Vi bruger Cookies!     

         
 X     
fortællinger



Du er på siden Vedligehold

 VEDLIGEHOLD AF VILLAEJER 
 I PROVINS 


  den mest meningsløse titel, jeg kunne komme på, og det gjorde jeg 

 

 

 

 

401 s., udg. 2008 i 25 ex.

En måske krukket konstruktion: rammehistorie med fortællinger à la 1001 nat, her dog kun 18 for at reducere krukkeriet og acceptere inspirationens grænser. Rammehistorien for meget en historie i sig selv, som fortællingerne slog i stykker. Er endt som et byggesæt, først fortællingerne, derefter rammehistorien. Til sidst tilføjet en ramme om den samlede fortælling med et fiktivt forord og efterskrift om et par, som helt tilfældigt bliver bruger og producent af det inden i den yderste ramme. Det er et byggesæt, som man kan pusle med, hvis man er kørt træt i krimierne og alligevel godt vil læse lidt.

 

 

(Side 43-48)

DEN ONDE DRONNING BLIVER GOD

De giftemodne gratier var engang en lille pige i tre eksemplarer. Den sødeste lille pige alle tre. Struttende af glæde og feststemning på ethvert tidspunkt af døgnet og altid i færd med at sprede inderlig godt humør omkring sig med gavmild hånd. Altid ens og altid sammen, så man kunne tro, man så dobbelt med begge øjne hver for sig. Men selv enøjede kunne se dem alle tre, så tre, det var de. Og hensynsløst glade og glædespredende. Hverken fængsler eller klostre, torturkamre eller hospitaler kunne vide sig sikre mod trekløverets smitte. Ikke engang de øverste domstole eller kongens nærmeste og mest betroede og alvorstyngede rigsrådsmænd var uden for risikogruppen.

Landets ærkeonde dronning ville have de fjollede tøsebørn skaffet af vejen med alt deres glædestrålende pjat og tidsspilde, så der igen kunne blive plads til ærefrygt og beundring, fornuftig skræk og underdanighed. Voksne mænd havde at skide i bukserne af angst, når de var blevet dødsdømt og skulle halshugges på dronningens udtrykkelige forlangende. Det var rod i regimet, når de i stedet stod på skafottet og så næsten muntre ud og knap nok en smule flove. De skulle væk, de tre urostiftere og ballademagere.

Så dronningen sendte straks hofjægermesteren ordre om at skrubbe af sted med et kobbel blodtørstige blodhunde og en skarpladt armbrøst, med besked om at slå de tre gratier hundrede procent ihjel og få det til at se ud som selvmord, så folk kunne få dén at tygge på, at sådan viste gratierne sig altså at være, når det endelig kom til stykket. Livsforsagelse, skulle det hedde sig, det var, hvad grin og kommers førte lige i favnen på.

Men lige dén opgave oversteg hofjægermesterens og blodhundenes ellers eksemplariske formåen. Da de fandt frem til pigerne, varede det ikke længe, før de både græd og lo, gjorde såvel hofjægermesteren som hver eneste af blodhundene, lo over pigernes smitteiver og græd over dronningens bedrøvelige ondskab og det spild, som det ville være for livet, hvis den onde dronnings vilje skulle ske fyldest. Hofjægermesteren og hans blodhunde vendte derpå tilbage til dronningen med uforrettet sag og fik både skældud og prygl og en grå fyreseddel hver.

Værre gik det med de assassinere, som dronningen dernæst overdrog hvervet pr. kurérpost. Assassinerne gik koldblodigt til sagen, sneg sig frem til de tre piger, sleb deres knive på en fugtig sten og hev fat i pigerne, bøjede deres hoveder bagover og skulle lige til at foranstalte den definitive, koldblodige hovedafbrydelse, men så blev de grebet fra alle sider af ubønhørlige hænder og under råben, skrigen og latter slæbt med og smidt ud over kanten ned i et nærliggende stenbrud. Da de landede med bump og rabalder og smertensgrynt, blev de fluks og uden pardon eller blot en enkelt sidste smøg dænget heftigt til med skarpe sten og anden vægtig materie i hobetal af de anonyme masser, det blodige, livløse udkomme af aktiviteten gravet frem fra stenene igen og proppet i slidte sække med huller og nødtørftige stopninger og anonymt sendt retur til dronningens festsal, at servere til højbords, når taflet var på det flittigste.

Det var en flov én, for de fleste af festdeltagerne så det jo. Nu blev dronningen for alvor ond i sulet. Hun trippede ind i sit inderste lønkammer og hidkaldte med hokuspokusfilihankat alle de drager og hekse, trolde og vætter, varulve og gengangere, ånder, uhyrer, sadister, bødler, lejesoldater, ådselgribbe, skorpioner, smådjævle, piskesmæld og svøbeslag, som hun havde hals- og håndsret over, og lod dem træde an på række og geled i tusindtal. Og så kan det ellers nok være, at de fik læst og påskrevet, hvad de skulle gøre, og hvad der ville ske med dem alle hver især, hvis det resulterede i noget, der så meget som mindede om en fiasko!! De tøseunger skulle afskaffes på både kryds og tværs!! Ellers var det af med hovedet og alt, hvad der ellers ragede ovenud af skuldrene!! Dronningen ville simpelthen ikke finde sig i den uorden længere!! Forstået!!

ForSTÅet!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Dronningens ondskabs og myndigheds samlede stridskræfter fandt frem til de tre gratiers øjeblikkelige tilholdssted. De indkredsede det, så pigerne blev spærret inde fra både lands, vands og luften, og så satte ellers artilleriet ind. Ildspruden og spytten med galde og sligt, råben og hylen og hujen, heksekunster, en regn af pile og kanonkugler, sten, hundehvalpe og rådden frugt, tjærebøtter, trylleformularer, alt, hvad man kunne finde ud af at smide med, formørkede himlen, gjorde dag til nat og sommer til vinter og føg gennem luften med kurs mod de tre gratier. Men pigebørnene lod sig ikke mærke med noget, legede blot videre, som om det fortsat var sommer og dagslys, aldeles uimodtagelige for slagkraftige argumenter, våbnene bed ikke på dem, men prellede af og faldt virkningsløse til jorden med et dovent suk eller gunk eller smak. Angrebshæren fortsatte i en måned, og så var den simpelthen også slidt ned til sokkeholderne. Var nødt til at tage en hyrevogn tilbage til slottet og den velfortjente straf med rente og rentes rente.

Med den sønderslagne hær for fode måtte dronningen erkende, at hendes ondskab var ved at svækkes og magten over folk og fæ ved at glide hende af hænde. Men rasende, det kunne hun sgu da vel for fanden stadigvæk blive!! Og ond i sulet!! Og ond!! Resolut hankede hun op i skørterne og fistrede den lige vej hen til tøseungerne og deres øjeblikkelige legeplads og begyndte at overfuse dem, så snart hun havde dem inden for synsvidde og på prajehold. Hun brølede og skreg, så det røg ud af ørerne, til stemmen var ved at slå klik og lungerne at opgive ævret, så hev hun en notesbog frem for at give dem resten skriftligt. Men pigerne vinkede bare til hende og lo og legede videre og lavede nogle spilopper, som slet ingen kunne lade være med at fryde sig over, ikke noget specielt indviklet, men i en allerkærest udførelse, som egentlig burde have været forbudt. Det var det sidste hug. Så var dronningen på nåde og unåde leveret.

Fem minutter tog det, så gik hun pænt med kongen under armen gennem en velholdt allé og sagde med sin mest indsmigrende stemme, som kongen aldrig havde hørt før: "Lad os tage de tre piger til os og give dem et ordentligt hjem og gøre dem til prinsesser." Hvis hun ville påtage sig besværet, sagde kongen godmodigt, så for hans skyld ingen alarm.

Derved blev det. Eftersom dronningen af ondskabsfuld vane ikke kendte til mådehold, indsamlede hun ved samme lejlighed systematisk alle ledige børn og etablerede dem som delelement og legetøj i de nyudnævnte prinsessers nye omgivelser. Og alle de uduelige soldater, såvel menige som officerer og generaler, og endda også kokkekorpset og feltmadrasserne i hele dronningens ondskabshær blev kommanderet til at agere sparringspartnere i børnenes opvækst, hvis de så da i det mindste kunne finde ud af at skille sig godt fra det hverv, for ellers – og det med garanti til øjeblikkelig benefice for deres livsarvinger!

Nu fulgte en blomstrings- og opgangsperiode, som man må søge i andre tider eller uvederhæftige historiefortolkninger for at finde tilsvarende andetsteds i historien. Samtidig med indlemmelsen af gratierne og børnene i kongeriget blev dagen nemlig længere og varmere, så man efterhånden kunne undvære forbrugsgoder som både vintertøj og skisportssteder, snerydning, isbrydere, rumopvarmning, gadebelysning og udendørsskøjter. Derved udviklede sig en voldsom ressourcefrigørelse, som var i fineste samklang med den form for godhed, som den onde dronning var blevet besat af, og hurtigt vandt nye melodier fra dronningens kabinet gehør blandt alle de mange skabninger og fejleksemplarer, der ville sig selv det godt via hende. Nu kunne der endelig blive råd til, at alle kom på udflugt til stranden, at alle fik wienerbrød til eftermiddagskaffen hver eneste dag, at alle spillede golf og gik til ridning, havde flere par skiftesko end tæer – det var faktisk kun fantasien, der satte grænser, og dronningen satte alle sine tilhængere i gang med at udvide disse eller alternativt etablere en tilværelse, hvor grænserne var forment adgang. Tid dertil havde de nok af, hævdede dronningen med henvisning til den igangværende dagsforlængelse, så det ville kun kunne ses som udtryk for personlig negativisme, hvis ikke hver enkelt af de tiltalte med det første præsterede gode resultater, og negativisme vidste dronningen så sandelig alt om at belønne efter hver enkelts selvforskyldte fortjeneste.

Der var undertoner i dronningens godhed, som det fremgår, og det var ikke fri for, at hun ufrivilligt inviterede sine støtter aktivt til vægelsind og halvhjertethed, dårlige undskyldninger, uklare formuleringer og forløjet udeblivelse. De ideer, de fremlagde for hende, gik slet ikke alle hendes ærinde, i hvert fald ikke kun. Endda var nogle af dem åbenlyst, utilsløret, respektløst mundsvejr. De afstedkomne diskussioner førte ikke altid nogen vegne overhovedet, og de straffe, hun lod uddele, afstedkom tydeligvis ikke i særlig grad det forventede klarsyn hos de øvrige. Det fremstod, som om der virkelig var noget i gære, som de implicerede i forskellige grader simpelthen ikke fattede.

Der er ingen at klandre her, blot realiteter at beklage for sarte gemytter. Den onde dronnings godhed var af den slags, der foranlediger til politivedtægter, og som får proselytter til at uddele ordener, i stribevis, til de samme udvalgte foregangsmænds støttebryster, og sådan var dét. Og nu begyndte hun at at lade sin godhed og rigets besparelser materialisere sig i store og små byggerier og anlægsarbejder. I regulering af arbejdet og den efterfølgende anvendelse. I indretning og brug. I adgangsbestemmelser. I hierarkisering af landet. Og så videre og så videre. Resten kan man selv hægte på, for det genfindes i enhver moderne tid og turde være velkendt fra kuldskære barnsben.

Praktiseringen af den onde dronnings godhed viste sig ret snart at være en slidsom affære, der tærede på både kræfter og gemyt, og som remedi indforskrev hun bondeknøsen Klods-Hans, i starten lejlighedsvis, efter nogen tid fast knyttet til venstre hånd og slottet, og beordrede ham til at levere fritidsbehandling i muddergrøften, nænsomt eller med fynd og klem bestemt af øjeblikkets inspiration og sindelag, og det førte efterhånden til, at dronningen viste sig mere og mere forsømmelig på landsplan og blindt lod det køre videre, som hun allerede havde sat i gang. Det endte med, at hun levede, til hun døde, på tredjedagen igen opstanden med smil og hårderåde.

Da de tre små piger var blevet til rigtige prinsesser, hørte man ikke mere til dem det første lange stykke tid, derefter en smule i ny og næ. Gratierne var i mellemtiden forsvundet, så prinsesserne blev reduceret til almindelige pigeting på samme måde som dronningen og hendes tredjedagssmil, så som sagt, mere end en smule blev det ikke til, og, efter først et stykke tid med ingenting, en opladningsfase.

Moralen er for eksempel, at det onde kan gradbøjes som mere eller mindre godt.

 TIL TOPPEN 

 

 

 

(Side 170-175)

PRINSESSE VAN DIK FRA GAMMEL TID

Det var i en tid, hvor dagene var meget gamle. Så gamle og aflægs var de fleste af den tids dage, at de gik med nathue døgnet rundt, fordi de ikke længere orkede at tage den af og på.

En af disse dage, som for længst er rendt over stok og sten og erstattet med eftertid og dage af yngre dato, stod Prinsesse van Dik til søs i sin prinsessegondol. Om gondolen er imidlertid at fortælle, at dens motor udgjordes af tolv fæle trolde med sammenlagt mere end to hundrede års erhvervserfaring som galajslaver.

Til opretholdelse af motorens styrende princip, prinsesselydighed, blev troldenes tipoldemor holdt indespærret allerøverst i et tårn. Helt oppe på tårnspirets flagknop sad hun og skuttede sig i al slags vejr og bad til, at tipoldebørnene artede sig, for ellers ville knoppen blive fjernet, og hun ville blive sat så hårdt ned direkte på flagstangen, at der kunne flages med den ende af stangen, der bagefter ville rage op fra hendes gamle, sprukne hoved. Det havde både hun og de olieindsmurte tipoldebørn fået indridset i deres bare skind, så de ikke senere skulle gå hen og glemme det.

I øvrigt var prinsessegondolens motor konstrueret på den måde, at der var tre trolde om hvert af motorens fire gear. Det var dog kun andet og fjerde gear, der blev brugt, for i de to andre trak gondolen skævt. Det var således ikke nødvendigt med mere end tre navne til troldene for at betjene motoren. De første to trolde hed Bak, de skulle skovle gondolen baglæns, når navnet blev råbt. De første seks hed Andet, og når navnet gjaldede, skulle de skovle gondolen fremad. Alle tolv hed Fjerde. Når navnet Fjerde blev udbasuneret, skulle samtlige tolv trolde skovle fremad på livet løs, så gondolen ellers bare fór derudaf.

De eneste problemer under monteringen af motoren havde været, at prinsesse van Dik ikke ville have de skidne trolde om bord, og at troldene desuden ville have fyldt alt for meget. Der kunne højst være en enkelt, hvis der også skulle være plads til gondolens tilbehør, eksempelvis styrmand, kok og tjener, tjenestepiger, vagtsoldater, legetøj, garderobe med skiftetøj og sypige og så videre. Og i hvert fald, sin trehjulede cykel og sine to yndlingsheste, de ting måtte prinsessen stedse have ved hånden. Begge problemer blev løst ved, at man valgte en udenbordsmontering og derfor først lige måtte omskole troldene til svømning med én arm. For alle eventualiteters skyld fik troldene et dobbeltkursus, så de blev lige effektive med højre og venstre. Så kunne man placere dem efter behag, og der var mere at gøre godt med, hvis man ville tune motoren.

Men nok om gondolen. Prinsesse van Dik var som sagt til søs, og dagen var som sagt af en meget gammeldags slags, så gammel, at både havet og himlen var blå og landet i det fjerne grønt. Prinsessens kjole var polkaprikket og hendes sko bygget til skibsfart. Alligevel, lige på en gang blev hun overhalet.

"Fjerde," brølede hun, da hun så det, men alle troldene var allerede i sving med svømmearmene og den anden næve banket i gondolens ræling med syvtommersøm, så det gjorde ingen forskel.

"Fjerde," brølede prinsessen endnu højere og truede med kunstig befrugtning af troldkællingen på tårnet, bål og brandskat, piggede skruestikker til troldenes testikler og alt, hvad hun ellers i skyndingen kunne komme på.

Overhaleren foretog en vidtfavnende bevægelse ud over det storladne hav foran prinsessens gondol og endte sin cirkel med at lægge bi på langs ad prinsessegondolen og tillod troldene i den side af gondolen at lægge svømmearmene til soltørring på det just arriverede båddæk.

Overhaleren, jamen det var jo ingen anden end Spørge-Jørgen på sit sejlbræt, der absolut skulle komme og spolere udsigten, rangforordningen, den herskende teknologi og ligeværdigheden mellem troldene til gondolens styr- og bagbord.

Prinsessen vendte demonstrativt ryggen til og sagde hovmodigt til den friske vind fra ost: "Man har vist nok taget sig friheder og opfundet sejlet i mit fravær." Og hun gjorde et begyndermajestætisk kast med rottehalerne. "Ptui," svarede vinden og gentog: "Ptui." Thi vind fra ost er af ét ord, som den overordentligt gerne repeterer, og det ord er just ptui. Hvad det betyder, og om det betyder noget, det fremgår derimod ikke af fortællingen, hvilket bare er én af dens mangler. En anden er sproget. Det kunne gerne have været, så fortællingen også ville være til at forstå på Mars og Venus og Mælkevejen.

"Er du ikke blevet større, siden sidst vi sås?" Det var Spørge-Jørgens første ytring på denne dag så svanger med ælde, og hans mæle var ganske ru og tæt af ufordøjet morgenslim.

"Vi? Han sagde ‘vi’. Vi, det er os, prinsessen, vi er det eneste ‘vi’ her," sagde prinsessen til et nyt og friskt pust fra ost, "og vi har ikke set et sejl før, ej heller nogen tid chaufføren. Den slags møder vi ikke. Når vi ved, hvad det er for en flaske, han har i lommen, og hvad det er, der er i den, skyldes det ene og alene vores synske evner og forbløffende heksekunst."

"Vil du have en slurk af flasken," spurgte Spørge-Jørgen. Og nu var prinsesse van Dik på skideren. Skulle hun kræve den flaske som sin ret, som hun jævnligt havde haft i tankerne siden deres tidligere møder i datidens barndomsland, som de just begge var forjaget fra af ælde og brunst? Skulle hun sige ja tak for den søde tands skyld? Skulle hun koncentrere sig om vinden fra ost? Skulle hun lade Spørge-Jørgen halshugge, fordi han havde overhalet og sagt ‘du’? Nej, det sidste var et spørgsmål for sig selv, hvortil hun godt kunne udskyde en stillingtagen lidt.

Tavs trak hun sig baglæns hen imod Spørge-Jørgens fartøj, til hun blev standset af gondolens ræling, rakte en hånd bagud og mærkede flasken blive stukket hende i hånden. Gesvindt frem i synsfeltet med den, låget skruet af med et par ivrige vrid, og så den vederkvægende slurk. Ah, rød sodavand fra en lun lomme, det var dog immer prinsessens det bedste!

"Tak," hørte hun faktisk sig selv sige, mens hun rakte flasken tilbage.

"Vil du ikke beholde den," kom det bagfra, "og hvad, hvis du doper troldene, tror du så ikke, du kan slippe fra mig, så vi kan undgå pinlige episoder som denne en anden gang?"

"Er det noget, du kan ordne," spurgte prinsessen, mens hun i al hemmelighed tog en lille slurk til, en rigtig prinsesseslurk, hele munden fuld og så meget, som der røg ned i halsen, skruede låget på og gemte flasken i en lomme i en kjolefold.

Spørge-Jørgen fik nu efter at have skyllet sine undersåtter omhyggeligt i havet det blå tilladelse til at stige om bord på prinsessens gondol, fandt sit dope frem og gik rundt til troldene og fik dem til at kæfte op, så han kunne se ned i de skrammelpladser, bilkirkegårde, pulterkamre og møddinger, trolde dengang havde til maver, og kunne stikke en pille ned i hver af de opspilede troldekloakker, som i kanten var udstyret med tandrækker med trævler af hud og hår og andre madrester i mellemrummene som væsentlig bestanddel.

"Mon ikke det skulle kunne gøre det," sagde Spørge-Jørgen så og steg søvant over på sit eget bræt igen.

"Fire," hylede prinsessen så energisk, at hun nær havde fået tarme i munden den forkerte vej fra, troldene fik med det vuns stukket svømmearmene ned i havets vilde vover, og så kan det ellers nok være, at den ene hest og sypigen og den halve garderobe og en opvaskerdreng røg over bord og druknede i et kølvand pisket til skum og atomer, blandt hvilke nogle endog blev spaltet i halve og kvarte, af roterende troldearme. Spørge-Jørgen var allerede en streg i horisonten bagude, hans ‘kan du have det godt’ borte med blæsten, og på mindre end et splitsekund sad prinsesse van Dik derhjemme på slottet med renvaskede hænder og en dampende tallerken foran sig, kniv og gaffel på manøvre, resten af det røde sodavand ventende i et righoldigt krystalglas bygget til øl, med kongen og dronningen for hver sin bordende kommenterende hendes havguste bordskik, mens tjenere gik til og fra med majestætiske tjenerminer og fyldte og halvtømte fade.

Efterhånden sluttede denne gebummerligt gamle dag, som med god samvittighed kunne smides ud efter desserten og lidt royal aftenhygge. De sidste seks sekunder, inden kongen og dronningen sagde godnat og slukkede lyset, blev udfyldt af prinsessens søvnige stemme: "Papa, vil du godt gå med en rød sodavand i lommen engang imellem og nu og da overraske mig med en slurk og et sip?" Efterfulgt af kongens svar: "Selvfølgelig, lille prinsesse, selvfølgelig vil jeg det."

Dagen sluttede alligevel ligesom så mange andre af slagsen både før og efter den med adskillige løse ender, som imidlertid allerede timer forinden dens hedengang, for eksempel allerede ude på det stormpiskede hav, havde knyttet den til dens efterfølger i den lange, lange, ubegribeligt lange række af dage, som med tidens slid og møje er nået frem til dagen i dag og morgendagen.

Undervejs ind i drømmerige, hvor selv en prinsesse er prinsesse, gav prinsesse van Dik sin undren fri til langsom lunten i fremtidens landskab.

Hvem skulle i dag tro, et sådant fænomen kunne være muligt i betragtning af, at dope er forbudt, trolde erstattet med tre små grise og en and og rød sodavand forsynet med påtrykte advarsler om sundhedsfare og tandlægeregning?

Måske kan det endda være, at en løs ende på hin her ærbødigt mindede dag tager foregribende fat i prinsesse van Dik allerede den mellemliggende nat.

Det er ikke til at vide det med sikkerhed, når det gælder fortiden, men det er muligt, at prinsessen i nattens løb drømmer sig frem til, at hun vil have lavet sejl til gondolen og sende troldene og deres tipoldemor tilbage bag troldspejlet, hvor de derefter for hendes skyld kan leve lige så lykkeligt til deres dages ende, som de selv har lyst til, så længe de betaler deres skat og slår alle indvandrere ihjel.

Det er også muligt, at hun i så fald tyve, tredive, fyrre år efter vil fortryde, at hun ikke i stedet gemte troldene af vejen på en hylde i bådehuset. Nemlig i tilfælde af, at gamle motorer igen kommer til hæder og ære og værdighed, med andre ord på mode, og genererer omverdensinteresse, prisstigninger og ejendomsbeundring.

Hvis hun dengang havde gemt dem af vejen i stedet for at slippe dem løs, havde der desforuden nu været mulighed for ved en simpel Google-søgning i de kongelige samlinger at finde troldene og bruge dem som fældende modbevis for nutidens videnskabelige påstande om troldes evindelige noneksistens på troens stridsmarker.

Troldene ville tillige have kunnet bære fældende vidnesbyrd om, at firegearsmotoren er ældre end sejlet i den menneskelige maskinparks datalogi.

Tilbage er bare at berette, at Spørge-Jørgen selvfølgelig inde bag spørgsmålstegnene gemte på en prins af blodet, og at prinsesse van Dik fik denne frem i lyset på hævdvunden vis, hvorefter de giftede sig med hinanden og levede lykkeligt et stykke tid, til dagligdagens skænderier tog overhånd og overlod underhånden til lykken. Hvad der derefter skete er længst glemt for mylderet af skelsættende hændelser i andre fortællinger, som sætter denne i skygge og værner den mod hudkræft.

 

 TIL TOPPEN 

 

Hele værket kan downloades ved klik her

Besøg  
042394