ skal ses. Med alfetegn pÃ¥ trang til gratie og tryllestøv pÃ¥ uniformen. Det er mÃ¥ske en appelsin, de dystes om, det har til tider været en acceptabel præmie. Ellers er de antalsmæssigt passende til guld, sølv og bronze, sÃ¥ er der ingen, der bliver snydt, og bagefter kan de bytte indbyrdes, hvis det passer dem. Nej, sikke noget vÃ¥s, der er intet til antydning af, at de pÃ¥ nogen mÃ¥de er ude af sig selv. Dansen, det er det, de er lige nu, og sÃ¥ er den vist ikke længere.

 

 

Et hold sydafrikanske indianerbørn med sult i alle retninger, så det altså bare måtte sløres med selektiv æstetik og reklamefarver. Nu er det måske kun deres mor, de savner, og deres verden falder så sikkert også helt på plads igen, når de har fundet hende. Men det er tænkeligt, at moderen er blevet dræbt af druk eller vold, bortført til andres formål eller skredet for sin egen moderne skyld, og så kan de stadigvæk sidde der og længes til evig tid. Måske skulle det hele have været ensfarvet?

 

 

Øst og vest og et halvblottet lÃ¥r at spille skak pÃ¥. I baggrunden en rulleskøjte indfældet i mudderskred og med pÃ¥sat roset som tolkeligt tegn pÃ¥ sol eller blomstring eller signal for indviede eller hvad man ellers vil lægge i det, hvis det er det, man vil. Der er tillige noget tomt over det, de to af dem holder tilsyneladende pause for at komme til kræfter til den næste tørn, og den tredje sidder vist nærmest og venter pÃ¥ at blive aktuel, har mÃ¥ske endda gjort det i et godt stykke til og er ved at løbe tør for hÃ¥b. MÃ¥ske er sÃ¥ledes det hele indlejret i et skred af en slags, ville det ikke være intelligent?

 

 

Det ligner en idiot fra Alaska, der har travlt med at føre sig frem og blive set af alle pisungerne nede i hullet, men det er ikke sikkert, at det er. Ligheden kan også være en tilfældighed, billedet blev vist lavet, før kællingen kom på mode. Men uanset, så passer det til hende i lokal optik.

 

 

Det er igen nogle asiater, og hvad er det mon, de har at byde på, hvilke normer aktiverer de, de konkrete og mængden som sådan, uden at man har bedt om det? Mylder, social og eksistentiel positivitet, frimodighed, en livsfremmende kulturarv, fremtidstillid. Måske er det bare digt, misundelse, dagdrømmeri, uadresseret længsel. Sådan er der så meget, og sådan kan man blive ved, og man kan også bare gå videre.

 

 

To kendinge i andet selskab, som øjensynligt i højere grad har fanget deres bondske interesse. MÃ¥ske arbejdsgivere, mÃ¥ske en dømmende instans, mÃ¥ske meningsdannere, mÃ¥ske nogen, de kan misunde eller respektere, eller mÃ¥ske potentielle svigersønner til bøndernes prinsesser og en halv mark. Det sorte felt og det lakrøde møbel er det, der giver sammenhængskraft, men mening giver det da vist ikke, og sÃ¥ mÃ¥ man undvære.

 

 

Amerikanske industrisyersker, som længst er døde og kulet ned og forrådnet, at tænke sig, at det et godkendt afsnit i alt kødets gang, og et Redfield-filter til anonymitet og universalitet og billedliggørelse. Hvordan var de mon dengang, gammeldags eller menneskelige, de havde lige fået lov til det offentlige arbejdsmarked som supplement til gedemarkedet hjemme i privaten, og det er måske det, de snakker om, hvis de må, eller tænker på, at nu er der blevet råd til briller til trængende og frokostpause til dem på fuld tid. Og den fine rødmen, der breder sig over det hele, hvad skal det betyde?

 

 

Soldater pÃ¥lagt kamuflage over hele linjen, sÃ¥ de ikke kan se, det er hele virkeligheden til og med deres hjemstavn og opvækst, de skal føre krig mod. SÃ¥ de kan blive ved med at tro, at de har en mission, som er for eksempel etisk, moralsk, eksistentielt, socialt, humant og religiøst forsvarlig, og at missionen retfærdiggør enhver handling og afhandling og mishandling, hver enkelt virkeliggør i missionens navn. Til missionærer skal de kamufleres, til ufejlbarlige som paven i rom og cola, til zombier, der bagefter kommer retur som veteraner i nedbrud og ringvrag, som man knap nok kan fodre grise med.

 

 

Posterized, anonymt og personligt, socialt og individuelt, myldrende og stillestående, fint og kedeligt og alligevel med noget inkarneret sydlandsk over sig, hvad det så mere konkret vil sige. Måske på grund af parasollen og kontrasterne, alt det sorte hår og viriliteten, der siges at holde siesta samtidig med de kvindelige turister. Et indkøbstorv af en slags, sådan som de alle glor på forskelligt, og om man bliver lykkeligere af det denne gang.

 

 

Udsnit af menneskekøer i en lotteribod et sted i det amerikanske virvar, med to baggrunde fra hjemlige køkkenskabe, hvor blandt andet en karafel og et par messingstager genkendende lader sig ane for den indviede, og baggrund fra et redfieldfilter. Og hvad er det sÃ¥ blevet til in casu? Meningsløs venten i uvedkommende omgivelser, som alligevel er accepteret som ramme for den passive aktivitet? Som billeder pÃ¥ skift, der skal videre i køen uden regler eller formÃ¥l.

 

 

Det er igen nogle ukendte fra udlandet, her belagt med net over hele feltet for at fjerne dem fra deres vist nærmest kedelige kontekst gøre det hele anderledes og interessant, og det er jo en besynderlig aktivitet, som der ikke er nogen god forklaring på. Andet end at der er kommet et billede ud af det med tre markante damer, som er i færd med at løse et fælles problem. Et udmærket billede at se på og lige så kedeligt som for eksempel et maleri af kongefamilien, hvis man tænker over det.

 

 

Det var vist et kor eller orkester eller sådan noget, måske nogen til guided rundvisning i et museum under en af de verbale guidninger, inden det blev filtreret. Nu er det det samme tilføjet noget institutionelt, så man kan anskue det ikonografisk eller symbolistisk eller skulpturelt, eller hvad forklaring man ellers ynder til sligt. Det gør folk bredere over røven med vandrette streger, den erfaring kan man godt tage med sig herfra.

 

 

Til toppen

 

 

Arkitektur & design

Det er mest noget med bygninger og brugsgenstande, men det er arkitektur og design vel tit. Og ellers noget med at lave lidt billedinddeling, så det hele ikke tager sig for ensformigt ud. Ikke at billeder nødvendigvis er ensformige, forhåbentlig ikke, da, men det at glo på dem kan godt undertiden være det, og så er det måske godt med en kop kaffe eller en gåturmellem klumperne. Det er i øvrigt et relativt kort afsnit, fordi der var mindre af den slags end forudset, ikke i virkeligheden, men i arsenalet af acceptabelt. Ja, ja, man skal sgu også være efter sig selv hele tiden.

 

 

En ukendt plads i en ukendt by transformeret til uigenkendelighed af det originale, så det nu er en jordrystelse, perceptionsforstyrrelse eller kunstnerisk manierisme. På grænsen til erkendelse, det er måske fidusen, noget at genkende, hvis man selv føjer noget til eller tager noget for givet. Og så afslører sig selv som andet end objektiv. Et eller andet nærmest tegneserieagtigt kan også fornemmes, hvis det så kan bruges til noget, men tydeligvis uden talebobler eller hovedperson.

 

 

Det meste et københavnsk fragment, himlen kopieret fra et lokalt foto, en vesthimmel, mens fragmentet vist er orienteret mod øst. Med noget andet lagt over nederste tredjedel. Man kan mÃ¥ske ligefrem hørte trafikken og mÃ¥ske endda netop derfor glæde sig over den fraværende lydside. Der er egentlig ikke noget sympatisk at hæfte sig ved, sÃ¥ billedet er vist ret vellignende. Senere benyttet som baggrund for nogle makabre billedelementer, hvilket ikke medtages her og blot nævnes til bekræftelse af, at mÃ¥ske et eller andet mangler, som det er.

 

 

Kombination af to storbystrøgfotos, det kulørte og det blÃ¥, og en overdækning fra vist nok en eller anden massetrafikterminal, sÃ¥ der fremkommer et aflukket byrum totalt beskyttet mod naturens almindeligste og mest uskyldige overfladekræfter, hvorved illusionen kan fornemmes som en konstant og ud- eller fravælges til eneste antrufne virkelighed. Blottet for synligt liv, som det er, kan det forekomme vel agitatorisk eller mÃ¥ske være underlagt en blufærdighedskrænkelsestærskel pÃ¥ højst et par millimeter.

 

 

Det er vist tilfældigvis tvillingetÃ¥rnene, der var udgangspunkt, sÃ¥ det mÃ¥ have nogle Ã¥r pÃ¥ bagen. Tilført noget Hundertwasser, princippet bag Babylons hængende haver, popart etc. samt deformitet for at tvinge noget godt frem af den metropole miserabilitet. TvillingetÃ¥rnene var endnu ikke sket i verdensklasse, sÃ¥ det skal slet ikke ses som et memento mori til deres benefice med alt, hvad der siden er sagt og pÃ¥skrevet og multimedieret, inch Allah.

 

 

Bornholmsk tagflugter med pålagt kobbereffekt med og uden ir over hele feltet. Pænere og mere overskueligt end virkeligheden i hvilket vejr som helst, hvis man har smag. Dog virkeligheden også ganske net i den synsvinkel. Noget af det i baggrunden kunne vist ligne resultater af svensk hær og flådebesøg, men er fra fotoets hånd mest sandsynligt nøgne træer, så det må stamme fra en nudistårstid.

 

 

Muligvis noget Skagen, i sÃ¥ fald en mindre turistet del, i grønt lys med snydehimmel. Hvis det er forkert husket, sÃ¥ undskyld, det skal lige med. Der er noget truende over det skarpe lys trods massive skyer, som om det mÃ¥ske ikke har naturlige Ã¥rsager, eller hvordan det skal formuleres i et sprog, hvor ogsÃ¥ for eksempel atombomber og neutronbomber og akraftuheld indgÃ¥r som noget naturligt. SÃ¥ mÃ¥ske er husene tomme eller bliver det snart.

 

 

Fra en fiskerihavn med fiskeriet pÃ¥ kurs mod at ligge pÃ¥ sit yderste. SÃ¥ kan det lige sÃ¥ godt laves til noget sommergult netmønstret med posterized himmel til antikvitetshungrende turister og købevante udlændinge, der kræver korte formler. Lidt normalliv mÃ¥ der vel stadig gemme sig et sted efter den nymodens cykel at dømme, den burde nok retucheres væk for entydighedens skyld.

 

 

Der kan Ã¥benbart være noget dunkelt snigende over sÃ¥dan noget pladskrævende fiskeri, mens det stÃ¥r og uddør, eller det kan tilføres og forstærkes for budskabets skyld. Vrimlen af Ã¥l eller fiskeyngel, eller hvad det ellers skal forestille, var i hvert fald ikke autentisk delelement i det knipsede univers. Er det mon fjendskab, gravmørke, uvidenhedens sørgeslør, der har fÃ¥et forsæde med ret til et skær af mongolsk nomadisme?

 

 

Et heldigt lykketræf, der gør en kedelig vej forståelig, med et himmelskud fra nogle kilometer væk. Yder-et eller andet, det er det, det emmer af, og så kan man jo godt se det også i den fælles virkelighed. Ikke enhver detalje lader sig forklare, og selv det kan finde sin forklaring her i skæringen mellem det private og det offentlige udtryk.

 

 

Mange billeder forenet til ét som en samlet erindring eller et isoleret postulat, måske som en øvelse i søgning efter mening subsidiært æstetik, en søjlegang og samme spejlvendt, en parcelhusrække, en havegang, en abstrakt baggrund og muligvis andet samt ensfarvning af himmel og spejling. Det er måske tørke, der er blevet et markant resultat.

 

 

En anden variant med hvirvlende objekter, som kan være affald eller relevante, måske tegninger, tekster og husflid med kærlig hilsen til Bosch og Brueghel, som kunne det med middelalder i glæde og sorg og tissepauser.

 

 

Vist et par berømte slotte eller tre lagt i lag og snittet til. Sikkert noget om historiens klamme hånd og charme og tilfældige fejlslag i detaljen, for oven teorien som den definitive lurpasser. Eller udkast til en garage, der kan vist snildt være en bil i hver af åbningerne, måske en til højtid, en anden til hverdag og en tredje til fest, så bilen også kan få del i løjerne.

 

 

En absurditet pÃ¥ Den røde plads, som manifesterer, at æstetikken kunne være bevidsthedsfarlig for dem, der kun havde gÃ¥et i ideologisk grundskole, og en hÃ¥n mod de oprindelige opgavestillere og deres daværende ortodoksi. Her blot selve æstetikken uden alvor, uforklarlig og dybt alvorlig for en rest af barnesjæl. 

 

 

Det er noget af det uforstÃ¥elige, at folk gider den slags af tradition i stedet for at være Ã¥bne, sÃ¥ det skulle lige have et samlende mønster til hÃ¥b for de lade individer. En præst, der bræger et eller andet, som han selv har fundet pÃ¥, i sin egen vartiant af et nedarvet formelsprog, mens almuen aflægger synligt bevis for at den er der, inden den skal videre til det næste. Nu er det sÃ¥ inden for et mønster, som den enkelte kan vrage eller tage pÃ¥ sig personligt, strikke videre pÃ¥.

 

 

Det er så igen fra arkitekturens inderside med noget på væggen, der kan ligne øjne og mund. Et alt i ét-værelse med håndvask, badekar og lænestol, et lille bord til flasken og så videre og muligvis en seng. Sandsynligvis uden bøger og fjernsyn og mennesker i gennemgående trafik, så det er vel noget, der venter, står parat eller er til pulter. Måske øverst på et hvælvet loft, hvor der kun er tændt lys i underetagen. Tiltrækkende og frastødende, refugialt.

 

 

En masse arbejde med tvivlsomt resultat og uvisse valgmuligheder undtagen i det givne, men sÃ¥ altsÃ¥ dog i tolkning og præferencer. Højenloft er et godt ord her, mÃ¥ske jomfrubure med faldlem over den fjernere seng og vindeltrappe retur til burene, nÃ¥r man er færdig. PÃ¥ væggene kan man tro, der er moderne kunst, og mon ikke det er et fjernsyn, det til venstre? Kort og godt et billede med mange anvendelsesmuligheder for den fantasifulde, som sÃ¥ til gengæld ikke har det nødig. Højenloft, ja, det mÃ¥ vist siges at være det typiske træk.

 

 

Trick på trick på trick for at få det til at se let og simpelt ud, fordi det er pænt, det akvarieagtige en del af charmen og gentagelsen del af fornøjelsen. Således gøres da livet mangfoldigt i det små og opvasken til en givtig hyggestund i forklarelsens billedskær og rutinens skærpelse.

 

 

Provinsvindue med udsigt til storby, det kan man hævde, når man ved det, og når det først er hævdet, er det sandt som lakrids og elpriser. Storbyen fra en amerikansk fotosamling til fri afbenyttelse og vinduet fra en førstesal på Bornholm, så det må have lange udsigter. Et frapperende skoleeksempel på, at virkelighed kan overtrumfes så let som en fjer.

 

 

Fra diverse køkkenskabe med glas- og messingting og porcelæn eller fajance, vist så, det er porcelæn, men fajance er et bedre ord, så det burde det have været. Glasset pænere end egentlig, men hvorfor det er relevant, det er svært at se eller især at sætte ord på, så det bliver sprunget over her i sommervarmen.

 

 

Fra et køkkenskab og spejlvendt, så der fremkommer to lukkemekanismer, og filter fra Redfield og/eller Kajs, så der fremkommer en flydende strøm med diverse afspærringer til regulering af udsigten, i det hele taget en teknik med noget, så noget fremkommer, så det er måske et billede, der tror, det er en film.

 

 

Til toppen

 

 

Hortologi

Det her er også en måde at dyrke sin have på, og man får ikke myoser. Så gør det mindre til sagen, at dyrkningen måske er det rene hedenskab.

 

 

Hegn med militærisk look og lidt bebyggelse i det fjerne. Med kontrolpaneler, så det kan styres fra en computer, når bladene skal falde og hvilken farve de skal have, om frøene skal have kimblade eller chokoladesvøb, og om det er himmel eller skærm eller forrude, det er just det snedige, om hegnet måske ligefrem er motoriseret og indrettet til ændring af matriklen på udlandets bekostning.

 

 

Se, det er en ting, der aldrig har været der, spejlblankt vand over græshøjde, og sÃ¥ alligevel, og træer i tvillingsæt, muligvis tre sole, ved hjælp af grafik i programmer og en god computer og held og sÃ¥ fremdeles, sÃ¥ alligevel, sÃ¥ kan det tage sig ganske yndigt ud og friste til helt ind i realea eller beholde sig for sig selv som veldokumenteret afart af drømmelængsel.

 

 

Er det fugl føniks med fjer i hatten, der kigger dér? Eller aparte vind og fremmed belysning? Lidt uhyggeligt pÃ¥ en nærmest høflig eller venskabelig mÃ¥de. Er det naboen med braklægningsstøtte, der har sendt én pÃ¥ visit? I hvert fald ikke hegnet, som det plejer. PÃ¥ et tidspunkt modelleret ved fuld bevidsthed, siden glemt og nu genset med spørgende uforstand. Det er, hvad der kan hænde.

 

 

Konstrueret og fastholdt synsforstyrrelse af normalen, måske uegnet til betrædelse og andre vante gøremål, adgang f for andet end et mat nysgerrigt øje og måske flyvende insekter, som ikke har forstand på noget alligevel og ikke engang kan studse. Et lukket land med egne hemmelige normer og muligvis genkendelige fragmenter, så man står på vippen uden anden mulighed end at fortryde.

 

 

I slik- og reklamefarver, tropefarver for nybegyndere, ja, hvad skal man sige, gÃ¥r det straks an pÃ¥ en mere kammeratligt munter mÃ¥de uden skadedyr eller sÃ¥rende tilkendegivelser, men om det er holdbart til mere end det korte løb? Det er spørgsmÃ¥let, ikke om to bier eller ej eller cogitus ergo eller Sørens far. MÃ¥ske afsmittet ejermine, hvis ikke andre.

 

 

Se, det, om noget, er lidt af hvert. En afholdt plante, et afholdt stakit, det digitaldiktatoriske must afholdenhed, man må holde af ved brug af filtre, dukker op, en afholdt baggrund, et heldigt valg af samme, et heldigt valg af blandingsmåde, det hele spiller sammen til noget, som ligger lige fjernt fra natur og kultur autoritært og samler sig til sin egen uforståelige biotop, som måske giver fornøden plads og ikke på forhånd udelukker noget bestemt. En fjern afkrog med det hele, hvis man er af den slags.

 

 

Det er vist lotus, der er blevet maltrakteret her, og en metallisk farveskala for rette vedkommende, farlig kemi, måske, omsluttende en afgrøde, som alligevel ingen æder og måske heller ingen høster. Sådan er en have sikkert også mulig, og den kan sikkert være nydelig på en væg. Afhængigt af, hvad alternativerne er, naturligvis.

 

 

Et beskÃ¥ret udsnit af terrasse forvandsket, sÃ¥ noget kan ligne en avisrute, hvis man vil, og belagt med vinter. Signaler om noget, der giver læ og indelukkethed med noget ufremkommeligt udenfor, som er lukket ude, men avisbudet nÃ¥ede forbi inden forhindringerne og forsvandt ogsÃ¥ sporløst igen bortset fra aviserne.

 

 

Eksempel pÃ¥ at gÃ¥ andre i bedene. Ingen have her, men en lokal mark belagt med en bemalet mur af bornholmsk herkomst, i hvert fald den digitale variant, og blandingsmoduleret til et heldigt stadium af noget ukendt og dog genkendeligt og død og salte kridte for legeme sÃ¥vel som sjæl og naturlig tankegang.

 

 

Til toppen

 

 

Nautisme

Nedarvet syge af tradition, det er vist nærmest, hvad nautisme henhører under, symptomerne i det følgende er fÃ¥, og der er nok ikke mere at sige derom. Det nærmeste i det daglige mÃ¥ være et stykke med landkrabber for variationens skyld.

 

 

Tre af undersÃ¥tterne i en pavestolt flÃ¥de, kan man for eksempel gætte pÃ¥, den ene, venstresejlende, spejlvending af 820 forklædt som spøgelse, den anden, 36 hedder den, højresejlende, med elementer af transparens, sÃ¥ noget af nummeret fortsat er detektabelt, den tredje, 820, ogsÃ¥ dén højresejlende, i halvsmart dækning bag de andre og dér med godt med miljø i forbrændingsforananstaltningen. Det siger vist en hel del om marinelivet til søs og alle søfartens spændende historier. Ellers findes der tykke bøger om emnet.

 

 

820, en femfamiljers motorjolle armeret til krydsogtværstogt i vandfyldte farvande med risiko for skatteopkrævere under en blegnende himmel af fiskenet med køjerum til diverse stjernebilleder og andet godt og redningsudstyr på vandet med jævne mellemrum, så det er svært at gå ned uden at lægge viljen i det. I sig selv langt mere interessant og seværdigt end den efterfølgende forklaring.

 

 

Skib 36 i lange laser efter massivt malariaangreb, luften plettet af sirenesang efter ensformige noder med indbyrdes afstand og holdt pÃ¥ plads af længde- og breddegradernes netværk som oplagt frihÃ¥ndstegning. Kolonnaden pÃ¥ en af de øverste etager i styrehuset er velsagtens græsk antik i pragmatisk kontekst, og kan kan næsten fornemme, hvad der mÃ¥ røre sig inde bagved.

 

 

Skib 36 igen, efter en tiltrængt overhaling og positiv udskiftning af paletten. Pludselig bliver søfarten meget pænere at se på og kolonnaden ikke det eneste tillokkende. Selv himlen mere moderigtig med henblik på badedragt, og det virker rimeligt retfærdiggjort at 36 bliver drevet frem af miljøforbrændigt, nu det endda ikke har sejl og dertil egnede master.

 

 

Kutter fra udåndet fiskeriafdeling i lokalhavnen, gangbart mønstret. Hvis det samme mønster bliver indført i hele EU, bliver det sværere at gå forkert og lettere at være EU'er i fremtiden. Også himlen kunne gøres til standard, så er der ikke så meget at diskutere. Et eventuelt overskud kan passende gå til fiskeriets efterladte. Og den neutrale fred kan måske være ganske sund i fælles doser.

 

 

Til toppen

 

Naturisme

Det er et andet ord i kortform for lærdommen om autentisk tryllekunst pÃ¥ basis af held og med efterfølgende tilfredshed og gensynsglæde som bevis pÃ¥ succes. Meningsfylde bliver der sÃ¥ledes naturligvis slet intet grundlag for, kun gætteri, ønsketænkning, fabuleren og deslige krumspring i virkelighedens pauser.

 

 

Et lag fra et køkken og et lag fra skov eller hegn.  Desuden skarphed i fotografierne og en heldig blandingsmÃ¥de. For eksempel Pater noster i gang med kaffebrugning og i færd med at blive opslugt af naturen, og om han dog bare ville linde pÃ¥ et øjenlÃ¥g i stedet for at deltage i begivenheden med ligegyldig selvfølgelighed. PÃ¥ det interne lag er klokken atten i ti, pÃ¥ det eksterne en primaveril dagtime. Slet ikke i retning af selvportræt, men heldigt lykketræf ved sammenkomst af et par skønsomt udvalgte fotos.

 

 

Heldig igen med illusionen. Sammensmeltning af to fotos med forskellige teknikker, det ene et kig ind under en terrasse, det andet en skovsti. Svinger vejen her til højre for enden, eller slutter den? Indestængt og fortættet i alle tilfælde og med skumle udveje. Logisk set mÃ¥ det vel sÃ¥ ogsÃ¥ være besværligt at komme herhid, hvad tilsyneladende alle har holdt sig efterretteligt. Men alligevel, hjulsporene i sig selv giver antydninger af motorlyde og bildæk mod grus, sÃ¥ hvad er der mon egentlig at se frem til?.

 

 

Samme teknik og med det forrige som udgangspunkt. Her måske med indgang til et refugie for nøjsomhed over for moderne trivialiteter, til en kølig kartoffelkælder, til en bunker af en slags, til værn mod kontraster, bratte streger og grønt? Måske virkelighedens eller omstændighedernes bagudgang, hvis det bliver tiltrængt? Under alle omstændigheder en døråbning med prægnans og magt til at holde resten i ave.

 

 

Fra samme poesibog. En trappe, som er død og lagt pÃ¥ lit de parade, mens naturen eller en kunstig tvilling allerede gør indhug til pynt. Nedgang til en ubemandet pumpestation, som indgÃ¥r i den lokale husspildevandshÃ¥ndtering, der hermed er spærret af for tilsynsførende og pÃ¥ vej til opfyld af adgangsvejen, som nemlig er revet digitalt ud af den funktionelle sammenhæng.

 

 

Det er verdens katteste kat, der ses her, og uerstattelig. Død, beklageligvis, efter sytten et halvt Ã¥r pÃ¥ minuttet og videreført som maddikeafføring, havegødning, langsomt blegnende minder og nødtvungen adfærdsforandring, men det kan man ikke se. Den lever tilsyneladende i bedste velgÃ¥ende med mulig besked til andre om at gÃ¥ hen et sted og gøre ligesÃ¥.

 

 

Hvem skulle vel tro det? Et terrassegulv pÃ¥ digital som baggrund for udsigten fra samme stik vest, og fluks kan man mÃ¥ske fÃ¥ en snert af for eksempel renæssance, og renæssance er et godt ord med hÃ¥b i, positivisme og muligvis tillige baglæns foragt, og derfra kan man sÃ¥ eksempelvis vælge det positive og hÃ¥be højt og helligt et par minutter, hvis man har tid. Der er sikkert ogsÃ¥ andre anvendelsesmuligheder, men er de lige sÃ¥ gode, mÃ¥ske? SÃ¥ hvorfor ikke bare lade sig nøje med det bedste?

 

 

Hurtigtog, så sveden strinter fra det. Nej, tøv, det er ikke sved, heller ikke bare vand af tilfældig art, ved grundigt eftersyn er det hav, toget er støbt og smedet i. Måske et vikingetog med spor til hinsides strande og muskelstærk mytedannelse til fremtids sammenhængskraft, indtil fodboldtransmissionen tager over og sletter fortid og havbrug. Eller kan det muligvis være flint, det er hugget i, hvis man kigger en ekstra gang, fra dengang, hvor alting skulle være lavet af flintsten og dramaet drejede sig om dét i skarp konkurrence med metaller? Eller hvis det er fra nutiden, så må det i hvert fald være fra et musealt aktivitetscenter med vindtunnel, så slipset kommer til at sidde skævt og så videre.

 

 

Her med indbygget gru i tørskoet mørkes eneste udvej, hvis man ikke kan svømme en meter eller har gæller nok. Og er affaldet vippet ud af toget eller tilkommet på anden vis, og er det måske måger, det venter på? Og sådan kan man sikkert blive ved i denne aparte verden eller måske trøste sig med, at det da for den sags skyld teoretisk set også have været meget værre.

 

 

Det er egentlig snyd, det er nemlig slet ikke snyd, men i virkeligheden bare udsigt i et sært heldigt sekund, der alligevel ligner noget snydt lige her og nu, men altsÃ¥ ikke er det undtagen mÃ¥ske i nogle nuancer, mÃ¥ske ikke engang i dem. Og i det forhold, at det er en erfaret solooptræden, som udsigten ikke har repriseret hverken før eller siden i vÃ¥gen tid. SÃ¥ statistisk set er det løgn, hvad der ses, det fÃ¥r sÃ¥ række for indeværende. Fra venstre gavlen af nummer 11, i midten nummer 13 og til højre nummer 15 i skjul.

 

 

Udsnit af det forrige blæst op med fokus pÃ¥ nummer 13 med anvendt losseplads foran, sÃ¥ ynden og charmen og den henrivende decimerede og koncentrerede stemning kan studeres i helt ind til nærmest intime detaljer. For eksempel kan rækværket tælles og den venstre postkasse sÃ¥ godt som lukkes op, hvilket hidtil ikke har været muligt. Herved kommer snydet rigtigt til skue og at det ikke er, det er ogsÃ¥ en teknik.

 

 

Udsnit af det næstforrige med det forrige som delkomponent, sÃ¥ dette kommer lidt pÃ¥ afstand i en større kontekst til videreført analyse og værdsættelse, for det er nok næsten prædigital guldalder pÃ¥ grænsen mellem tænkt og følt efter et hastigt subjektivt skøn og indre glæde. I tørre tal er noget af nummer 11 inddraget, sÃ¥ nummer 13 ikke er mutters alene om hele underholdningen.

 

 

Bortcensureret udsnit af samme, fra til venstre for oversigtsbilledets venstre kant, kan vi kalde det. Nummer 9 og en lille bid af nummer 11. Det tilsyneladende enorme frås med strømmen her er et udslag af den digitale teknik og ikke af miljømoralsk efterladenhed. Sådan set er det jo fint og ifølge den afgivne forklaring uangribeligt. Ellers var det bare forstørret udsnit, der skulle have en kommentar.

 

 

Til toppen

 

 

Antikvarisk & moderne futilisme

Det var en overskrift, det tog flere minutter at finde pÃ¥, men sÃ¥ sad den da ogsÃ¥ lige i skabet. De sidste ni billeder i denne omgang kan sÃ¥ hytte sig under den, eller hvad de ellers finder pÃ¥, endda overskriften er rummelig nok til mange andre og nærmest bliver mere korrekt des flere. Ellers er det svært at se, hvad den egentlig sætter i udsigt, eller om det ogsÃ¥ denne gang er mundsvejr og ventende Ã¥nde.

 

 

Af blandet skole eller i et frikvarter. Op mod en halv snes fotos og lige sÃ¥ mange filtre har leveret hver deres bidrag, og sÃ¥vel motiv som holdninger er ikke med vilje undtagen i den givne accept. Det mest genkendelige er, men det hjælper alligevel ikke noget med motivindkredsning, og det er mÃ¥ske det, der er temaet. Eller mÃ¥ske hænger det bare sammen, fordi det er veldefineret, uanset hvad det og om det er forstÃ¥eligt eller ej. Et holdbart postulat om noget ukendt med aktivitet omkring det venstre skrÃ¥ og stort set beroen i resten. MÃ¥ske, nÃ¥r det kommer til stykket, det ene eller det andet paradis i flytterod.

 

 

Det kan vel være en række skinker eller sommerhatte, det første, der falder i øjnene, og et netværk af lampetter, det skrÃ¥ arrangement mÃ¥ske en skolebænk med elever og læreren den brune hjerneklat mellem lampetterne, for neden diverse, som er faldet pÃ¥ gulvet og har mistet interesse. Det kan være en god start pÃ¥ en tolkning, men det er et tentativt gæt uden autoritet bag, thi ogsÃ¥ andet er lige sÃ¥ muligt til fokusering, identificering og samlende udlægning, det er op til hver enkelt, mÃ¥ske, og det er egentlig lige sÃ¥ stille festligt, for hvad er der sÃ¥?

 

 

Et tredje eksperiment med det samme, men nu er det denne gang en korstogsbelejring eller lignende rod, der pludselig rinder i hu bombastisk og i pladejern, med antydning af kampgny fra de voksne og piv fra de små og meningsløsheden i frastand. Eller fattigdomsbyggeri efter stolte traditioner og plads til pest og spedalskhed. Eller et underjordisk fængsel med alt til faget hørende og skidt og møg. Så noget et eller andet diffust konglomererende i en bestemt grøft, det må der vist være.

 

 

Det ene eller det andet paradis eller et fælles, indrettet til bÃ¥de kundskab og hor og englesang og flere generationer samtidig, det kunne det vist minde om med lidt ekstra god vilje. Ganske pænt og sÃ¥mænd ogsÃ¥ hyggespændende indendørsdesignet, acceptabel farveholdning, og det er da desuden tydeligt at se, at folk bare lige er gÃ¥et til frokost og kommer tilbage igen lige om lidt til strikketøjet og bingopladerne og den interessante bog, og muligvis er det ogsÃ¥ gespenster, noget af det blÃ¥, endnu et fænomen at komme tilbage til, nÃ¥r frokosten er fortæret.

 

 

Den er svær, den her, men mÃ¥ske noget med en ekstra terrestrisk landingsplads eller international rumadministration og alle veje til Rom og noget skov, for det gør alligevel ikke sÃ¥ meget, vel, please. Eller mÃ¥ske en planlagt musikfestival med smarte spillesteder og beboelses- eller udskænkningssatellitter eller begge. Begge forklaringsforslag mærkbart kedeligere, end billedet lægger op til, men det er blevet langt over sengetid lige her og nu. Mere faktuelt videnskabelig fiktion pÃ¥ digital basis af en hjemmelavet fraktal og en motorvejsudfletning af fremmed herkomst.

 

 

En bro, som efter alle solemærker at dømme er skidefuld og pÃ¥ rulleskøjter eller udsat for naturkræfter eller vaklende fantasi og under de givne omstændigheder i alle tilfælde uegnet til optimeret kørselsøkonomi. MÃ¥ske heller slet ikke designet til automobilkørsel i denne version, men kun til den svageste trafik. Og hvor kommer man overhovedet hen, hvis man vil vide dét i forvejen? Man ender vist ude i det blÃ¥, som man sÃ¥ kan springe ud i eller i stedet gøre omkring og returnere. Det er sÃ¥ledes Ã¥benbart et valg, broen fører til.

 

 

På tærsklen til det absolut intetsigende med stor redundans og bravour. Måske et stof eller en belægning, måske en strålekraft, der glider af mod en befæstet by i en fælles masse, måske noget med pladsmangel. Forklaringsmæssigt uinspirerende, motivisk ubegribeligt og måske inkonsistent, tematisk tungt uimodsigeligt, måske øjenåbner af en ufrugtbar kategori. Der blev ellers forsøgt igen og igen, men fortsat uden held og lykketræf.

 

 

Et himmellegeme med kraft og energi spredt ud i venskabsstråler til sit makrokosmos. Legemet kan måske med fordel ligne et sortiment af armringe eller noget andet såre jordisk, måske minde om et dyr af stjernetegnsklassen, skødesløs hund eller arbejdsbi, måske bringe tandhjul i erindring, det er noget af det, man godt kan tillade sig at få øje på. På rette afstand er selv det uendeligt store uendeligt småt og må bøde som forskyldt, det gælder også ude i kosmos, hvis logikken skal holde.

 

 

Samme kosmos, som det fremstÃ¥r med ryggen til himmellegemet eller før eller efter passagen af samme. Ligner vel nærmest en sygdom eller et vækstlag, lader ane et andet legeme eller flere eller blot et udsnit, en legemsdel, ormehuller, noget anderledes fornuftigt integreret, nu himmellegemet med dets spraglede tant og fjas er ude af billedet, forblev i det forrige, hvordan det hænger sammen.

 


Til toppen

 
Besøg  
043328