Vi bruger Cookies!     

         
 X     
KnækRimSom



Du er på siden KnækRimSom

 KNÆK, RIM & SOM 

 Yndlingsforlaget Skuffens hidtil eneste digtudgivelse, og intet tyder 
 på, at det vil ende som starten på en tradition. Udgivelsen, altså. 

 

 

 

 

 

694 s., udg. 2006 i 25 ex.

En masse papirer fra o. 1966 til o. 2000 lå og flød rundt omkring og provokerede til indsamling, digitalisering, layout, udformning af et afsnit omkring teksternes biografi og skriveprocessens anatomi, til sidst trykning. Bagefter kunne papirerne smides aldeles ud, og det var stort set hensigten med projektet. Resten af hensigten drejede sig om at få egen bog i reolen, hvilket sandelig også lykkedes, endda ved samme lejlighed.

Ved gensyn ikke så god som i tilblivelsesperioden, bedre ved nærmere betragtning, en vis mængde gods, men ikke øverst på overfladen.

Nedenfor et par af de bedre eksempler på, hvad papirerne i tidens løb havde opfanget.

 

 

 

 

(Side 287-293)

MING HUSKPASTIL

Ingtroksjon eller fårord
Nå Mas Post eller køvmangens Jens eller hvæm de ellers faller eng mæ døreng, ser mæ, så ha di alting nået å spørre om. Di begønger dæres spørreng mæ et hvafo. Hvafo dit å hvafo dat – de slår aller fejl. 
  
Som eng tijkårt ha jæ samlet dærs spørs fra di siste år å gijet ming svar. Å for å være mæj ha jæ siddet de hele på værs – å de ve sie da-dum-da-dum å såeng noej å rim i ængen, ta egke fejl a de! De a værs i ming poetibog. –

Jæ ve sgu egk, hvafo di spøer – jæ spør aller dæm om nåjet. Mæng hær a i als fal nong svar.
  
Jæ ha skreveng de på rismål, så i alle ka fåstå de. Så behøvver i egk å kig eng, hves i sku kåm fåbij.

Hvafo jæ hajer Mas Post
Du a satma så dåm, som eng da ka va lang,
å dæng ka sgu gåt være bånløs.
Ding tangke a lille, ding tale a trang,
ding hanglingk a drænet få livsløst.

Dø kreser mæ tasken mæ pakker å brevv
å mæ mungen mæ røkter å løjne
å ve på engt ord, hva di skrivenge skrev,
å vaffo nong ord sku være strøjne.

Du vej, a jæ hænger ve pakken mæ bøjer
å egke ha tangker få dæj.
Du præker moral å hvæm præsteng besøjer.
Du ve ungdra mæ bøjernes frej.

Du sier, Mas Post, de a æjjer fågift
å dræke a køvmangens flasker.
Du sjælleng fåsømmer å fremta på skift
ming ander små søngfulle lasker.

Jæ ryer å dræker å slænger eng ving
å pesser mæ nej a meng benge.
De raver ding dompap eng ringeste teng,
jæ gø de sgu gangske allenge.

Jæ ha alder fåsøkdt mæ mæ anders fålis
æller anders fåråeje tangker.
Du kommer, du snajer, du gør som eng gris,
bemøjer sæl sirliste rangker.

Jæ nønner å søngker å passer mæ sæl
å lægger væl engeng te bøtte.
Rang rungt mæ ding post, gå i frej mæ favæl –
jæ spør enggang egk: Ka de nøtte?

Du tesøler livet mæ pjat å papijr
mæ utåkt å usolde sajer.
Du fåtjener ding penge, nå du søkler å slijer.
Mæng egk, nå du pøngser å snajer.

Du suer mit hjærte få gåt hammoni
mæ aldt dingt beklåmmerte snakken.
Ming ånge ska drænes få haj å mani,
før jæ løsner på strekken om pakkeng.

Så ånger jæ uj, å så ånger jæ eng,
så finger jæ livsløstens ruje.
Å så mæ padong må jæ strejfe end ving.
Mæ engt sukk ka jæ linne eng knuje.

Hvafo jæ dræker
Jæ har ingenting stungen eng hung mæ eng stang.
Jæ ve langt hæller miste ming penge.
Jæ køver di stærke, a fuld dangen lang,
nå jæ finger vægkt i ming stenge.

Så tusser jæ rungt, hæller op, sgøller nej,
å håller mæ vægk fra sjonaleng,
hvo hungerne jajer å tryler om mej
fra kångegår li te sjosjaleng.

Meng hungerne halter mæ hång unger king
å kar unger kønshullets risse:
Stop op! Trop op! Prop op! Kør eng!
Te nessehueng eng nesse!

Hvafo ska vi alting gi fangen i vold
i stedeng få glad gå å nønne?
Hvafo ka vi alder la stengene kold
å bare la hungerne sønne?

Di misser te mangen, ders øjen står uj
te luren a bugksernes buler.
Engvitasjongerne sønger som dirækte buj
fra di gløjneste, hæmliste huler.

Di mølder fra køkkeng å affalskrog
te søkkel å islangske hester:
Galop! Hurlumhej! Op mæ dangebrog!
På jagkt æfter livlede væsker!

Millejongernes hunger i tussevist
mølder fram mæ dæres brede benge
få å gi eng stakkels galjefrisk
te vors mosfjærte bautastenge.

Di hier å søer i øst å på tuer
te paradisbakkernes bangker.
Mæ haengernes fræsenge hångta di knuer
vi ander te bånløse tangker.

Fågæves! Fågæves! Grøngter køngsbrødre flest,
fågæves å bortgæmme stengen!
Di hier’n å søer’n å fenger’n te sist
– te sist fenger hungerne stengen.

Di klemmer å skratter som syv tønger lang
å frisker vi ander te blusel.
De ka sgu da ske mang a affødt som mang
å hajer lyngsalinghejs fusel.

Næ, jæ ve ha frej fra de hungerne hold
å engsomt gå rungt i mit husse.
– Hves di går igemmel ming enggang mæ vold,
jæ begraver mæ dybt i ming sjusse.

Jam va ka mang gøre? Di fører sej fram
te venster å højer for nåften.
Deng ene a bling, å deng angen a lam.
Ders længtensord tesmusser låften.

Hvafo jæ lever
Vi tro spegkelangkter a et tysd folgkefjært,
vi blir fåfult få vors længksel.
Fra di tijer så fjærnt te di stæjer så nært
ska vors rejebånghej jas i fængksel.

Mas Post ska ha sakt te di ander på ejnen,
a jaj laver hokus å spåt,
fåmejengskt jæ skriver mæ præsteng å dejnen
å tetror, a alting a got.

Malene fra Moseng gir røkter te bæste
å slajer om ming kåspedangse.
Hung tehjælper barsel å læser få hæste
å ve engt ha nongk kongkerangse.

Å Jens ve engt dræk a ming porter å viski,
ve de a hang frøkter ming ævleng.
Hang mistror, a jæ a eng trålkarl så listi
mæ pagkt å kongtragkt li te djævleng.

De tesker på ejnen, a jæ a besat
a alle di anders fåliser.
Di hjæmsør mit hus i dæng kålsorte nat:
Få faen å savne beviser!

Mit stæj blir beluret a kvinge å mang
fra alle ujvængdie sijer.
Di kænger sgu egke dærs engerske trang,
blir hålt a: Privat! Hungen bijer!

Å spegkelere, skriver præsteng, ka gøre mæ sy
å råjvil å de, dæ a værre.
Jæ sku tære mæ hæng imoj englernes by
å vænne mæ te våres hærre.

I pasterengs går går engt væsen omkringt
mæ vålsomme løsker te næsteng,
mæ uskreveng drift te eng engerske ting.
De usalie væsen a præsteng.

Dæ gror mer melleng himmel å jor
eng som popler å køvmangens drænge.
Dær vår ming far å ming mor
viler, viler di rolit å længe.

På kirgkegårslæmmeng dæ a eng beskej
te alle mæ båstavers buj:
Om davli å natli du hær kommer eng,
du eng gang des minder går uj.

De rører te tangker å spegelasjon,
når soleng a slåknet i væst.
Jæ æjer mit rubrøj å dræker buljong
å slutter mit værkg mæ å læse.

Te afteng, nå dajsværgkgets tij a fåbi
å dyrenge tykker dærs fojer,
jæ læser om stjernger å gastronomij
å teværengs tussenge gåjer.

Jæ blajer i bøjernes hænggemte soj
å kaller di døje te livet.
Så draver ming sjæl å ming tangke imoj,
a jaj er som pustet i sivet.

Så jæ milleteer å tængker på livet
å sover å våvner iblangt.
Iblangt a dæ nånget, et lys blir mæ givet,
jæ tangker ve tangkernges kangt.

Da kommer eng ingerli påkrævet fræj
ve hele dæng davlie færten.
De hele fåbrøjer saj sammel mæ mæj,
jæ vokser mæ sammel mæ værden.

En liddel efterskrift

Nu får i egk mer. De beste ka i gravv fram unger mæ, nå jæ a døj. Engte da a de mit.
  
Å de a sgu de samm de spør om vær gang! Hvafo jæ hajer Mas Post. Hvafo jæ dræker. Å hvafo jæ lever.
  
Jam va raver de dæm!

 

TIL TOPS

 

 

 

 

(Side 397-400)

Dedikation & fingerpegen

Tennisalbue
Skrive digte kan
hvert bramfrit bæst forelsket, forkølet, forsømt, forarmet,
                           for flyvsk, for fuld, for trendy, forfatter,
for hvad som helst politisk korrekt
bragt ud af balance.

For det er digtes halve motorik, at de er for.
For meget. For lidt. For godt. For skidt. For bredt. For dybt.
                           
For får, der føler sig løver.

At de er dækkende. At de løfter dækket. Kaster lys herind –
                           evigt ulmende af nedskriftens glød.

Digte potentielt kan hver borger
straks fra 7 halvmotoriske digte mindst,
patologisk læns akut for Pavlovs harmoni.

Digte sig ligevægt ved at ælte det ekstra for i form.
Få det ud, skråt frem og ned på ark,
afreageret på moderne munddansk eller kolonialistisk.

Digte ved at få præcis dét, dét hér,
fedt, folks,
på tidens gennemslagne elske- eller hadeformular.

Digte ved at iklæde for muskuløse følelser spændetøj,
fest- og dykker-, kravle-, navle-, narre-, fangedragt,
så man selv bliver atter fri og
ubeskreven, samvittighedsren
og uforpligtet samtidsroadie.

Mæcenatet
Digtes anden halve motor, fortids alt for søde tand –

Oh, làlà, åndshistoriens evigt grønne og røde digtes
                           kritikerbesungne forgæves bersærkergang
mod bedaget erfarings sorte hul og lydløst donnerwetter, oh, hoho,
vilkårligheders, dulgte længslers, onde drømmes og
trynerecepters for fatterens, læserens og digtets –

Krybbedigte, ak, oh, fortids tand, oh, dorske sekler –

– med tidens rustent søde filtres udtræk,
indslubrende ynde blot for smagens og visdommens poetiske
                           saltkars skyld,

med en vis lad laissez faire, absolut positiv
– men, Festina dog, lente frem mod
facit fecit punktum slut år 0.

– Oh, overflødighed, momenter, arabesker, litterater
gennemlidte, overlevede, efterlakerede og åh så versalt futurale –

– atter, igen, og nok en gang,
ved æoners humanistisk genbrugsflid af givne symboler,
                           babyloniske versemål, gloser

– åndsklare anmelderes sugeøjnes tåreslanke søgen mere sjæl
                          
til sjælesorg,
rosenspidse læbes bløde mimen, bank, bank, bank
– livsalig angst for sekundernes ødsle slentren.

Tja, der lunkne kul, kun lunkne, vé, ej kolde helt som drivis,
gloende ej som sol, ak, i anden halve motorik i digte sankes.

Ja, firetog 128
Digte frodigt profylaktisk nutids fleste pøter
gør, som kan det alle og enhver fra civilisationens barbari i
opdrag ad vor gyldent slagne middelvej.

(Jeg ikke her den første er culpøst til mig at nævne,
min flid i skærpelse af banaliteter, slumpne træf.)

Digter sig derudad og indad og frem og tilbage i siksak og
snirkler med svensknøgle, baseballhat, syl
mellem Freud og juleversioner af livsens kundskab,
med tonede pubeshår på hjernens tolerance, med hjertet i
                           Chaos og Spliid,
en pen på hver finger, papir, papir, papir, papir –

– Mens i mylderets brus og summen, brummen
rivaler én og anden fluks til makronen vandrer,
det uudsigelige, som alle ønsker sagt og hørt.
Digter det umulige, mens vi hidtil har ventet.

Op & ned, carsten
På alle set fra blot motorisk drevne digte væsentlige
ledder dét det misundelsesværdigt smarteste ér.
Det mest talente og kommunikatorisk uundværligste.
Det åndsdyrisk mest kooperative i menneske(sk)riget.

Den særskilt livsbetagne digter og læser kanhænde
på ryggen af al motorikkens stræben, tiltag og fejlskud
stiger ind i det udelte digt, det sjældne, adlende,
sjælsopfostrende, uden videre. Drejer på nøglen.

Pløjer grænser åbne, spor så dybe og lange og brede
i opvakt øje og sind trans selvets terapeutiske glød og
menneskeslængets engangsønskers efterbrænding.

Farer durk i den sandeste, mindst løgnagtige verden dristigt,
hvor underet, det sagnomspundne nú, skæbnedåden,
livtaget med alle u- og tænkelige sanser, realiteten,
det erindrede, glemte, genfundne hjemsted for ego
– som ego selv –
finder sæde hér på naturligst plads i rummet.

Gør sprog og liv, næsten og festen, eksistens og tiderne
inder- og yder- og vitterligere, serverer friskt på prent.

Betror mig, hvem jeg var, og hvor jeg finder.
Sår til frugtsom parring drivkraft med mit livs axiomer,
på et leje af tidsler og mos.

 

TIL TOPS

 

Hele værket kan downloades ved klik her

Besøg  
042394