Vi bruger Cookies!     

         
 X     
billeder



Du er på siden Fotos&Clipart

 

DIGITALE SAMMENSATBILLEDER 

51 billeder

Mest for at kalde dem et eller andet andet end de andre. Den gennemgående teknik siger vel nærmest sig selv ud fra sidebetegnelsen. Man tager noget clipart og strør på fotos, efterbehandler eventuelt med tips og tricks og det, der er værre, og slår sig mentalt på brystet som en blufærdig Tarzan-elev. Går videre med noget andet. Resultaterne bliver derefter, ofte mindre realistiske, mere skematiske og banale, i høj grad bestemt af clipartstilen, hvor man let kan vælge forkert og bøvle i timevis uden at opnå en god gefühl.

 

 

 

 

Heldigt fremkommet via et foto, clipart og en tur i Repligator. For eksempel sydøstasiatisk tempeldanserinde med blævr, som gradvist går over i noget, der minder om persienne, så hun kan ses udefra. Monumental komposition på kosmisk baggrund et øde sted, belyst fra hemmelige kilder og uden synligt ståsted. Løsning og gåde i ét, måske. Eller måske på højskole, eksotisk bidrag til underholdningen og den lovede åndelige udvikling ved et ungdommeligt lejrbål i sommernatten

 

 

Han er så kendt, så det halve kan være nok, og vil sikkert have godt af en popstjerne midt i åsynet og selektiv belysning på klædedragten og siddemøblets fundament. Det genrejser så til en vis grad spørgsmålet om Guds eksistens og besvarer det med et nej, ved ikke og er ligeglad med alt det der gamle lort, som alligevel aldrig har skabt gode forældre og samfundstjenlige rollemodeller. Det meste, man får ud af det, er stadigvæk pop, resten dybtfølt og flygtigt, punktum finale.

 

 

Venerisk påstand om underlivsfedme som substitut for afstemningsarmen og det meste af den anden til at spise med. Man kan tænke længe over det i dén tatovering, hvis man har tid. Nøgen eller svøbt, det er også et spørgsmål, der får oprejsning her, og om der findes vulgærklassicisme eller det snarere drejer sig om en måske overvejende willendorfsk influeret populariseringsreform.

 

 

Og så er det lige ved samme lejlighed, om man tror på eksempelvis svajryggede engle og andet himmelsk godtfolk og det gudsjammerlige kaosmix af fraktaler og andet, som de har at holde orden på, hvis man gør, og måske kan nøjes med at undre sig over i passiv, hvis man lader være. Overbevisende ser det ud, men det borger ikke for noget. Det gør Anders And jo sådan set også uden af den grund at komme i statsreligion.

 

 

Det tog mange timer og kom aldrig ud over et væsentlighedspostulat blandt adskillige og tillige andre. Det startede med et bilvrag i en ørken, hvad historie der så er bag, derpå kom der flere og flere af forskelligt og på et eller andet tidspunkt undervejs også et bjerg, og det er derfor fortsat en pebret gåde, hvorfor sådan et sølle vrag kunne blive ved med at kræve livsaktivitet og andet omkring sig, hvad ret et vrag egentlig har, hvad det kan tilbyde til gengæld. Måske et sammenskudsgilde henlagt til ubrugt plads, så naboerne ikke kan se det. Eller det kan være fjerkræene, der er hovedpersoner, måske visualisering af fjerkræets egen nationaldag?

 

 

En fladslidt gulvløber med traditionsantydende hustamdyr til forstyrrelse af voksne tanker og barnlig kommers samt udefra kommende. En sabelkat med tigerkontur som domæneafpisning og et temmelig okseagtigt gespenst med panderynker på boven på hjortespring med detaljerede anvisninger på et kryptisk tegnsprog, som efter sigende til stadighed skulle ildne forskningen til metodisk bagstræb gennem den nedfældede videnskabs årtusinder og deres spekulative bagland. En pryd for et hjem med respekt for klaver. Respekt, mand.

 

 

Det kongelige teaters hattehylde og rygrad skarpt bevogtet og nøje overvåget af hømhømproducenterne Fido og Trofast armeret med førergreb om halsen og førstekarakter i koncentration og teaternøkker, som samtidig har til erhverv at holde seksualitetens skamslidte malkepiger længere og længere nede fra oven af i tiden, mens forestillingens fire gæster velsagtens sidder demokratisk fordelt i publikummets undertrykt hostende mørke og får deres privatsager for afhængigt af den enkeltes pladsnummer og fatteevne.

 

 

Hømhømproducenterne Fido og Trofast på luftetur med skabsskeletter, herskabets, ægteskabets, moderskabets og et fjerde skabs, sandsynligvis teaterselskabets, nu det bærer hat. Der er et eller andet, de mangler, hømhømproducenterne, kan man se, måske råprodukter og halvfabrikata til produktionen, måske en eller anden form for overordnet kontrol, måske noget med belysningen, måske bussen hjem. Bare et eller andet at rejse sig op for?

.

 

Et udvalg af naturens ellevilde kræfter, så mange, der nu blev plads til inden for rammerne, i halvfuldt vigør omkring infrastrukturens fremmarch, beluret af civilisationens fordægte forposter, de to af dem fanget midt under en pause. Så vidt, så godt til forstanden, kun ikke blå, som tværtimod strider mod alt og alle. Blå må vist siges at være en stædig krabat på dette kontrafej, eller er det forbudt?

 

 

Hømhømproducenterne Fido og Trofast og en ensom teaterhat har jaget blå til himmels og besigtiger naturen i det nye lys. De har endnu ikke opdaget, at toget har kastet vrag på skinnerne og i stedet snupper viadukten, den er måske mere hensigtsmæssig i smalsporet ud fra en lokomotivisk vurdering, ellers er det ikke til at regne ud, men de kan nok snart høre det. Eller måske er de bare ligeglade. Måske er det slet ikke deres tog. Hvad hatten angår, er det svært at sige noget definitivt, dens mimik står ikke til at aflæse.

 

 

Skabet med skeletterne i global normalfordeling. Seksten i alt i forreste geled fordelt på to niveauer, det sidste formodentlig for at udnytte skabspladsen bedst muligt og give skeletterne lejlighed til udarbejdelse af indbyrdes fortrolighed i fornødent omfang. Om det samlede mønster tillige afspejler en fordeling, for eksempel efter køn, race, formue, moral eller andet, som divideret med to kan afstedkomme en markant forskel, det vides ikke, og der ses ikke tegn til umiddelbar afhjælpning af problemet. Ligeledes ses der ingen indikationer af, at skeletterne nødvendigvis skulle komme raslende ud.

 

 

Hende til højre med patterne klar er da uden sammenligning den, der er for flest skillinger smæld i, resten ser nærmest ud, som om de er på passiv overførselsindkomst med tilsvarende pligter eller valgt ind i folketinget. Det er en fornøjelse at se blå avet her, og det fører en generalisering med sig, i det hele taget, der kan være noget næsten livsbekræftende ved at blive konfronteret med en skemalagt portal for en større forsamling. Tilbage til patteungen igen, hende, der spolerer billedet, hun er den eneste, der er klar til at give igen, og det er der måske noget galt med.

 

 

Det er småfolk, sådan nogle trafikanter, når de bevæger sig ind på stueplan, og det kan vist være godt det samme, for det kniber øjensynligt med pladsen. Den er i hvert fald slet ikke stor nok til færdselsregler. Men det er noget, man selv kan styre, mens man lægger clipart på, så det er måske et bevidst valg, der ligger bag, at færdselsreglerne ikke er med. Eller grunden kan være, at det ikke var til at finde dem i en digitaliseret udgave. Udvalget peger desuden i retning af forskellige befolkningsgrupper, hvoraf måske nogle med ry for regelbrud, så det kan vel godt være et ekstra supplement til forklaringen, hvis der er nogen, der spørger.

 

 

Den ene maler hus, den anden viser stolt sin bil og sin mappe frem, solen skinner, hvorfor er der så en tredje, der har så satans travlt med at komme væk? Billedet blev måske lavet i det forkerte øjeblik? Eller et af de forkere, hvis der er flere, hvad der teoretisk set godt kan være. Det er måske madskålene, der fløjter og får hundene til at opføre sig løbsk med anhængerchaufføren som passivt offer for hundesult. Det ligner en Morris, bilen, og måske er husmaleren en kommende Hitler, selv om man ikke kan se det endnu. Måske burde der udstedes en advarsel mod billedets fremtid.

 

 

Han ser måske temmelig gammel ud, men køretøjet kunne godt ligne noget til at slå ihjel med, og så burde han vel være yngre og mere vital end fedladen og med en fremtid at sætte grundige fingeraftryk på til senere genegenereringer. Det er i hvert fald noget at tænke over i en ledig stund i en maskine, hvis den er beregnet til omverdensbekæmpelse og man er eksamineret i betjeningsvejledningen og indøvet i reflekserne. Teoretisk set kan det måske også være fra førerkabinen i for eksempel en selvkørende høstanordning eller et graveredskab, måske det indre af en lægerobot, men undertiden er det mest nærliggende at frygte det værste.

 

 

Det kunne nærmest ligne hemmelige efterretningsagenter og den enes krigere fra copy and paste samt et par ledige sko, måske fra en tredjepart, som er gået bort eller har ladet dem fremmøde som repræsentant. Eller to konsulenter, der inspicerer en slagmark forud for et slag og endnu ikke har opdaget, at der står et par sko til saglig stillingtagen. Spyd og buer er måske ikke det mest velegnede som slagtøj, men i en snæver vending kan de da godt bruges.

 

 

Den ene kunne se ud til at være en badutspringer på spring over byens tage, mens den anden venter på tur eller beundrer badutten. Ingen af dem har bagage med, så de er nok ikke særlig langt hjemmefra eller fra hotellet. Hun bliver hængende, han bliver stående, det er ikke en film, det er ikke noget at vente på, der sker ikke mere, før som efter, det var ikke smart at tænke på.

 

 

Sådan kan det vel godt se ud, når man lige laver en hurtig vits, mens kartoflerne koger eller bøgen springer ud. Andet er det heller ikke, og dog. Det er ikke til at se, hvori vitsen består, kun en eventuel variation af påstanden om, at verden er en scene og livet et skuespil skrevet af Shakespeare, nåh jo, så må der vel også ligge den implicitte påstand i det, at verden var livløs før Shakespeares forfattertid, og ergo var han ikke i live, da han begyndte at skrive. O.k., en lille vits.

 

 

Et foto lavet til clipart og lagt på baggrund er bare noget af det, der er gået forud her og sikkert er uden særlig interesse i den store sammenhæng. For eksempel er de begge døde og hendes ben ikke så morsomme i levende live som digitalt. Baggrunden og forgrunden og belysningen er decideret konstrueret med henblik på at gøre myten mere menneskelig og fortiden mere appetitlig, lidt ledig ønsketænkning, forgæves, at de har haft et enkelt idyllisk øjeblik i deres menneskelige ødemark. Sikke mange billeder at gå i gang med, hvis det koncept er noget.

 

 

Digitalt fatamorgana med alment præg og også på anden måde rimeligt tæt på et acceptabelt billede. Tre eller fire personer, det er det nærmest korrekte antal nu med fotoet tilbage i hoben, og et levende mylder af generte ben, som intet naturafoto nogensinde vil opleve at kunne tilbyde nysgerrighedens med årene matte øjne og sansesløvsind. En lille og lykkeligvis ikke enestående antydning af, at den sammenkogte menneskeret skønt langt overvejende, så trods alt ikke udelukkende forårsager brækfornemmelser og aktiverer naturlige fortsættelser heraf. Pudsigt er det i fortsættelse heraf at spørge sig selv med hånden på pungen om, hvor mange, havde det ikke været for den uomgængelige bevidsthedsglasur fra litteraturens sammenlagt enorme ordgyd og billedkunstens overfladiske tegn- og farvesætninger, hvor mange agtværdige magtmennesker man mon så nogensinde havde fået mulighed for at erfare? Hvis man kun havde haft sin egen tid at rode efter den slags i, hold da helt kæft, mand.

 

 

Toppen af pyramiden, er det mon en oprakt hånd til påkaldelse af assistance i forbindelse med behovstilfredsstillelse? Eller kan det for eksempel være antydningen af et lydløst spøgelse i personbaggrunden? Det er ikke altid villet, forudsigeligt, formålstjenligt, hvad der kommer ud af processen, det er én ting. En anden er, at man måske kan have glemt noget, hvad hensigten i sin tid var. Så er man lige så langt ude på hr. Lars Tyndskids mark som enhver anden forudsætningsløs.

 

 

Her er der mest clipartlook i rammen, men det er fotoet, der er klippet ind. Meget andet er der vist ikke at sige uden at snakke udenom. Rammen er fra en posterized stald, som ikke findes mere som fotoforlæg, og skovpartiet fra nogle kilometer væk mod øst og i en p.t. anden årstid. Illusionen kan for eksempel  være en udsigt fra en hestetrukken militærkaret ud mod fjender i midlertidigt skjul bag træerne derude, som derfor med militærisk fordel kan fjernes for en stund.

 

 

Det er da vist én, der ikke kan vide, hvilken side hun skal rende til, når tsunamien banker på om lidt, men forberedt har hun sig lige godt til dem begge, den snedige rad, og afslappet koncentreret læser hun videre, mens tiden står stille omkring hende, hele tiden på de samme to sider for symmetriens skyld, harmoniens, indhyllet i freden før stormen og og det dermed påtvungne valg mellem højre og venstre, hverken frem eller tilbage, ikke begge dele, men enten højre eller venstre.

 

 

Så meget sildesalat og så lille vindue, langtidsholdbart solbrændt af operation Ørkenstorm, ingen virak udefra, søgende blik og lyttende øre, nej, slet ingen virak, det er det offentlige bidrag, han er en suspekt brilleabe, som man skal afholde sig fra at købe bil af, hvis han melder en til salg. Har sikkert allerede tidligere taget alt, alt for meget og er sandsynligvis følgelig sat i skammekrog af nærmeststående opinionsholdere. Hans egen forklaring vil måske lyde i stil med, at det vindue har han savnet, siden han som barn blev fjernet fra det og sendt på kadetskole, og nu har han endelig fundet det igen og for første gang bemærket, hvor meget fjendtlighed det giver udsigt til. Men er det måske ikke ham selv, der har udviklet sig til noget, der mest af alt kan minde om en latinamerikansk narkobaron, hva'ba'?

 

 

Der er noget gys over det her, hvor alle har smidt 30-40 kilo af sig for billedproportionernes skyld og har fået magre og normale katte ud af det i stedet for de oprindelige fedtmonstre og er blevet samlet digitalt fra en stribe fotos med hver sin enkelt sejrsstolt viftende kattebruger med kat eller trofæ på hvis baggrund, så det var ganske let at afmaske dem og så videre. Typisk amerikansk hvid middelklasse at være så grim og posere med det, hvis man skal tro på rygterne fra den kant.

 

 

Vist nærmest en collage eller fotomontage. Kan vist kun forklares som abstraktion, mens det er svært få øje på et tema eller genkendelige motiver. Blandt andet noget, som muligvis skal være vinduesåbninger ud til stærkt sollys, en dårligt placeret baldakin, noget uforståelig naturagtigt, noget, der muligvis skal opfattes som symboler, divergerende skarpheder og kontraster. Harmonisk og mættende at betragte, hvis man holder mund imens.

 

 

Samme i supplerende formgivning. Baldakinen og noget tekst stadig til at udskille. Tre tilsyneladende antikviteter, der står opklodset hver for sig og signalerer med hver sin fakkel i forskellige retninger, måske for at tilkendegive for folk i nærheden, at det er dem, der har påsat antikvitetsbranden i baggrunden, og derved udrydde eventuelle mistanker om tekniske uheld eller utilsigtede lynnedslag. Ledig, inviterende  plads til for eksempel en cliparthund eller en kort hilsen skrevet med hvidt blæk.

 

 

Måske opadstigende rumfartsdomer, det første, der falder i øjnene, måske alternative varianter af højhusbyggeri eller noget svævende, måske multipersonlige paraplyer, måske store dele af en ikke særlig stor flækket klode. Ville højst sandsynligt tage sig væsentligt bedre ud i en anden kontekst uden præg af arkitekttegning. Ergo slet ikke færdig ud fra en øjeblikkelig betragtning eller ikke perciperet på tilfredsstillende vis.

 

 

Det kan sikkert let give inspiration til noget mindre stuerent, leder måske også i sig selv tankerne i retning af et soveværelse med væg til væg-dyne og masser af soveplads. Men egentlig er det vel først og fremmest yndigt på en eller anden brugbar måde, en masse tavse, måske sovende kvinderudimenter i et stramt mønster, som samtidig syner ganske afslappet og frivilligt og kropsnært passende. Kvinder med menneskelige træk, det er måske noget af temaet eller den bagvedliggende søgen.

 

 

Velsagtens et hypermoderne hus overbroderet med kontroller af interiøret i passiv og aktiv og bemalet med naturens egne forvandlingsfarver, så de følger udendørslysets døgnrytme til punkt og prikke med synkronistisk præcision. Det er sandsynligvis ikke sådan, at intet er overladt til tilfældighederne, tværtimod forefindes der utvivlsomt også et sæt kontroller til tilfældigheder, så beboerne har mulighed for at indgå i hver sit eget tilfældighedernes spil. Det hele ser egentlig slet ikke så afskrækkende ud, formodentlig i kraft af arkitekturens organiske linjeføring.

 

 

En herskabskusk i køretøj med en tohestes i første gear og en renvasket og velfriseret bøgeskov, min sjæl, hvad vil du mere? Det sidste var retorisk, for naturligvis er der meget andet, den vil. Men sådan en illusion lagt ind på en lille gangsti, det er nu trods alt slet ikke så ringe som så meget andet.

 

 

Et vrag af et landskab, men hvad gør det, så længe man er i godt selskab og holder hinandens opmærksomhed fangen? Krig over det hele tidligere på dagen eller afbrudt tøjvask i bækken, det er svært at vurdere, hvad der er gået forud, med alle de småklatter, der hænger til tørre alle mulige steder. Rytterne sludrer sikkert om fælles bekendte med dæmpede stemmer, så de må koncentrere sig ekstra meget for at sende og modtage budskaber. For dem er måske de fælles omgivelser ganske overflødige, så de ikke tages i brug.

 

 

Måske et jærtegn om stald i himlen bag hegnet om haven, måske et tegn på gård, der genopstander og går igen og spøger, måske trang til en åbning, hvor der ellers ingen er normalt, måske en upåagtet fejl eller smutter? Godt ser det ud uanset, hvis man har det fornødne gemyt, og så gør det mindre til sagen, at ordene ikke rækker længere end til punktum.

 

 

Stemplet, brændemærket, tatoveret, påklistret med ikon for stald midt på pandebrasken med gluggernes koøjer i anden række som ekstra tilbehør, reserve eller fordækte. Måske et frankeret postbud med ekstrapost gennem nervøs dørspion eller, nej, nok om det. Stiller masser af åbne spørgsmål om kvalitet og formål uden egentlig at så meget som antyde svarmuligheder eller pege i retning af relevant reaktion. Fy, fy, skamme.

 

 

Forlægget en skrotfigur på en lille meters penge i højden frembragt midt i dynger af skrot indsamlet i nærmiljøet i forbindelse med en temaudstilling for mange herrens år siden og dengang navngivet Svante, sidenhen alligevel blot omtalt som figuren eller sligt. Digitalfotograferet engang og senere ændret til stregbillede, som her er brugt som clipart. Udmærket billede, men fakta står i vejen for udstråling af inspiration. Det handicap er privat, og andre må vel være friere stillet.

 

 

Ja, der er sikkert noget at tænke på. At mennesker kan gøre sig selv i tankeløs plastic uden forhud og formbar behåring. Hvis aben da kan se så langt uden briller, det er faktisk ikke til at vide. At natur og civilisation holdes adskilt nødtørftigt med et enkelt bræt fra samfundssiden, fra natursiden med en forhindring for videre inspektion. At begge dele holdes svævende som isolerede objekter i et gennemgående dunkelt univers uden ansats til interaktion og udvikling, dog til oplysning via ekstrauniversalt lysindfald fra venstre. Muligvis et sindbillede på folkeskolen.

 

 

Kakler som sprogmodel i et fascinerende udladningsunivers, ja, det er da selvfølgelig også en slags forklaringsmodel, hvis man kan få den til at falde på plads i en stedkendt sammenhæng. Måske fra tegnets fødegang og børnehave, så man kan forvente noget førkakkel ind fra venstre og noget kakkelfærdigt ud til højre uden at skulle lade sig overraske af et etableret system. Også med den antydning af andetsteds engageret øje opad i venstre side, jo, det er vist noget, der vil have en snak i gang uden at skulle afsløre skåret ud i pap.

 

 

Måske, set fra venstre, et portræt med tilhørende hund. Kun teknik, selvfølgelig, på det grundvilkår, at det er gørligt, hvad det langtfra altid har været og formodentlig heller ikke altid vil være. Et tiltag i sig selv grebet ud af luften og alligevel foretaget i det historisk korrekte øjeblik. Man skal sikkert kende hunden af egen erfaring for at kunne vurdere, hvad der er mest vellignende, med større eller mindre råderum for en identisk sitning og demonstration af beherskelsen af fugtige hundeøjne.

 

 

Ænder og ballerinaer i hjørnet af en park, det er sandsynligvis det rene billeddigt i en træningsstund. Den fede i centrum har gjort sig fortjent til effekten af et jagtgevær, hvis det kan gøres uden at forstyrre småtøserne i deres egoplip, og ser nærmest ud, som om den også selv forventer noget af den kaliber. Den anden snarest, som om den har fået et halvt stykke med saltkød og sky i kikkerten. Alt i alt et intimt udsnit af det, der er et skære i.

 

 

Muligvis et indbygget fortidsmuseum på en god besøgsdag, velindrettet af en flittig lineal, så man sikkert ikke opdager noget og kan komme derfra igen med uskylden i god behold. På afstand måske mere faretruende, men så som lige nævnt netop også på afstand, som følge af hvilket faretruslen vist maksimalt kan blive til en halvflov gestus, noget intimt, som alligevel ikke formår at trænge ind. Desuden ser det ud, som om monstret bare står og græsser og derved også selv gør sig skadesløst.

 

 

Fra dybhavsfiskeriets dagligstue med husets pryd i punchbowle. Måske er guldfisk gangbar mønt på stedet og bowlen den lokale bank med vagtværnet på ydersiden. Og det lader sig tydeligt udlede af belysningen, der er trusler i farvandet, måske hammerfede hajer med ukritiske fangstmetoder, måske er det fremadrettet trawl, alt det kantede i baggrunden, som også kan være en reol eller for eksempel et stykke af det sunkne Atlantis. Hvordan skal de mon fodre guldfisken, det er nok det, der optager dem alle.

 

 

En skovtur af en slags, som er røget i vasken, det kan da godt være den verbale udlægning. Noget med pirat og bamsebørn og grønsager som brikker på et skakbræt og nogen, der har strittet en sten i vandet, ja, det lyder som mulige ingredienser.

 

 

Hus med synsforstyrrelser, måske en afsondret fattiggård, hvor der ikke er råd til kontaktlinser, fordi pengene er gået på druk, det kan godt forklare det, hvis man ellers er normalforsynet med kæft, trit og trang til rene linjer udefra og så alligevel kommer på afveje. Eller en drømmebolig, hvis man ikke tager det hele så nøje. I to etager og endda med indgang, der tager højde for stritfødder, jovist, der kan snildt bo en drøm i den.

 

 

Skitseret herskabelighed med indbyggede justeringsmuligheder blot ved valg af streger. Ikke det helt store, så måske kun til én person med følge. Og hverken garage eller vognport, så det må være til et hjemmemenneske, som lader verden komme til sig. Sandsynligvis ubeboet, så det er enten ikke solgt endnu, eller køberen er ikke flyttet ind. Måske en efterladenskab, som er ved at gå i arv.

 

 

Der er vist noget der, der siger hold kæft til resten af verden og bare vil have lov til at tilpasse sig selv. Det hele på en pæn og høflig måde, men heller ikke til at misforstå. En svinestreg mod takt og tone, en udfordring mod Se & Hør, men så vel heller ikke ret meget andet og mere. Måske udkast til et dukkehus.

 

 

Træer, der gør sig fælles i et forløb af vej eller vildtkorridor, organiske skabninger, der med hver sin egenart danner samlet fælles front mod livløshed og mangel på organisme, husfællesskab med fælles fundament for byliv og sladder og ægteskabets formeringsritualer, fut, fut, fut, et hold, der skramler forbi på igangværende rejse. Det er såmænd en hel del, endda er der plads til mere.

 

 

Tegning, clipart, foto, gråtoner, det er til at huske, resten må vel kunne udledes. Formodentlig en hønsegård, som er kommet under tag, endda et ganske fint et af slagsen. Med hvælving og søjler og antydning af palæ, jo, jo. Måske er hensigten at undersøge, om der kommer bedre æg ud af det, måske palæhønseæg, slotshønseæg, fredet bygning-hønseæg, kirkehønseæg, nationalklenodiehønseæg, eller hvad sigtemålet ellers monne være.

 

Treetages litografisk tavshed og skeløjethed til højre, tegnede fugle under træning for neden, foto fokuseret i gråtoner på styrings- og fremdriftsredskaberne på en ilandtrukket fiskekutter med sløret kant i baggrunden, et skønsomt udsnit af livets mangfoldighed og billedteknikker uden katastrofer, overgreb eller vitale mangler, det er hverken løgn eller romantik eller sensationsjag, heller ikke kun et æstetisk slumptræf, men tillige et udslag af smag.

 

 

Noas ark i knald eller fald-streg med en erindret storebæltsfærge som indbildningsskabelon og foto af en køkkenudsigt i gråt kan i fællesskab for eksempel være et passende memento for alle de edderkopper, myg, møl, bænkebidere, ørentviste, myrer, fluer, hvepse, græshopper, firben etcetera, som man har truffet på i sit køkken gennem årene, samt måske en enkelt kat, som var fast inventar, til den stillede poterne.

 

 

En dårlig tegning med godt indhold, i tidernes morgen udkast til dekoration af en tehætte, som aldrig blev til virkelighed, nu digitaliseret og pålagt gråt. Et stykke af moder jord, naturligvis, med årstidernes, vejrligets og døgnets hævdvundne potentialer, en påstand om en fornuftig tradition, som nok skulle kunne holde teen varm, hvis projektet var blevet ført til ende, men efter at have lagt hånd til andre lignende projekter sagde syersken fra, for det her kunne hun ikke se for sig.

 

 

Brandenburger Tor, et par symbolistiske sole, en hane eller snarere høne, måske H.C. Andersen, der vinker farvel, på en slidt gulvløber berøvet de fleste af farverne, det er vist hans armhule, hønen er interesseret i, måske som redeplads, eller hvad høns mon ellers forbinder omgivelserne med, en akse af en slags mellem solene, og porten, som ikke ligefrem rutter med pladsen til passager, øverst et par heste og noget andet flitterstads, det hænger såmænd godt nok sammen og er rart at se på et øjeblik, hvad mere kan man forlange?

 

 

 

Til toppen

Opdateret 16/11/2011

Besøg  
045816