Vi bruger Cookies!     

         
 X     
roman



Du er på siden ValsBreakEtc.


V
ALS 
BREAKDANCE 
AKILLESHÆLE 

 skulle egentlig have været noget andet, men blev det ikke 

 

 

 

 

 

 

490 s., udg. 2009 i 25 ex.

Et manuskript af ældre dato, som engang var gået i stå. En lang fortløben med tre parallelle spor, endnu flere forskellige perspektiver og synsvinkler, noget værre rod, som ikke ville komme til orden. Fik en gang med grovfilen, de tre spor blev isoleret i hver sin del, de tre dele blev kapitelinddelt, resultatet blev noget læseværdigt, hvor det hidtil havde været et uhåndterligt legetøj.

Titlen hentyder til, at hvad enten man vil pardanse eller egoflippe, så er danseskolens forskrifter ikke altid et tilstrækkeligt, realistisk fundament for planlægning.

Herunder kapitel 20 fra hver af de tre dele. At det lige blev kapitel 20'erne, der skulle hænges ud, er der ingen forklaring på, jo, måske den, at de blev mindre og mindre.

 

 

 

Første del, ALBERT EINSTEINS BRUG AF KAT,
kapitel 20
(side 67-71):

Det kriblede i Catherine efter at lægge hånd og mund på ham og knuge ham ind til sig og sige små, meningsløse lyde af sit hjertes overmod ind i hans tryghedshungrende ører. Hun greb hårdere om hans hænder og blev mere energisk i sine bevægelser, mere ensrettet i den indre varme. Men om han misforstod - hans hænder besvarede hendes hænders signal med signaler - han troede måske noget om hende - at hun var let - men det var jo ikke dét - et biologisk væsen - hvor var dog mænd håbløst dumme! - men han var så sød! Der var jo slet intet i det hele taget at misforstå. Hun måtte tilgive ham og stræbe efter at blive rigtigt sød og kærlig mod ham i opdragelsespauserne.

Catherine hentede sin uldne striktrøje og sin dametaske, oprigtigt talt var det nærmest overvejende hendes mors, og dansede over til hans bord og satte sig lige over for ham med ryggen til de andre. Deres måde at være barnlige på var meget mere end barnlig - de var så indstuderet selvbevidste - så hun nu. Deres flatterende klædninger og konstrueret sensuelle attituder på dansegulvet og rundt ved de intimt nødbelyste borde, de ubevidst - sexhungrende - selskaber bord ved bord, aften på aften, generation efter generation, som ikke anede en disse om, hvad de gjorde, eller hvad der drev dem, understregede med al ønskelig tydelighed, at hver især udfoldede sin eksistens i hver sit tomme univers uden andet selskab end et spejl og et sæt holdningsdominerende normer fra kvindekønnets konstante kor. Og længsel i læssevis. Hjemløse mannequiner. Lille spejl på væggen dér.

Det halve var jo bare spirende biologi og resten et spørgsmål om at blive voksen i løbet af det næste halve års tid.

Hun ville ud på livets dybder og udveksle erfaringer med - ham.

Det befolkede rum.

Verdensrummet.

"Vil du have en cigaret?"

"Tak, jeg ryger ikke."

Catherine trak striktrøjen på. Hun kunne umuligt underkaste sig uniformens diktat - hendes skuldre og bryst var for udstillede. Hendes nøgenheds tøjreklame var ikke tilstrækkeligt skalkeskjul og ville aldrig blive det. Så var moden heller ikke nødvendig. Hun kunne lige så godt vedkende sig, at hun, skønt opvokset i denne andedam, var ruget i et svaneæg, hun evnede ikke at snobbe nedad, det var under hendes format. Hun måtte affinde sig med virkeligheden, hun måtte se i øjnene, at hun var henvist til at lege med sine egne, selv om de var svære at finde, og der var langt imellem, og der var koldt og ensomt på toppen for enhver uden indre varme og egne interesser.

Catherine fik ligefrem medlidenhed med sine kammerater, fordi hun demonstrerede uniformitetens hulhed og bragte et pust af rigere muligheder med fra sine anderledes sfærer.

Hvor var han dog kær! Så så rar og klog og intelligent ud, uden snobberi. Han ville uden tvivl forstå hende, hvis hun fortalte ham om - ja, om alt muligt! Han ville sikkert forstå og acceptere alt og hjælpe hende fremad og opad mod idealerne.

"Må jeg byde dig på noget at drikke? - Nej, lad mig, sig ikke noget, jeg er sikker på, at du er på cola - tjener, en hof. Og en cola til damen."

Høj og tydelig myndighed. ‘Damen.’ Nu sad de nok og kiggede, pigerne, måbede. Tøsebørnene måbede sikkert med åben mund og ubevogtet kavalerovergang. Og nu begyndte de at hviske indbyrdes, de fnisede og prøvede at bore øjnene ind i hendes ryg for at få hende til at vende sig om imod dem og give til kende, at hun vidste, at de var medvidere. Men det skulle de ikke opnå: At se Catherine smile triumferende! Hun ville bevare sin taknemmelige ydmyghed over for skæbnen, sin uforskyldthed ville hun holde ren, sin uskyld høj og hellig, hun ville ikke handle efter beregning, det fortjente han ikke! Hun gemte triumfen for sig selv.

Hvor var han sød! Og smuk! Sikke en nuttet lille mund han havde!

"Skål, frøken, mit navn er Albert Einstein, må jeg være så fri at spørge dig om dit?"

‘Må jeg være så fri?’ Det var, så det kriblede over det hele. Kriblede og piblede som små bitte sodavandsperler under huden. På hele kroppen. ‘Må jeg være så fri?’ Selvfølgelig. Selvfølgelig måtte han det! Endelig! Han skulle! Han kunne bare lige vove på at lade være!

"Mit navn er Catherine. My name is Catherine. Ich heisse Catherine. Je suis nommée Catherine, Catherine sum, Catherine - skål! Catherine Deneuve. Og dem dérhenne er mine -"

- men hun tog sig i det, hun ville alligevel ikke introducere ham for sine veninder og klassekammerater og potentielle rivaler og kritikere. Hun ville have ham for sig selv. Hun ville indleve sig helt og uforbeholdent i sin nye situation. Uhindret af den adfærd, som hun havde fælles med sine venner, og som hendes venners nærvær ville styrke og drage frem til afsløring i detaljer, ville hun gå sine fremadskridende følelser i møde og se forelskelsen vokse, og blive stor, og stærk, og romantisk dominerende. Hun talte følsomt til sin bordherre om sin aversion imod ungdommens holdningsløshed og om sin egen tanke: Hvor fundamentalt væsentligt det var at besidde en altomfattende idé eller moral, et ideal, som målestok i de dagligdags handlinger, som støttepille imod ligegyldigheders fristelser og som det endemål, der gav hendes liv indhold, sammenhæng og kontinuitet. Hun fortalte varmt, at for hende personligt var denne tanke omfattet af hendes glødende interesse for litteratur og maleri og hendes iver efter selv at få mulighed for at male store og stærke billeder af livets essens for igennem dem at nå frem til et fundamentalt realistisk forhold til den ideale virkelighed overalt lige bag ved alle de små, isolerede trivialiteter og øjeblikkelige hændelser, som selvrådigt tilstræbte at atomisere det idéløse selv og gøre mennesket til en hjemløst omstrejfende hund, der skulle snuse til hver sten og vådte hvert græsstrå og ikke havde noget sigte. Så ivrigt talte hun sig varm, at hun rent glemte at gøre indtryk og fortrængte det igen, hver gang hun mindede sig om denne særlige pligt.

For ikke at stå tilbage i fremfusen og mangel på forlegenhed og situationsbeherskelse delagtiggjorde han hende til gengæld i sine studier udi lovmæssighederne bag de sociale kræfter, som styrede stjernerne, menneskene og atomerne, Han udredte sine hypoteser omkring det, at der måtte være én overordnet lov eller tanke, som alle kræfterne var varianter og afledninger af, han skitserede sit mål som værende det at finde den overordnede lovs sæde i mennesket og samfundet og gøre menneskene bevidste om loven og derigennem give dem muligheder for at finde deres egen fundamentale begrænsning og nå frem til en frihed, der bestod i at hengive sig uhæmmet til det ægte medfødte.

De sammenlignede deres hemmelige ideer, begge henrykte over at have mødt en åndskæmpe så vordende ung, hun ville skabe lys og klarhed på maleriets lærreder og frigøre det samme lys i sig selv, han ville med samfundsforskerens Ockham-skalpel skære sig vej til lysets sæde og finde frem til dets kilde. De var rørende enige om, at det var frugtbart at gøre sig bevidst om dette lys og om muligt måske blive ét med lyset og sprede dets stjernestråler ud til alverden og dens lillebror.

Det kom egentlig bag på ham selv, hvad han fortalte hende. Hvorfor ville han ikke stå ved sin enkle drøm om at bevare liv og levendegøre lidelse? Hvorfor pustede han sig selv eller drømmen op til noget, som de ikke var? For at stå mål med hendes ivrige tirader? For at gøre sig til? For at indse og acceptere en gyldighed, som han ikke tidligere havde haft opmærksomhed for? Han spekulerede over det med højre halvdel, mens den venstre halvdel gav hende besked om hans postulerede ståsted.

Han mente det jo ikke bogstaveligt, i hvert fald. Ikke i fysisk forstand. Biologisk befandt livet sig i enkeltcellerne via deres stofudvekslinger med værtsorganerne og organismen og omverdenen. Og metaforer var dengang ikke lige hans boldgade. Så meget mere undrede det ham, at hun åbenlyst fandt levende glæde i forestillingen om at grave sig ind gennem mennesket til et lyscentrum med skalpel og motorsav. Der måtte være nogen, hun ønsker død over, måske forældrene, som i hendes alder typisk repræsenterede grænser, normer, moral, reaktion, alt det, som hun trængte til at komme væk fra, fordi hun var vokset fra det af deres holdningsgods, som hun hidtil havde kaperet.

Han tav om den del af sin øjeblikkelige tankevirksomhed. For det ville hun i hvert fald nok ikke høre tale om for sit eget vedkommende.

Det gik op for hende, at han var samfundsstuderende. Han fik et ekstra plus - at tænke sig, at hun sad til bords med en universitetsstuderende, hun kendte en universitetsstuderende, hun blev set i selskab med en universitetsstuderende. Hun var med ét slag avanceret til degn, det dryppede på.

"Du ler. Hvorfor ler du?"

"Ikke for noget."

"Jo. Fortæl mig det nu. Hvorfor ler du? Hvad havde du da troet, at jeg lavede?"

"Nej, jeg siger det ikke."

"Jamen så vil jeg ikke presse."

"Jeg troede, at du var pilot."

"Pilot? Med briller. Det kan man slet ikke blive. Hvis det passer, så troede jeg da allermindst, at du var stewardesse. Og tænk så, hvor fatalt, hvis du fik kvæstet en fod. Ved en bilulykke, for eksempel, som skæbnens straf, fordi du havde taget en fridag fra dit himmelstræbende hovedhverv. Og hvis du ikke havde anden uddannelse og mistede modet, fordi du ikke kunne betjene passagerer mere. Ikke gad gennemføre en uddannelse, hvor man skulle sidde ned. Så var du jo næsten pisket til at finde en mand, der ville forsørge dig - vil du gifte dig med mig? - nej, det var min spøg, du er ikke defekt stewardesse - det var en fortalelse, men jeg er ikke entydigt ulykkelig over den, du er perfekt, jeg beder dig ikke om at undskylde, det er jeg for ubetydelig til, jeg ved ikke, hvad det er, jeg siger, undskyld, og kys mig i nakken."

Hun smilede. Hun forelskede sig. Det var ikke, hvad hun var kommet for. Men det var, hvad der skete. Hun indstillede sig på at leve med det og få det bedste ud af det. Catherine Deneuve forelskede sig sporenstrengs i Albert Einstein, og han var hooked.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

Anden del, BLANDT ONDE RYGTER
OM DYNASTIET RASMUSSENS KÆRLIGHED TIL NÆSTEHAD
, kapitel 20
(side 261-263):
 

Imens stæsede Breida Blik af sted med sin hæsblæsende tunge helt nede i knæhøjde.

Ej sansede den ædle stæser, at Dansk Cyklist Union stod opmarcheret i rendestenen, cykel ved fod og hue i hånd. Det smukke vejr og selv en vejrhanes rustne skrat var ganske spildt lyrik på løbende Breida.

Hvorfor var Tarzan i Underbukser altid i gang med at have så forpisket travlt, selv om han var selvskreven til arbejdsløshed, det var den herlige helt Breida Bliks slankende undren, hvorfor kunne Tarzan ikke bare stå stille og få sin røvfuld, mens det stod på, det hele tog bare et øjeblik, et kvarter, højst tyve minutter, med intensiv behandling. Koncentreret arbejde, så havde man tidligere fri, det var Breidas motto. Hvad i djævelens skind og ben skulle alt det renderi til for først, det var jo spild af tid, udsættelse af det egentlige, at få det overstået og se, hvad folk kunne tåle. Som om Tarzan i Underbukser var den eneste i Verden. Selvcentrerede skid, det var, hvad han var, en selvcentreret møjert, der var sgu drolme mange andre, der også skulle fedtmules og have forhammer på Anders And-spalten, hvis man ville have noget ud af tilværelsen og skulle nå hjem og se det på fjernsyn, sådan en pivet snothvalp!

Hvorfor havde også én mand fået så ukristeligt meget at se til? Det burde kommunen gøre noget ved og kalde gratisterne til mønstring.

Imens gav Albert Einstein sig et godt stykke hen i armsmerter over Catherines ubestridelige fravær, og de morede sig i Rio de Janeiro. Jo større Albert Einsteins ve, des gejlere morskab i Rio de Janeiro. Nu også i Rom og Cairo og Melbourne. Som Albert Einsteins nervesår dybnede sig, foldede morskaben sig ud, menneskenes børn smilede glade i Köln og sang i Irkutsks gader og frydede sig over parkernes blomsterflor i Minneapolis, på Kreta dansede de, i Alaskas øde egne boblede den ilende livskraft, og i Andesbjergene og Reykjavik og langs Donaus bredder gærede i mennesker en sanselig melodi. Kloakarbejderne under New York anede, at de var begejstrede for rotter og fast arbejde. Kinas risbjergere frydedes over den gule jords frugtbarhed og risens immaterielle velgørenhed. Sydafrikas millionærer hægede henrykt om deres penge og deres lasede Sydafrika. Vietnams bådflygtninge fylkedes i livets skude, mens Albert Einstein vred sig i smerte.

Der var ligevægt i tingene. Virkningen kendte sin rod.

Hvad gjorde dog ikke livet for at tækkes Catherine Deneuve.

Imens holdt, hvem ved, måske frøken Anchorspitz, lige bag ved bakketoppen ad Stockholm til i en lille, angosturafarvet Morris Mascot og stak en kniv i struben på sin også i forvejen umanerlige dværgpincher.

Måske startede hun op og kørte forbi, hvor James Dean stod og ingenting, og måske, måske satte hun farten ned lige ud for ham, før hun åbnede et vindue og kastede hundeliget hen foran hans røjserindeklemte undersåtter?

I så fald så James Dean ikke dét.

Erkendte ikke hendes afmægtige klæden kærligheden den forsmåede - den oversete, upraktisable kærlighed - ud som livsforagt og foragt for det levende, oplivende, samværsappellerende i virkelighedens krammebod.

Følte sig ikke ramt. Var måske ikke engang i rapport med noget så fjernt som fødderne.

Ventede.

Og derhjemme havde hun ikke andet end en besked fra moderen liggende. "Er på mordersafari. Kommer hjem, når det bliver for kedeligt."

Og søstrene, de hjemmeboende af dem.

Tampaxliderlige gæs!

De havde at lade hendes James i fred, så han var uspoleret, når hun skulle bruge ham!

Imens var fritiden på udsalg. Donald Finkelstein købte en gammel islandsk sweater, en simpel medestang fra barndommen i halvtredserne, en slidt regnorm og firs kilo fritid. Gemte tingene inde bag sine nystrøgne skjorter og kulørte undertøj. Tænkte på instrumentariet som sin hemmelige last, pensionsalderens vaklende tørst efter ungdom, Donald Finkelsteins forundrede belønning for lang og trofast tjeneste.

Mest var Donald Finkelstein, departementchefen, jo kendt som en mere end lidt kedelig, fantasiløs og yderst regelbunden medarbejder og værdsattes absolut efter fortjeneste af folk med forstand på de dele.

Men det andet var der også. Man kunne aldrig vide, hvornår gnisten ville tænde lunten an og tønden eksplodere. Tænkte Donald Finkelstein med supersonisk selvfølelse. Snarere end at sende den på udsalg skulle man nok tage mere vare på sine medborgeres fritid, hvis man skulle dømme ud fra sin egen person. Tænkte Donald Finkelstein, hvem ministeriets og det klassedelte samfunds ve og vel lå trygt på velbevaret sinde.

Imens sad omkring bordet med det celebert fordunklende tællelys og tredobbelt årsregnskab fire kumpaner med pomadehår og rene negle og lod sig betjene af en tjenstgørende sekretærånd i topløs gummilivrem med påmalede nitter. De havde temmelig lyssky sager at forhandle og tog sig ikke så nøje af, om det blev på det kongeligste eller på det fyrsteligste, så længe det var uden skjult mikrofon.

Imens kørte frøken Fick-de-Fick-Icke junior højlydt hulkende sin snævre Morris Mascot ud over kajkantens yderste millimeter. En time senere kørte hun igen fra borde, euforisk beroliget af to kopper kaffe med sukker og en toiletvisit, så blæren atter sad, som den skulle.

Imens stod den generte cowboy James Dean revolverbar og modstanderblottet i en hesteryddet dalsænkning mellem to moderligt stolte jordhøje og følte sig hensat til en forkert tegneserie - måske kunne han høre planetariets hjertebank, hvis han stak en finger i jorden og smagte sig frem - ved en vej stod, trygt skjult for verdenshistorien og de nationale noveller, James Dean og ventede nervøst på en forhistorisk anekdotesamling krammet sammen i en nålestribet bil.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tredje del, GRØDSKE OG ULDSOKKER OG EN
KAM TIL FINT
, kapitel 20
(side 441-442):
 

Det var da løgn! Sådan kunne et bord virkelig ikke tillade sig at se ud omkring rundingen af det tredje årtusinde, i nydelsernes og smagsdommernes og sundhedsapostlenes og rationeringseksperternes og udligningsordningernes kaotiske årti! Det var brud på samtlige vedtagne normer, love og evangelier!

Men hvad pokker, var man verdensmand, eller var man ikke? Sket var sket, som man sagde. Og stod ikke til at ændre, sagde man også, men det skulle nu blive løgn.

Veloplagt festklædte sad de bænket omkring Brigitte Bardots bugnende bord. Nu var de færdige med at ankomme, de havde motioneret sig, akklimatiseret sig, gjort sig det hjemligt, hvilet ud og smukkeseret sig, nu var de rede til venskabeligt samvær og fest, så det baskede på krop og sjæl på fødselaren.

Men de måtte æde sig vej for så gradvist i løbet af fodringstiden at nå frem til at kunne komme i kontakt med hinanden, i den grad bredte sig stabler af allehånde retter og lækkerier som et bjerg eller en storby eller et katastrofeindsamlingslager på bordet imellem dem. Tårn- og tinde- og skyskraberhøjt, næsten helt til loftet var der mad, så tæt stuvet, at der kun hist og her sås en kant af et fad, overvejende var de utallige retter arrangeret direkte oven i hinanden, kittet fast, så blokken ikke skred sammen, et lodret madmassiv, og det var kun med nød og næppe, at der var holdt plads til fem tallerkener med bestik, og friplads til at lægge albuerne på bordet var der da i hvert fald slet ikke, fem nicher med hver sin tallerken med mure af mad godt halvvejs rundt, og en mand i chaufførsædet foran hver tallerken.

"Det er sådan, jeg kan lide at se et bord." John Gielguds stemme lød halvulden, tungen oversvømmet af mundvand og bestormet af ædelyst, sjælen af ærefrygtig materialisme, tanken af måbende tvivl, hjertet af ydmyg, uforbeholden beundring over slig proper kvindehånd, der lå bag, manden selv i al sin vælde usynlig og halvt uhørlig bag voldene og bjerghammeren.

"Nu må I endelig forsyne jer," kom det begejstringssmittende fra Albert Einstein. Dette var altså virkelighed. "Jeg håber, at I alle har sparet en velvoksen appetit sammen, så vi kan mødes på midten om en aftenstund."

James Dean var stum som en æske vat. Her var mad til en gennemsnits provinsby og en højskole og en flygtningelejr. Til hele Stalingrads belejring. Til alle de sultende i Afrika. Det var simpelthen bare det vilde Vesten. Det var helligbrøde - nej, det var tvært imod, det var lige det modsatte af hensynsløst fråds, dette var en guddommelig stjernestund, noget, som indtraf denne ene gang i hans liv, her og nu og aldrig mere, det besluttede han på stedet, det skete her og nu, og han var her nu. Han havde fået det privilegium at være til stede som aktør ved en iøjnefaldende umulighed, en homopatisk absurditet, han mærkede tårerne rende over af forventningsreligiøsitet og oplevelsesbersærk og var angst for, at hans selvopfattelse ikke skulle slå til gennem hele gildet - men det var ikke et gilde, det var pral! Overdrivelse! Vist var det ej, det var -.

Et under.

Han var vidne til et under. Han var deltager. Han havde femtepart i et under.

Stan Laurel og Oliver Hardy kiggede rundt om et fremspring i madbjerget og sendte hinanden øjne, doktor Livingstone, formoder jeg, mister Stanley, og lagde nakkerne tilbage og sendte blikkene på klatretur og slalom.

"Det er ellers en pæn mellemmad at se på."

"Spis nu bare. Det her er forretten. Der er mere ude i køkkenet."

"Jeg fortalte lige i bilen på vej hertil om en sag med en bankrøver, hvis kone mente, at han burde afsone sin straf derhjemme i stedet for i et fængsel, hvor han ikke gjorde nogen gavn. Jeg ved ikke, om du er interesseret i at høre om den."

"Nå, James Dean, så er det med at få hagesmækken på, hvad?"

"Hvad var det for resten for noget med din kone Jutta?"

"Lad os nu spise."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 TIL TOPS 

 

 

 

 

 

 


Hele værket kan downloades ved klik her

Besøg  
045816